Gennem Rædslerne i Buckenwalde

Alfred Christoffersens grav på Fjerritslev Kirkegård.

Alfred Christoffersens grav på Fjerritslev Kirkegård.

Politibetjent Alfred Christoffersen, Fjerritslev, vendte hjem efter Ophold i tre tyske Koncentrationslejre

Fjerritslev Avis 14. maj 1945

Tidligere Landmand Alfred Christoffersen, Fjerritslev, blev i August i Fjor ansat i det danske Politi og har i de følgende ni Maaneder ført en Tilværelse fyldt med uforglemmelige Farer og Rædsler i tyske Koncentrationslejre.

End ikke et langt Ophold i den mest berygtede Fangelejr, Buckenwalde (Buchenwald, red.), blev han forskaanet for. Han oplevede dog den Dag, da Befrielsens Time slog, og efter et Ophold i Sverige naaede han i Onsdags til Fjerritslev, hvor han blev beredt en hjertelig Modtagelse paa Banegaarden og blev baaret i Guldstol til sit Hjem.

I Kreaturvogn gennem Tyskland

I en Samtale med Fjerritslev Avis fortæller Christoffersen stilfærdigt om de danske Politifolks Behandling og de forfærdelige Maaneder, han selv oplevede under Interneringen.

»Den 15. August i Fjor blev jeg ansat ved Politiet og opholdt mig paa Klerkegades Kaserne i København, da det danske Politi blev afvæbnet den 19. September.

Ved Aktionen om Formiddagen fik vi Besked om, at vi efter Afvæbningen kunde vende hjem til vore Familier, men om Aftenen kom der Kontraordre, og vi blev uden Varsel afhentet i Lastbiler og kørt til Havnen og stuvet sammen i et Skib. Vi blev sejlet til en tysk Havn – vistnok Lübeck – og rejsen varede 2 Døgn paa Grund af Minefaren. Vi havde meget lidt Plads, og af Mad fik vi lidt Knækbrød og Rugbrød.

Straks vi ankom til Havnen, blev vi ført til Jernbanen og læsset i Kreaturvogne. Der var 50 Mand i hver Vogn, ingen Halm paa Gulvet og saaledes heller ingen Mulighed for nogen Hvile i de 6-7 Dage, Køreturen varede. Forplejningen var stadig mangelfuld, og da vi ankom til vort Bestemmelsessted, Neuengamme, var mange af os mærket af Sygdom foraarsaget af Overanstrengelse og Sult. Disse Forhold blev ikke bedre i Lejren, hvor Maden, som næsten udelukkende bestod af tynd Kaalrabisuppe, var uspiselig. Selv med vor bedste Vilje kunde ikke tvinge mere ned end nogle faa Skefulde af den uappetitlige Væske. Den første Nat var den værste. Vi blev anbragt i en Kælder, hvor vi maatte staa op hele Natten, og paa Grund af Varmen i det overfyldte Lokale led vi frygtelig af Tørst.

Mange af de stærke Betjente bukkede under, besvimede eller fik Krampeanfald og maatte bæres bort.

I Rædslernes Højborg

En Uges Tid senere blev vi atter drevet ind i Kreaturvogne og rejste i tre Dage, hvor vi levede paa lidt Rugbrød og 15-20 Gram Margarine om Dagen, men uden Vand.

Da vi ankom til Lejren, opdagede vi, at det var Buckenwalde, den værste af dem alle. Begyndelsen var dog god nok, vi kom i Bad, men derefter blev vi frataget vore Uniformer, som for øvrigt for længst var blevet plyndret for Knapper og Skulderstropper. I stedet fik vi hver et Sæt pyjamaslignende Tøj, som vi først troede skulde benyttes kun som Nattøj, men som var Fangedragten.

De første Dage gik vi ledige, men derefter blev vi inddelt i Arbejdskolonner og sat til at slæbe Sten. Det var nu ikke saa slemt, som det lyder til. Vi skulde blot være i Bevægelse, og vi forsled os absolut ikke. Stenene skulde bæres fra den ene Ende af Lejren til den anden, og nogle Dage efter bar vi dem tilbage. Vi boede op til 1.000 Mand i vældige Barakker, hvor Forholdene var elendige, men værre var det med Maden, der vekslede mellem Kaalrabisuppe og Kartoffelsuppe. Den eneste Forskel var Navnet. Jeg maatte spise af et Vandfad og havde en Træske, som imidlertid knækkede, og saa blev Fingerne jo vaade, naar den lille Stump skulde ned i Suppen. Kniv havde vi ikke, men maatte smøre Brødet med Skeen.

Det lykkedes mig at lave en Kam, og den fik jeg senere god Brug for, da Væggelus og Lopper blev særlig slemme.

