Hvad er det, der former os?
Som mennesker ligger det dybt i os, at vi gerne vil vide, hvor vi kommer fra. Hvem var vore forældre, bedsteforældre og oldeforældre – og hvad var med til at forme dem i deres tid?
For at forstå det, må vi sætte os lidt ind i, hvordan de blev præget af deres opvækst, uddannelse, arbejdsplads, naboer, vennekreds og foreningsliv …
Og det kan lokalhistorien hjælpe os med. For lokalhistorie er jo nemlig mere end slægtshistorie. Her får vi et bredere perspektiv på generationerne før os. Vi opdager sammenhænge, som er med til at kaste lys over, hvorfor tingene i dag er, som de er. Vi oplever flere lag af det, vi ser omkring os.
Apropos lag: Et træ vokser som bekendt ved at udvide sig, lag for lag. Vi kalder det også for træets ringe. Den berømte forfatter C.S. Lewis blev engang spurgt, hvorfor han skrev børnebøger og ikke voksenbøger, og han svarede, at det barnlige skal blive ved hele livet igennem. Og så fortsatte han: Livet er ikke en togrejse, hvor man lægger stationerne bag sig og ikke ser dem igen. Livet ligner meget mere et træ, som vokser ved at lægge nye ringe til stammen og stadig har det unge med sig.
Han Herred Bogen har en stor bredde og tager også noget af dagsaktuelle med. Men vi glemmer ikke barndommen og ungdommen – altså det, der var før os – men tager det med os som erfaring, inspiration og fælles hukommelse.
.
Frk. Andersen, Oxholm – et portræt af et usædvanligt menneske
Af Louise Crandal
Et Facebook-opslag fra maj 2019 blev startskuddet til denne spændende artikel. Barnebarnet Louise Crandal indledte sit Facebook-opslag således: »I dag er det 100 år siden, at gamle mormor, Birthe Mehl, blev født.« Som barnebarn af H.N. Andersen (ØK’s stifter) blev hun født ind i en rig familie. Hendes far, Sigurd Andersen, fik som sine to søskende et gods af faderen, og Birthe voksede op på Oxholm Gods som den ældste af tre børn. Begge forældre drak, og lille Birthe skulle altid se pæn ud. Man klædte om til alle måltider, men det eneste, der interesserede Birthe, var heste. Den mand, som blev hendes livs kærlighed, Johannes Mehl, var ikke fin nok til familien. De flyttede væk, gik konkurs med en gård, fik tre piger, flyttede et hav af gange og levede på en sten, købte et hus i Lønstrup og startede en fiskeforretning. Udfordringer var der nok af, men trods fattigdom og sorgen over at have mistet den yngste datter i en rideulykke var det en stærk kvinde, rig på oplevelser, liv og kærlighed, da hun døde i 2016, 96 år gammel.
Louisevej – min barndoms gade
Af Kirsten Heising
Louisevej er en lille, let buet vej i Halvrimmen, fortæller Kirsten Heising. I erindringen genkalder hun sig tiden, før der var skilte med gadenavne og husnumre i Halvrimmen. Man nævnte navnet på dem, som boede i et eller andet hus, så vidste man, hvor man var henne. Ellers sagde man: oppe på Hovedvejen, Stationsvejen, Nørre- og Sønder Øksevej og så selvfølgelig Louisevej. Forældrene, Ritta og Alfred Pedersen, boede til at begynde med i Arentsminde, men købte så grundene til nr. 9 og 11 på Louisevej. På nr. 11 lå et hønsehus, som de gjorde beboeligt, og her boede Kirsten og hendes familie, mens de byggede nyt hus på nabogrunden. På grund af boligmangel blev hønsehuset derefter overtaget af Klara og Børge Hansen, og sådan fortæller Kirsten – med mange muntre vinkler − videre om livet og folkene i barndommens gade, hus for hus og familie for familie. Hun slutter sin beretning: »Louisevej ligger der stadig, ser på samme tid ud som før − og så alligevel ikke. Alle de, der var der dengang, er borte. Og sådan er livets gang.«
De valgte Danmark – og Han Herred
Af Bente Kristensen
Bente Kristensen har besøgt Petra og Matthijs Westra for at tegne et billede af en hollandsk familie, der for 25 år siden brød op fra bylivet i hjemlandet for at prøve kræfter med noget helt nyt og ukendt som landmandsfamilie. Blikket blev rettet mod Danmark, hvor Matthijs besøgte forskellige kvæggårde, hvorefter han inviterede Petra med på en biltur op til det nordjyske. Da de nåede Han Herred, kørte Matthijs først helt ud til Tranum Strand, for at Petra kunne opleve Vesterhavet og Jammerbugtens storslåede natur − og så var hun solgt! Derefter blev der lavet en handel om to nabogårde på Tranum Enge, hvor et spændende liv siden da har udfoldet sig. Ud over pasningen af de 195 SDM-køer og 133 hektar jord spiller musikken en yderst vigtig rolle for dem begge – og ikke mindst Petra, hvis navn man ser gang på gang i forbindelse med kirkekoncerter − i ensembler og som solist – og i det daglige som organist ved kirkerne i det nye Midt Hanherred Pastorat.
