Af Folmer Klitgaard Møller
folmermoller@hotmail.com
Ovenstående emne har efterhånden vakt min interesse, ikke mindst efter at jeg er kommet med i styregruppen omkring besættelsestiden i Han Herred
Selv om jeg ikke var ret gammel under besættelsen, kan jeg huske lidt, og nu har jeg fået samlet en hel del sammen, som jeg her vil videregive. Det er ikke alt, der er fra min egen hukommelse, men jeg har været med til et par »kaffemøder« bl.a. i Bejstrup og Fjerritslev, hvor vi var samlet nogle mennesker, som absolut ikke mente, at de kunne huske noget fra besættelsen. Men da snakken først kom i gang, blev der rusket op i hukommelsen, og det blev efterhånden til en hel del fra den »mørke« tid.
Det er på høje tid at få samlet oplysninger ind fra besættelsestiden, idet mange af dem, der kan huske noget, efterhånden ikke er her mere. På et »kaffemøde« hos mig i Fjerritslev, havde jeg inviteret Hans Brøndborer Kristensen og nu afdøde Børge Sand Kjeldsen samt Ejgil Bodilsen (sidstnævnte skulle fungere som »skriverkarl«). De to ældre herrer fik efterhånden rusket op i hukommelsen, og vi fik nedfældet en hel del af det, som de kunne huske. I det følgende gengives nogle af disse erindringsglimt.
Dér, hvor Fjerritslev Gymnasium ligger i dag, havde de tyske besættelsestropper kaserne (barakker), og derudover var der indkvarteret soldater på Nordre Skole (Fjerritslev Skole). Skolebørnenes undervisning var henvist til den store sal på Fjerritslev Kro. Desuden var missionshuset og teknisk skole også besat af tyskerne. Tyskernes hovedkvarter var placeret på Afholdshotellet/Grand Hotel.
En personlig oplevelse fortalt af Hans Brøndborer Kristensen, som er født i 1925 og dengang kun var en stor dreng: »Jeg sad på en bænk i lystanlægget sammen med en kammerat. Jeg spyttede på jorden frem for mig, men i det samme kom to tyske soldater forbi, og de opfattede det som en hån imod dem, hvilket udløste én på siden af hovedet. De tyske soldater må have haft en kort lunte den dag.«
Børge Sørensen, forretningsfører for Han Herreders Tømmerhandels afdeling i Fjerritslev, var den lokale leder af modstandsbevægelsen i Fjerritslev/Klim, og han havde dermed kontakten til den berømte regionsleder Jens Toldstrup i Aalborg. Næstkommanderende var dr. Crandal, og det var meget praktisk, idet han havde to biler, som han havde tilladelse til at bruge i sin lægepraksis. Alle andre private biler var jo klodset op under krigen.
I de forskellige modstandsgrupper vidste man af sikkerhedshensyn så lidt som muligt om hinanden. Børge Sand Kjeldsen var helt ung, men var dog med i en gruppe omkring nedkastningerne på Thorup Fjordholme. Han cyklede derud, når der var meldt »hilsen til Jarl«. Disse hilsener kom over BBC’s radioudsendelser hver dag kl. 19.30. Mange hørte disse nyhedsudsendelser, hvor de relevante og vederhæftige nyheder blev berettet i modsætning til næsten alle øvrige oplysninger, der mange gange var »pyntet« vældig op af værnemagten.
Børge Sand Kjeldsen berettede om, at han var signalmand, dvs. han lå gemt i en eller anden grøft og kunne så signalere herfra med en lygte, såfremt der dukkede noget usædvanligt op. (Dengang fandtes der jo ikke mobiltelefoner eller andre nymodens kommunikations apparater).
I samtalens løb kom der en hel del flere oplysninger frem. Min opfattelse af dette »kaffemøde« var en god start, og det skulle der så følges op på.
Derfor aftalte jeg et lignende »kaffemøde«, som skulle foregå hos Inga og Frode Møller i Bejstrup. I mødet deltog Inga og Frode, Signe og Kristian Kold, Severin Svendsen, Frendsen Svendsen samt undertegnede. Vi fik en rigtig god snak, selv om de fra begyndelsen hævdede, at de ikke kunne huske noget. Men det holdt heldigvis ikke stik. Eftersom vi kom i gang, kom »huskeren« også i gang. Jeg tog notater, og Ingas kaffe og kage blev nydt, alt imens snakken gik.
Jeg vil her remse de forskellige stikord op, og så vil jeg senere berette lidt omkring nogle af dem:
Tankspærring – Gravning af tankspærring – Mørklægning – Udgangsforbud – Stikkere – Sabotage – Tyske soldater i Aggersund – Rationering – Minefelter – Ungdommen – Inviterede baller – Engelsk radio – Lyskegler – Dyrkning af tobaksplanter – Illegale blade.
