Af Marthinus Christensen, »Strandvig«, Gøttrup Strand (født 1937), som her fortæller om sine oplevelser under den tyske besættelse 1940-45
Interview ved Folmer Møller, Fjerritslev
Skoleudflugt
Marthinus begynder med at fortælle om bl.a. en skoleudflugt, der gik til Svinkløv. Det foregik selvfølgelig med hestevogn. Under krigen var alle private biler klodset op, et nødvendigt krav bl.a. på grund af benzinmangel. Da skoleudflugten var nået frem til Svinkløv, blev hestene spændt fra og tøjret på en lille græsmark, dér hvor campingpladsen ligger i dag. Herfra kunne man så gå på nogle stier ud på skrænten og videre ned på stranden. I området var der en del tyskere ved de forskellige tyske bunkere, som var i området.
Engelsk flyver skudt ned
I 1944 oplevede Marthinus, at en engelsk flyver blev skudt ned. Familien var på besøg på Tinglavgaard mellem Gøttrup og Klim. Først hørte de en del skud, og da de kom ud på gårdspladsen for se, hvad der foregik, kunne de se, at der bl.a. blev skudt med lysspor. For at følge episoden gik de op på Gøttrup Rimme, hvor de kunne se ud til Limfjorden. Dengang var der frit udsyn, idet der ikke var beplantet som i dag. Da de kom derop, kunne de se, at flyveren var styrtet i vandet, idet vandet var oplyst af et vældigt ildhav. Ingen overlevede.
Få tyskere i Gøttrup
I Gøttrup og nærmeste omegn var der stort set ingen tyske soldater. Normalt var alt stille og roligt. Dog blev der sidst på krigen nedkastet en del våben ude på fjordholmen. De fleste tyske soldater her på egnen var glade for at være her, og de undgik helst at genere den lokale befolkning. Sidst på krigen kom der en del russiske soldater ud på Vejlerne. Disse russiske soldater havde ikke det samme forhold til ejendomsretten som de tyske soldater, så de fik efterhånden et meget dårligt ry.
Tyske navneskilte
Ved udgravningen til Børnehaven Skovhuset, som blev bygget i nærheden af Fjerritslev Gymnasium, fandt man enkelte tyske militær navneskilte. Disse skilte havde nogle tyske soldater smidt dér, inden de marcherede hjem efter kapitulationen, idet de ikke så gerne ville identificeres ved tilbagekomsten til Tyskland.
Mystisk ting på græsmarken
I 1944 skulle Marthinus hente køerne hjem fra marken. Her faldt han over noget mystisk. Det var en stor ballonskærm, hvortil der havde været monteret en kasse, som Marthinus’ far vurderede til evt. at være farlig, hvorfor han ringede til værnemagten i Fjerritslev og anmeldte det skete. Efter kort tid kom en russisk soldat cyklende til Gøttrup for at vurdere »tingen«. Marthinus og hans far viste vej ud til genstanden på marken. Russeren kravlede forsigtigt hen til kassen, imens de to fra »Strandvig« gemte sig i en grøft. Det blev konstateret, at kassen indeholdt en støjsender, så den var ret ufarlig, men der var vedhæftet en engelsk instruktionsbog, som Christensen senior fik ranet til sig. Bogen var skrevet på engelsk, men da Christensen senior tidligere havde opholdt sig en del år i Canada, kunne han læse bogen, og da han havde erfaret, hvad det var, brændte han den straks.
Smalsporsbanen
Fra området mellem Klim Strand og Kollerup Strand havde tyskerne etableret en smalsporsbane (tipvognsbane). Denne bane var etableret for at transportere grus til Aggersund. Den krydsede Thisted-Fjerritslevbanen omkring ved Gøttrup Station.
Marthinus legede en del med stationsforstanderens børn på Gøttrup Station og fik derfor kendskab til, hvordan smalsporsbanen fungerede. Der skulle sættes stopskilte op, når ralbanen skulle passere Thisted-Fjerritslev banen, hvis der kom et almindeligt tog samtidig. Dette banekryds blev bevogtet af fire-fem tyske soldater, som havde vagtstue i et skur.
Landinspektør Monrad, Aggerssund, havde projekteret baneforløbet, og tyske ingeniører arrangerede og planlagde arbejdet. Danske entreprenører udførte bygningen. Disse entreprenører ansatte så ret mange arbejdere til at udføre det manuelle arbejde. Mange af disse arbejdere var arbejdsløse, der kom fra København og mange andre steder.
Den lokale sognefoged havde opgaven med at fordele dem til de forskellige kvarterværter rundt om i sognet. De skulle have en seng at sove i plus fuld kost. Dette blev så honoreret af det offentlige.
Mølleåen havde man opstammet, så man kunne hente vand til lokomotiverne her. Familien Christensen på gården »Strandvig« havde også en arbejder indkvarteret. Han var ikke særlig villig til at gå på arbejde, og en dag opdagede Christensen senior, at han havde givet hestene sin madpakke, og det synes Christensen var noget svineri, så han beklagede det til sjakbajsen. Manden blev omgående fyret.
Hos Chr. Olesen i Aggersund
Mod krigens slutning var Marthinus sammen med sin far hos foderstoffirmaet Chr. Olesen i Aggersund. Marthinus’ far var gode venner med Chr. Olesen, og de kom til at snakke om den store tyske bunker, der lå/ligger lige før Aggersundbroen.
