Af Egon Møller Nielsen, Horsens
De første svage erindringer om krigen er samtalerne mellem de voksne, som vi børn lyttede meget til. Selvfølgelig hørte vi også radio om begivenhederne i Europa, men det hele var så fjernt og uvirkeligt.
Det første halve år af krigen gik, uden vi mærkede noget til den, men pludselig tirsdag morgen 9. april 1940 blev krigen meget nærværende. Jeg husker ganske tydeligt lyden af de tyske flyvemaskiner, der landede i Aalborg lufthavn, som lå kun 15 kilometer fra os i luftlinje. Jeg tror nok, vi syntes, det var spændende at tælle flyvemaskiner, og det hele forløb jo også stille og roligt.
I løbet af få dage var der tyske soldater overalt. Vi hørte i hvert fald mange beretninger fra folk, der havde været i Aalborg og andre steder, især langs med hovedvej 11.
På Øland var der ingen tyskere, og der gik lang tid, inden jeg selv så en tysk soldat. Så vidt jeg husker, var det i Brovst, hvor tyskerne havde besat hotellet. Der stod vagt udenfor, og det virkede frygtindgydende på en 9-års knægt at se sådan en fremmed soldat stå ved hotellets dør med gevær og opplantet bajonet.
Men det blev værre, for natten til 21. og igen 23. april var der luftangreb på Aalborg Lufthavn, hvor der var et forfærdeligt skyderi. Vi børn fik ikke lov til at komme udenfor og se det, kun de voksne var oppe.
Det meste af sommeren gik med enkelte overflyvninger og lidt skyderi ind imellem. Natten til mandag 12. august indtraf en begivenhed, som jeg aldrig, aldrig glemmer. Nu er det nok forkert, at jeg skriver nattens begivenheder, for det var først dagen efter, det gik op for mig, hvad der virkelig var sket.
Til mit store held var jeg ikke hjemme på selve natten. Jeg var på ferie ude hos fætter Bent og kusine Herdis, så jeg vil lade min to år yngre søster, Mie, fortælle, hvad der skete om natten.
Mie fortæller:
»12. august havde været en dejlig, varm sommerdag. Min kusine Helga var på ferie hos os. Det var den eneste form for ferie, vi kendte, at besøge hinanden på skift et par dage.
Helga boede på nabogården. Vi har sikkert leget ude i den lune aften; jeg var dengang 6 år og Helga 10 år.
Midt om natten blev vi vækket af motorlarm og høje råb, det vil sige, mine forældre hørte det først. På et tidspunkt ville min mor åbne et vindue i køkkenet, som lå ud til gårdspladsen, men far sagde, at hun ikke måtte. Vi kunne se, der kom store militærkøretøjer ind på gårdspladsen, og der lød høje kommandoråb på tysk.
Men alt dette blev kun oplevet i glimt, hele tiden vidste vi, at vi skulle væk, og det skulle gå hurtigt. I løbet af ganske kort tid, måske kun få minutter, var vi klar og måtte lade os glide forsigtigt ud gennem soveværelsesvinduet; heldigvis lå det ikke så langt over jorden. Vi løb gennem haven og var nu på flugt fra vort eget hjem i nattens mulm og mørke. Vi løb op ad vejen til vore bedsteforældre, der boede ca. en halv kilometer væk, og fik dem vækket.
Næste morgen vågnede jeg ved, at min far gjorde sig klar til at tage ned på gården. Han havde måske hele morgenen kunnet høre køerne brøle. Det var langt over deres malketid, og til sidst kunne han ikke holde ud at høre på dem, så han lånte min bedstefars cykel.
Jeg stod ved vinduet og så ham cykle ned ad vejen. Jeg kan huske tydeligt, jeg tænkte: Nu ser vi ham aldrig mere! Sådan kom det jo gudskelov ikke til at gå, men det kunne ingen vide, og der blev ikke talt med os om, hvad der foregik.«
Alle disse uhyggelige natlige begivenheder var jeg lykkelig uvidende om. Jeg var jo på ferie, så det var først om morgenen 13. august, jeg blev klar over, hvad der var sket. Vi vågnede ved, at en nabokone fortalte, hvad der var hændt. Og det gjorde hun meget dramatisk, blandt andet fortalte hun, at vores gårdsplads og vejen var pløjet op af tanks. At mine forældre og søskende var flygtet midt om natten op til vore bedsteforældre, og at tyskerne fuldstændig havde overtaget gården, som mine forældre havde ladt i stikken.
Det var en chokerende oplevelse for en 9-års dreng at høre dette. Vi havde ingen telefon dengang, og det var der heller ikke, hvor jeg var på ferie. Jeg måtte så tage mod til mig og starte cyklen for at køre hjem, og det var sandelig med bange anelser. Det er utroligt, så mange fantasier man kan danne sig om, at ens hjem måske er ødelagt og besat; vi havde jo hørt rygter om, at tyskerne havde taget både skoler og forsamlingshuse i besiddelse.
Jeg gjorde selvfølgelig ophold hos mine bedsteforældre. Her blev jeg lidt beroliget, for mor og far og vores karl, der hed Arthur – der ligeledes var flygtet hjem til sine forældre om natten – var taget hjem. Køerne skulle selvfølgelig malkes og alle dyrene fodres. Og set på afstand var der ikke sket gården noget.
Det var med bankende hjerte, jeg cyklede det sidste stykke vej. Da jeg drejede ind på gårdspladsen, så jeg, at den i hvert fald ikke var pløjet op af tanks. Der var ganske simpelt ikke nogen tanks. Men der holdt et par store militærkøretøjer, og nede på nabogårdens »søbund« – græsmarken ud mod fjorden – var der også køretøjer og aktivitet, men ellers fred og ro. Mor og far forsøgte at snakke med tyskerne, men det var en umulighed. Det var nok også lige meget, for hele styrken var indkvarteret i laden; jeg tror, der var ca. 20 mand.