Birre Vibb – en af Han Herreds største originaler
Af Lars Brøndum
Han Herred har som alle andre steder sine originaler, og ofte bliver historierne om dem holdt levende gennem generationer. Her skal vi imidlertid stifte bekendtskab med en original − en kvinde − der næsten var ved at gå i glemmebogen. Men takket være Lars Brøndum, hvis bedstefar kendte denne kvinde, kommer historien om Birre Vibb igen frem i lyset. Birre Vibb fra Møgelvold i Lerup var et kaldenavn for Bertha Kirstine Povlsdatter. Forfatteren Johan Skjoldborg, der var lærer i Koldmose og interesserede sig stærkt for livsvilkårene hos »de mindste i samfundet«, besøgte hende ofte og gav hende penge for at fortælle om sit liv. En lykkelig ungdomsforelskelse blev brat afbrudt af kærestens død, og fra da af blev Birre Vibb tavs og indesluttet. Hun besluttede at leve sit liv alene ude på heden, hvor hun byggede sig en hytte, der skulle blive hendes dyrebareste eje. Birre Vibbs beretning blev til fortællingen »En Fæstning«, som indgår i den allerførste bog, Skjoldborg fik udgivet, nemlig novellesamlingen »I Skyggen« fra 1893, tre år før Birre Vibb døde i en alder af 86.
Hos Mormor og Morfar i Bøge Bakker
Af Flemming Binnerup
Flemming Binnerup, der er opvokset i Løgstør, fortæller: »Min mor kom fra en – efter vor tids målestok – lille ejendom med 30 tønder land lidt uden for Brovst. Det var så her, Mormor og Morfar boede, og denne lille ejendom − og Mormor og Morfar i særdeleshed – har betydet meget for mig og har vel også været med til at forme mit liv. Gennem min barndom var vi ofte på besøg, vel nærmest mange gange, hvis ikke næsten hver weekend, en lørdag eller en søndag. Jeg glædede mig og elskede at komme derover. Mange gange, når vi kørte hjem fra Mormor og Morfar efter en god dag, sad jeg i bilen på bagsædet og drømte om, at jeg en dag skulle købe gården; så skulle der plantes træer og buske på markerne, og der skulle være tid til jagt og fiskeri hver dag, og jeg skulle være landmand ligesom Morfar. Jeg har fået fortalt, at fra jeg var helt lille, var jeg med i stalden og fulgte i hælene af Morfar i alt, hvad han foretog sig. Ved Vestre Kanal blev jeg lystfisker, og den dag i dag er jeg stadig ivrig lystfisker; men det var her, det begyndte sammen med Morfar og min far ved ’Morfars kanal’.«
Mit liv som dreng på Kokkedal
Af Irwin Andersen
Irwin Andersens familie kom fra Bælum til Kokkedal Slot i 1949, idet hans far, Evald Andersen, havde fået en stilling som landbrugsleder på det nystartede drengehjem. »Det var en fantastisk barndom at vokse op på et sted som Kokkedal − med landbrug, natur og ikke mindst alle de drenge, som efterhånden kom og skulle have deres hjem dér. Drenge, som for nogens vedkommende stadig er mine venner i dag,« fortæller Irwin. Beretningen giver os et klart og nuanceret billede af, hvordan dagliglivet på en institution formede sig fra 1950 til 1988, hvor Kokkedal lukkede som skolehjem. Der var plads til 36 drenge i alderen fra syv til 15 år, og Irwin lægger ikke skjul på de gammeldags opdragelsesmetoder, der især blev håndhævet af Kokkedals første forstander. Han konkluderer: »Skal man sammenligne med tilsvarende steder på det tidspunkt, dukker navne som Godhavn og Flakkebjerg op i mit hoved, dog uden de forfærdelige forhold, der senere blev afsløret på disse institutioner. I dette noget barske miljø voksede jeg op på lige fod med skolens elever, og min far var meget bevidst om, at mine brødre og jeg ikke blev opdraget eller behandlet anderledes eller bedre end de andre, snarere tværtimod! Der manglede aldrig legekammerater, og vi havde en dejlig barndom, som kom til at præge de valg, vi alle tre traf senere i livet.«
Julen startede med kludeposerne
Af Maren Lis Risager
»Hjemme i Korshøjgaard på Haverslev Vang startede julen altid i november, med at vi fik kludeposerne ned fra loftet,« fortæller Maren Lis Risager. »Vi skulle sy nye tøjsko til hele familien, og dem fik vi ikke lov til at komme i før juleaften. De dårligste af kludene blev til såler. Vi børn kunne godt klippe sålerne, som bestod af seks lag stof. Mor stak sålerne sammen på symaskinen, og hun syede overlæderet af to lag stof.« Efter denne indledning fortsætter Maren Lis med at berette om de mange andre gøremål, der hørte til juleforberedelserne: Slagte får og slagte gris, vaske storvask, gøre hovedrent, pudse kakkelovn og klargøre julemaden. Juleaften stod menuen på risengrød og flæskesteg, og som knas var der hjemmelavet marcipan. Gaverne var ofte hjemmesyede dukker, spil og trælegetøj. Og så var der ellers tid til fornøjelser som at lege »nødder i hænde«, som blev indledt med en remse, hvorefter deltagerne skulle gætte, hvor mange pebernødder man tilsammen gemte i hænderne. Maren Lis husker også juletræsfesten i forsamlingshuset og traditionerne med at lave løjer med naboerne stefansaften og nytårsaften.
Åh, hwor er’æ læeng, læeng sien!
Erindringer fra mine præsteår i Aggersborg og Bejstrup 1965-71
Af Arne Kronborg
En aften i april 1965 sad den unge teologiske kandidat Arne Kronborg Christensen i stuen hos tømrer Johannes Dalsgaard, som var formand for menighedsrådet i Aggersborg. Som ansøger til et præsteembede tog man jo rundt for at hilse på både menighedsråd, provst og biskop og andre. Efter præsentationen af kandidaten sagde provst Viggers: »Du skal prædike i Brovst Kirke på søndag!« Og efter prøveprædikenen med de 12 medlemmer af menighedsrådene i Aggersborg og Bejstrup som tilhørere, blev Arne enstemmigt indstillet til embedet som pastoratets nye sognepræst. Snart efter indsættelsen i de to kirker dukkede der nye, uventede opgaver op for Arne, der fortæller: »Jeg tror ikke, der var gået mere end et par uger, så kom en dag formanden for Bejstrup Menighedsråd. Han havde en stor papkasse med, indeholdende protokol, papirer og andet fra menighedsrådet. ’Nu må du hellere være formand. Du har så god tid,’ sagde han. På kort tid havde jeg to formandsposter i menighedsrådene, var blevet revisor, kredsfører for FDF samt herredsrepræsentant for ’Dansk Kirke i Udlandet’. Men jeg mener alligevel ikke, at jeg glemte at prædike i kirkerne!« fastslår Arne, der også et år oplevede at måtte træde til og tage ansvar for landbruget, da præstegårdsforpagteren skulle flytte.
