Af Robert Lassen
Robert Lassen blev født 1917 i Viborg Søndre Sogn og voksede op i den nærliggende landsby Overlund. Han blev under den tyske besættelse indblandet i lokalt modstandsarbejde, og da to kammerater i 1943 blev taget af tyskerne, måtte Robert og tre andre fra gruppen hurtigst muligt gå under jorden. Selv flygtede han til Nordjylland.
Robert Lassen fortæller herom i bogen »Skyggens historie«, udgivet på Forlaget Ådalen, Egå, 2009 med forord af datteren Karin Østergaard Lassen. ISBN 978-87-91365-40-9 · kr. 250 · bestilles på www.forlagetaadalen.dk
Her følger et uddrag af bogen (side 45-50) med venlig tilladelse:
Det var i det tidlige efterår 1943, at jeg flyttede ind hos min søster Karla og svoger Gunnar, der var brugsuddelere i Torup ved Fjerritslev. Hos dem fik jeg en tjans med at veje mel, sukker og gryn af på lageret. Sammen med sognefogeden, præsten og plantøren havde min svoger dannet en modstandsgruppe, der havde til opgave at samle våben op, som var kastet ned fra engelske flyvere. Så her kom jeg igen ind i modstandsbevægelsen. Gruppens mødested var et tomt hønsehus, hvor vi sad på hønsepindene og rådslog os. Modtagegruppen havde kaldesignalet »Jarl«. Så når der fra London kom besked til »Jarl«, var det en besked til vores gruppe. Der var dannet flere modstandsgrupper i området, men vi kendte ikke ret meget til hinanden. Vi vidste, at der i Fjerritslev var der en ledende person, som havde kontakt til England.
En nat, hvor der blev smidt containere ned fra en engelsk flyver, skete der det, at nogle containere stødte sammen, og to gik i stykker. Våben og ammunition lå spredt for alle vinde. Om morgenen kom der besked til »Jarl« om, at der skulle »spredes muldskud«. Det betød, at vi skulle ud og samle de våben op, som lå spredt over et stort område ved nedkastningspladsen. Der er i dag rejst en mindesten på Torup Fjordholme nær ved nedkastningspladsen.
Nord for Torup var der et område, som kaldtes Kløv. Her var opsat en tysk kanonstilling. Hver gang der kom en engelsk flyvemaskine ind over, så bragede kanonen. Men den ramte underligt nok aldrig de engelske flyvere. Efter krigen fik vi en forklaring på det: det var to sydtyske bønder, som havde betjent kanonstillingen. Normalt blev tyske soldater rokeret rundt i Danmark for at undgå, at de fik tilknytning til danskerne. Men det mærkelige var, at de to mænd ikke blev flyttet under hele besættelsen. Hvorfor de ikke blev flyttet, er der nok ingen der kan svare på. Måske blev de glemt i disse omrokeringer. Men det betød, at de to sydtyskere lærte folk i Torup godt at kende. Med tiden blev de næsten som i familie med alle i Torup by. Når de to tyske soldater kom ind til byen for at bade på mejeriet, havde de altid en flok unger bag sig. Ungerne ville gerne lege og snakke med dem. Det var et par herlige fyre. Det viste sig senere, at de udmærket vidste, hvornår de engelske flyvere fløj ind mod kysten, og så skød de bevidst i den modsatte retning. De menige soldater var der ikke noget i vejen med. Det var ikke dem, vi skulle være bange for – det var Gestapo. Sigende er det vel også, at de to sydtyskere besøgte min søster og svoger i Torup efter befrielsen.
Torup var en lille by, men på dette tidspunkt i efteråret 1943 var der mange tyske militærfolk og russiske soldater i byen. I sommeren 1941 havde Tyskland jo overfaldet Sovjetunionen, og russiske soldater var her taget til fange af tyskerne og ført med tilbage til fredeligere områder som f.eks. den jyske vestkyst. Men der kunne måske også være tale om russiske overløbere. Noget af det, som soldaterne fik tiden til at gå med, var, at tyskerne lærte russerne at cykle. Tyskerne spændte dem simpelthen fast på en cykel, der blev trukket af en motorcykel. Det gik ikke altid lige godt.
Fra Torup var der ikke langt ned til Torup Strand. Jeg gik tit derned, når fiskekutterne kom ind og – som de gør i dag – blev trukket op på sandstranden. Jeg plagede fiskerne om at komme med ud og fiske, men de afslog gang på gang. Endelig en dag fik jeg lov til at komme med ud. For mig blev det imidlertid en rigtig dårlig dag, for jeg var søsyg, inden vi nåede ud over tredje revle. Det hjalp ikke på søsygen, at jeg lå nede i kabyssen i lugten af olie og fisk, indtil vi et døgn senere var i land igen. Når jeg herefter kom ned til fiskerne, så fik jeg altid et drilsk tilbud om at komme med ud at fiske. Men jeg takkede hver gang pænt nej.
Beboerne i sådan en lille by som Torup opdagede snart, at der var kommet en fremmed til byen. Om ikke andet så var pigerne på tæerne, og så kunne man aldrig være sikker på, hvad de kunne finde på. Det viste sig simpelthen umuligt at færdes i Torup for en ung mand – der var så mange unge piger, som lagde an på mig. Jeg var ret omsværmet. Jeg forstår ikke, hvad de så i mig. Der var særligt en pige fra telefoncentralen, som ringede hver aften til Brugsen, da hun ville snakke med mig.
En aften blev jeg inviteret med i biografen i Fjerritslev sammen med mejeribestyrerens to ældste døtre og bagerens to døtre. Vi kørte ind til Fjerritslev placeret på ladet af en lastvogn. Næste dag, da pigen fra telefoncentralen hørte om denne biograftur, lavede hun ballade. Rygterne begyndte at svirre om dit og dat. Da der jo var mange tyskere i Torup, turde jeg ikke blive i byen ret meget længere. Min svoger sagde også til mig: »Véd du hvad, Robert, du bliver nødt til at rejse. Folk begynder at spørge om, hvad det er for en fyr, der arbejder inde på lageret?« Så efter at jeg havde været ca. 14 dage i Torup, forlod jeg byen lige så ubemærket.
Jeg kunne ikke leve af ingenting, så jeg var nødt til at finde et andet sted at arbejde. Jeg fik arbejde ved en drænmester, der havde arbejdet med at dræne engene ved Klim. Det var i cykelafstand til Torup, så jeg havde stadig kontakt til min søster og svoger. Det var et hårdt arbejde med at grave grøfter og lægge drænrør ned med håndkraft. Så jeg blev hurtigt ked af det arbejde, så efter cirka en uges tid rejste jeg videre til Aalborg.