Da den første utryghed havde lagt sig, skulle jeg selvfølgelig ud at se, hvad der var hændt, og der var faktisk ikke knækket så meget som en gren. En enkelt bil var i nattens mulm og mørke kørt i en grøft, hvor den stadig væk stod. Den var læsset med store granater; det har senere undret mig, da der ingen kanoner var med. Men det var da godt, den ikke var væltet. Bilen blev senere kørt væk.
Det viste sig, at tyskerne var ved at opstille en varslingspost, et led i en kæde omkring Aalborg Flyveplads, der faktisk på dette tidspunkt hed Rødslet Flyveplads. Den var nybygget midt i trediverne til rutefly fra København og skulle afløse Rørdal Flyveplads. Måske regnede tyskerne med et større angreb på den meget strategiske lufthavn, der var mellemlandingsplads for forsyninger til besættelsestropperne i Norge.
Posten bestod dels af en kæmpeprojektør med en enorm kulbuelampe, de havde sin egen generator, der stod ca. 200 meter derfra. Projektøren skulle bruges om natten til at lokalisere fjendtlige fly, så kanonerne, der stod nærmere lufthavnen, kunne skyde dem ned. Den blev afprøvet hver aften inden mørkets frembrud, hvor den lyste ned mod jorden, og når vi stod i lyskeglen, kunne vi mærke den brændende varme. Det var selvfølgelig ikke den første aften, vi dristede os til det!
Jeg kan kun huske, at projektøren blev brugt én gang. Det var en aften, hvor der kom en flyvemaskine i det fjerne. Lynhurtigt blev lyset tændt og flyet indfanget, men det var heldigvis et tysk fly, som hurtigt fik skudt de kulørte lyskugler ud, kodesignalet til uhindret indflyvning.
Nogle fik sig en forskrækkelse, blandt andre jeg selv og en del andre, der var på »besøg« den aften, da der blev råbt alarm. Vi sprang over dæmning og grøft ind i naboens roemark og løb væk, men vendte dog hurtigt tilbage, da vi opdagede det var blind alarm.
Dels bestod posten af et lytteapparat, som lignede to store højttalere. Man sad med hovedtelefoner på, kunne dreje hele vejen rundt og indfange lyden fra flyvemaskiner og derved forvarsle om indflyvning. Det var, før radaren blev taget i brug, og selvfølgelig fløj maskinerne dengang heller ikke med lydens hastighed!
Vi må lige vende tilbage til 13. august, hvor jeg kom hjem, idet dagen udviklede sig meget dramatisk. Vi var lige blevet færdige med at spise middagsmad, da der blev et forfærdeligt skyderi ude over Aalborg. Vi kunne høre og se de sorte granateksplosioner, og at der var fly derude, som vi måtte regne med var englændere.
I løbet af kort tid kunne vi i nordlig retning se røgfaner fra brand nede på jorden. De voksne mente, det var hovedvej 11 eller jernbanen, der var blevet bombet, men vi fandt senere ud af, at det var fly, der var skudt ned, hvorom de tyske soldater fortalte med stor iver.
I begyndelsen stod vi alle og kikkede på angrebet, indtil mor kom og sagde, at vi skulle komme ind. Det kunne selvfølgelig også være farligt at være ude, for de engelske fly droppede bombelasten på må og få da, de blev forfulgt.
Det viste sig da også ganske rigtigt, at det hele var endt som en stor engelsk tragedie, da en angrebsbølge af 11 Blenheim bombemaskiner alle blev skudt ned i en massakre, hvor de tunge og langsomme fly ikke havde en chance over for luftartilleriet og senere de tyske jagerfly, der var gået på vingerne, fordi det tyske varslingsanlæg havde fundet ud af, at bombeflyene var på vej. 20 af de 33 deltagende flyvere blev dræbt og resten taget til fange i mere eller mindre kvæstet tilstand.
Wing Commander Lart, der ledede det engelske bombetogt, havde selv stor skyld i, at det endte så galt. Ifølge ordren måtte angrebet på flyvepladsen kun udføres, hvis der var fem tiendedele skydække over målområdet, og her skinnede solen fra en skyfri himmel. Alligevel valgte Lart at angribe i stedet for at vende om.
Lart blev karakteriseret som en »dead or gloryman«, og han var måske også bange for at miste sin Wing Commander-grad, hvis ikke angrebet blev udført.
Nu endte det hele for Lart med død og en tvivlsom ære i et stort krater ude i Klithuse i nærheden af vores moseparcel, hvor vi i flere år kunne samle forkullede knogler og metalrester fra flyet.
»Vore« tyske soldaters reaktion på angrebet var selvfølgelig begejstring. Til gengæld syntes vi, at deres opførsel mere lignede tilskuere til en fodboldkamp, da de ivrigt diskuterede situationen.
Efterhånden blev vi mere fortrolige med tyskerne. De var meget venlige og imødekommende og ville gøre os børn alt muligt godt. Vi fik penge for at rende ærinder til købmand og bager; tyskerne var gode kunder begge steder, for deres mad var ikke særlig spændende. De fik leveret varm mad hver dag, men hældte det meste ud til vore ænder og grise, som åd det med velbehag.
Ellers levede soldaterne mest af store humpler brød, som de sad med i den ene hånd. I den anden havde de en stor pølse, som de gnavede af, hvilket vi syntes så noget uciviliseret ud.
