20 år med møbler i Brovst

Mads Fisker Thorsen (tv) og Brian Krabbe Johansen har dannet makkerpar næsten siden begyndelsen for 20 år siden. Fra 2008 har de delt ejerskabet ligeligt mellem sig. Foto: Mattias Bodilsen
Mads Fisker Thorsen (tv) og Brian Krabbe Johansen har dannet makkerpar næsten siden begyndelsen for 20 år siden. Fra 2008 har de delt ejerskabet ligeligt mellem sig. Foto: Mattias Bodilsen

Brian Krabbe Johansen og Mads Fisker Thorsen markerer jubilæet hos Dan-Bo Møbler i Brovst med ekstra gode tilbud i hele marts måned

Der er fart over feltet hos Dan-Bo Møbler på Nyvej i Brovst – også kendt som Brovst Bolighus – for der er langt fra den ene ende af butikken til den anden, og tilmed består det 2.500 kvm store forretningskompleks af flere selvstændige bygninger med hver sit tema: møbler, senge og belysning.

Stemningen er afslappet og uhøjtidelig, og der udveksles muntre bemærkninger mellem kunder og ansatte. Udvalget af møbler er stort – såvel pris- som kvalitetsmæssigt – og der følger altid gratis levering og gode råd om pasning og pleje med i handlen.

Start 15. april 1994

Bag Dan-Bo Møbler står Brian Krabbe Johansen og Mads Fisker Thorsen, der har Tommy Nielsen og Søren Hauerslev som fuldtidsansatte medarbejdere, herunder til udbringning af varer over store dele af Nordjylland.

15. april er det 20 år siden, Brians far, Flemming Johansen, overtog forretningen, og begivenheden bliver fejret behørigt med ekstra gode tilbud helt frem til jubilæumsdagen. På sin vis har Brovst Bolighus dog mere end 60 år på bagen, idet Flemming Johansens læremester, Henning Nielsen, begyndte i Jernbanegade omkring 1952-53 og flyttede butikken til den nuværende adresse i 1970’erne. Så det er solide traditioner, de to nuværende ejere har i ryggen.

Vokset ind i virksomheden

Brian og Mads har været makkerpar i næsten alle de 20 år, idet de begge begyndte som medhjælpere i deres fritid og efterhånden voksede sig ind i alle bolighusets funktioner. Brian blev oprindelig uddannet bankmand, mens Mads kom i mesterlære i butikken efter 10. klasse.

I 1996 blev Brian forretningsbestyrer for sin far, der sideløbende drev begravelsesforretning, og i 2000 overtog Brian halvparten af virksomheden. Mads var allerede efter endt læretid stillet i udsigt at kunne blive medejer, så i 2003 købte han sig ind og blev ligeværdig partner med Brian og hans far. Det varede frem til 2008, da Flemming Johansen valgte at hellige sig begravelsesvirksomheden, og siden har de to unge delt ledelsesopgaver og -ansvar mellem sig.

Gennem alle de 20 år har Brovst Bolighus været en del af det frivillige kædesamarbejde Dan-Bo Møbler, hvilket betyder, at der har været et stærkt koncept at støtte sig til både indkøbs- og markedsføringsmæssigt, uden at det har medført snærende bindinger i forhold til at gøre tingene, som man finder bedst efter de lokale forhold.

Stor udvikling

Brian og Mads kan se tilbage på en epoke, der har budt på store forandringer. Bygningskomplekset har skiftet indvendig farve fra gul til hvid, og de gamle kokostæpper er udskiftet med smagfulde, sorte tæppefliser. Hvor huset førhen mest af alt lignede et lager, præsenteres møblerne i dag i inspirerende miljøer.

Der er også sket meget med farverne på møblerne, og konkurrencesituationen har betydet et lavere prisniveau, især på siddemøbler, noterer de sig.

Mens kunderne i midten af 1990’erne mere var til pynt og plys, er det nu det enkle design med rene linjer, der efterspørges.

– Samtidig lægger kunderne langt større vægt på komfort. Når vi sælger en seng i dag, er madrassen det vigtigste. Det er voldsomt svært for mange at gennemskue junglen af madrastyper, men vi giver altid en saglig vejledning i forhold til kvalitet og pris. Det kræver, at vi hele tiden følger med i, hvad der sker på markedet, fastslår Brian og Mads. Sengeudstillingen alene omfatter 300 kvm.

Møbler efter individuelle ønsker

Tendensen går mod de mere individuelle løsninger, hvor det i dag er muligt at tilpasse både længde, bredde og højde efter kundens ønsker, uden at prisen stiger væsentligt i forhold til standardmøbler.

– De danske fabrikker har forstået at specialisere sig efter denne trend, men det betyder til gengæld, at vi oftest sælger møblerne på bestilling for at tilgodese de individuelle ønsker og behov.

– Vi har også stor succes med modulopbyggede sofasystemer, hvor man kan sammensætte sin helt personlige sofa, der passer nøjagtig til stuen.

Hertil kommer alt i vægkunst, plaider, puder og andre accessories, der passer til kundens personlige stil. Ligeledes har Dan-Bo Møbler i Brovst en velassorteret tæppeafdeling.

Ergonomisk og tilpasset dit hjem

Fleksibiliteten, der kendetegner Dan-Bo Møbler i Brovst, gælder også ergonomiske hvilestole efter det kendte Farstrup-koncept.

– Vi kommer gerne hjem til kunden for at tilpasse stolen nøjagtig efter, hvor den skal stå, og hvordan den skal bruges.

Bolighuset har i øvrigt løbende opgaver inden for montering af plejehjem, ligesom virksomheden står for totalindretninger i hotelbranchen. Herunder Hotel Nordsøen i Blokhus, som pr. nytår 2014 er færdiggjort med nyindrettede ferielejligheder.

Artikel fra Magasinet NORD februar 2014, udgivet af NORDJYSKE Medier

Scroll to Top