Af Karl Sønderstrup
Jeg blev ansat ved Aalborg Politi i 1944 og var således også politimand samme år 19. september, da tyskerne internerede størsteparten af det danske politi, idet de ikke helt uden grund mistænkte etaten for ikke at være helt så loyal som ønskeligt over for den tyske besættelsesmagt.
På dette tidspunkt var jeg udkommanderet til Arden, og jeg slap derfor for at blive interneret, da tyskerne kun tog politiet fra de større byer. De tilfangetagne blev derefter sendt i koncentrationslejr i Tyskland. Men da vi ikke vidste, om tyskerne stadig var på jagt efter politifolk, gik vi tilbageblevne straks »under jorden« og blev der til den tyske kapitulation otte måneder senere.
Den første tid fra 20. september til 1. november var jeg kontrolassistent i Sydthy, da man manglede en sådan dér, og jeg havde været kontrolassistent, før jeg kom ind i politiet. En kontrolassistent var ligesom andre ansatte på landet som regel fæstet fra november til november, så da der skulle tages stilling til, om jeg skulle fortsætte, måtte jeg sige fra. Jeg kunne jo ikke binde mig yderligere, da jeg stadig var ansat ved politiet, og vi allerede da regnede med, at det kun var et spørgsmål om tid, inden vi kunne træde i tjeneste igen.
Vi skønnede da, at der var ved at være ro i lejren, og at vi var nogenlunde fredet, bare vi blev på landet og ikke vovede os ind i byerne, hvor tyskerne stadig holdt razzia engang imellem. Jeg flyttede så ind til mine svigerforældre i Manstrup, hvor min hustru havde opholdt sig hele tiden. Min svigerfar havde overladt sin gård i Blegebrønde til sin søn og havde genoptaget tømrerhåndteringen, som han var oplært i. Han havde nu specialiseret sig i at rive gamle huse ned, så han kunne godt holde mig beskæftiget.
Vi »underjordiske« politifolk søgte hurtigt sammen og dannede vore egne modstandsgrupper, der var parat til at gå i aktion i påkommende tilfælde. Jeg blev i Manstrup, til jeg få dage før kapitulationen blev kaldt til min gruppe i Vendsyssel.
Manstrup ligger jo ikke ret langt fra Aggersund. Dér havde tyskerne lige fra den første dag haft et flak med en antiluftskytskanon og hele »pivtøjet«. Da det i tilfælde af en engelsk invasion kunne frygtes, at flakket ville blive angrebet, havde Aggersund en ret stor belægning af forsvarere i forhold til sin størrelse. Det havde hele tiden været førsteklasses soldater, men mod slutningen af krigen blev de gode soldater trukket væk til fronterne, da tyskerne var hårdt trængt både fra øst og vest, og der kom nye folk i stedet. Det var enten meget unge – nogle rene drenge – eller også ældre veteraner, som havde gjort deres indsats ved fronterne. De sidste kom for de flestes vedkommende fra Rusland, hvor de havde oplevet forfærdelig ting, som var vanskelige at fortrænge, og de var rene nervevrag.
Men der var også en tredje kategori af afløsere. Det var russiske soldater, som i stedet for at blive krigsfanger havde valgt at blive tyske frivillige. Tyskerne, som havde lidt store tab på de mange fronter, kunne godt bruge dem, i hvert fald til vagtposter, som her ved flakket.
Der var ingen tvivl om, at russerne syntes, at de var kommet til et slaraffenland, hvor der ikke var mangel på nogen ting. De havde ingen høje tanker om, hvad der var dit, og hvad der var mit. Russerne betragtede det nærmest som et »tag selv bord«, hvor det bare drejede sig om at rage til sig. I den kommende tid oplevede man i Manstrup det ene indbrud efter det andet. Man forsøgte sig med hængelåse, men dem klippede de bare over med medbragte boltsakse.
Russerne var ikke nøjeregnende. Alt kunne næsten bruges, men cykler var det mest eftertragtede. De var vist ikke forvænt med cykler i Sovjetunionen, og straks efter kunne man se dem øve sig i at køre på cykel, hvilket fremkaldte mange morsomme optrin. Måske med undtagelse for dem, der manglede cyklerne.
Det var en ret ubehagelig situation, og ved et sammenkaldt møde i byen, enedes man om at lave et vagtværn. Der meldte sig 35 frivillige, og man fandt ud af, at hvis man fordelte sig på syv hold med fem mand på hvert hold, kunne man få en vagt om ugen. Jeg blev valgt til »vagtkommandør«.
Det blev nu ingen lang vagtperiode, for allerede andendagen opsporede vagtholdet en soldat, som var på indbrudsturné. Han forsøgte at gemme sig i en have, men vagtholdet omringede ham og enedes om at angribe ham på én gang fra hver sin side.
Det var månelyst, og de kunne tydeligt se ham i deres midte, men ligesom de skulle til at pågribe ham, hørte de, at han tog ladegreb på en pistol. Så slog vagtholdet lige fem baglæns kolbøtter og flygtede til hver sin side, idet de lod en side være fri til soldaten til flugt, hvad han ikke var sen til at benytte sig af.
Jeg blev som vagtkommandør tilkaldt. En forbipasserende havde set, at soldaten var flygtet ind i det lille anlæg syd for Manstrup, og vi begav os i flok og følge til anlægget. Jeg havde medbragt svigerfars jagtgevær, og for at advisere, at vi også kunne skyde, affyrede jeg et skræmmeskud.