Kaffen lavede de i en stor fem-liters gryde på mors komfur. Det foregik på den måde, at når vandet kogte, hældte de kaffebønner i, rørte lidt rundt og hældte det på feltflasker med grums og det hele.
Dette tyskerhalløj blev selvfølgelig et tilløbsstykke. Hele Ølands befolkning skulle ned og se alt det spændende. Det blev dog for meget for tyskerne, så de satte et »Adgang forbudt«-skilt op. Men næste aften var der igen mange mennesker, og en af soldaterne hængte en jakke over skiltet, så der var fri adgang. Jeg tror, de tyske soldater gerne ville vise sig fra deres bedste side. Det var i starten af krigen, og de havde fremgang på alle fronter i Europa.
Soldaterne var prægtige unge mennesker, som kunne lide at lege, især på en motorcykel med sidevogn, de havde til rådighed. Der kunne godt sidde fem-seks mand på motorcyklen, og så gik det ellers op og ned ad stubmarkerne. Men de holdt selvfølgelig skarpt øje med dæmningen fra Gjøl. Hvis der kom et militærkøretøj, kunne det være deres overordnede, og når han var der, herskede der i hvert fald kæft, trit og retning.
Tyskerne blev vel hos os to-tre uger. Pludselig en nat var hele styrken væk, og jeg skal da indrømme, at jeg savnede dem lidt. Det var tomt at komme hjem efter skoletid, men vi var selvfølgelig glade for at kunne flytte hjem igen. Vi havde jo ikke turdet sove hjemme om natten, for hvis der kom luftangreb, var projektøren et oplagt mål.
Jeg tror nok, tyskerne »glemte« at betale husleje. Oven i købet snuppede de et par lommefulde æbler fra vores have ifølge vores nabokarl, der havde set dem i vores have den nat, de rejste.
1940 gik, uden at vi mærkede mere til tyskerne, og livet gik sin daglige gang på gården. Luftangrebene på flyvepladsen stilnede af. Katastrofen 13. august var ikke blevet glemt, og der var kommet ordre om, at ingen Blenheim-fly måtte angribe uden jagereskorte
Den britiske militærhistoriker Max Hastings har efter krigen skrevet, at det var et mysterium, at ordren overhovedet blev givet. Man vidste, at angrebet var det rene selvmord uden udsigt til at kunne udrette betydelig skade. Flyvepladsen var nok også blevet svært befæstet, og englænderne havde vel vigtigere mål på dette tidspunkt, hvor de frygtede en invasion i deres eget rige.
1941 startede med en forfærdelig kulde. Alt frøs til og gjorde livet besværligt. Det værste var, at vores vandværksvand, vi havde fået indlagt i 1939, var frosset, selv om hovedledningen lå i 90 centimeters dybde. Heldigvis havde vi ikke kastet kjålen (brønden) til eller brækket vores gamle pumpe ned, så vi kunne pumpe vand op til kreaturerne. Vand til husholdningen måtte vi hente ovre på nabogården, da vores eget vand ikke var helt rent.
Vandet kom først tilbage i april måned – og det endda ret så dramatisk. Far havde uden held prøvet alt muligt for at tø vandrørene op. Til sidst skruede han vandhanen i bryggerset af, for at mor kunne hælde kogende vand ned i røret. Men desværre glemte han at sætte vandhanen på igen. Ved nattetide vågnede vores karl, der havde sit kammer ved siden af bryggerset, ved, at vandet stod ud af røret. Jo, sandelig vandet var kommet tilbage!
Mad og brændsel havde vi nok af, og varemangelen havde ikke gjort sig gældende endnu, så vi klarede os fint. En meget besværlig ting var, at alle vinduer skulle mørkelægges hver aften, inden vi måtte tænde lys. Inde i stuehuset havde vi sorte rullegardiner, som vi bare kunne trække ned; det var værre i stald og lade, hvor vi måtte sætte skærme for vinduerne.
Også cykellygterne skulle skærmes, der måtte kun være en lille sprække med lys. Ligeledes var det med billygter – vi havde dog ingen bil, så det var ikke vores problem – og bilerne måtte på et tidspunkt klodses op, da der kun var benzin til livsvigtig kørsel.
Sommeren 1941 blev varm og tør, og der blev dårlig avl af hø, korn og roer, så far bekymrede sig noget for næste vinter. Der kunne jo ikke købes foderstoffer, og man var derfor afhængig af sin egen avl. Måske skulle der sælges en kvie eller en ko for at klare vinteren igennem?
1942 startede også med en forfærdelig lang og kold vinter. Det var, som om natur og mennesker i hele Europa gjorde det så besværligt som muligt!
Vinteren varede helt ind i april. Det begyndte at knibe med brændsel, så i mange lader røg der et par bjælker ned – de kunne jo varme et stykke tid. På grund af den varme og tørre sommer i 1941 var der mangel på foder til dyrene, og man begyndte derfor at brække stråtag ned for at bruge det til foder. Stråtag på Øland var for det meste lavet af rughalm, og det var støvet og beskidt. Men måske var der lidt foderværdi i det. Man lagde så eternittagplader på i stedet for.
Hos min morbror, der boede ca. en halv kilometer fra os, kom der 29. juni 1942 en lignende styrke tyskere, som vi havde på »besøg« i 1940. De blev helt hen på efteråret; der blev bygget barakker til beboelse, og stillingerne blev befæstet med jordvolde.
Denne gang var besøget mere anstrengt; der var vagt omkring og ingen adgang. Soldaterne var heller ikke så venlige, men gamle og vrisne, og jeg kan huske, at de gik vagt i nogle mærkelige store træsko – vel for at spare på læderstøvlerne. Måske var krigsmaskinen ved at køre træt?