Et bjerg der sælges tonsvis
Af Erik Lindstrøm
Når man færdes på vejen mellem Gøttrup og Aggersund, passerer man Nørrebjerregaard, der i mange år var på familien Lyebalks hænder. I højdedraget på modsatte side af vejen aner man mellem træerne det gamle kalkværk, som Aage Lyebalk etablerede i slutningen af 1940’erne med murermester Møller Madsen fra Hjortdal som driftsleder. Men historien her, skrevet af journalist Erik Lindstrøm til Fjerritslev Avis i 1943, handler dog mest om det lerværk, kaldet Gøttrup Værk, der allerede var i drift, da Aage Lyebalk kom fra Fyn og overtog Nørrebjerregaard i 1939. Artiklens indledning lyder: »Gøttrup Værk producerer ildfast ler, der kan tåle 1.670 graders varme«, og Lindstrøm fortsætter: »Det værdifulde ildfaste ler, der kun findes ganske få steder i Danmark, danner det øverste lag på fem-seks meters tykkelse, og derunder kommer kalken, der går dybt ned i undergrunden. En afgjort fordel i produktionen har Gøttrup Værk deri, at materialet skal bringes ned og ikke hentes op.« En stor del af det forarbejdede ler blev eksporteret via Aggersund Havn, eksempelvis sender Lyebalk 300 tons af sted til Finland i maj 1960.
Øl-Anton − chauffør og brygmester
på Fjerritslev Bryggeri gennem mere end 30 år
Af Ejgil Bodilsen
I anledning af genåbningen af Bryggergaarden efter næsten to års renovering udgav Fjerritslev Museumsforening en specialøl under navnet »Øl-Anton«, som føjer sig smukt ind i rækken af andre øltyper med en lokal historie. Men hvilken personlighed gemmer sig bag ansigtet på etiketten? Anton Marinus Graven Larsen var navnet. Men i folkemunde var han blot kendt som »Øl-Anton«, der gennem mere end tre årtier blev en højt værdsat og betroet medarbejder på Fjerritslev Bryggeri – først hos »Mulden« (alias Kathrine Kjeldgaard, enke efter stifteren Peder Kjeldgaard) og senere hos datteren, Kirsten Kjeldgaard. Anton kørte varetur med ølvognen i hele Fjerritslev-området, og ofte måtte han stå model, når turister gerne ville forevige det sjældne syn af en ølkusk ved sin vogn. Desuden overtog han i 1942 ansvaret for hvidtølsbrygningen efter Kathrine Kjeldgaards bror. Anton og hans hustru, Marie, døde med få måneders mellemrum omkring årsskiftet 1963-64 og efterlod sig tre døtre, hvoraf den ældste, Ane Grethe, har været hovedkilden til denne artikel.
Maleren August Tørsleff på egnen ved Kollerup
og Fjerritslev i 1902 og 1904 (Årets Kunstner)
Af Maria Rehling Refer
I Han Herred Bogen 2022 skrev Maria Refer en artikel om sin farmor Minnas efterladte barnebreve fra 1900-04, skrevet da hun var syv til 11 år gammel. Af brevene fremgår det blandt andet, at hun blev portrætteret af kunstmaler August Tørsleff i sommeren 1904. Da Maria har arvet et fint tegnet portræt af Minna udført af August Tørsleff, mente hun, det måtte være det, der blev omtalt i brevene. »Dér tog jeg imidlertid fejl,« beretter Maria. »Ved nærmere eftersyn − med lup! − har det vist sig, at det tegnede portræt er fra 27. november 1902. Det portræt, der er tale om i brevet fra sommeren 1904, var altså et andet portræt – et malet portræt.« Dermed besøgte August Tørsleff Fjerritslev-egnen mindst to gange, dels i 1902, dels i 1904. Og da disse besøg ikke figurerer i det eksisterende biografiske materiale om Tørsleff, har Maria sat sig for at sætte yderligere lys på hans relation til egnen − hvad der gik umiddelbart forud for disse ophold, og hvad der fulgte umiddelbart efter. Forinden giver hun en kort redegørelse om Tørsleffs kunstneriske uddannelse, som blev påvirket af kendte malere som Laurits Tuxen, P.S. Krøyer og Kristian Zahrtmann.