Tankspærringen var en dyb grav, der var gravet i en ring i passende afstand rundt om Aggersund. Tankspærringen skulle beskytte Aggersundbroen ved evt. indtrængen af fremmede militære enheder. Af navnet kan man så udlede, at det mest var beregnet på at spærre for svære militære køretøjer, som var fjendtlige set med tyske øjne. Disse tankspærringer var drejet i forskellige »knæk«. For hvert »knæk« kunne man anbringe skytter, som så kunne beskyde en evt. fjende. Ud over selve tankgraven var der opsat en ret kraftig pigtrådsafspærring langs hele tankgravens længde, og hvor de almindelige sogneveje krydsede tankspærringen, var der placeret en hel del spanske ryttere, som hurtigt kunne rykkes ud på vejen. Lige omkring det sted, hvor vejen fra Bejstrup i dag fører ind i Aggersund-Fjerritslev-vejen, var der en meget kraftig »betonlåge«, der kunne rulles på tværs af vejen og derved lave en kraftig vejspærring. En lignende fandtes syd for broen samt en på Ullerupvej/Aggersborgvej.
Gravning af tankspærringen foregik ved håndkraft, idet der jo ikke fandtes maskiner til sådant arbejde dengang. Dette manuelle arbejde blev mest udført af udkommanderede arbejdsløse, som i stort omfang kom fra Sjælland. Disse arbejdere var indkvarteret på de forskellige gårde rundt omkring i sognet. Jeg er blevet fortalt, at timelønnen var 1,18 kr., hvilket var en del højere end de almindelige takster. De fik kost og logi, hvor de var indkvarteret. Gårdejerne har sikkert fået en eller anden betaling for det, men det har jeg ingen anelse om. Hjemme på Blegebrøndevej 10 i Bejstrup havde vi vist to, måske tre, af disse arbejdere boende i en periode. Så vidt jeg husker, var det flinke mennesker. Jeg mener også at kunne huske en lille episode, hvor en af arbejderne spurgte min far, hvad der skulle foregå på gården den næste dag. Svaret var, at der skulle tærskes. Dagen efter var der ret dårligt vejr med regn og rusk, så kort tid efter den officielle mødetid for arbejderne kom vores mand tilbage. Da var han nu stemplet ind ved gravearbejdet, men var lusket hjem igen for at hjælpe til i laden. Ikke alle, der arbejdede, var lige lovlydige. Der fortælles om sortbørshandel og ulovligt spil i arbejdsskurene.
Udgangsforbud, stikkere og sabotage: Udgangsforbud var nok ikke noget, der blev taget så alvorligt lige her på egnen. Stikkere var noget, man hørte en del om hen sidst på krigen. Disse angivere var selvfølgelig ikke særlig ansete, og man hørte jo også indimellem om likvidering af disse. Sabotage blev ret almindelig imod krigens slutning. I begyndelsen blev disse sabotører mest betegnet som ballademagere, men efterhånden gik det jo op for befolkningen, at det blev gjort i den gode sags tjeneste.
Tyske soldater i Aggersund: Til forsvar for Aggersundbroen var der stationeret ca. 600 soldater i Aggersund og omegn. Der var bygget barakker på begge sider af broen til soldaterne. På Hitlers fødselsdag 20. april var der parade i Aggersund, hvori der deltog tyske soldater fra andre forlægninger i Han Herred. De var stillet op til parade i Brogade i Aggersund, hvor de fyldte gaden fra Monrads hus og næsten ud til broen. De tyske soldater i Aggersund blev i krigens slutning delvis erstattet af russiske soldater, der »frivilligt« var gået over til tyskerne. Disse »overløbere« var ikke Guds bedste børn, hvilket de nærliggende samfund fik at mærke bl.a. ved natlige besøg, hvor der forsvandt forskellige effekter.
Rationering på næsten alt blev indført under krigen. Der blev uddelt rationeringsmærker til samtlige borgere. Dette medførte så, at der blev handlet illegalt med disse mærker. Mange af rationeringsmærkerne blev først ophævet længe efter krigens afslutning, for smør og margarine ca. 1950 og for kaffe, te, sukker så sent som i 1952.
Minefelter: Mange steder blev der oprettet minefelter, som var ekstremt farlige for både dyr og mennesker. Jeg er ikke bekendt med, hvor disse felter var. Jeg har fået fortalt, at pastor Johs. Svenningsen, Aggersborg, kunne passere igennem diverse minefelter, der var placeret i nærheden af præstegården, uden at de udløstes. Han må have haft en god hukommelse for at kunne huske minernes placering, ligesom han også må have haft en vis portion mod og en stærk tro.