Sommeren og efteråret gik, uden at der skete noget særligt, og vinteren 1942-43 var særdeles mild. Februar var således den mildeste indtil dato i dette århundrede med en gennemsnitstemperatur på +3,9 grader. Mange åndede nok lettet op efter de sidste tre strenge vintre, og vigtigt var, at der kunne spares på brændslet, der var ved at blive en mangelvare, især i byerne. Vi havde egen tørvemose og kunne vel også købe alt det træ i skoven, vi ville, så der var ingen mangel hjemme hos os.
Vi skulle også lave kartoffelmel selv, hvilket var en langstrakt proces. Kartoflerne skulle rives og hældes i store kar med vand, hvor det hvide kartoffelmel bundfældede sig. Men det var utroligt, så lidt der kom ud af anstrengelserne.
Uld fra vore egne får blev vasket og sendt til Læsø, hvor det blev kartet. Senere blev det spundet af ældre damer, der endnu beherskede spindekunsten. Mor kunne ikke spinde og havde heller ingen rok, men hun kunne strikke dejlige, varme trøjer og strømper til hele familien. Vi var nu ikke alt for begejstrede – vi syntes, trøjerne kradsede meget, men måtte jo lide noget for at holde varmen.
Senere blev alt spinderi forbudt. Det hed sig, at tyskerne skulle bruge ulden til at lave krudt af. Om det passer, véd jeg ikke; de skulle nok bruge ulden til vinterbeklædning i deres Ruslands-felttog, som i 1943 var ved at bryde sammen.
1943 blev meget urolig med sabotage mod jernbaner og fabrikker, der fremstillede varer til værnemagten, samt folkestrejker i en række større provinsbyer i løbet af sommeren. I morgentimerne søndag 29. august stormede de tyske tropper de få danske kaserner, hvor der endnu var mandskab, og flere steder kom det til kamp.
Der var ofte overflyvninger og skyderi om natten, men jeg tror, vi vænnede os til det. En nat faldt en granat ned og eksploderede i et øde bakkeområde på Øland, dog uden at anrette skade. Det var heldigt, at den ikke faldt over beboet område.
Engang blev jeg meget skræmt. Jeg og min bedstefar var cyklet ned til faster Karen og onkel Gottlieb, der boede nabo til Aalborg Flyveplads. Om natten blev der et forfærdeligt skyderi fra antiluftskytskanoner; der var et batteri opstillet kun 200 meter fra min onkels gård. Jeg har aldrig oplevet noget lignende – det var værre end det værste tordenvejr.
Jeg sov i et værelse sammen med min bedstefar, men da skyderiet startede, fik jeg lov til at ligge i min onkels seng, hvori også kusine Henny lå. Min onkel sad på sengekanten, hvilket vi syntes var meget betryggende, især da han fortalte, at der var hængt tykke tæpper for vinduerne som værn mod granatsplinter. Senere har jeg tænkt, at denne beskyttelse nok ikke var ret meget værd.
På hjemturen til Øland kom vi forbi en meget stor »flyveplads« ved Haldager ved Ryaa. Der var mange »fly«, som dog viste sig at være attrapper af pinde og sejldug, og startbanerne var kun sandveje. Men på luftfoto har det nok set meget troværdigt ud.
Englænderne kendte dog godt denne »flyveplads«, som de kaldte »Haldager Dummy«, men om natten, når der var tændt landingslys, kunne de måske nemt tage fejl.
I 1943 mærkede vi for alvor manglen på alt. En så uundværlig ting som gummistøvler kunne ikke købes mere. Far fandt et par gamle læderridestøvler på loftet, som jeg måtte gå med om vinteren; de var ikke særlig behagelige, men jeg må tage til takke med dem. Cykeldæk kunne købes, men de var intet værd. Grusvejene, vi kørte på, flængede dækkene i stykker, og slangerne punkterede for et godt ord; lim til at lappe med var dårlig, så lapperne faldt af igen.
Vi begyndte så at køre på faste dæk lavet af gamle bildæk eller jumberinge. Jeg oplevede at få et trædæk på forhjulet, hvilket fungerede udmærket; der var monteret små fjedre på fælgen under trædækket, og yderst var der sømmet et gammelt cykeldæk på.
Tøj og sko var næsten ikke til at købe; trøjer blev trevlet op og garnet brugt igen. Før krigen købte man hvedemel hjem i 50- og 100 kg’s sække. Gamle bomulds-melsække blev nu syet om til skjorter, og gamle habitter blev vendt, så de blev som nye igen. Jeg vil ikke sige, at vi led nød; vi havde det tøj, vi havde behov for, men heller ikke en klud mere.
Vi havde jævnligt tyskerbesøg på Øland. Tit mødte de op og gik i lange kæder for at gennemsøge lader og gårde. Tyskerne forklarede, at de ledte efter faldskærmsfolk.
Jeg husker en meget ubehagelig episode. Vi sad og spiste middagsmad, og pludselig drønede tre motorcykler med sidevogne ind på gårdspladsen. Soldater sprang af og fór rundt på gården. En befalingsmand, der kunne lidt dansk, spurgte, om vi havde set faldskærmsfolk. Det havde vi selvfølgelig ikke, men det var meget ubehageligt at have disse soldater til at rende rundt og undersøge hele gården med skudklare geværer.
Flere gange blev der holdt øvelser på vore marker. Fra fjorden og op mod Østerby rykkede angriberne frem i grøfter og langs skel, og der blev skudt med løst krudt. Under en sådan øvelse var vores karl, Adolf, og jeg taget op til Østerby i middagspausen for at se på »kampen«, hvilket mange andre også gjorde, uden at det så ud til at gøre større indtryk på tyskerne. Jeg tror, den menige tyske soldat var ved at være træt af krigen.
