Af Lars Larsen
www.frikorpsdanmark.dk
Introduktion ved Bente Kristensen, Lokalhistorisk Forening for Øster Han Herred,
benteogjjk@dlgmail.dk
I december 2014 blev Lokalhistorisk Forening for Øster Han Herred kontaktet af Lars Larsen, en ung mand fra Randers, der i mange år har gennemsøgt adskillige arkiver i hele landet for at kortlægge beretninger om de unge mænd, der frivilligt meldte sig til Frikorps Danmark.
Han har skrevet en bog om det og er i gang med endnu en bog. Han efterlyste slægtninge til og oplysninger om en ung mand fra Arentsminde, der havde meldt sig til tysk krigstjeneste, og som faldt i Rusland juledag 1942.
Vi fik straks skabt kontakt mellem Lars Larsen og Poul Erik Reiche, som leder det lokalhistoriske arkiv i Arentsminde, og hvilket held! Skæbnen ville, at Poul Erik straks vidste, hvem det drejede sig om, og kunne hjælpe med navn og adresse på en søster til den faldne soldat, fordi hun for et par år siden havde overladt sine personlige erindringer til arkivet i sin ungdoms by, Arentsminde.
Søsteren lever stadig, og lykkeligvis ville hun gerne tale med Lars Larsen. Han besøgte hende lige før julen 2014, og det blev et bevægende møde for begge parter.
Dette offentliggøres med Lars Larsens tilladelse. Lars’ hjemmeside er et besøg værd: www.frikorpsdanmark.dk Han vil meget gerne kontaktes, hvis du kan fortælle noget om Frikorps Danmark.
Jeg lader herefter beretningen tale for sig selv:
Lars Larsens beretning om Laurits Jensen fra Arentsminde
Lad mig få det på det rene, at det på INGEN måde er for at gøre Laurits Jensen til en martyr – eller hylde de danske SS-frivillige – men jeg vil blot fortælle om en ung mand, som valgte side under krigen, en side, som i sidste ende kostede ham livet i en meningsløs krig.
– Bruger du noget i kaffen? spørger den ældre dame mig.
– Nej, ellers tak, skynder jeg mig at sige.
– Nu skal du endelig ikke holde dig tilbage! hvorefter hun peger på de hjemmelavede brunkager. Vejret er også kun til varm kaffe og brunkager, det er en grå dag i starten af december 2014.
Det er lidt et tilfælde, at jeg er kommet i kontakt med den ældre dame, som jeg skal tale med om noget, som ligger så fjernt som 72 år tilbage. Men jeg vil lige spole tiden tilbage, ikke 72 år, men to måneder.
En længe ventet tur til Demjansk var endelig kommet på plads. Visum osv. var klar, og dagen var endelig oprundet, hvor vi skulle af sted for at gense, hvor Frikorps Danmark kæmpede i sommeren 1942. Vi er ikke mere end landet i Sankt Petersborgs lufthavn, før jeg møder min russiske kontakt, en mand i starten af 40’erne, som jeg har kendt igennem de sidste 15 år.
Inden afrejsen havde han kontaktet mig, at han havde et Frikorps Danmark-hundetegn eller på tysk »Erkennungsmarken«. Vi aftalte at mødes i lufthavnens forhal og se på sagerne.
Det første, der mødte os, var den russiske kulde, derefter kom min kontakt. Ca. en halv time efter forlod vi lufthavnen med retning imod Staraja Russa, ca. 300 kilometer længere sydøstpå.
Da vi var kommet hjem fra turen, ventede der mig en længere søgning efter, om det var muligt at finde navn på brikken. Jeg gennemgik forskellige tabslister over Frikorps-folk, og samtidig var jeg i kontakt med de tyske myndigheder.
Midt i november lykkedes det at finde navnet på en dansker, som ganske rigtigt var med i kampene i Demjansk i sommeren 1942, men det var ikke dér, han var faldet!
Efter lidt mails frem og tilbage med de tyske myndigheder blev brikken bekræftet at have tilhørt det navn, som jeg havde fundet frem til. Videre i tabslisten stod navnene på forældrene til den faldne. Jeg skrev til Løkken Lokalhistoriske Arkiv, om de kendte noget til familien. Det gjorde de ikke, men kunne se i folkeoptællingen, at de var flyttet kort efter, at den faldne var født.
