Af Folmer Klitgaard Møller og Frank Nielsen
folmermoller@hotmail.com
franknielsen34@hotmail.com
Interview med Helge Ejvind Larsen, Thistedvej 52, Fjerritslev
9. april 1940 var det meget tåget. Der var masser af fly i luften over Fjerritslev, men man kunne ikke se dem. I radioen formanede Kong Christian X til ro og besindighed. Skolebørnene blev sendt hjem på ubestemt tid. Den nye Nordre Skole (indviet 1939) blev besat af tyskerne, og så blev undervisningen af skolebørnene forlagt til Fjerritslev Kro, Teknisk Skole og Missionshuset. Helge Ejvind Larsen (i det følgende blot kaldet Ejvind) kom faktisk ikke i skole i ca. to år, inden krigen var slut, dog gik han i aftenskole og blev undervist privat af sagfører Willumsens sekretær. Ejvind var i pleje hos et ældre ægtepar, Stine og Jens Peter Nielsen, der boede i »Hedens Løn« på Brøndumvej 19-21. Nogle få dage efter 9. april var byen fuld af tyske tropper. Hele Nygade, Jernbanegade og Søndergade var fyldt op af tyske køretøjer. En del lokale folk bød dem velkommen og beværtede dem med forskellige ting. Ejvinds plejemor forbød ham at gå ned i byen, men dette forbud blev ikke efterfulgt. Plejemoderen var bange for, hvad der kunne ske. I Rokkedals vinduer i Jernbanegade var der dannebrogsflag, og han bød dem absolut ikke velkommen. I Søndergade havde Svend Møllers isenkramforretning (nu Imerco) fået sat plakater i vinduet med følgende tekst: »Her tales tysk«. Tyskerne havde mange kanoner med, og de var hestetrukne. Der blev stillet to kanoner op ved Fjerritslev Skole, og resten blev kørt til Slettestrand, men alle hestene blev opstaldet i Fjerritslev. Senere blev de vist alligevel flyttet til Slettestrand, og enden på det med heste og kanoner blev, at kanonerne blev motoriseret. Det havde Hitler fundet ud af ved at spionere omkring den russiske hærs motorisering.
Øvelsesskydning
I terrænet, hvor nu golfklubben har sin bane, var der opstillet forskellige mål, blandt andet en attrap af en kampvogn. Disse mål blev brugt til at øve træfsikkerhed med mortérgranater. Selve afskydningen foregik fra »kasernen« ved barakbyen og tværs over Brøndumvej i byens nordlige udkant (mortérgranater afskydes i en høj bue frem til det beregnede træfpunkt). Ejvind fortæller videre: – En anden episode fra dette terræn på golfbanen var, at vi børn legede der en gang imellem. En vinterdag, hvor der var den del tøsne, havde jeg fået en del sne under mine træsko, og da jeg ville banke det af, sad der en pistol fast i sneen. Nogle tyske soldater observerede det, og de tog selvfølgelig pistolen. Det var lidt mystisk, idet det ikke var en tabt tysk pistol, men en engelsk pistol.
En mærkelig tid
I Han Herred Bogen 2006 beretter Ejvind følgende: »Krigen var en mærkelig tid. Til tyskernes kanoner og fæstningsværker langs Vestkysten skulle der bruges heste, som blev opstaldet i nogle nyopførte barakker, hvor Fjerritslev Gymnasium ligger i dag. Byggestilen skulle forestille, at der var tale om en stor gård. Da barakkerne var ved at være færdige, kom vi drenge til at hjælpe med at lægge tagpap på. Vi fik en femmer om dagen, og jeg tror, det tog en uge at slå alle de papsøm i. Hvad arbejderne lavede i fritiden, véd jeg ikke, men jeg gætter på, at de brugte meget af tiden til at drikke øl. Da byggeriet var færdigt, kom tyskerne en nat klokken fire og hamrede på hos mine plejeforældre: – Om vi kunne sige, hvor lejren var? Det så komisk ud med min plejefar iført lange underbukser, lang skjorte og nathue stå over for en tysk officer, som herefter skulle bo hos os sammen med en oppasser. De skulle have vores pæne stue, og for at komme frem og tilbage mellem stue og køkken og bryggers, måtte de trave igennem vores dagligstue. Vi var ikke mere os selv, og det var ikke særlig sjovt at have tyskere i huset hele tiden. Når det passede dem, kom de for at høre radio, og de tog uden videre det varme vand i kakkelovnen eller på komfuret. Nogle troede, at vi tjente en masse penge på det, og sendte bud til politiet. Betjenten kom farende, mens min plejemor var alene hjemme, for at se den stue, tyskerne havde. Han ville også høre, hvad de gav i leje, hvilket han fik oplyst. Det var efter betjentens mening for meget, så vi skulle regne med at høre nærmere. Da min plejefar fik dette at vide, skrev han til amtet og forklarede, hvordan tingene hang sammen: Tyskerne havde selv bestemt prisen, og han syntes ikke, det var for meget med alle de ulemper, vi måtte leve med. Det endte med, at vi slap for videre tiltale. Den oplevelse, der har gjort det største og dybeste indtryk fra krigens tid, fandt