Kend din egn-udflugt til Øland

Kend din egn-udflugt til Øland

onsdag 12. august 2015

Kend din egn-udflugten starter ved Oxholm Mølle på Urbakken. Foto: Mattias Bodilsen
Kend din egn-udflugten starter ved Oxholm Mølle på Urbakken. Foto: Mattias Bodilsen

Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred fortsætter igen i år en næsten 20-årig tradition med en Kend din egn-udflugt, der giver smagsprøver på alt det spændende, som vores egn har at byde på.

I år er udflugten fastsat til onsdag 12. august, hvor vi skal besøge Øland, som engang var en ø i Limfjorden.

Vi mødes ved Oxholm Mølle på Urbakken kl. 19, hvor Bente Kristensen fra Øland Lokalhistoriske Sognegruppe vil vise møllen frem og fortælle om det nærliggende Oxholm Gods. Her fra møllen er der en enestående udsigt over Limfjorden.

Derefter kører vi nogle få hundrede meter til Øland Medborgerhus, som i 2011 blev indrettet i den nedlagte Øland Skole. Her bliver der lejlighed til at se og høre om de mange aktiviteter, der foregår i huset ugen igennem og året rundt – lige fra modeljernbaneklub til foto- og malergrupper samt lokalhistorisk arkiv.

Vi får aftenkaffen serveret i den nyrestaurerede og lyse fællessal, hvor vi også får en beretning om besættelsestiden på Øland, ligesom vi skal synge Øland-sangen og andre numre fra Han Herred Sangbogen.

Alle er velkomne – arrangér gerne fælleskørsel fra de forskellige lokalområder i Han Herred.

Scroll to Top