Sygdom og Død

Hver Aften stillede vi paa Appelpladsen i Grupper paa 10 Mand, og her maatte vi aflevere en særlig Hilsen for SS-Mændene. En Aften maatte vi staa paa Pladsen i stærkt Regnvejr i to Timer, fordi en Polak var forsvundet. Vi maatte gaa i Seng med det vaade Tøj, og mange af os blev syge. Sygdom hærgede Barakkerne, mange blev syge hver Dag, og Dødsfald var ogsaa en næsten daglig Begivenhed.

Efter denne Ventetid i Regnen blev jeg syg, det var den 2. November, og samtidig blev Politibetjent Sørensen fra Thisted, som jo i sin Tid var i Fjerritslev, ogsaa syg. Jeg klarede det i Løbet af 8 Dage, men Sørensen døde; jeg sad med hans Haand i min, da det skete. – – –

Jøderne og Russerne i Lejren fik en haardere Behandling end de danske Betjente, og de havde heller ikke saa megen Modstandskraft. De døde som Fluer. Naar Ligene skulde fjernes, blev der blæst Luftalarm, saa ingen af Fangerne kunde se, hvad der skete.

En Dag stod vi tre Mand ved et lille Vindue og saa noget forfærdeligt. Mellem 40-50 Lig af Russere og Jøder blev slæbt ud af en Barak, kastet i Lag op paa en Lastvogn og kørt til et Jernbanespor, hvor de blev stablet op inde i Kreaturvogne og kørt bort for at brændes.

Til de mindre Ubehageligheder hørte Utøjet, som tit var saa slemt, at vi gik paa Gulvet hele Natten for at undgaa deres Bid. Og det er jo heller ikke noget at tale om, at en SS-Mand en Dag greb mig i at ryge i Smug i Arbejdstiden, der skete nemlig ikke andet, end at han slog Cigaretstumpen og en Tand ud af Munden paa mig.

Røde Kors-Pakkerne reddede os

Vi havde været i Buckenwalde en Maanedstid, da de første Røde Kors-Pakker kom med Pølse, Ost, Kiks, Havregryn og meget andet, som vi troede ikke eksisterede mere.

Det kan slet ikke beskrives, hvad disse Pakker betød for os. Ikke alene gav de os virkelig nærende Mad, men Humøret og Haabet steg. Og hos mange kneb det netop med at holde Humøret oppe, og saa havde de heller ikke Modstandskraft over for Tyfus og de andre Sygdomme i Lejren.

En Del, der havde Lægeattest, blev sendt hjem til Jul, og vi, der blev tilbage, fik Besked, at vi ogsaa skulde hjem inden Jul.

Vi gav derfor vore sidste Røde Kors-Pakker til unge norske Studenter, som var kommet til Lejren, helt afkræftede af Sult og Overanstrengelse.

En Morgen blev vi beordret op paa Appelpladsen kl. 6 for at blive hjemsendt. Vi stod der til Aften og fik da Ordre til at marchere til Banen. Men der stod SS-Folk med Maskinpistoler og passede paa os, saa vi forstod, at det ikke gik hjemad denne Gang.

Jul i Mühlberg

Derimod kom vi til Lejren Mühlberg. Her var Maden bedre. Det var ganske vist det samme: Suppe, men den var tilberedt af engelske og amerikanske Kokke og smagte ligesom af lidt mere. Men tilstrækkelig var den ikke. Jeg plejede derfor at spise Kartoflerne med Skrællen – det fyldte alt sammen.

I denne Lejr tilbragte vi Juleaften, men mærkede ikke meget til den. Vi fik som Julemad to Skiver Brød, den ene med bart, den anden med Margarine og Sukker, dertil Kaalrabisuppe. Vi sang et par Julesalmer, og saa var den Juleaften forbi.

Paa Flyvemaskinefabrik i Wittenberg

To Uger senere blev vi sendt til Wittenberg og sat i Arbejde i Fabrikkerne. Jeg kom paa en Flyvemaskinefabrik, hvor jeg skulde bore Huller og file forskellige Metaldele.

Vi arbejdede 12 Timer skiftevis med Nat og Dagarbejde i en Uge. Der kunde udrettes meget paa den Tid, og det gjorde vi ogsaa, men altid noget forkert. Hullerne blev boret de forkerte steder, og vi filede, hvor der ikke skulde files. En Dag stod jeg og drev den af, da Formanden kom anstigende. Jeg greb et Stykke Metal og filede løs, men han rev det fra mig og spurgte arrigt, hvad jeg troede, det skulde bruges til. – Jeg ved ikke, hvad I skal bruge jeres skrammel til, svarede jeg, og saa var vort venskab forbi.