Mens vi stod og kikkede på, kaldte en tysk soldat på mig: »Komm hier!« sagde han og gjorde tegn til, at jeg skulle skyde med hans gevær. Jeg var meget betænkelig, men tog dog mod til mig og prøvede med angst og bæven at trykke på aftrækkeren. Efter det første skud blev jeg mere modig – jeg kunne overhovedet ikke mærke, at geværet slog tilbage.
Nu havde jeg jo også set soldaten trykke af, da han holdt geværet løst i hånden. Midt i øvelsens bulder og brag lå jeg og en tysk soldat og fyrede et par magasiner af inde i Laurits’ have, mens Adolf stod og så på. Han skulle ikke nyde noget, da han fik tilbuddet. For god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på, at skydningen selvfølgelig foregik med løs ammunition. Jeg er helt sikker på at soldaten gjorde det for at glæde os. Han var fuldstændig ligeglad med øvelsens forløb.
Mens alt dette stod på, kan jeg tydeligt huske, at jeg ikke turde nævne navnet Adolf – vel nok på grund af navnefællesskabet med Hitler!
Da det var i høstens tid, måtte vi forlade »krigsskuepladsen«, selv om vi gerne ville blive der lidt længere. Men middagspausen var for længst forbi, og vi fik da også skældud af far, da vi kom hjem. Han syntes absolut ikke, det var en bedrift, at jeg havde skudt med et tysk gevær.
Om aftenen var vi ude at samle tomme patronhylstre; det var ikke alle, tyskerne selv havde fået samlet op. De, der ikke var afskudt, var mest værd for os. Dem brugte vi til at smide i bål nede på »søbundet« – tre-fire stykker ad gangen – og så op bag dæmningen, hvor vi lå og talte knaldene. Der var nok en vis fare ved det, men det tænkte vi ikke på.
Engang kom der en bil med flere tyskere. De kiggede sig meget omkring nede ved fjorden, og pludselig kom de ind i køkkenet, hvor mor og vi søskende var samlet, og spurgte på gebrokkent dansk, om de kunne købe vores ejendom.
Mor blev meget forskrækket og sagde, at hun ikke kunne sælge ejendommen uden at tale med sin mand. Far var på arbejde ude i engen, så ham kunne vi ikke få fat på før til aften. Det måtte vi forklare tyskerne, som snakkede videre om »ejendommen« og bad os følge med ned til fjorden for at se på »ejendommen«.
Det viste sig at være en stor jerntønde, som en lokal fisker brugte til at tjære sine åleruser i. Hvad de skulle bruge den til, gik ikke op for os, men vi gav dem adressen på fiskeren og hørte ikke mere til handelen. Jeg tror nok, vi grinede af episoden bagefter.
Engang i løbet af sommeren 1944 faldt en tysk flyvemaskine ned på Øland. Det skete om natten, men vi fik det at vide i skolen, og lige så snart, vi fik fri, cyklede vi derud. Der lå ganske rigtigt en stor maskine med hagekors på haleroret. Vi havde ellers fået fortalt, at det første, tyskerne gjorde ved en nedstyrtet flyvemaskine, var at male kendingsbogstaverne over og sætte engelske nationalitetsmærker på. Jeg har senere fået fortalt, at det skete, inden flyet blev transporteret bort.
Der var selvfølgelig vagt på, så vi kunne ikke komme i nærheden af maskinen. Et par dage efter var det meste fjernet, og både børn og voksne tog ud for at samle de sidste rester op. Min skolekammerat Kaj og jeg samlede en masse geværpatroner op. Dem var nogle voksne karle ikke så interesserede i, så de kaldte på os og udpegede en græstørv, hvor de sagde der lå nogle patroner. Vi fik et chok, da vi løftede græstørven, for derunder lå en afrevet hånd – et forfærdeligt syn for to 13-års knægte. Vi skulle ikke samle mere denne dag, men cyklede hjem med lommerne fulde af patroner og en kvalme, der varede resten af dagen. De næste par nætter havde jeg mareridt, og det varede længe, inden jeg kom over denne forfærdelige oplevelse.
Hele den tyske besætning blev dræbt ved nedstyrtningen, hvilket blev konstateret af nogle danskere, der kom forbi i det tidlige morgengry. Det hed sig, at de nåede at plyndre flyet for værdigenstande, inden tyskerne kom til stede. Jeg tror dog, der skulle mod til at gå og rode i et flyvrag, når de vidste, at tyskerne kunne komme hvert øjeblik.
Der var, så vidt jeg ved, ikke tale om en nedskydning af flyet, men nærmere om en mislykket nødlanding. Et besætningsmedlem forsøgte at springe ud med faldskærm, men flyet havde nok været for langt nede, for faldskærmen foldede sig ikke ud, og også han blev dræbt. Manden, der fandt ham, fortalte meget detaljeret om, hvordan flyveren var kommet til at se ud, og vi lyttede med rædsel. Jo, det var barske tider!
I en skov i nærheden af min fætter Bents hjem fandt man en stor plexiglaskuppel, der var skubbet ud fra flyet. Flere besætningsmedlemmer havde måske forsøgt at springe ud, men opgivet det på grund af den lave højde. Vi brækkede stumper af kuplen, og det kunne ryge meget, når vi varmede plexiglasset op ved hjælp af et brændeglas og solens stråler. På samme måde havde vi efterhånden brændt alt celluloiden fra cykelstyrene af!
