George Mac Donald – fra USA til Brovst og Østfronten

George Mac Donalds dødsannonce

Af Arne Sloth Kristoffersen, Aalborg
askr@stofanet.dk

I en lille konvolut ligger der en lys hårlok, bundet sammen af en rød sløjfe sammen med den mindst tænkelige dødsannonce, hvorpå der står:


Min elskede Søn,
George Mac Donald,
er død den 14. marts 1944.
Ingeborg Mac Donald,
Villa ”Ternen”, Brovst.

Jeg har faktisk kendt George Mac Donald altid. Dvs., ikke personligt, men i tankerne. For hans mor, Ingeborg Mac Donald, havde omkring 1946 lejet et værelse på 1. sal hos mine forældre i huset i Østergade 39 i Brovst. Jeg besøgte ofte fru Mac Donald. Engang viste hun mig et billede af sønnen George, og med tårerne trillende ned ad kinderne fortalte hun mig, at han var død på Østfronten. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvad Østfronten var, men hendes sorg kunne jeg både se og forstå, og scenen har jeg aldrig glemt. Siden har George Mac Donalds liv og skæbne interesseret mig, og det er jo også en del af Han Herreds historie. Hvorfra stammede denne George med dette fremmedartede navn? Hvorfor meldte han sig som tysk soldat til Østfronten? Hvordan blev hans skæbne?

Jeg har gået i skole med hans kusine, Hanne Nielsen, født Gregersen, fra 1. klasse til og med 4. real. Hendes far, Otte Gregersen og Ingeborg Mac Donald var søskende. Hanne og Ingeborg Mac Donald stod hinanden nær, og da fasteren døde i 1969, arvede Hanne alle hendes billeder af George og den omfattende brevveksling mellem mor og søn. Jeg har læst brevene og Hanne og hendes brødre, Carl Christian og Niels Aage Gregersen har givet tilladelse til, at jeg skriver denne biografi, og de har hjulpet mig med en række oplysninger om familien Gregersen. Artiklen fortæller derfor ikke blot om George Mac Donald, men også om hans mor, familien Gregersen og livet i Brovst under 2. Verdenskrig.

Ingeborg Mac Donald

Ingeborg Mac Donald, født Gregersen i 1894, var nummer tre af en børneflok på 13. Hendes ældste bror, Jens var født i 1891 og den yngste, Aage i 1913. Deres far, Gregers Christian Gregersen var kreditforeningsdirektør og boede i Villa Ternen i Kirkegade i Brovst. Af de 13 børn udvandrede de otte til USA: Jens, Marie, Ingeborg, Niels, Vilhelm, Ludvig, Thorvald og Victor. Kun Jens og Ingeborg vendte hjem til Danmark igen, mens Vilhelm faldt som amerikansk soldat i 1. Verdenskrig på Vestfronten. Tilbage i Brovst blev kun Otto, Alma, Rudolf, Ernst og Aage. Den eneste pige, Alma, der blev tilbage, døde som 11 årig, og hendes gravsted findes stadig på Torslev kirkegård.

To af brødrene blev boende i Brovst. Otto Gregersen var sammen med sin kone, Ester Gregersen i mange år et respekteret bestyrerpar på plejehjemmet Møllegården. Otto Gregersen var hele livet meget nationalt indstillet, og under den tyske besættelse var han aktiv i modstandsbevægelsen, ligesom han efter krigen var med til at oprette hjemmeværnet. Rudolf Gregersen var i mange år kontorbestyrer for SID og i sognerådet for Socialdemokratiet i flere valgperioder.

George Mac Donald

George Mac Donald

Ingeborg vendte hjem til Brovst som Ingeborg Mac Donald den 29. maj 1930 sammen med sin otteårige søn George, der var født den 7. maj 1922 i Buffalo i staten New York. De bosatte sig hos mormoderen, der var blevet enke, og hun var glad for at få en datter tilbage. George skulle selvfølgelig gå i Brovst Stationsbyskole, og den lå på daværende tidspunkt i Falborggade på den anden side af jernbanen. Der var to bygninger, skolebygningen og første- og andenlærerens bolig. I min barndom blev bygningerne kaldt Den gamle Skole og var ombygget til kommunalt ejede lejligheder. Førstelæreren var Christian Knudsen, der senere blev den første skoleinspektør på den nuværende Brovst Skole, da den blev bygget i 1951. Jeg havde den glæde at få ham som lærer, bl.a. i geografi. George kom til at gå i klasse med lærer Knudsens ældste søn Tage, der senere blev lærer i København.

Skolekammerater

Tage Knudsen fortæller, at det var uvant for dem i 1930 at få en fremmedsproget dreng i klassen, for George talte kun engelsk. Han skulle lære det danske sprog og de danske vaner, og det med vanerne var svært for ham. Samtidigt blev han drillet meget på grund af sit ”tøsehår”, indtil han blev drengeklippet. Han blev lokket til de værste ting. Engang blev han lovet 1 kr. – et enormt beløb dengang – for at cykle over isen på Bratskovs Dam. (Bag den nuværende sparekassebygning). Isen var ret tynd, så ude på midten røg han igennem med cyklen. For at tjene kronen trak han så videre med cyklen over dammen til den anden side. Han måtte gå drivvåd gennem Jernbanegade hjem til Kirkegade. Han fik sikkert en omgang, da han kom hjem, og morbrødrene var ikke blide mod ham!