Ungdommen: Hvad fik ungdommen på landet så fritiden til at gå med? I Bejstrup var der bl.a. aftenskole en gang om ugen. Det var den lokale lærer, der underviste. Hvad der blev undervist i, kan jeg ikke berette om. Desuden var der i vinterperioden også en gang om ugen gymnastik i forsamlingshuset.
Offentlig samling var ikke tilladt i den sidste periode af krigen. Derfor fandt man på at arrangere til »inviterede baller«, som vist foregik efter fra mund til øre-metoden. Nogle gange foregik det vist også som ladeballer.
Engelsk radio: John Christmas Møller var sidst i 1930’erne leder af De Konservative. I april 1940 blev han handelsminister, men det varede kun til oktober 1940, hvor han på foranledning af tyskerne blev fjernet som minister. Han var kendt for at holde mange politiske taler imod den tyske besættelse; senere måtte han af samme grund også forlade Folketinget. Han var derefter med til at oprette bladet »Frit Danmark« sammen med Aksel Larsen og Frode Jakobsen. I 1942 måtte han flygte fra Danmark, og det foregik, som mange her jo sikkert véd, via Aggersund med en fiskekutter, der sejlede ham til Sverige, og derfra kom han senere til England. Her blev han ret hurtigt den »danske stemme« i BBC’s daglige radioudsendelse til Danmark. Mange stillede ind på denne station hver dag kl. 19.30. Her fik man de reelle nyheder om krigens status i Europa. Desuden blev her også næsten altid sendt en hilsen til f.eks. »Jarl«. Når denne hilsen lød, så var der våbennedkastning på Thorup Fjordholme, men det var jo kun de indviede, der vidste, hvad denne hilsen handlede om.
Dyrkning af tobaksplanter: I mit barndomshjem havde vi et stykke jord fra gården og vestpå, som blev kaldt indmarken. Da tankspærringen blev gravet, blev vi afskåret fra at dyrke ca. ½ tdr. land i den vestlige ende af marken. Til fods kunne vi komme dertil via jorden fra et af statshusene på Sønderstrupgaards Mark. Et år havde far købt et par får, som stod tøjret dér. De kunne så opretholde livet ved at græsse bl.a. ukrudt og lignende. Men i slutningen af krigen var der et par nabotjenestefolk, der fik lov til at dyrke tobaksplanter dér. De fik vist et ret godt høstudbytte, men så vidt jeg husker, fik de ikke solgt ret meget. Smagen huede ikke folk, og desuden var det hen imod krigens slutning.
Illegale blade: På mødet hos Inga og Frode kom det frem, at der også blev omdelt illegale blade her i Bejstrup og omegn. Det var Frendsen Svendsen, der kunne berette det. Han havde gået i Bejstrup Skole sammen med min ældste bror, Niels. Under krigen var Niels blevet elev på Vestjysk Gymnasium i Tarm, hvor han tog studentereksamen. Gymnasiet var en kostskole. Dér var han kommet med i en gruppe, der bl.a. var med til at fremstille og udlevere illegale blade. Han sendte dem så som almindelig pakke til Severin, som derefter fordelte dem til »sikre« personer i sin omgangskreds, ligesom han fik landpost Peter Jørgensen fra Bonderup til at omdele nogle blade på sin posttur. Han afleverede ligeledes til »sikre« personer.
Først på aftenen fredag 4. maj kom så det glade og længe ventede frihedsbudskab over radioen fra BBC. Min egen oplevelse af denne dato kan beskrives således: Jeg var otte år på dette tidspunkt. Omkring kl. 19.30 var jeg som vanligt beordret i seng. Jeg husker, at jeg vist ikke rigtig var faldet i søvn, da der blev lidt uro i stuen, der lå tæt op af soveværelset. Kort tid efter kom min mor ind til mig og sagde: »Du må gerne komme ind i stuen, der er kommet gæster.« Gæsterne var lærer Carlo Andersen med familie fra Bejstrup Skole. Min mor og far kom en del sammen med dem, ligesom jeg legede meget med deres to drenge. Nu skulle befrielsen fejres, jeg kan ikke huske hvordan, men jeg er sikker på, at det var ikke med champagne. Det var sikkert med kaffe brygget på en Rich’s og to Danmark’s (kaffeerstatning). Måske kom der andre naboer og venner til senere, men det har jeg ingen erindring om.
De omtalte to »kaffemøder« gav faktisk mod og inspiration til at prøve at finde endnu flere oplysninger om den »mørke« tid.
Til ære for de danske frihedskæmpere vil jeg slutte med et citat af Winston Churchill. Det lyder sådan: »Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget.«
Længe leve Danmarks frihed!