Af Karen Ruge, født Christiansen
redaktion@sognegrupper.dk
Skrevet til Lokalhistorisk Arkiv Fjerritslev 2. maj 1995 i anledning af 50-året for Danmarks befrielse.
Introduktion
Karen Bihlet Ruge, født i Brovst 16. juli 1926, var datter af arkitekt Andreas Christiansen, Rolighedsvej 2, Fjerritslev, og efter endt skolegang på Fjerritslev Realskole fortsatte hun som gymnasieelev på Aalborg Katedralskole, som fostrede den kendte modstandsgruppe Churchill-klubben. Inspireret heraf blev flere elever involveret i modstanden mod den tyske værnemagt. Karen påtog sig forskelligt kurérarbejde med illegale blade, og desuden blev hun sammen med andre instrueret i jernbanesabotage. Når Gestapo viste sig i skolegården, blev der lynhurtigt trykket på »frikvartersknappen«, så der opstod et virvar, hvorved det var umuligt for tyskerne at finde frem til eftersøgte personer. Karen boede hos sin tante og onkel i Aalborg, men var bekendt med modstandsbevægelsen hjemme i Fjerritslev, hvorfor det var vigtigt ikke at røbe noget. Som 18-årig blev hun i januar 1945 anholdt af Gestapo og derefter sendt i fangenskab i Frøslevlejren, hvor hun opholdt sig frem til befrielsen i maj samme år. Efter den forsinkede studentereksamen uddannede hun sig til bibliotekar i København og var lærer på Krogerup Højskole, indtil hun sammen med sin mand, afdøde sognepræst Johannes Ruge, flyttede til Samsø i 1953. Her blev børnene Peter, Ane Mette og Dorte Ruge født, og hun var ved siden af arbejdet i præstegården i Besser organist ved kirken og arbejdede på Tranebjerg Bibliotek. Da familien i 1968 flyttede til Enderslev på Sjælland, var hun gennem flere år ansat på Køge Bibliotek. Hun var i de år engageret i skolebestyrelsesarbejde, og efter at have læst til lærer arbejdede hun nogle år som voksenunderviser i dansk. Karen Ruge fortsatte sit uddannelsesforløb på Københavns Universitet i de følgende år og tog eksamen i kristendomskundskab, dansk og kunsthistorie. Præsteboligen i Lille Heddinge dannede i de samme år fra 1974 til 1987 rammen om hendes og Johannes Ruges virke som provstefolk for Tryggevælde Provsti. Karen Ruge bosatte sig senere i Ølby ved Køge og bor nu på Amager ved København.
Karen Ruge medvirker i 3. del af DR’s dokumentarserie »Danske modstandskvinder«, som senest er vist på DR K i juni 2013.
Her følger Karen Ruges beretning om tilfangetagelsen i Aalborg 19. januar 1945, forhørene hos Gestapo, transporten og ankomsten til Frøslev 25. januar 1945, opholdet i barak H 16 stue 4, befrielsen og hjemkomsten til Fjerritslev 7. maj 1945.
Beretning
På opfordring vil jeg gerne knytte et par kommentarer til billederne fra 7. maj 1945:
Det er med blandede følelser, jeg genser billederne fra dengang – jeg var naturligvis meget glad, men den modtagelse var lidt af et chok, alt for overvældende og helt ude af proportioner, følte jeg. Men alle var jo så glade i de dage, også over at der var nogen at lade glæden gå ud over – og 7. maj blev det så altså mig. Og festligt var det.
Baggrunden var, at jeg 19. januar 1945 blev taget af tyskerne i Aalborg, hvor jeg dengang gik i gymnasiet. Efter en periode i Kong Hans Gades Arrest og flere forhør i Gestapos hovedkvarter på Højskolehotellet blev jeg sammen med andre overført til Frøslevlejren ved Padborg. Turen med tog dertil tog 33 timer – værst for mændene, der var lænket sammen med håndjern to og to.