Tage Knudsen fortæller videre, at fire elever fra klassen skulle forberedes til at komme på realskole i Fjerritslev eller Åbybro. Det var Tage Knudsen, George Mac Donald, ”Bom” Christian Larsen (hans far havde ejet Bomgården) og ”Gunse” Egon Høgh, hvis far var den kendte murermester, Niels Jensen Høgh. Man havde fået den idé, at de fire elever skulle springe 1. mellem over og starte direkte i 2. mellem. Meget smart, men vanskeligt. Derfor fik de fire elever intensiv engelskundervisning hos lærer Knudsen privat.

En anden skolekammerat gennem flere år, Egon Høgh, der fortsat er aktiv landsretssagfører i København, fortæller, at han tydeligt husker, da George kom ind i klassen i 1930. Begyndelsen var svær for ham. Men han var særdeles godt begavet, og i løbet af to – tre måneder mestrede han dansk, og han klarede eksamen på Åbybro Realskolen uden at åbne en bog.

Lærer Knudsen skrev den 17. maj 1938 denne skoleudtalelse til George:

”George Mac Donald, født den 7.5.1922 i U.S.A., har gaaet i Skole her fra 1.9.1930 til 15.8.1934. Han var i disse Aar en flink Elev, der passede sit Arbejde og opførte sig godt. Han havde gode Evner og Anlæg, og nåede derfor også et godt resultat i sine Skoleaar her.”

Tage Knudsen, George Mac Donald og Egon Høgh kom på Åbybro Realskole, hvor de alle tre klarede den fireårige mellemskole på tre år, så planen lykkedes. Året efter fik George realeksamen. Ved begge eksaminer var gennemsnitskarakteren på mg-, og det var pænt klaret, når han ifølge de to klassekammerater ikke lavede noget. For Tage Knudsen beretter, at George ofte stod af toget i Birkelse i stedet for at fortsætte til Åbybro for efterfølgende at stå på igen om eftermiddagen. Hvad George lavede i den mellemliggende tid, vidste Tage Knudsen intet om.

Den 27. maj 1940 bestod George handelsmedhjælpereksamen, og beviset er underskrevet af lærer Chr. Knudsen. Ligesom ved mellemskole- og realeksamen var regning dårligste fag, mens han fik mg+ i dansk. Den sidste karakter undrer mig ikke, for hans senere breve til moderen var velformulerede og uden en eneste stavefejl. Selv om han tog denne eksamen, foreligger der ingen meldinger om, at han som 18 årig var gået i gang med en uddannelse. Derimod har George fået arbejde ved landbruget, sandsynligvis i nærheden af Lellinge, som det følgende brev viser.

Klostergaarden, den 17.9.1941.

Kære Moder

”Det glæder mig, at Kufferten er kommet tilbage. Du må godt sende det hele til mig. Min Adresse er den samme indtil November, de vil nødig af med mig her, så jeg er ved at lade mig fæste fast til November. Synes du ikke, at det er klogt at lade mig fæste fast? Så har jeg jo mange Penge, når jeg kommer hjem til November, ca. 250 kr. til et nyt sæt Tøj. Kan du ikke huske, da jeg ringede fra Lellinge, da lovede du jo at sende Tøjet, og dengang havde du jo talt med Frederiksen (landbetjenten). Jeg synes gerne, at du kunne unde mig den Glæde, hvorfor tror du, at jeg rejste ud og tog Arbejde? Tror du, at det var for at ”vagabondere” og spare mit Tøj. Jeg har talt med to fra Brovst, der er på en Gård her i nærheden; de inviterer mig aldrig derud, bare fordi jeg ikke har noget tøj at tage på. Vær nu god og send det, gør Moder, du ved ikke, hvor glad jeg ville blive.

Vi skal have Høstfest i næste uge. Det er Gårdejeren, der giver den. Men jeg kan jo ikke komme med. Fruen har så ondt af mig, hun har tilbudt, at jeg kunne prøve lidt af hendes Mands Tøj, men det vil jeg dog ikke gå med til, så bliver jeg hellere hjemme. Benny (Hyldig) er jo rejst til Tyskland, fik jeg at vide forleden. Jeg sender de Mærker (rationeringsmærker) hjem, som jeg ikke har Brug for, I mangler dem jo nok hårdt. Du må endelig sende min Dåbsattest og alle mine Papirer, særlig min Tilmelding som Udlænding; jeg havde Besøg af Kriminalpolitiet, jeg skal tilmelde og framelde, når jeg flytter, og jeg skal søge Arbejdstilladelse. Nu har jeg ikke Tid mere denne Gang, nu haaber jeg, at du gør mig den glæde at sende Tøjet. Hils dem alle”.

Kærlig Hilsen, George.

