Af Inger Tronborg
inger.tronborg@youmail.dk
Jeg husker, at de tyske soldater ofte kom ind og legede i haven med min bror og mig. Eller soldaterne kaldte os til sig, når de holdt vagt ved gården lige uden for haven. Vi har nok været 3-5 / 5-7 år gamle. Så snakkede vi med dem gennem hækken. Vi forstod ikke, hvorfor vi blev kaldt ind, når det skete. For os var det jo rigtig hyggeligt. På de voksnes snak kunne vi høre, at soldaterne nok kontaktede os børn, fordi de måske selv havde børn hjemme i Tyskland.
En middagsstund, hvor vi var 9-10 mennesker samlet om middagsbordet i køkkenet, kom to tyske motorcykler brasende ind i gården, og soldaterne brasede ligeledes hurtigt ind i køkkenet. De tyske soldater forlangte at få alle vores heste. Min farfar, Lars Jepsen, rejste og gik med dem ud i hestestalden og viste dem, at der ikke var nogen heste i stalden. Og Farfar fortalte dem, at der også tidligere havde været soldater for at spørge efter heste. Da Farfar kom ind igen og roligt satte sig ved bordet, bredte der sig en lettelse. Alle vores heste var på marken. Så heller ikke denne gang fik soldaterne nogen heste.
I Bøge Bakker kom vi ikke, fordi der var tyske soldater, der havde gravet enkeltmandsskyttegrave. Disse små skyttegrave tror jeg nu er forsvundet helt, men efter krigen brugte vi dem som gemmesteder under leg.
Efterskrift
Inger Tronborg, Viborg, er født Jepsen 1938 og havde sin barndom og ungdom i Bøge Bakker ved Brovst. Har skrevet til Han Herred Bogen om Slagter Jepsen (årgang 2012) og Jomfru Philipine (årgang 2014).