Maries Hus i Svinkløv
Af Ejgil Bodilsen
I en stor lysning i Svinkløv Plantage ligger et lille stråtækt hus, som af statsskovvæsenet kaldes Svinkløvhus, men bedre er kendt som »Maries Hus«. For tiden er der gode kræfter i gang for at restaurere Maries Hus for at omdanne det til støttepunkt for det lokale frilufts- og foreningsliv. Der er bevilget midler til at skabe en helt unik mulighed for at gøre ophold eller overnatte i det historiske hus, som kan dateres tilbage til 16. århundrede. Huset er opkaldt efter Marie Andersen, der var født i Glæde – men i yderst fattige kår! − og i 1885 blev gift med en fisker fra Klim Strand. I 1899 overtager parret forpagtningen af Svinkløvhus, og da Marie femten år senere bliver enke med en større børneflok, fortsætter hun som forpagter af det lille husmandssted. Helle Feldskov, som har bidraget væsentligt med oplysninger til denne artikel, fastslår, at det er værd at huske Marie som en nøjsom, men virkelig sej kvinde, der tog livets tilskikkelser, som de kom, og som havde overskud og kræfter til både det daglige slid og til at drage omsorg for familie og bekendte – ikke mindst de svagtstillede i samfundet.
Jens Rolighed, lærer og lokalhistoriker
− samt foredragsholder, forfatter og botaniker
Af Bent Rolighed
Jens Rolighed var lærer ved Klim Friskole 1922-58 og i 30 år frem til sin død i 1974 medlem af bestyrelsen for Historisk Samfund for Thy og Vester Hanherred. I denne periode var han en flittig bidragyder til Historisk Årbog med hele 24 artikler, som er listet op i forlængelse af artiklen her. Ligeledes var han meddeler til de lokale dagblade, herunder Fjerritslev Avis. Endvidere udgav han otte bøger, overvejende om jyske digtere, det jyske sprog og Han Herred, hvis historie og særpræg han kendte bedre end de fleste. Endelig var han en meget benyttet og højt skattet oplæser og fortæller. Allerede som helt ung blev han kendt med Jeppe Aakjærs digte og fortællinger, som var skrevet på den dialekt, han selv var opvokset med i Fjends Herred. Jens Rolighed blev efterhånden en anset kender af Han Herreds vilde flora, og han medvirkede også ved en fredning omkring Klim Bjerg for at værne om sjældne planter som nikkende kobjælde, guldblomme og den blå mælkeurt. I artiklen rister sønnen Bent Rolighed med sin fine pen en smuk minderune over sin far.
Hvordan Bjerget Efterskole blev til
− et historisk rids med små anekdoter undervejs
Af Kirsten Johanne Vase
En forårsdag i 1976 har Horne Ungdomshøjskole besøg fra Han Herred og Thy. En bestyrelse, som er i gang med at forberede en ny efterskole på Bjerget, er kommet for at få gode råd, og så har de navne med på to mennesker, som de gerne vil møde, nemlig lærerparret Kirsten og Carl Erik Vase. »Inden vi véd af det, bliver vi opfordret til at søge forstanderstillingen på den kommende Bjerget Efterskole,« fortæller Kirsten, der tilføjer, at det i første omgang bliver et nej tak. Men bestyrelsen giver ikke op. Hen over sommeren holdes kontakten ved lige, og det ender med, at Kirsten og Carl Erik vælger at tage deres ansvar op og sige ja til udfordringen og opgaven. »Vi var ikke i tvivl om, hvilket grundlag vi skulle bygge på. I programmet formulerede vi det som følger: Vi ønsker at medvirke til en levende, igangsættende undervisning og et forpligtende fællesskab med udgangspunkt i det kristne livssyn. På Bjerget Efterskole tror vi på det bedste i de unge – når vi gi’r dem tryghed og frihed, svarer de igen med ansvar og omsorg for hinanden.« Bjerget Efterskole fik 43 års eksistens, og Kirsten og Carl Erik, som var med de første 24 år slutter: »Hvor har vi oplevet meget – hvor har det været et spændende liv, vi fik del i på Bjerget! I dag bor vi i Aarhus, og vi kører aldrig af sted ud i landet uden at møde dem: de skønne tidligere elever, som nu lever og virker rundt omkring.