Brevet tyder på, at George på en eller anden måde har flakket om og er havnet på denne gård. Han er tydeligvis i bekneb for penge og tøj. Hvad havde hans mor talt med landbetjent Frederiksen om? Havde det noget at gøre med hans statsborgerskab og arbejdstilladelse at gøre, eller havde han personlige problemer? Såvel Tage Knudsen som Egon Høgh fortæller, at han var kommet i dårligt selskab og drak for meget. Man kunne se ham og hans drikkebrødre komme dinglende ned gennem byen midt på dagen. Det samme havde Otto Gregersen fortalt sin datter, Hanne Nielsen. George manglede tydeligt en faderskikkelse, og alle melder, at onklerne var meget hårde ved ham. Ifølge Tage Knudsen var han ofte bange for at komme hjem, når han havde lavet gale streger, ligesom landbetjent Frederiksen ofte var efter ham. Han var på mange måder en outsider, og det illustreres på et stort gruppebillede af familien ved Ester og Otto Gregersens bryllup, at han står alene, helt ude i siden af gruppen.

2. Verdenskrig

2. Verdenskrig var brudt ud den 1. september 1939 og i ly af den tysk-russiske ikke-angrebspagt blev Polen delt mellem Tyskland og Sovjetunionen. Derefter havde Sovjetunionen frie hænder til at angribe Finland i Den finske Vinterkrig, 30.11.1939 – 13.3.1940. Dette angreb vakte voldsomme følelser i den danske befolkning. Her viste kommunismen sit sande ansigt ved at angribe et lille nordisk land. Danskerne samlede penge, mad og tøj ind til finnerne, og mere end 1000 danske frivillige deltog i denne krig, som efter hårde kampe resulterede i finsk nederlag og afståelse af 1/3 af landets område. Den 9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland stort set uden kamp til stor fortrydelse i brede kredse af befolkningen, specielt i officerskorpset. Den 10. maj 1940 angreb og erobrede Tyskland i en lynkrig Holland, Belgien, Luxemburg og Frankrig.

Det første besættelsesår var roligt. Statsministeren udtrykte beundring for de store tyske sejre. Man samarbejdede, eksporten til Tyskland af fødevarer steg og steg, og tusinder af arbejdsløse danskere rejste til Tyskland for at arbejde. I 1941 udviklede krigen sig voldsomt. Tyskland besatte Jugoslavien og Grækenland, og den 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen, trods ikke-angrebspagten. Verdenshistoriens største og mest blodige og hensynsløse krig kunne begynde med millioner af døde soldater og civile til følge og ødelæggelse af ca. 60.000 sovjetiske byer og landsbyer.

Da de allierede den 6. juni 1944 invaderede det besatte Frankrig, var Dannebrog ikke med, som f. eks. det norske flag var, for vi havde ingen frie danske styrker med. Derimod havde Dannebrog vajet i fire år på Østfronten, side om side med Hagekorsflaget. Det er en af de store historiske fortrængninger, at ca. 12.000 danskere meldte sig til tysk krigstjeneste, heraf gjorde de 6.000 tjeneste i det berygtede Waffen SS på den mest blodige af alle slagmarker, Østfronten. Ca. 2.000 faldt og ca. 400 savnes fortsat; måske er de begravet i en ukendt massegrav. Til sammenligning kom modstandsbevægelsen først rigtigt i gang i 1943 efter det tyske nederlag ved Stalingrad. Tyskerne og deres håndlangere henrettede ca. 313 danskere, 200 døde under uroligheder, 600 døde i kz-lejre, 200 blev dræbt under luftangreb og 600 faldt i allieret krigstjeneste, i alt ca. 1900. Dvs., færre end der faldt på Østfronten.

Allerede den 29. juni 1941 blev Frikorps Danmark dannet på initiativ af det danske nazistparti, DNSAP og Waffen SS. Den danske regering støttede initiativet, bl. a. i radioen. Regeringen garanterede endda de 77 danske officerer, der meldte sig, at de kunne genindtræde i deres gamle stillinger, når krigen var forbi. Frikorps Danmark var tænkt som et dansk korps under dansk ledelse, men sådan skulle det ikke gå, og i 1943 blev korpset opløst og resterne af korpset blev optaget i en nyoprettet Division Nordland.– Efter krigen blev alle overlevende soldater og officerer dømt efter en særlov med tilbagevirkende kraft, trods regeringens tidligere løfter.

Andre frivillige meldte sig til den tyske SS Panser-Division Wiking, der bestod af regimenterne Germania, Westland og Nordland, der blev åbnet for frivillige fra hele Vest- og Nordeuropa. Division Wiking kom til at gøre hele felttoget mod Rusland med og nåede helt over i den østligste del af Kaukasusbjergene til Tjetenien, men divisionen deltog også i det blodige tilbagetog, der for Division Wiking sluttede i Ungarn.

I de første år efter krigen herskede den officielle holdning, at de, der var gået i tysk krigstjeneste, var kriminelle, sociale udskud og mindre godt begavede samt eventyrnaturer. Senere undersøgelser har vist, at de frivillige var som et bredt udsnit af den danske befolkning. De havde meldt sig af mange forskellige årsager: Nazistisk overbevisning, had til kommunismen, bl.a. fra Den finske Vinterkrig, frustration over passiviteten den 9. april, eventyrlyst, ønske om en ny start på tilværelsen, arbejdsløshed og arbejde i Tyskland. Psykologen Thomas Sigsgård skrev på baggrund af interviews med såvel landssvigerne som forhenværende soldater, at ”der har været et meget stort antal tilfælde af barndomskonflikter”.