Beskrivelsen af nedstyrtningen er min version. Andre har fortalt, at flyet var indblandet i en luftkamp og blev skudt ned.
Der var mange natlige overflyvninger, og i forbindelse hermed fandt vi aluminiumsstrimler på markerne. Vi var ikke klar over, hvad de blev brugt til, men fik senere forklaret, at det var til at forvirre tyskernes radaranlæg med.
Øland lå jo ret afsides og var derfor et ret vigtigt nedkastningsområde for engelske fly, der skulle aflevere containere med våben og sprængstoffer til frihedskæmperne. Der var kun adgang ad to veje, hvoraf den ene var en smal dæmning, så tyskerne nåede aldrig at overraske frihedskæmperne. Kun én gang – i april 1945 – gik det galt.
Der gik rygter om, hvem der var frihedskæmpere. Far havde fået fat i illegale blade, som vi børn ikke fik lov til at læse. Men jeg vidste, hvor han gemte dem, og læste dem i smug, når mine forældre ikke var hjemme.
Vi var nu kommet ind i 1945, og den tyske hær blev trængt tilbage på alle fronter. BBC sendte til Danmark, og derfra fik vi nok en mere sandfærdig beretning end fra den danske radio, der var censureret af tyskerne.
Jeg havde gået til konfirmationsforberedelse hele vinteren og skulle konfirmeres midt i april. 8. februar blev der købt nyt konfirmationstøj – habit og frakke – til mig. De 145 kr. var en stor udskrivning. Tøjet var af det værste celluldstof, men man skulle være glad for det, man kunne få.
8. marts blev der købt en salmebog til 8 kr. og 10. marts sko til 38 kr. Både til tøj og sko skulle der bruges indkøbsmærker.
I forbindelse med indkøb af sko havde vi lavet en fejl – om det var forkert farve eller størrelse, kan jeg ikke huske. Skoene skulle byttes, men skomærket var stemplet, så her var gode råd dyre. Murermester Wiese, der var på arbejde hos os, sagde, at det kunne han let ordne. Han lånte et viskelæder, viskede stemplet ud, og vupti, så kunne jeg køre op til Brovst og bytte skoene.
Jeg var blevet »forkarl« på gården pr. 1. november 1944, så jeg skulle passe både skole og arbejde. Som vederlag fik jeg vist kun kost og logi og lidt lommepenge engang imellem.
Vinter og forår blev der næsten ikke talt om andet end krigen. Vi var meget bange for, at kampene gennem Frankrig, Holland og Belgien skulle fortsætte op gennem Jylland. Vores ret tætte naboskab med Aalborg Flyveplads kunne godt virke skræmmende. Flyvepladsen var udbygget som en stor fæstning og var knudepunkt i luftforsvaret af Danmark og Norge. Samtidig var den base for luftangreb mod England. Flere gange så vi, at der lettede store flystyrker, som først kredsede rundt, hvorefter de i samlet formation satte kursen mod England.
2. april 1945 havde de allierede planlagt, at alle seks flyvepladser i Danmark skulle udslettes. 2.652 bombe- og jagerfly – den største luftstyrke, der nogen sinde var lettet fra England – var på vingerne, men da de nærmede sig den jyske vestkyst, vendte de om på grund af dårligt vejr i målområdet. Der måtte ikke bombes efter radar, da det var et venligtsindet land. Disse oplysninger har jeg først faet meget senere, men dette angreb kunne være blevet en forfærdelig katastrofe for os.
Hvem, der havde mulighed for det, gravede et primitivt beskyttelsesrum i jorden. Vi kunne derimod ikke grave som følge af den høje grundvandstand. I stedet lavede far en kraftig trævæg, der kunne rejses foran soveværelsesvinduet. Ovre hos vores nabo havde de indrettet et hulrum i halmen ude i laden, men jeg ville nødigt have været dér i tilfælde af ildebrand.
Vi levede i en evig angst. Den blev værre, som tiden gik og kunne ikke undgå at påvirke dagligdagen. Der var udgangsforbud om aftenen og selvfølgelig også om natten; kun folk med vigtige ærinder fik lov til at færdes ude. Til de voksne blev der også indført legitimationskort, som de altid skulle bære på sig. Skulle der være fest, bal, dilettant eller andet i forsamlingshuset, startede det midt på eftermiddagen, så man kunne være hjemme inden kl. 20.
1. april 1945 var jeg færdig med syv års skolegang og kom ud af skolen, som det var mest almindeligt dengang. Kun to fra min klasse fortsatte på realskolen i Brovst.
Midt i april oprandt så den store dag, hvor jeg skulle konfirmeres. Adolf, der havde været vores karl indtil 1. november 1944, mødte op fra morgenstunden og hjalp til i stalden. Kl. 10 skulle han køre os til kirke i vores jumbe.
Vi var 11, der blev konfirmeret den dag. Kl. 12 var der frokost, men kun for os selv, mine to bedsteforældre og vore naboer. Selve festmiddagen skulle først holdes søndagen efter, fordi jeg havde en kusine, der blev konfirmeret samme dag. Vi skulle selvfølgelig med, og på den måde fik jeg to fester ud af det.
I konfirmationsgave fik jeg et armbåndsur, desuden et skrivesæt, en fyldepen og nogle bøger. En ny cykel var der skam også. Den var indkøbt lang tid i forvejen, for i april 1945 kunne man ikke købe cykler. Det var en flot gave, men dæk og slanger var elendige og kunne slet ikke holde til at køre på de grusveje, vi havde, så cyklen var punkteret det meste af tiden. Også uret var købt lang tid før konfirmationen. Jeg havde set det ligge i en skuffe, men fik dog lov at bære det på min sidste eksamensdag i skolen. Jeg kan huske, jeg strakte armen ud ved enhver lejlighed for at »prale« lidt af uret.