sted en aften, jeg var på vej hjem fra biografen. Jeg gik op forbi Anlægsskoven, og pludselig sprang en tysk soldat frem med en pistol i hånden. I en barsk tone sagde han, at jeg skulle vise ham vej til frihedskæmperne, hvortil jeg måtte svare, at jeg slet ikke vidste, at vi havde sådan nogle. – Det er løgn! påstod han, men jeg gentog, at jeg ikke kendte noget til dette. Tyskeren begyndte så at snakke om, at Hitler var ”kaput”. Jeg svarede, at så vidt jeg vidste, levede han i bedste velgående. Inden soldaten nåede at fortsætte, blev han omringet af en hel flok tyskere, som arresterede ham og tog ham med ned til hotellet, hvor de skød ham. Det viste sig at være en overløber, men hvem kunne vide det? Jeg havde det meget dårligt med situationen. En anden gang så jeg to russere vælte naboens tjenestepige af cyklen, hvorefter de trak hende med ind i skoven og ville voldtage hende. Da jeg ville gribe ind, trak russerne deres pistoler frem, hvorefter jeg fik benene på nakken. Jeg løb ind på tyskernes hovedkvarter og fik dem gjort begribelig, at de skulle skynde sig at redde pigen. Samtidig blev jeg eskorteret hjem. Nogle dage efter overfaldt de to russere mig, og denne gang var det min tur til at blive reddet af en tysker, som heldigvis opdagede overfaldet. Herefter blev russerne sendt væk, og vi så dem aldrig igen. En sommerdag, hvor det var meget varmt, var jeg med mine plejeforældre og naboens på køretur til havet. Vi havde medbragt mad til hele dagen, og den tyske oppasser, der boede hos os, tog med i hestevognen. Den stakkels mand svedte i sin uniform, så vandet drev af ham, og min plejefar sagde: – Så smid da den tykke jakke! Først nægtede han, men efter et stykke tid fulgte han opfordringen og gik uden jakke resten af dagen. Da vi kom hjem til aften, blev oppasseren imidlertid arresteret og skulle stille i fuld feltmæssig udrustning til en stroptur ude i vores pløjemark. Det kunne min plejefar ikke stiltiende være vidne til, så trods min plejemors advarsel gik han ud og fik ydmygelserne stoppet. Hvordan fik vi aldrig at vide. Men han har sikkert forklaret, at han var skyld i oppasserens forseelse. I hvert fald var manden lykkelig for at slippe fri.
Flygtninge
Ca. to år før krigens afslutning begyndte der at komme flygtninge til byen. Det var hovedsagelig russiske flygtninge. Her havde Ejvind en lille, morsom oplevelse. Nogle af de russiske kvindelige flygtninge havde spurgt ham, om ikke han kunne gå ind i Neves forretning og købe korsetter til dem. Neve havde nemlig afslået at handle med dem. Denne opgave kunne/ville han imidlertid ikke påtage sig.
I »Hedens Løn« på Brøndumvej
Aftenhyggen hos plejeforældrene var på grund af tyskernes tilstedeværelse ret begrænset, idet de blandt andet ikke kunne tillade sig at høre den danske radio fra BBC. Så der blev spillet forskellige spil i huset om aftenen. 29. august 1943 erklærede tyskerne militær undtagelsestilstand i Danmark. Kongen og regeringen var nu uden indflydelse. Da det var blevet bekendtgjort, stillede den tyske officer, som var indkvarteret hos Ejvinds plejeforældre et maskingevær op midt i stuen. Det kunne Ejvinds plejefar overhovedet ikke acceptere, så han fik gennemtruffet en omgående fjernelse af dette våben. – Her er ikke krig! erklærede han over for den tyske officer. Huslejen, som den tyske værnemagt betalte til Jens Peter Nielsen på Brøndumvej, var 25 kr. pr. måned.
Hjemmebageriet i Vestergade
Hjemmebageriet, som lå i Vestergade 8, hvor i dag Jæger Sko har til huse, var storleverandør af brød til tyskerne på »kasernen«.
Russerne kommer
Sidst på krigen kom der en del russere til den tyske forlægning. Det var »overløbere« fra den russiske hær. De var ikke særligt disciplinerede, så der opstod flere uheldige episoder, blandt andet det tidligere nævnte voldtægtsforsøg.
Befrielsen
4. maj 1945 eller dagene før dukkede der mange »nye« frihedskæmpere op, endda nogen, som måske havde været lidt »værnemagere«. I dagene efter 4. maj fik mange af de kvinder, der havde haft kontakt/forhold til tyskerne, klippet deres hår af. Men i mange tilfælde blev det ikke gjort helt retfærdigt, idet nogle slap helt fri, og det var fortrinsvis dem fra det pænere borgerskab.
Nedgravede våben
Ved krigens slutning blev der nedgravet en hel del våben m.m. Det skete blandt andet dér, hvor børnehaven Skovhuset ligger i dag. Da man byggede børnehaven, spurgte Ejvind byggefolkene, om de havde fundet noget ved udgravningerne. Det havde de ikke, men de har sikkert ikke været dybt nok nede, mener Ejvind.
Artiklen er skrevet af Folmer Klitgaard Møller maj 2014