George Mac Donald som Pansergrenader

George Mac Donald

Man kan så gisne om hvad, der fik George til at melde sig til tysk krigstjeneste. Sandsynligvis var det for at slippe væk fra personlige og arbejdsmæssige problemer og dermed ønsket om en ny start på tilværelsen. I følge Egon Høgh var George i en periode ude at sejle, og da han kom tilbage, tiltog hans problemer, bl.a. drikkeriet, hvorefter han meldte sig til tysk krigstjeneste.

Direktør Jørn Rosenmeier, Aalborg, der er en af Danmarks største eksperter på området, kan gennem papirer, som han har fundet i Rigsarkivet, oplyse, at George Mac Donald den 7. november 1942 forlod Danmark med færgen Gedser – Warnemünde til træningslejren Sennheim i Tyskland. Han var med i en gruppe på 18 frivillige danskere. De 12 blev fundet ”Tauglich für Waffen SS” (Egnede), mens de seks øvrige blev overført til Værnemagten.

Det første brev hjem til moderen skrev han den 19. januar 1943 – mens tyskernes 6. armé var ved at blive tilintetgjort i Stalingrad og efterfølgende var han en flittig og dygtig brevskriver. Jeg har gengivet de fleste af brevene uden ortografiske ændringer og kun få forkortelser. Derved lader jeg brevene tale for sig selv, og indholdet er præget af ømhed og beskrivelser af hverdagen. Man mærker ikke, at 2. Verdenskrig er på sit højeste, og at George er under forberedelse til at blive en aktiv deltager i dette ragnarok. Krigens gang bliver ikke kommenteret, dels vel for ikke at skræmme moderen og dels, fordi brevene blev censureret.

Kære lille Mor.

”Mange tusind Tak for dit Brev. Vi havde en ganske dejlig Jul hernede; først spiste vi Kartoffelsalat og en Slags Fisk, som for resten smagte udmærket. Dernæst var vi i Aulaen, og ved hver Kuvert var der små Gaver såsom Brevpapir, Cigaretrullere, Cigaretter o.s.v. Saa blev der talt af Standartenführeren (Obersten), og så var der forskellig Underholdning. Du spørger, om der er haard Vinter, hvor jeg er? Nej, vi havde lidt sne, men det forsvandt næsten med det samme, og nu er det allerede ved at blive Forår. Solen staar højt på Himlen og skinner Dagen lang. Du spørger også, om det er ”Nordland”, jeg er ved; det er det ikke, men jeg skal om to eller tre Uger til SS Panzergrenadier-regiment ”Westland”, og når jeg saa er færdiguddannet, ved jeg ikke, hvor jeg bliver indsat. Du behøver ikke at bekymre dig om min Paaklædning; vi har 2 Par lange Underbenklæder, 2 Par Støvler, 2 Par uldne strikkede Vanter, 2 Skjorter, som naar os til under Knæene, Kappe o.s.v. Vi er et lille Hold, som er begyndt med vores Våbenuddannelse her, det kommer jo mig til gode, naar jeg bliver forsat. Du siger, at jeg kunne være kommet frem saadan som Kristian, men her staar Officersvejen aaben for os alle. Angaaende Pakker kan du sende, hvad du vil, kun maa de ikke veje mere end 1 Kg; men saa maa du til gengæld sende lige saa mange, som du vil, ogsaa paa én Gang. Du skal ikke sætte Porto paa, heller ikke paa Brevene, naar du foroven skriver SS Feldpost. Pakkerne sendes til SS Ersatzkommando Dänemark, Jernbanegade 7, København”.

Allerede den 16. februar 1943 skrev han igen og fortalte, at han snart skulle forflyttes til en Ersatz-batallion (Reservebataljon) som det sidste uddannelsessted. Han fortalte desuden, at han fungerede som Hilfsausbilder, dvs, at han hjalp med at uddanne nyankomne frivillige. Han bad moderen om at sende en pakke cigaretter, og til slut skrev han: ”Jer er ellers sund og rask og i mægtig godt Humør

Allerede to uger senere kom det næste brev fra George. Det havde været åbnet og stemplet af Værnemagten. Der stod følgende afsenderadresse:

Abs. SS Schütze George Mac Donald.
1/. SS Pz. Gren. Ers. Batl. ”Westland”, Klagenfurt.

Dvs., at George var blevet SS pansergrenader ved en reservebataljon i Regiment Westland, der var en del af division Wiking, og han var stationeret i Klagenfurt i Østrig. Grenaderer er særlige eliteenheder inden for fodfolket – eksempelvis granatkastere – og pansergrenaderer er så tilknytter panservåbnet, dvs. kampvognene.

Klagenfurt, den 3.3.1943

Kære Moder

”Ja, nu er jeg altsaa blevet forflyttet her til Østrig og ligger ved Regiment ”Westland”; det er et pansergrenaderregiment, men jeg kan endnu komme baade til Luftskytset og Artilleriet og saa meget andet. Du kan tro, det var en herlig Rejse hertil, vi kom tværs gennem de østrigske Alper og Tyrol; det var et mægtigt Syn. Vi har nu aaben Adresse, og du kan sende Pakker, og de maa veje, hvor meget du vil indenfor Rimelighedens Grænse. Jeg mangler stadig meget Barbermaskinen, Barberkost, Lommekniv og Skobørster. Jeg haaber, jeg faar Indsatsorlov, men ved endnu ikke noget. Kære Moder kan du ikke sende nogle Billeder hjemmefra. F.eks. det med Maryat og mig og særligt nogle billeder af Villaen og dig o.s.v.; de andre har alle saa mange billeder derhjemmefra. Jeg har ikke mere at skrive denne Gang, men haaber, at I har det godt og er sunde og raske”.

