Af Arne Sloth Kristoffersen
askr@stofanet.dk
I forbindelse med 75-året for den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 er der al mulig grund til at mindes Det Konservative Folkepartis daværende leder, Christmas Møller, og hans indsats for sit parti og for Danmark
Jeg har netop set filmen »Kun en pige«, der er baseret på forfatteren Lise Nørgaards selvbiografier. Det er en glimrende film, men den skæmmes af, at hun igen sætter KU, Konservativ Ungdom, i et negativt lys, idet hun lader en gruppe uniformerede KU’ere afbryde et borgermøde. Det samme gjorde hun også i Matador, hvor KU blev skildret meget negativt, og det blev Jørgen Varnæs som konservativ folketingskandidat også. Det var også i Matador, at Lise Nørgaard gjorde den radikale læge til leder af den lokale modstandsbevægelse, selv om der vist ikke fandtes ret mange radikale modstandsfolk under besættelsen. Så Lise Nørgaards sympatier og antipatier har været tydelige.
KU, der i mellemkrigstiden havde op mod 30.000 medlemmer, var ganske rigtigt uniformeret i begyndelsen af 1930’erne, men det var kommunisternes og socialdemokraternes ungdom også. Det var en bevæget tid med gadekampe mellem de tre grupper, indtil regeringen i 1933 forbød politisk uniformering. Men det er altid KU, som venstrefløjen trækker frem og skoser.
Man glemmer imidlertid at fortælle, at Det Konservative Folkepartis leder, John Christmas Møller, i 1936 fik ændret holdningen i KU markant. Foreningen fik en ny ledelse, og alle totalitære tendenser blev fjernet, og nazismen og kommunismen blev hovedfjenderne. Det hører også med til billedet, at KU’erne under den tyske besættelse blev nogle af de mest aktive inden for den danske modstandsbevægelse.
John Christmas Møller var en stærk modstander af nazismen, som han advarede imod i 1930’erne. Det var i en tid, hvor Stauning-Munch-regeringen førte en udpræget nedrustnings- og neutralitetspolitik, der var stærkt præget af Det Radikale Venstre med Eric Scavenius og P. Munch i spidsen. Man ville holde sig gode venner med det nazistiske styre i Tyskland, som man i 1939 indgik en ikke-angrebspagt med.
Den danske politik i 1930’erne førte da også helt naturligt til, at Danmark ved det tyske angreb 9. april 1940 overgav sig, stort set uden kamp, og derefter indledte samarbejdspolitikken med tyskerne.
John Christmas Møller var også en stærk modstander af samarbejdspolitikken, så tyskerne tvang ham til at træde ud af den samlingsregering, der var blevet dannet lige efter besættelsen, og efterfølgende måtte han også forlade Folketinget.
Han ville ikke nøjes med at kritisere samarbejdspolitikken. Han ville gøre en indsats mod tyskerne. Derfor ville han til England. I 1942 lykkedes det ham i al hemmelighed at komme til Aggersund. Der havde man i galeasen Argo, der sejlede kalk til Sverige, lavet et lille skur under kalken, hvor Christmas Møller, hans hustru Gertrud og deres eneste søn, »Lille John« blev gemt. Det lykkedes ham derved at komme til Sverige og videre til England. Resten af krigen talte han til den danske befolkning gennem BBC. Hans stemme blev et lyspunkt under resten af krigen, og han blev uhyre populær. Christmas Møller var i høj grad medvirkende til, at modstandsbevægelsen i Danmark kom i gang.
På kalkhavnen i Aggersund er der opsat en mindeplade for Christmas Møllers flugt til England 30. april 1942. Det var det samme år, hvor den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Buhl, advarede befolkningen mod at lave sabotage og opfordrede til, at man angav sabotører! Det må være højdepunktet eller rettere lavpunktet for samarbejdspolitikken, der bl.a. medførte, at den danske regering opfordrede danskerne til at melde sig til Frikorps Danmark, der som en enhed under SS skulle kæmpe på Østfronten sammen med tyskerne. 12.000 søgte om optagelse, og ca. 6.000 blev optaget.
Men den forsmædelige 9. april og samarbejdspolitikken ligger fortsat som en mørk skygge over os, for det gav Danmark et dårligt ry i hele den frie verden. Danmark var Hitlers »kanariefugl«. Den tyske værnemagt slappede af sammen med danskerne, tyske soldater blev sendt på rekreation i Danmark, 20 pct. af Tysklands fødevarer kom fra Danmark, og 135.000 danskere arbejdede i Tyskland.
Der er ingen tvivl om, at de kulturradikale vil prise samarbejdspolitikken, når vi når til 9. april 2015. Det er derfor nødvendigt igen og igen at understrege, at vi kan takke modstandsbevægelsen og især de 6.000 danske søfolk i allieret krigstjeneste for, at Danmark kom i det gode selskab efter 2. Verdenskrigs ophør. 1.087 af disse søfolk mistede livet i allieret tjeneste.
Christmas Møllers holdning og indsats fik ligeledes stor betydning og må ikke blive glemt. Hans stemme i BBC fra London gav ikke blot danskerne et håb i den mørke tid, men viste også de allierede, at der var et andet Danmark end det, der samarbejdede med tyskerne.