Ogsaa her boede vi i Barakker, men det blev stadigt mere sparsomt med Maden, og hver eneste Aften var der nogle Timers Luftalarm. Væggelusene bed utroligt her, men vi fik noget svensk Lusepulver, og det hjalp.

Der var mindre Disciplin her, og vi blev behandlet bedre, fordi Vagten nu var almindelige Soldater og ikke de ondskabsfulde SS-Folk. Men naturligvis skulde vi holdes nede, og en Del af os fik Besked om, at vi som Straf for forskellige Forseelser vilde blive sendt ud for at grave Skyttegrave. Vi blev ogsaa udkommanderet flere Gange, men vendte hver Gang tilbage til Lejren efter en længere Marchtur.

Dejlige dage i Sverige

I begyndelsen af April forlød det, at vi skulde sendes hjem, men det havde vi hørt saa tit, at vi ikke troede paa det. Denne Gang var det alligevel rigtigt. Den 2. April rullede de store, hvide svenske Busser ind i Lejren, og dér stod vi og kunde knap se dem, fordi vi havde noget vaadt i Øjnene. Vi fik Cigaretter og dejlig Mad, men ellers er det jo slet ikke til at fortælle, hvad den Stund betød for os.

Saa kørte vi først til Neuengamme, hvor vi overnattede, og næste Dag videre til Frøslev. Det var et helt Ferieophold, sammenlignet med de tyske Lejre, og jeg fik Lejlighed til at raabe en hilsen gennem Pigtraadsspærringen til Karen Christiansen.

Et par Dage efter gik Turen videre til Sverige, og al den Godhed, vi mødte under Rejsen, gjorde det til en uforglemmelig Tur. Folk smed Cigaretter, Smørrebrød og Wienerbrød gennem Vinduerne til os overalt herhjemme, og da vi med Færgen ankom til Sverige, var de lige saa flinke dér.

I Malmø blev vi lægeundersøgt og fik en ren Kedeldragt og Undertøj, og kort efter gik Rejsen videre til Rønneby. Her var vi samlet op til 900 danske Betjente, der boede i Sommerhuse og paa Hoteller og havde det herligt.

Vi fik Tobakskort og Restaurationskort samt 25 Kr. til Indkøb, og desuden blev vi alle sammen fuldstændigt ekviperet, nyt Tøj, Undertøj, Overfrakke, Toiletsager, Kuffert osv.

Hjemkomsten

Nu manglede der blot eet – at komme hjem til Danmark, saa det maa være let at forstaa, hvad vi tænkte, da Budskabet om Kapitulationen kom. Allerede om Mandagen ankom vi med Færgen til København, hvor et Hav af Mennesker gav os en dejlig Velkomst. De Betjente, der har Hjemme i Provinsen, fik Lov at rejse videre, og Onsdag Aften ankom jeg til Fjerritslev.

Da Toget kørte ind paa Stationen, og jeg saa de mange Mennesker, tænkte jeg, at der maatte være en eller anden Fest i Byen. Det faldt mig ikke ind, at det var mig, det gjaldt, og da jeg blev klar over det, blev jeg saa bevæget, at jeg slet ikke kunde sige Tak, som jeg gerne vilde.«

Christoffersen har roligt og ligetil fortalt om sit Livs store Oplevelser, men at han ikke er gaaet helt upaavirket gennem Lidelserne, røber en vis Rastløshed og hans svagt rystende Hænder, og han indrømmer da ogsaa, at hans Nerver ikke er helt gode for Tiden, saa han haaber, der bliver Lejlighed til at falde til Ro i de hjemlige Omgivelser, inden Tjenesten atter kalder.

 

Efterskrift

Alfred Kristian Kristoffersen (Christoffersen) var født 29. januar 1916 i Gøttrup Sogn. Forældrene var arbejdsmand Niels Kristian Elenius Kristoffersen og hustru, Jette Katrine Skovsted, Gøttrup By.

Ved folketællingen 5. november 1930 var han tjenestekarl på gården Solbakken umiddelbart syd for Fjerritslev. Han kom på politiskolen i København, og 15. august 1944 blev han ansat ved politiet på Klerkegades Kaserne i København, hvor han så blev taget af tyskerne tirsdag 19. september 1944.

Efter frigivelsen blev han modtaget på Fjerritslev Station onsdag 9. maj 1945.

Alfred Christoffersen døde 28. september 1945 af en sygdom, som han havde pådraget sig i koncentrationslejrene i Tyskland, og blev i oktober begravet på Fjerritslev Kirkegård, hvor familie og venner satte ham et minde med ordene: »Du døde for Danmark«.