De kærligste Hilsener
George

Klagenfurt, den 1.4.1943

Kære Moder

”Hermed en Fødselsdagshilsen; jeg haaber det kommer til rette Tid. Jeg har det stadigvæk godt, kun savner jeg ganske Forbindelsen med Danmark. Jeg sidder som på Naale hver Aften, naar der bliver hentet Post, men der er aldrig noget til mig; mange andre har faaet baade tre og fire Pakker, medens de har været her. Jeg har nu flere Gange været i Klagenfurt; det er en dejlig By, og saa faar man dejlig Mad for en billig Penge, f. Eks. Bratkartofler med Marmeladesauce og Blodpølse alt sammen uden Mærker; det er det saakaldte ”Stamessen”.

Hvordan gaar det ellers derhjemme, er I alle raske? Hvordan går det med Helen og Kirsten og de andre smaa? Jeg tænker tit på jer derhjemme, f. Eks. naar vi her Kl. 10 gaar i Seng, saa sidder I og hører Radio og Bedstemor strikker, og du sidder og syr eller løser Kryds- og Tværsopgaver; har du for resten vundet noget i den senere tid? Jeg tænker paa, at det ville være rart at faa Orlov, inden jeg skal til Fronten; men det faar jeg maaske også, i saa Fald skriver jeg omgaaende, men det bliver jo ikke foreløbig. Nu har jeg ikke mere denne Gang, haaber inderligt jeg snart hører fra dig”.

De kærligste Fødselsdagshilsener
George.

Da jeg læste dette brev, dukkede en erindringsbillede frem fra glemselens næsten 60 årige dyb. Hver gang jeg besøgte fru Mac Donald, sad hun og gættede kryds og tværs. Når hun var færdig, klippede hun de kontrolbogstaver ud, der skulle sendes ind, så hun eventuelt kunne vinde. Jeg tror bestemt, at hun havde brug for den eventuelle kontante præmie.

Klagenfurt, den 27.4.1943.

Kære Moder.

”Tusinde Tak for dine Breve, som jeg fik i Dag, jeg har længe ventet, men saa er det jo dobbelt Glæde, naar endelig jeg faar. Jeg har faaet Brevet med Billederne, de var herlige, det er akkurat ligesom at være hjemme, og jeg har vist dem til Kammeraterne på Stuen, og de synes ogsaa alle godt om dem. Jeg bor sammen med 1 Nordmand og 7 Flamlændere, det er alle fine Kammerater, og saa snart én faar en pakke, saa skal vi alle smage. Det er herligt Sommervejr her. Træerne er sprunget ud, og i forgaars laa jeg og tog Solbad hele Eftermiddagen; det var jo 1. Paaskedag. Jeg haaber, I har det godt, baade Bedstemoder og dig; det maa jo være hårdt for jer, når ingen hjælp I har, og især nu ind til Paaske har I vel haft Hovedrengøring. Ja, kære Moder, der kommer hver dag mange Pakker til Danskerne, og du kan også sende til mig. Du skriver, hvad jeg gerne vil have af spiseligt, det maa du selv bestemme, saa er der saa megen mere Glæde ved at modtage den, dog vil jeg gerne, hvis du vil sende mig lidt Vaske- og Barbersæbe og en Barberkost; nu ikke mere denne gang. Ogsaa tusinde kærlige hilsener til Bedstemor”.

Mange kærlige hilsener, din søn George.

Breve fra Ingeborg Mac Donald

Det første brev, der er bevaret fra Ingeborg Mac Donald, er dateret den 28.5.1943. Hun fortæller om stort og småt fra livet i Brovst og hvad, der sker i familien.

Min egen kære, kære George.

”Mange Tak for Brevet, jeg fik det i Gaar. Nu har jeg skrevet til Politimesteren i Thisted og forespurgt om dine Borgerskabsforhold, og saa snart jeg hører derfra, skal jeg omgaaende sende det til Dig. Var du dengang nede hos Frederiksen (Landbetjenten) angaaende dit Rigspolitipas, og lovede han at sørge derfor, lad mig endelig vide hvordan, saa jeg kan vide, hvordan jeg skal sige, hvis jeg skal tale med ham. Kære George, Du har vel alle Dine Papirer, Daabsattest og Skolepapirer, paa det røde Skolecertificat var der jo skrevet tilflytning her til Danmark. Pas endelig godt på dine attester, bær dem altid hos Dig, de betyder saa meget, og du kan jo aldrig faa dem fornyede.

Min kære Dreng, ja jeg vil tro, det Var dejligt at vaagne op og se Fætter Kristian. Tror I nu, I kan vedblive at være i Nærheden af hinanden, det vilde jo være til stor Glæde for Eder begge. Nu haaber jeg, at Du har faaet Pakken, og at den var i god Behold; jeg mener, om Kagerne ikke var smuldret. Og lad mig vide, om jeg skal sende samme Slags igen af Kager at være, eller vil Du hellere have noget andet. Fru Johnsen kom op og lod mig vide, at Du havde skrevet til hendes søn, jeg brød mig ikke om hendes Besøg; Datteren kom op i Lørdags og blev fæstet hertil, og hun skulde være kommet i Tirsdags, men hun har ikke vist sig her endnu, saa vi bryder os ikke om den Familie.