I Frøslev boede jeg i den ene af de to kvindebarakker. De var adskilt fra resten af lejren med højt pigtrådshegn suppleret med »spanske ryttere« hele vejen rundt. Det forhindrede nu ikke kontakt – bl.a. fik vi hver dag BBC-nyheder fra lejrens hemmelige radiomodtager kastet over hegnet i en tændstikæske!
Vi boede ca. 10 på hver stue, sov i køjesenge. Varmekilde var en lille kakkelovn og en lille daglig ration af fugtigt brænde. Rengøring og orden blev dagligt kontrolleret af en kolerisk tysk vagtsoldat. Hver morgen var der »appel« på gangen, hvor vi blev talt! Der var nu ikke mange chancer for at flygte, da vinduerne blev lukket med træskodder hver aften.
Der var dansk forplejning, så vi led ingen nød. Kvinderne blev tre gange om dagen hentet til spisebarakken af tyske vagtsoldater – en sælsom procession. Mændene kunne bevæge sig frit i lejren, men kvinderne måtte nøjes med arealet mellem de to barakker og en ca. to meter bred passage rundt om dem. Det var et stort problem for mange, at der aldrig var mulighed for at være alene. Når man er spærret inde på den måde, får man af og til »kuller«. Fremtiden var usikker, og mange var bekymrede for slægtninge og kammerater.
Værst var dog de nætter, hvor der gik transport til tyske KZ-lejre – jeg oplevede det to gange. Alle i lejren blev vækket midt om natten og stillet op til appel i gangen – det varede i timevis. Et hold Gestapofolk gik fra barak til barak og læste navnene op på dem, der skulle af sted. Den sidste kvindetransport afgik i december 1944, men mange af kvinderne havde mænd, kærester og sønner i lejren. Først om morgenen vidste de besked.
Sådanne dage var drøje, men ellers prøvede vi at holde humøret oppe hos hinanden. Der var et utrolig godt kammeratskab. Personlig blev jeg vist nok, som den yngste på stuen, lidt forkælet!
I almindelighed var hverdagen i Frøslev udramatisk, men nedenunder var der altid en stor usikkerhed. Især da krigsafslutningen nærmede sig, gik der mange rygter om, hvad der ville ske med os i lejren.
Det var helt umuligt at forudsige tyskernes reaktion. Det gik bedre, end vi havde turdet håbe. Frihedsbudskabet fik vi samtidig med alle andre. Vinduer og døre blev smækket op, men vi blev ikke lukket ud før dagen efter. På lejrens appelplads hørte vi i fællesskab kongens og statsministerens taler.
Derefter gik turen hjem med særtog. Rejsen op gennem Jylland var som et triumftog – bøgegrene, musik, sang og gaver på alle stationer. Det var en utrolig og uvirkelig oplevelse.
Jeg var ikke en af modstandsbevægelsens »store fisk«, men jeg kendte navnene på de ledende modstandsfolk i Fjerritslev. Min største bekymring var, at jeg under forhør skulle komme til at røbe dem. Det ville have været en stor tragedie. Det undgik jeg, og i dag kan jeg se, at det måske var en del af baggrunden for den modtagelse, jeg fik 7. maj 1945 – så jeg har »forsonet« mig med den!
Efterskrift
Finn Løkkegaard, der er tilknyttet Projekt Besættelsestidens Han Herred, har i februar 2013 haft kontakt med Karen Ruge for at høre, om hun har yderligere oplysninger om sit ophold i Frøslev og hjemkomsten til Fjerritslev. Karen Ruge skriver i sit svar:
Som sagt kan jeg ikke bidrage med yderligere. Min eneste faste kontakt var Anker Poulsen, der var min lærer på realskolen. Hvad vi drøftede, og hvad jeg bragte videre, husker jeg ikke nu, men det har vist ikke været epokegørende ting.
Som tidligere nævnt betragter jeg det, at jeg holdt mund med min Fjerritslev-kontakt under forhørene hos Gestapo som min største fortjeneste. Og når jeg ser navnene på de agtværdige familiefædre, ser jeg endnu tydeligere, at det havde været en ubærlig katastrofe, hvis Gestapo var begyndt at trevle op – så tak og pris, at jeg ikke gik i panik!