Konfirmationsfesterne blev altid holdt hjemme. Soveværelset blev ryddet, og der blev dækket op her og i den ene stue. Dagen før ankom en kogekone, der med passende assistance gik i gang med at tilberede maden. Vi børn skulle låne service og stole hos naboer og ellers rende ærinder hos købmand, brugs og bager.
Jeg fatter stadig ikke, at vores forældre, trods den strenge rationering på næsten alle madvarer, kunne holde alle disse fester med mange gæster. Selvfølgelig slagtede vi selv en gris og nogle høns, og kartofler havde vi nok af. Drikkevarer var der heller ikke så mange problemer med: det var hvidtøl, sodavand og hjemmelavet saftevand.
Jeg mener også, at vi fik et par ekstra pund smør uden om rationeringen og lidt piskefløde »under bordet« på mejeriet. Piskefløden var ikke fed nok og var næsten umulig at piske til skum. Man kunne købe forskellige ting til at blande i – for eksempel »Gulddråber« – men lige lidt hjalp det. Det tog utrolig lang tid at lave flødeskum til æblekage og lignende.
Alle konfirmanderne holdt også ungdomsfester. Jeg tror, vi var af sted 11 aftener i træk, hvor vi spiste to-tre retter mad, legede og hyggede os. Især »mørkeleg« var særlig populær. Vi sad i en mørk stue, drengene med hver en pige på skødet, pigerne havde hver fået et nummer. En af drengene sad alene og råbte et nummer, hvorefter en pige skiftede plads. Sådan fortsatte det en times tid i al ærbarhed, tror jeg nok! Vi var vist ret »bange« for piger dengang.
Det eneste sted, vi ikke legede mørkeleg, var hos præsten, hvis datter også blev konfirmeret. Det var nok ikke kulturelt nok at lege mørkeleg!
Vi nåede nu heller ikke at lege mørkeleg nede hos Vagner, men det er en helt anden og ret så dramatisk historie. Den startede allerede om formiddagen, som vi skulle til Vagners eftergilde om aftenen, idet udgangsforbuddet nu var ophævet. Far og jeg var på arbejde i engen, hvor vi traf en mand fra Vesterby, hvor Vagner boede. Manden fortalte, at der i nattens løb var nedkastet flere containere ude på »Tøtterne«, et engområde ved Vesterby. Men man havde ikke fået fjernet containerne, inden det blev lyst. De var kun dækket lidt til, og man var bange for, at tyskerne ville få besked om dem.
Far og mor var ikke glade for, at jeg skulle ned til Vagner denne aften. Han boede ikke ret langt fra nedkastningsstedet, så jeg måtte love, at jeg ikke ville køre ud til containerne. Frihedskæmperne havde dem selvfølgelig under opsigt, men vi vidste jo ikke, hvem de var, og skulle tyskerne dukke op, kunne der ske de frygteligste ting.
I løbet af aftenen gik der rygter om, at nedkastningen var blevet anmeldt til myndighederne, hvem det så ellers var, for politiet var jo interneret eller gået underjorden efter 19. september 1944. Der blev en masse ballade med stenkastning på bliktage, og der blev kastet tråd op på elledningerne, så det gnistrede og bragede, samtidig med, at vi råbte unævnelige ord.
Nå, heldigvis faldt der lidt ro over gemytterne, og vi kunne genoptage festen, men mørkeleg blev der i hvert fald ikke leget – det var vi for oprevne til. Jeg kom da også hjem i nogenlunde god tid, så far og mor kunne ånde lettet op.
Næste morgen var containerne væk, og der faldt igen ro over Øland igen.
Nogle unge mænd havde åbnet containerne og vist nok fjernet skydevåben. En af dem har senere fortalt, at det var det værste, han nogen sinde har gjort. Han tjente som karl på en gård på Øland, og en nat stod der pludselig fire maskerede mænd i hans kammer. De talte med forvrængede stemmer og bad ham følge med. At det var folk fra Øland, fik han først at vide senere.
Turen gik så hen i skoven, hvor han blev stillet op ad en skrænt. På dette tidspunkt havde han fået bind for øjnene, men kunne høre, at der også var to af hans medskyldige til stede. De hørte ganske tydeligt, at der blev taget ladegreb på pistoler eller andet våben og blev selvfølgelig frygtelig bange. De troede, de skulle skydes, men der blev sagt, at hvis de afleverede de stjålne ting, skulle de slippe med livet i behold. De gik så hjem og fandt tingene frem, hvorefter de fik lov til at gå i seng. Men søvn blev der nok ikke meget af den nat, hvilket man godt kan forstå, da de kun var 16-17 år gamle.
Frihedskæmperne syntes nok, det var vældigt sjovt. De var selv meget unge, men fik ved den anledning lært karlene, at de skulle holde fingrene væk i slige tilfælde.
Sidste halvdel af april var præget af krigen i Europa. Hitler råbte stadig væk om kamp til sidste mand, og der var ikke tegn til, at tyskerne ville kapitulere, selv om de var trængt på alle fronter. Amerikanerne og englænderne var nået langt ind i Tyskland, og russerne pressede på østfra, så vi håbede, at krigen snart ville få en ende. Omkring 1. maj gik der rygter om, at Hitler var død, men der gik utrolig mange rygter om alt muligt.
Men fredag 4. maj blev en dag, jeg aldrig, aldrig nogen sinde vil glemme. Dagen gik med almindeligt arbejde, ved syv-ottetiden om aftenen gik jeg og arbejdede i min egen lille have, hvor jeg havde sat løg for at tjene lidt ekstra lommepenge.