Ernst’s med Børn kom Torsdag før Bededag og blev her i fire dage, om Lørdag Aften var vi alle, aagsaa Ottos og Aage med Kæreste, henne hos Overlægens, det var en rar Aften. Nu maa jeg slutte for denne Gang, det er sent.
Kære George. Skulle det ske, at Forbindelsen hertil blev afbrudt, skriv saa gennem Røde Kors, vi
ved jo aldrig, hvad der kan ske. Mange kærlige Hilsener til Kristian, ogsaa til jer begge fra Bedstemor”.

Hermed tusinde kærlige Hilsener, Tanker og Kys
Din egne Mor.

Da jeg læste dette og de andre breve, blev jeg klar over, at George og dermed også Hanne Nielsen og hendes søskende havde endnu en fætter, der var i tysk krigstjeneste. Det var de ikke klar over, men ved granskning af slægtsbogen fandt vi ud af, at fætter Kristian, født i Brovst den 27.1.1920, var søn af Jens Gregersen, den ældste af de 13 søskende. Som nævnt havde han været i U.S.A., men var vendt hjem til Danmark, hvor han blev murermester i Aalborg. Han var meget nationalt indstillet og blev aktiv i Dansk-Amerikansk Forening, og ifølge hans barnebarn, Søren Gregersen Kops, Farum, kunne bedstefaderen absolut ikke acceptere, at sønnen havde meldt sig til tysk krigstjeneste, og han ville ikke se ham i hjemmet. Før Kristian Gregersen meldte sig, arbejdede han ligesom tusinder andre danskere med at bygge lufthavnen i Lindholm for tyskerne, og allerede på dette tidspunkt slog faderen hånden af ham. Kristian Gregersen deltog i Division Nordlands hårde kampe i Estland og Letland, hvor han faldt den 16. oktober 1944 ved Zarina i Kurland i Letland. Efter kommunismens fald har foreningen Bund deutscher Kriegsgräberfürsorge fundet Kristian Gregersens jordiske rester, og han ligger nu genbegravet på en ny tysk soldaterkirkegård i Saldus midt i Letland.

Allerede den 17.6.1943 skrev Ingeborg Mac Donald igen, og igen fylder spørgsmålet om Georges statsborgerskab hendes tanker. Tilsyneladende har George problemer med de tyske myndigheder m.h.t. statsborgerskabet. Samtidig med, at hun fortæller om stort og småt, overbringer hun mange hilsener til George. Kontrasten til fætterens hjemlige forhold er slående:

Min egen elskede George.

”Hvor jeg dog længes efter Brev fra dig. Dit sidste til mig var skrevet nøjagtigt i Dag for en Måned siden, saa det er jo længe ikke at høre fra Dig, og jeg er meget nervøs derover. Haaber du har modtaget den første Pakke, jeg sendte til dig for ca. otte Dage siden, haaber ogsaa Du har modtaget denne. Den indeholdt en Sirupslagkage; Ester havde bagt den; men maaske vil Du hellere have tilsendt noget andet end Kage. Vil Du bryde dig om en Sweitzer Ost, 1 lille Daase Sardiner og deslige.

Er Kristian stadig i Din Nærhed, skal ogsaa han være Panzer Grenadier. Jeg har endnu ikke hørt fra Thisted angaaende Dit Borgerskab. Maaske svarer de ikke paa mit Brev, endda jeg medsendte Porto. Sc. Hans Aften er det Onkel Jenses fødselsdag, saa skal Bedstemor og jeg derud, og kan jeg saa komme afsted dermed, gaar jeg på Politikontoret derude og forespørger; men min kære Dreng, Du har jo din Daabsattest og dine røde Skolepapirer, og saa har du jo ogsaa den Blanket, som blev besvaret ved Politiet her. Du er jo ikke dansk Borger, fordi du ikke ønskede at blive det.

Du kom her til landet fra U.S.A. den 29. Maj 1930, da Du var otte Aar gammel. Dengang behøvede du intet Pas, fordi du var Mindreårig; siden da har Du jo været her i Landet, faaet din Skoleundervisning her og din Opdragelse. Du har aldrig set Din Fader, som var amerikansk Borger, og han har aldrig set Dig, han aner end ikke, du eksisterer. Han forlod mig, inden Du blev født. Saa paa denne Maade blev Du kun din Moders Søn. Men tror du ikke, Du kan forklare, hvordan Stillingen er, og ved at vise dine Attester, ved de nok ogsaa, om Du er Statsløs, eller om Du stadig trods den lange Fraværelse fra U.S.A. stadig her Indfødsret der. Naar blot Du havde givet dig Tid til at faa Dit Rigspolitipas, inden du tog hjemmefra, saa havde alt jo været i Orden. Herhjemme er Sommeren langt fremme. Tulipaner, Syrener og Guldregn er færdige med at blomstre, og andre Midsommerblomster er fremme. Høet staar i Stak, og det er det tidligste i Mands Minde. Du kan sige til Kristian, at Karen Margrethe og Nørgaard var her i Pinse, saa vi kan hilse fra dem. Søndagen før Pinse var Bedstemor og jeg med Toget til Pandrup til Graversens. Jens, Aage, Herdis, Ester, Otto og ”Fætter” var paa Cykle derned. Jeg skal hilse dig mange gange fra Fru Ingeniør Petersen og Bjarne. Alex kommer snart en Ferietur Hjem med sin Forlovede, saa Du er bagefter kære George, men det gør skam ikke noget, saa meget des længere er Du min egen Dreng, og I kan tidligt nok blive forlovet og saa gift. Det er godt at være fornuftig i den Retning, og at se Tiden an. Der er alt for mange ulykkelige Ægteskaber, fordi mange er forhippede. Det er jo et helt langt Liv at leve sammen med med den, I vælger. – Min egen Dreng, jeg haaber, Du er i bedste Velgaaende, og at Gud vil bevare Dig, bevare dit Mod og Humør, hvad der end sker”.