Jeg fandt frem til, at familien var flyttet til Arentsminde, som ligger imellem Brovst og Aabybro. Herefter sendte jeg en mail til deres lokalhistoriske arkiv og skrev, hvordan det hele hang sammen. Et par dage senere fik jeg svar: Én på arkivet kendte en søster til den faldne. Jeg fik hendes nummer og kontaktede hende. Hun blev meget overrasket over at få at vide, at jeg havde noget, som havde tilhørt hendes bror.
Tilbage ved kaffebordet og de ualmindeligt gode brunkager gik snakken om først og fremmest hendes bror:
Laurits Jensen blev født i Løkken 23. februar 1922. Han var den ældste ud af tre søskende. Kort efter hans fødsel flyttede familien til Arentsminde.
Laurits Jensen blev landbrugsmedhjælper, og det var her, han lærte en anden landbrugsmedhjælper at kende, Svend Larsen. Den halvandet år ældre Svend Larsen havde allerede i 1940 forsøgt at melde sig til den danske Finlands-bataljon, men nåede ikke af sted, da våbenstilstanden mellem Finland og Rusland indtraf 13. marts 1940.
Svend Larsen var en af de første, der meldte sig til Frikorps Danmark allerede i juli 1941. Der er ingen tvivl om, at de begge har diskuteret verdenssituationen anno 1941.
Laurits Jensen meldte sig til Frikorps Danmark i starten af december 1941. Han forpligtede sig til en kontrakt på to år (kontraktudløb 13. december 1943), da han var på session 13. december 1941.
8. januar 1942 rejste han via Gedser til SS-forskolen i Sennheim. 15. februar 1942 var det slut på Sennheim-skolen, og han blev overført til Frikorpset, som lå til uddannelse i Treskau. Laurits Jensen blev en del af Ersatz-kompagniet.
I april blev han en del af Obersturmführer Per Sørensens 1. kompagni og var med fra starten, da Frikorpset blev fløjet til Demjansk 8.-9. maj 1942. Schütze Laurits Jensen var med på en af Frikorpsets større angreb 28. maj 1942 ved Ssutoki.
En patrulje fra Frikorpset havde et par dage i forvejen (natten mellem 26. og 27. maj 1942) gjort en iagttagelse. Russiske tropper, der var i den lille landsby Ssutoki, var i gang med at bygge et brohoved nord for Robja-åen. Patruljen fandt ud af, at russerne allerede havde bygget bunkere og stillinger.
Med andre ord: Det russiske brohoved var fuldt etableret og mere eller mindre klar til et russisk angreb.
Frikorpset kunne i tilfælde af et russisk angreb risikere at miste rullebanen, som kun lå to kilometer fra de russiske stillinger. Det ville være katastrofalt for hele Demjansk-fronten, hvis de tabte rullebanen, da det var den eneste forsyningsvej ind i kedlen.
Patruljen kom tilbage til kompagniets egne stillinger om morgenen 27. maj og fik underrettet Hauptsturmführer P. Neergaard Jacobsen, kompagnichef for 3. kompagni, som herefter underrettede Frikorps-kommandør C.F. von Schalburg. Situationen blev diskuteret igennem af C.F. von Schalburg og K.B. Martinsen og de øvrige kompagnichefer (Obersturmbannführer Per Sørensen, 1. kp, Obersturmbannführer Boy Hansen (tysker), 2. kp, og Hauptsturmführer P. Neergaard Jakobsen, 3. kp).
Von Schalburg ville angribe det russiske brohoved med et direkte angreb, hvorimod K.B. Martinsen mente, det var en farlig manøvre og uden viden for konsekvenserne ved et direkte angreb. Faktum blev, at missionen ville være den, at enheder fra 1. kompagni skulle observere russerne og eventuelt angribe brohovedet.
Leder af denne mission blev Untersturmführer Johannes Just Nielsen (1. kompagni, 2. deling). Han udvalgte selv sine folk i løbet af dagen 27. maj. Just Nielsen (tidligere Finlands-frivillig) skulle trænge frem på den østlige side, og Oberscharführer A. Kern (tysker) fra den vestlige side.