Sammen med Chr. Olesen og landinspektør Monrad fik Marthinus og hans far en rundvisning i bunkeren af den tyske bemanding. Som nævnt kunne Marthinus’ far engelsk, og det kunne tyskerne også, så de fik en forklaring på funktionen i bunkeren. Marthinus fik lov til at sidde på skyttens plads og dreje rundt med kanonen. Den var sikret på den måde, at den ikke kunne beskyde broen og ikke ind imod Aggersund by. I dag kan man undre sig over, at en sådan rundvisning kunne finde sted.
Mørklægning
På gården »Strandvig« blev der først indlagt elektricitet i 1949. Det var installatør Sørensen, Fjerritslev, der stod for installationen.
I den mørke tid under krigen var det mest stearinlys, der blev anvendt som indendørs belysning. Stearinlysene fremstillede de selv på gården. På gården havde de nemlig en del får, og når der blev slagtet syv-otte får, blev der altid en del fåretalg, som de kunne bruge til at fremstille stearinlys af.
Det foregik på følgende måde: En lang stige blev placeret liggende på et par passende høje stole eller taburetter i køkkenet og fortsættende gennem døren ud i bryggerset. Nu kunne man så dyppe den passende afmålte vægetråd i det smeltede talg og placere det på trinene på stigen. På gulvet var placeret et passende underlag til at suge det overskydende talg. Der var en »herlig« duft i huset!
Under mørklægningsperioden blev der kartet og spundet af fårenes uld. Bl.a. var der ansat en tjenestekarl, som var god til at strikke strømper, og det var hans fritidsbeskæftigelse under de lange, halvmørke aftener på gården.
Nogle steder havde man vindmøller på gårdene til at drive tærskeværket, kværnen m.m. Men på »Strandvig« havde de en amerikansk petroleumsmotor, som Marthinus’ far hentede petroleum til hos fiskerne i Thorup Strand. Indimellem blev der også tærsket lidt korn med plejl. Det blev brugt til at skære til hakkelse til hestene. Her gjorde det ikke så meget, om der var lidt kerner tilbage til hestene.
Opvarmning af stuehuset
Der blev mest fyret med træ, som man selv havde skovet i den private skov, desuden blev der brugt tørv, som blev købt. Komfuret i køkkenet var varmekilden i dette rum, og her opholdt man sig mest.
Selvforsyning
På landet var man for det meste bedre stillet end beboerne i byerne; man var nemlig for det meste selvforsynende af fødevarer, dog undtaget de rationerede købmandsvarer såsom kaffe, sukker osv. På »Strandvig« slagtede man høns, ænder, gæs, får og svin, som til dels blev anvendt i den private husholdning; dog blev noget solgt eller byttet væk.
Når der blev slagtet fjerkræ, blev der slagtet 10-12 gæs og en del ænder. Når slagtedagen oprandt, blev der sendt bud efter en ældre dame fra Gøttrup. Hun var ekspert i at plukke fjerkræ. Hun blev placeret i bryggerset, og så blev dørene lukket, indtil hun var færdig.
Gåsedunene blev særskilt samlet; de skulle byttes væk for stof til at sy beklædning af. Overskydende gæs og ænder blev pakket sammen og afleveret til købmanden, som så sørgede for, at de blev sendt til København. Det slagtede fjerkræ var ikke »taget ud«, altså var indvoldene stadig intakte. Hvad mon myndighederne ville have sagt til det i dag?
Gøttrup Skole
Under krigen, hvor Marthinus gik i Gøttrup Skole, oplevede han, at man skulle være varmt klædt på om vinteren. Der var ikke særligt varmt i skolen; man manglede penge til at købe brændsel for. Desuden var skolen også efterhånden dårligt vedligeholdt, idet kommunen ikke havde penge til at få repareret diverse skader på f.eks. vinduer og døre.
Til skolestart i 1943-44 var tilmeldt 21-22 børn. Dette store tal var sikkert børn fra de ret mange nye statshusejendomme, der var blevet opført i 1930’erne. I en hel del år afholdt lærer Mortensen aftenskole for egnens unge.
Tyskvenlige danskere
Sidst på krigen var der en del danskere, som blev betragtet som tyskvenlige. Måske var de betragtet som en slags dobbeltgængere, så lige efter krigens afslutning blev de »hængt ud« eller endnu værre: nogle blev arresteret og straffet. I en del af disse tilfælde var det nok justitsmord. Nogle af dem, som i folkemunde var blevet hængt ud, forlod egnen og flyttede til andre steder, idet de ikke kunne holde folkesnakken ud.
Tyskerne på vej hjem
Nogle dage efter krigens slutning begyndte de tyske soldater hjemmarchen. Mange af dem kom vestfra og derved igennem Gøttrup, og en dag var skolegården helt fyldt med tyske soldater.
Lige efter krigens slutning kunne der findes forskellige efterladenskaber fra det tyske militær, og det var ret populært blandt drenge og unge mennesker at samle på disse ting. Marthinus havde også fundet forskellige effekter, og en dag midt i maj måned, hvor han var alene hjemme, var han ved at lege med nogle tændsatser. Det gik imidlertid galt, og han måtte indlægges på Fjerritslev Sygehus, hvor de opererede ham. Han fik sengeplads i kælderen bl.a. sammen med en dansk befalingsmand, som var stationeret i Fjerritslev, hvor de havde opsyn med en flygtningelejr i nærheden af dyrskuepladsen. Lejren var indhegnet med pigtråd.