De kærligste Hilsener, Tanker og Kys.
Din egen længselsfulde Mor.

Ved fronten

Nu var det blevet alvor for George Mac Donald. Han var kommet til fronten. Afsenderadressen var udskiftet med et feldpostnummer. Brevene blev kortere og de idylliserende beskrivelser forsvandt næsten, ligesom længslen efter at komme hjem på orlov var tydelig. Ifølge et senere brev gjorde han tjeneste i Kroatien, der på daværende tidspunkt blev styret af et fascistisk parti, Ustasi, der hjalp tyskerne med at bekæmpe de jugoslaviske partisaner. Det første brev fra fronten sendte han hjem den 23.7.1943 og ifølge Jørn Rosenmeir viser feldpostnummeret, at han er blevet overflyttet til 1. bataljon i 1. kompagni i regiment Danmark i den nye Division Nordland, der som nævnt også omfattede resterne af Frikorps Danmark:

Ss Pz. Gren. George Mac Donald

Feldpost Nr. 40670B

Kære lille Mor.

”Du maa tilgive mig, at jeg ikke har skrevet saa mange gange, men jeg har flyttet saa meget rundt i de sidste Maaneder, saa jeg har været bange for, at de skulle gaa tabt. Jeg kommer forhaabentlig snart Hjem på Orlov, men endnu kan jeg ikke sige noget bestemt. Jeg haaber, at jeg faar det ordnet, saa at du faar nogle penge; det bliver saa pr. Maaned, hvor mange ved jeg ikke. Fætter Kristian ligger ikke saa forfærdelig langt herfra, men det er længe siden, jeg har talt med ham. Jeg har det mægtigt godt; jeg er ude at bade hver Søndag, somme tider om Hverdagen ogsaa, naar Tjenesten tillader det. Vejret er fint her; I har vel en varm Sommer derhjemme, synes jeg har læst det i Aviserne (Den nazistiske avis Fædrelandet). Hvordan har I det; Bedstemor og dig? Er I raske? Haaber som sagt, jeg kommer hjem paa Orlov. Dermed ikke mere denne Gang. Tusinde Hilsener til Bedstemor”.

Kærligste Hilsener
George.

George er vendt tilbage til Østrig og til det rolige liv efter de hårde kampe i Jugoslavien, hvor bataljonen i en periode var omringet af 5.000 af Titos partisaner ved byen Glina. Men brevet, som han sender den 23.9.1943 er alligevel kortfattet:

Kære Moder!

”Ja, jeg vil lige skrive et par Ord til dig. Jeg er paa Køreskole i en lille by i Østrig, og skal have Kørekort til Lastvogn, Personvogn og Motorcykle paa en gang. Vi har det dejligt her; det er meget bedre end i Kroatien, der er alting saa støvet og varmt, her kan man forstaa Folkene og drikke Øl; det kan næsten ikke opdrives i Kroatien. Hvordan har I det derhjemme efter den nye Ordning? (Regeringens tilbagetræden den 29.8.1943). Er I alle raske? Jeg haaber, at jeg kommer på Orlov, naar jeg er færdig her. Det gør jeg ogsaa ganske bestemt. Naa, jeg maa i Seng nu, saa jeg maa slutte. Hils dem alle derhjemme. Hils Bedstemor mange tusinde Gange”.

De kærligste Hilsener
George

George var hjemme på orlov, sandsynligvis i efteråret 1943. Tage Knudsen fortæller, at han én gang var sammen med George, mens han havde orlov. De var sammen hos Gunnar Andersen, hvis far havde en købmandsforretning i Vestergade. George var i uniform, og da de andre tændte for radioen for at høre BBC, gik George ud, idet han sagde, at han ikke ville høre det, og at han desuden ville blive straffet, hvis det blev opdaget, at han hørte udsendelsen fra England.

I slutningen af 1943 blev Division Nordland flyttet til Østfronten ved Leningrad, der på dette tidspunkt havde været belejret af tyskerne i næste 1000 dage med store lidelser for befolkningen til følge. På dette tidspunkt var tyskerne på tilbagetog på alle frontafsnit. I februar måned 1943 overgav de sig i det indesluttede Stalingrad, hvor de mistede 300.000 elitesoldater, og samme sommer tabte tyskerne verdenshistoriens største panserslag ved Kursk i Ukraine, hvor de mistede en ½ mill. soldater. Disse nederlag betød, at tyskerne for altid mistede deres offensive kraft. Fra da af var der kun tilbagetog med blodige og nådesløse kampe fra by til by og fra hus til hus. Det var dette tilbagetog, som George Mac Donald kom til at tage del i ved Leningrad. De ændrede forhold fremgår tydeligt af det næste brev, som han skrev den 14.2.1944:

Kære Mor.