Von Schalburg og K.B. Martinsen holdte taktikmøde (kan man vel godt kalde det). Enhederne skulle trænge så tæt på de russiske stillinger som muligt og derefter trække sig tilbage. Hvis muligheden bød sig, skulle de nedkæmpe dem.
Frikorpsets pionérdeling havde lavet specielle sprængladninger på rør. Patruljen fik udleveret ekstra håndgranater og anden ammunition.
Operationen startede og gik fint. Just Nielsens gruppe sneg sig helt frem til de russiske stillinger uden at blive opdaget, og Just Nielsen vurderede, at et angreb var muligt.
Angrebet startede, håndgranater blev kastet ind i de russiske stillinger, og kort efter invaderede Frikorps-folkene de russiske stillinger, kom ind i løbegravene og nedkæmpede russerne. Angrebet var en succes for Frikorpset – omkring 100 russere var blevet dræbt.
Untersturmführer Just Nielsen gav ordre til tilbagetrækning, og kort efter blev stillingerne bombet af russiske 120 mm mortérild. Bombningen varede ca. 10 minutter, hvorefter de blev beskudt af tunge russiske maskingeværer. Frikorps-folkene kravlede ud af stillingerne og trak sig tilbage. Som en af de sidste skulle Just Nielsen til at forlade Robja-åen, da han blev ramt af en lang salve fra et maskingevær. Han styrtede død om og rullede ned i Robja-åen, hvor han ikke kunne hentes ind og formentlig stadig ligger den dag i dag. Ud over Untersturmführer Just Nielsen faldt Rottenführer G. Jensen samme dag, mens fem andre blev såret.
Succesen var kort, idet russerne om formiddagen 28. maj havde genetableret sig i stillingerne. Laurits Jensen var med på denne aktion, og han modtog sammen med 18 andre Frikorps-folk Jernkorset 2. klasse for indsatsen. 1. juni 1942 blev han udnævnt til Sturmmann.
Størstedelen af de frivillige, som deltog i kampe i Demjansk, er på et eller andet tidspunkt blevet såret. Heller ikke Laurits Jensen kunne frasige sig dette. Han blev på et tidspunkt ramt af en granatsplint i skulderen, som efterfølgende blev pillet ud.
Det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvornår han blev såret, men sikkert er det, at han under den store orlov i efteråret 1942 gav granatsplinten til sin søster som en souvenir, og at familien i mange år havde denne splint liggende. Lige så sikkert er det, at han under orloven fik taget et fint portrætfoto hos en fotograf. Et billede, som ligner enhver anden ung mand fra dengang, friseret og pæn i tøjet. I øvrigt har søsteren stadig slipset den dag i dag.
Frikorpset blev trukket ud af kampene i Demjansk 4. august 1942, herefter ventede den store orlov. En orlov, som allerede fra starten udviklede sig til en decideret katastrofe. Godt nok blev de hyldet i stor stil, lige da toget rullede ind på hovedbanegården i København 8. september 1942. Men herfra stoppede festen også, og resten af ruten var en anspændt affære.
Orloven på hjemegnen var for Laurits Jensen ganske stille og rolig, og alligevel ville krigen ikke slippe sit tag i ham. Med hjem fra Demjansk havde han en opgave, som ikke har været den sjoveste. Under kampene 2. juni 1942, hvor Frikorpset fik til opgave at flytte hovedkamplinjen 150 m tættere på de russiske stillinger, var en af de faldne, foruden kommandør von Schalburg, en af Laurits Jensens kammerater fra 1. kompagni, Peder Mørch Pedersen. Opgaven bestod i, at han skulle fortælle Peder Mørch Pedersens forældre i Vrensted, 32 kilometer fra Arentsminde, omstændighederne omkring deres søns død.
Under besøget forelskede Laurits Jensen sig i søsteren til Peder M. Pedersen. Kærligheden var gengældt, og på den korte tid, Laurits Jensen havde orlov, blev de forlovet.
13. oktober 1942 var det slut med orlov for Laurits Jensen og resten af Frikorpset. En ny front ventede, en front, som var stik modsat den forgangne fra sommeren 1942. Nu gjaldt det en vinterindsats.
10. november 1942 meldte han sig ind i Fritz Clausens DNSAP under medlemsnummer 48651. Frikorpset var underlagt 1. SS-brigade, og meningen var i første omgang, at de skulle indsættes til bekæmpelse af partisaner.