Da klokken nærmede sig halv ni, gik jeg ind for at høre den engelske radioavis, som var blevet lettere at høre på det sidste. Støjsenderne, der havde været meget kraftige hele vinteren, var stilnet af. Og pludselig kl. 20.35, i begyndelsen af den ordinære udsendelse, kom denne fantastiske meddelelse fra feltmarskal Montgomerys hovedkvarter, at »de tyske tropper, i Nordvesttyskland, Holland, Belgien – og Danmark har overgivet sig«.
Selv om kapitulationen først ville træde i kraft 5. maj kl. 8, var jeg klar over, at krigen var forbi for vores vedkommende. Jeg var helt alene i stuen, men skyndte mig at løbe ud til far, der var ude i laden. Sammen hørte vi gentagelsen, og jeg er helt sikker på, at vi havde tårer i øjnene – glædestårer naturligvis! Selv om vi ikke havde lidt fysisk overlast, havde det sidste år været præget af en forfærdelig angst.
Da far også havde hørt nyheden, gik vi over til naboen, hvor min mor og søskende var på besøg. Der var en utrolig glæde over kapitulationen. Min tante hejste flaget, selv om det var omkring solnedgang. Men hun havde altid sagt, at når der blev fred, skulle flaget op uanset tidspunktet.
Jeg véd ikke, om vi denne aften som så mange aftener før lyttede til en østeuropæisk radiostation, der hver aften kl. 22 spillede »Lilli Marleen« – en melodi, der var meget populær, og som vi nærmest betragtede som en frihedssang. Melodien blev også brugt til et utal af smædeviser mod Hitler og Tyskland, og hvor vi kendte alle vers.
5. maj skulle fejres som helligdag. Det meste af dagen gik med at lytte til radioen, der nu kunne sende helt uden censur, og der var selvfølgelig transmissioner fra både København og kongehuset.
Søndag 6. maj var selvfølgelig også fridag og den dag, hvor hele Tyskland kapitulerede. 9. maj skulle også være fridag, men far mente nu nok, vi kunne sætte nogle kartofler om formiddagen og så holde fri om eftermiddagen. Man turde vel ikke være i marken hele dagen. Vi skulle jo nødig kaldes tyskervenlige.
Vi cyklede til Halvrimmen for at se frihedskæmperne. Det var mærkeligt at se flere kendte øboer med frihedskæmperarmbind, bevæbnet med maskinpistoler over skulderen og pistoler i baglommen. Omkring landevejen var mange frihedskæmpere udstationeret på vagt. Det hed sig, at de skulle fange flygtende hipofolk, så alle forbikørende biler blev standset og undersøgt. Det var nu ikke svært, for der var ikke ret mange biler på vejen.
Da krigen sluttede i Europa, troede vi, at alt hurtigt ville blive normaliseret igen. Og hvis nogen dengang havde sagt, at vi først skulle slippe af med rationeringen syv et halvt år efter, mente vi nok, at de ikke var rigtig kloge.
Det var den skønneste maj, jeg har oplevet. Det var, ligesom skoven var ekstra grøn. Der var frihedsfester overalt, og engelske tommy’er kom på besøg i de forskellige byer. Vi havde alle en tophue i rød-hvide-blå farver, og der blev sunget fædrelands- og frihedssange, der blev skrevet umiddelbart efter befrielsen.
Sommeren fortsatte med fester, hvor unge piger i kjoler syet af faldskærmsstof pyntede på optogene. Før 5. maj pralede ingen med, at man havde faldskærmsstof liggende!
Vi kunne nu rejse frit til Aalborg uden at risikere, at der blev luftalarm. Vi kunne tage til Vesterhavet og bade, selv om man her skulle respektere afspærringerne om minefelterne. Vi kunne cykle til Gjøl og andre steder, hvis ikke cyklen var punkteret, og vi kunne vi besøge min faster og onkel ude ved lufthavnen.
Her besøgte vi den store skydebane og kørte rundt i de store skiveanlæg. Især en flyvesimulator vakte stor begejstring, indtil min søster fik albuen i klemme. Så var den leg forbi, men hun slap da med lidt skrammer, og vi blev enige om, at vi ikke skulle tage piger med på farlige legepladser mere. Der var også bunkers, vi kunne undersøge og stjæle »lidt souvenirs« fra.
Jo, vi slæbte hjem alle vegne fra. Det, der havde nogen rigtig værdi, var nu fjernet for længst. Der stod ribbede biler og andre køretøjer rundt omkring i skovene, dæk og instrumenter var fjernet, men vi kunne nu altid »ribbe« dem lidt mere.
Jo, sommeren 1945 var herlig! Jeg fik på et tidspunkt købt en tysk gasmaske for 5 kr., og en bajonet fik jeg da også fremskaffet. Jeg fik også tilbudt en pistol, men den kostede 50 kr., så den havde jeg ikke penge til og for øvrigt heller ikke noget at bruge til. Alle de »souvenirs«, jeg havde, solgte jeg senere i min læretid, når jeg manglede penge.
Note
Artiklen er skrevet op til 50-års jubilæet for befrielsen i 1995 og bragt med billeder i Han Herred Bogen 2005.
Se hanherred.dk/hanherredbogen/aargange/hanherredbogen2005
Kilder ud over egne oplevelser
Frank Weber og Henning Skov Knudsen: Vestallierede luftangreb på Danmark under anden verdenskrig.
Biografi
Egon Møller Nielsen,
født 12. februar 1931 i en af Bodengårdene på Øland.
Udlært tømrer og snedker i Halvrimmen.
Bosat i Horsens.