”Jeg er nu naaet tilbage til mit Kompagni og befinder mig i bedste Velgaaende. Min Kompagnichef er i Mellemtiden blevet indstillet til Ridderkorset. Jeg glemte for resten at faa Kristians Feldpost Nr.; det var jo rart nok, naar vi kunde skrive lidt til hinanden. Desuden glemte jeg selvfølgelig at købe Barberblade og den gode Barbersæbe er ogsaa sat over styr, saa jeg ved ikke, om du vil huske de to Ting, naar du sender Pakke.

Er Billederne kommet og er de gode? Jeg vilde gerne, om du vilde faa det bedste forstørret og sende det til mig. Jeg skal sige dig, at det er et, som jeg har lovet at sende til en ung Dame. Du kunde jo sende det i en af de gule Konvolutter imellem 2 Stykker Pap, men husk endelig at sende en ekstra Konvolut med. Jeg mangler jo ogsaa snart smaa Kuverter. Nu maa jeg slutte i Hast, det er det sidste Lys vi har i Øjeblikket, og det er udbrændt”.

De kærligste Hilsener
George

Den 16. januar 1944 brød russerne den tyske blokade af Leningrad, hvorefter de under voldsomme kampe pressede tyskerne mod Narva i det nuværende Estland. Under dette tilbagetog døde ca. 300 danske frivillige. Georges kompagnifører var hauptsturmführer (kaptajn) Per Sørensen, der var lægesøn fra Øster Vrå. Han var oprindeligt dansk linjeofficer og havde meldt sig lige efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941. Han faldt i Berlin i krigens sidste dage og blev begravet på en lille kirkegård af en kvinde, som efter krigens ophør passede gravstedet. Efter Murens fald rejste Per Sørensens mor til Berlin, fik sønnens lig gravet op, kremeret og bragt hjem til Danmark, hvor han blev genbegravet ved siden faderen på Løkken kirkegård.

Det sidste brev

Det var derfor ved Narva, at George den 7.3.1944 skrev sit sidste brev til moderen. I modsætning til de tidligere breve er det skrevet med usikker og utydelig skrift, og teksten på brevhovedet kunne kun give bange anelser:

Verwundeten Betreuung (Pleje af sårede).

Bereich Ostland Der N.S.D.A.P.:

Kære lille Mor:

”Du maa tilgive mig, at jeg ikke har skrevet noget mere, men det har desværre været umuligt, da vi har ligget helt fremme i den sidste lange tid. Jeg er nu for 3 Dage siden blevet saaret, men det er heldigvis ikke så slemt. Granatsplinter i Benene og i Sædet, og det er kun Kødsaar alle sammen; det værste er kun, at det vil vare længe med at heles, men det gaar jo alt sammen af på Krigen, og bagefter giver det jo nok en god, lang Orlov.

Hvordan har I det ellers, Bedstemor og dig. Er I raske og gaar det sin vante Gang. Du maa endnu ikke skrive, da jeg ikke ved min Adresse. Vi flytter jo altid lidt rundt, men lige saa snart jeg har en saa nogenlunde fast Adresse, saa skriver jeg med det samme. Du maa have min Skrift undskyldt, men jeg ligger jo paa Sengen. Nu kan jeg ikke mere, jeg er saa søvnig, har lige faaet en indsprøjtning”.

De kærligste Hilsener til dig og Bedstemor.

Syv dage efter, den 14. marts 1944, døde den kun 21 årige George Mac Donald af sine sår, for man havde endnu ikke adgang til penicillinen, der sikkert kunne have reddet ham. Ifølge Jørn Rosenmeier kunne Ingeborg Mac Donald have søgt og fået en månedlig ydelse på 40 Reichsmark af den tyske stat som erstatning for tabet af George, men ingen ved, om hun søgte.

Da bedstemoderen døde, blev Villa Ternen solgt, og Ingeborg lejede værelset hos os, inden hun fortsatte til Aalborg, hvor hun var husbestyrerinde i mange år. Senere blev hun gift med lodsformanden i Frederikshavn, Frits Pihl. Da han blev pensioneret, flyttede parret til Pandrup, hvor Ingeborg døde i 1969 som et kært medlem af familien Gregersen med kælenavnet tante Bo Bo.

Ingeborg Mac Donald fik aldrig andre børn end George. Hans ”rejse” fra USA via Brovst til Østfronten sluttede i en ukendt grav ved Narva. Men hjemme i Danmark skrev hans mor hans dødsannonce, der nok var lille af omfang, men rummede stor kærlighed og sorg. Som minde havde moderen billederne af George og de mange, kærlige breve fra ham, der bærer præg af at være blevet læst igen og igen. Breve, hvis indhold viser en helt anden side af George, end den problemfyldte unge mand, som beboerne i Brovst kendte, og som blev hans eftermæle. – De tre dygtige skolekammerater, Tage, Egon og George, der fulgtes ad i skolen i så mange år, fik unægteligt vidt forskellige skæbner.