Juleaften 24. december 1942 startede stille. Russerne vidste, at tyskerne på netop denne dag ønskede en rolig dag. Juleposten hjemme fra Danmark var fordelt i de forskellige kompagnier. Bunkerne var pyntet med gran for at få så meget julestemning ind som muligt, og jernblikovnene gav lidt varme i den hårde frost.
Bataljonschef K.B. Martinsen havde været rundt ved de forskellige kompagnier og ønsket en glædelig jul sammen med sin adjudant, Obersturmführer Knud Thorgils. K.B. Martinsen var særlig bekymret. Han frygtede et russisk angreb, og det, at han ikke befandt sig i Frikorpsets hovedkvarter, gjorde det ikke bedre, da han så ikke kunne få besked om et eventuelt angreb.
Han havde forbudt soldaterne at drikke den julespiritus, som de havde fået udleveret, da de skulle være forberedt på et angreb fra russisk side. K.B. Martinsens inspektion i de forskellige kompagnier foregik om eftermiddagen/aftenen, da russerne i dagslys kunne beskyde de stier, som førte til kompagnierne.
Kl. 16.00 startede K.B. Martinsen og Knud Thorgils turen rundt til mændene i de forskellige vagtposter samt ved kompagnierne. Det hele trak ud, da mændene var meget snakkesalige. Kl. 22.00 var de tilbage i kommandostationen. Nu kunne de to selv spise lidt julemiddag, som Frikorpsets kokke have anrettet blandt andet med en ko, som de fik nogle bøffer ud af. Samtidig havde de pyntet op med flagranker og grangrene for at få så meget julestemning ind som muligt.
Roen holdte dog ikke længe. Kl. 23.00 gik alarmklokkerne, da store russiske styrker havde sat et angreb ind. Et russisk infanteri på 200-300 mand angreb på Frikorpsets venstre fløj, hvor en enhed fra 21. Luftwaffe Felddivision lå. Luftwaffe-divisionen blev mere eller mindre løbet over ende af russerne, hvilket gjorde, at Frikorpsets 1. kompagni blev ladt tilbage i omringede stillinger. Der var især meget hårde kampe omkring byerne Kondratowo og Laskaturina. Det var mand til mand-kampe i nærkampe med bajonetter.
Frikorpsets 4. kompagni lå i en tilbagetrukket stilling i forhold til de andre kompagnier. Russerne trængte helt ind i 1. kompagnis stillinger. Dette betød, at 4. kompagni ikke kunne give artilleristøtte uden at ville ramme egne folk. 2. kompagni med Obersturmführer Bent Worsøe Larsen, som havde indrettet sig i en lade og var godt i gang med at holde så meget jul, som omstændighederne tillod, blev kommanderet til at komme 1. kompagni til undsætning.
En telefonist ved 1. kompagni, Vagn Oest, havde skjult sig i ruinerne af et bombet hus og kunne rapportere til 4. kompagni, hvor ilden skulle lægges. Russerne have nedkæmpet de Frikorps-soldater, som lå skjult på det sted, dog uden at finde telefonisten, og havde den eneste telefonforbindelse, som fungerede. De andre var gået tabt. Kort efter blev stillingerne bombarderet, og samtidig var 2. kompagni nået frem.
Kampene varede hele natten mand mod mand, indtil de sidste russiske soldater var nedkæmpet kl. 6.00 25. december 1942. Et par timer senere satte russerne endnu et angreb ind. Frikorpset var dog mere forberedt denne gang, men russerne fik bidt sig fast i udkanten af Kondratowo, og først 2. juledag var der så roligt, at resterne af 1. kompagni kunne trækkes tilbage.
Sturmmann Laurits Jensen faldt 25. december 1942 sammen med 15 andre Frikorps-folk, heriblandt et brødrepar. Med hans død sluttede historien om Laurits Jensen, i hvert fald 72 år frem, indtil en Ruslandstur med en gammel Frikorps Danmark-veteran ændrede det med mødet i lufthavnen i Sankt Petersborg.
Efter et par timer i godt selskab i søsterens lejlighed er det tid til at tage hjemad. En spændende dag i historiens tegn er slut.