Af Ole Fabricius Munksgaard
Min far købte omkring 1938 et lille sommerhus i Slettestrand. Da Svenstrup Å løb lige op ad sommerhuset, blev det selvfølgelig døbt »Aabo«. Aabo ligger der stadig, men er jo ombygget til tidens krav og er i dag ejet af min storebror. Men i 1938 havde vi hverken elektrisk lys eller rindende vand og slet ikke et toilet. Toilettet var, som man kaldte det dengang, et lokum med en spand og et hårdt træsæde. Denne spand blev tømt efter behov og kastet ned i et hul i jorden, som man gravede et nyt sted hver gang.
Fra 1940 og frem til krigens afslutning var der mange tyske soldater i Slettestrand, også lige op ad Aabo. Der blev bygget forsvarsværker i den store stil. Minefelter for landminer blev lagt i jorden og afmærket med skilte, hvorpå der stod »Achtung Minen« og med små, gule, trekantede vimpler med et dødningehoved, der var stukket i jorden med en tynd stålstang. Der blev udlagt pigtrådsspærringer, gravet skyttegrave, etableret kanonstillinger, hvor nogle dog var attrapper, bygget bunkers og etableret tankspærringer.
Den humoristiske side af historien er, at omkring 1942 lånte min far sommerhuset ud til lederen af modstandsbevægelsen i Han Herred, forretningsfører Børge Sørensen i Fjerritslev. Han noterede sig, at de tyske soldater på et bestemt tidspunkt hver dag vaskede sig i åen. Jeg kan forestille mig, at Børge Sørensen på et tidspunkt havde lagt en lille træpind i åen og noteret tid på, hvor længe den var om at flyde ned til vaskestedet. Historien er, at hver dag samme tid tømte han lokumsspanden ud i åen, så indholdet flød forbi på rette tidspunkt.
Den alvorlige side af historien er, selv om det aldrig er blevet nævnt, så er det efter min bedste overbevisning, at Børge Sørensen brugte opholdet i Aabo til at lave skitser af alle forsvarsværker og notere ikke mindst minefelternes placering m.m., og at disse skitser gik til rette instanser i England.
Omkring 1943 blev sommerhusområdet forbudt område, og alle huse blev okkuperet af tyskerne.
Landminer er et forfærdeligt våben, og i 1945 blev tyske soldater kommanderet til at grave disse landminer op og derefter gå side om side igennem de ryddede felter. Der gik flere soldater til, og i den forbindelse husker jeg, at der kom en lastbil i 1945 og parkerede ud for læge Crandals hus i Vestergade 17 i Fjerritslev. Da bagladet blev åbnet, så jeg flere sårede soldater, og nogle måske døde, ligge på ladet. Hvilken behandling de fik, véd jeg ikke. Kun at hadet til tyskerne var stort på dette tidspunkt.
At jeg selv i 1946 blev offer for nogle af tyskernes efterladenskaber, er en anden og lang historie, som jeg ikke skal komme ind på her.
I 1952, da jeg skulle læse videre i Aalborg, kom jeg ind på det nyligt åbnede 4. Maj Kollegium på anbefaling af netop Børge Sørensen. Det var på det tidspunkt meget vanskeligt at komme ind på dette kollegium, og vi, der boede dér, var meget privilegerede. Jeg boede der med mellemrum i fire år og var utrolig glad for opholdet dér. Vi blev kaldt alumner, og eforen i alle fire år var redaktør Niels A. Eigenbroth. Hr. Eigenbroth og hans hustru, Karen, havde begge været fremtrædende medlemmer af modstandsbevægelsen i Aalborg.
I mere end 50 år har jeg været medlem af 4. Maj Kollegiets Venner og støttet med en lille pengegave hvert år som tak for den gode tid jeg havde dér.
Baggrund
Min far var bankdirektør Vilhelm Fabricius Foss Munksgaard, Borups Allé 4, Fjerritslev (1901-65). Min mor hed Asta Kristence (Stense) Munksgaard (1905-2001), kendt i Fjerritslev for sit store arbejde for badmintonklubben.
Selv er jeg den mellemste af tre brødre, Knud (1930-), Ole (1932-) og Erling (1936-). Jeg er i dag bosat i Aalborg.
Efter uddannelse som maskinmester og ingeniør opnåede jeg seks års sejltid i rederiet A.P. Møller og fik mine papirer som maskinchef i dette rederi, inden jeg gik i land og fortsatte i marinebranchen, først som salgsingeniør og senere som eksportmanager. Er stadig i en alder af 81 år knyttet til et af mine tidligere firmaer som konsulent.