Arup Kirke
Af Inger Hørning
Da Arup Kirke blev grundlagt, var Sydhannæs en halvø i Limfjorden, og området var præget af en mængde bronzealderhøje. Oldtidshøjenes kultiske betydning fortsatte hele vejen op gennem jernalderen og vikingetiden, og det var derfor naturligt at bruge de gamle kultsteder som byggegrund til den nye kirke, fortæller Inger Hørning, der blev indsat som kirkens præst i 2021. Idet fjorden gik hele vejen op i begge sider, var der gode muligheder for landingspladser, for det var en omfattende opgave at fragte de betydelige mængder byggemateriale, som kirkebyggeriet krævede. Arup Kirke er en klassisk jysk kvaderstenskirke og dateres til et tidspunkt mellem slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet. Ser man på tilbageskrivninger af befolkningstilvæksten fra slutningen af middelalderen, har der været omkring 200-250 mennesker, som beboede sognet – faktisk det samme tal, som gør sig gældende i dag, noterer Inger sig. Arup Kirke skiller sig ud ved at have hele to kirkeklokker, og så gemmer den på en dramatisk beretning om et af danmarkshistoriens største jordskælv, som fandt sted under et bryllup i kirken 3. april 1841.
Han Herred
Af Jens Møller Gregersen
1. En Strimmel Land mellem Hav og Fjord,
den blev for os som en lille Verden.
Her fandt vi Virke paa Fædres Jord
og præged’ Landet med al vor Færden.
Det stormombruste og barske Land
ved Jammerbugtens stendækte Strand.
2. Den lille Strimmel af Danmarks Jord
med Klittens Barskhed og Ølands Ynde,
hvor Hylden blomstrer, og Kornet gror,
en lille Plet, hvortil Folk sig skynde.
Her synes vi, der er godt at bo,
her fandt vi Hjemstavnens blide Ro.
Jens Møller Gregersen var født 1897 i Boden på Øland. Ved giftermålet i 1926 etablerede han sig som landmand i Halvrimmen, men blev efter 21 år skotøjshandler i Halvrimmen og desuden medhjælper i Brovst Sogns Sparekasses filial. Han bestred mange offentlige hverv, herunder medlem af Brovst Sogneråd og Hjørring Amtsråd. Ikke mindst huskes Jens Møller Gregersen for en omfattende lokalhistorisk skribentvirksomhed. Han planlagde fem bøger med »Historiske strejftog fra egne i Øster Han Herred«, hvoraf han før sin død i juni 1973 nåede at planlægge de tre: nemlig om Øland, Oxholm og Brovst.
De faste rubrikker
Forord − samvirkestyrelsens årsberetning 2021-22
ved formand Otto Kjær Larsen
Det Gamle Album – billeder fra Han Herreds 24 sogne
Udvalgt af de lokalhistoriske sognegrupper, foreninger og arkiver
Årets gang i Han Herred 1. juli 2021 – 30. juni 2022
Af Ejgil Bodilsen
Liv i Lokalhistorien − årets gang i Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred
Årets gang i de lokalhistoriske foreninger
Af foreningernes formænd/kontaktpersoner
Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred − adresser, telefonnumre og epost-adresser
Han Herred Bogen 2023
- 28. årgang af den lokalhistoriske årbog for Øster og Vester Han Herred
- ISBN 978-87-88438-49-9
- Udgivet af Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred november 2022 i samarbejde med Sparekassen Danmarks Fond Brovst
- Redaktion: Bente Kristensen, Peter Eigenbroth og Ejgil Bodilsen
- Grafisk produktion: Fjerritslev Tryk A/S
- 256 sider smukt indbundet med masser af illustrationer
- Omslagsmotiv: Kokkedal Slot ved Brovst – foto: Mattias Bodilsen
- Pris kr. 330
- Abonnement kr. 265 (spar ca. 20 % på denne og fremtidige årgange ved bestilling af
fast abonnement hos Fjerritslev Tryk) - Bogen kan købes hos Sparekassen Danmarks afdelinger i Brovst og Fjerritslev, Klim Sparekasse, Pen & Papir i Brovst, Renés Vin & Grønttorv i Fjerritslev, EDB Center i Fjerritslev, SuperBrugsen Fjerritslev, Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum, de lokalhistoriske foreninger/arkiver i Han Herred, KON-TUR i Løgstør samt Fjerritslev Tryk, Østergade 35, telefon 98 21 22 00, info@fjerritslev-tryk.dk
- Læs mere og bestil bogen (herunder abonnement) på www.hanherred.dk/hanherredbogen eller www.Forlag1.dk