Jeg foreslog, at vi skulle gennemsøge anlægget, men da ingen rigtig følte lyst til at følge mig, gik jeg selv derind. Jeg fandt ingen soldat, men midt i anlægget fandt jeg en cykel, som sikkert var henlagt til senere afhentning. Ved siden af cyklen lå en stor boltsaks og en tysk soldaterhue.
Fra anlægget gik en markvej ud til en klynge ejendomme med det velklingende navn Fuglsang. Jeg fulgte den et stykke, og umiddelbart før Fuglsang så jeg en mandsperson sidde knælende. Han rejste sig, og jeg så, at det var en tysk soldat. Mit tyske er ikke det allerbedste, men da han så så russisk ud, havde han sikkert ikke forstået mig alligevel. Han gav ikke indtryk af at være bevæbnet. Jeg gjorde ham med tegn og ved at pege på ham med jagtgeværet begribelig, at jeg syntes, han skulle forføje sig til Aggersund, og det efterkom han ret hurtigt.
Jeg gik så tilbage til anlægget og samlede boltsaksen og huen op, da de jo kunne bruges som bevismateriale. Tilbagekommen til de øvrige blev vi enige om, at nu havde vi syn for sagn, nu var det vist på tide, at tyskerne fik at vide, at vi ikke brød os om de natlige besøg i vores ellers så fredelige by. Så vi bestemte os til at aflægge dem et besøg dagen efter.
Arne Simonsen – den senere borgmester i Fjerritslev Kommune – og hans fætter Aksel Simonsen blev sammen med mig udset til næste dag at cykle til Aggersund og tale vores sag. Ankommet dertil bad vi om foretræde for den stedlige kommandant. Det fik vi med det samme, og da ingen af os var særligt bevandret i det tyske, fik tyskerne omgående fat i en tolk. Det var en sønderjyde, der som tysksindet havde meldt sig frivilligt til tysk krigstjeneste.
Vi blev lidt overrasket over, så velvilligt vi blev modtaget, både af kommandanten og tolken, og da vi fortalte om vore problemer, viste de sig meget forstående over for dém og det uholdbare i situationen. De undskyldte sig bare med, at det var de russiske frivillige, som var næsten umulige at styre, og de ville da ikke undlade at gøre os begribelig, at det var, hvad vi kunne vente os, hvis det skulle blive russerne, som ville besætte Danmark efter dem.
Vi talte en del med tyskerne gennem tolken, og de lagde ikke skul på, at de anså løbet for at være kørt, og de håbede for både dem selv og Danmark, at englænderne og amerikanerne ville komme før Sovjet. Men så skulle det også gå stærkt.
Pludselig sagde kommandanten til tolken, at han skulle spørge mig, om jeg ikke var dansk politimand. Han kunne huske, at han havde set mig i Aalborg.
Jeg blev helt paf, for det spørgsmål havde jeg slet ikke ventet. Men så blev jeg klar over, at jeg havde tøvet for længe, så jeg svarede, at det var rigtigt nok. Så blev der ikke talt mere om det!
Tyskerne foreslog, at jeg, når styrken om et øjeblik skulle samles til middag, kunne gå rækken igennem og se, om jeg kunne genkende ham, jeg havde mødet natten før ved Fuglsang. Det skete, men jeg kunne ikke genkende nogen af dem, der stillede op, for jeg syntes, de lignede hinanden alle sammen. En ynkelig afglans af den flotte værnemagt, der besatte Danmark 9. april 1940.
Vi kunne ikke komme opklaringen nærmere, og tyskerne lovede, at de ville prøve på at holde de russere, som ikke skulle på vagt, inde om natten. Der blev heller ikke lavet indbrud i Manstrup i løbet af de få dage, der var tilbage inden kapitulationen, og så var formålet jo også opfyldt.
Bagefter kunne jeg dog ikke lade være at spekulere over dét, kommandanten havde sagt om, at han havde set mig i Aalborg. Hvis det var tilfældet, måtte han have en fabelagtig hukommelse. For jeg havde været »under jorden« de sidste otte måneder, og i den tid havde jeg holdt mig langt væk fra Aalborg. Jeg huskede i hvert fald ikke ham.
Jeg tror derfor, han bluffede. Som kommandant for området vidste han udmærket, at der boede en politimand illegalt i Manstrup. Der var mange »flinke« mennesker, der kunne fortælle ham sådan noget. Men for ham var krigen forbi, og så ville han ikke gå Gestapos ærinde.
Han var en hædersmand!
Note
Artiklen er bragt i Han Herred Bogen 2005.
Se hanherred.dk/hanherredbogen/aargange/hanherredbogen2005
Biografi
Karl Sønderstrup,
født 1915 i Trustrup ved Fjerritslev.
Oprindelig beskæftiget ved landbruget og uddannet kontrolassistent.
Formand for Bejstrup Idrætsforening.
Senere uddannet ved politiet og fra 1944 ansat ved Aalborg Politi. Hundefører og flere gange udstationeret ved FN-styrkerne på Cypern.
Formand for Aalborg Skakforening i 37 år. DM i veteranskak.
Gift med Eva, også født Sønderstrup, der stammer fra Blegebrønde.
Død 30. januar 2004.