Af Holger Binnerup
For en del år siden fik jeg i forbindelse med min svigermors indflytning på plejehjem i Brovst overrakt et brev, dateret i juli 1945 og afsendt fra en familie i Norge.
Det var et smukt takkebrev for en gavepakke, som familien i Norge i løbet af krigens sidste måneder i 1945 havde modtaget fra mine svigerforældre, Sigrid og Johan Pedersen i Fredensdal (nuværende Tranumvej 17), hvor de boede fra 1939 til Johans død i 1987.
Takkebrevet var vedlagt et »Lille dikt til Danmarks Pris«. Digtet var trykt i den norske dagspresse straks efter Norges befrielse 9. maj 1945.
En samtale med min svigermor i foråret 2010, hvor hun netop var fyldt 99 år, gav kun sparsom oplysning om gavepakken, som hun var med til at sende til det nødstedte broderfolk i 1945. Hun husker dog, at pakken indeholdt en hjemmelavet rullepølse og måske også en del æg og smør.
Her følger brevet i sin fulde ordlyd:
Brev til Fredensdal fra et frit Norge
Blommenholm (i et fritt Norge) 16/7-45
Kjære Johan Pedersen og Hustru, Fredensdal
Vi har hatt den store glede å motta en pakke med herlige madvarer fra Danmark. Vi kan forsikre om at den kommer inderlig vel med, og vi takker giverne på det hjerteligste. Hvad dere Danske har gjort for oss, i den for Danmark selv så vanskelige krigstid, er ting som vi nordmenn aldrig vil glemme. Og den hjertelighet og forståelse som dere har lagt for dagen likeoverfor våre vanskeligheter, har rørt oss dypt! Når vi nu sender en fattig hilsen tilbake med disse få ord er det med håbet om at den samhørighet som blev vist under krigen, også må vare ved i de årene som kommer til felles lykke og gavn for våre broderfolk.
Vår hjerteligste hilsen til Fredensdal! Det er et navn som vi idag kan ha lov til å legge en symbolsk betydning i. Det vakre lille brev, som lå i vår danskepakke, kommer jeg til å gjemme så lenge jeg lever. Vi takker dere atter kjære ukendte venner og vær på det hjerteligste hilset fra
Arne og Margaret Torjusen og fra
våre to små barn, Jan Erik og Bente-lill
Sender Dem dette lille dikt til Danmarks pris. Det er forfattet av Bibliotekar Harald L. Tveteaas og stod i vor dagspresse straks Norge var blitt fritt:
Da Danmark blev fritt
Det koger vilt av siste nytt:
Montgomery har vendt sin hær.
Still inn på Kalundborg og lytt,
– kanhende vet de mere der!
De synger … om et yndig land,
og om kong Christian!
Det er et yndig land og blidt,
men det er mer, for Danmark er
i dette öieblikk blitt fritt!
Hør! Danmark er blitt fritt igjen!
og det er Danmarks seiers ord:
I denne stund vi ser mot nord,
mot Norge, mot vår bror.
Vel er det stort å berge liv
fra savn og nød, som Danmark gjør.
Og hjelpen den var eksplosiv:
en dag sprang ut med dansk humør
de første norske sabotør.
Vel er det stort. Men kronen fikk
det nu i dette öieblikk.
I nøden søker venn til venn,
og det er kort fra sinn til sinn.
Men i triumfen – hvor er den
som i triumfen sier: venn,
din sorg er også min.
Her ligger seiren. Bedre kan
en aldrig gi hva striden gjaldt:
Vi sloss for frihet, fedreland,
men kjærlighet er alt!
Nordmændenes Tak
Flere af dem, der i sin Tid sendte Pakker til Norge, har nu modtaget Breve med Udtryk for Modtagernes Taknemmelighed. Saaledes har Biografdirektør Myrup og Frue faaet en meget hjertelig Takkeskrivelse fra Leonardi, der rejste fra Brovst i 1923. Han var dengang Cirkusdirektør. Leonardi byggede Brovst Biograf, som han drev i flere Aar. Han er nu Teaterdirektør i Stavanger. I Brevet var der mange venlige Hilsener til Leonardis mange Venner og Bekendte her paa Egnen, og Hr. Myrup har bedt os bringe disse Hilsener videre. Karetmager Kristiansen og Frue, der sendte deres pakke uden Adresse, har fra en Boghandel i Sandviken fra en anonym Afsender faaet tilsendt et Par enestaaende Billedværker, det ene med store, Helsides Luftfotografier hele Norge. Bøgerne er utvivlsomt afsendt paa Foranledning af Modtageren af Norgespakken, men der maa intet Brev være i Pakker fra Norge. Man venter nu spændt paa Brev direkte fra Afsenderen af Pakken.
Øster Han Herreds Folkeblad torsdag 26. juli 1945
Der var virkelig mangel på fødevarer i Norge under krigen. Selv kartofler var rationeret.
Norgeshjælpen, som omtales nærmere af Thomas Sehested i det følgende, havde tilsyneladende ikke en egentlig lokalkomité, hverken i Brovst eller det øvrige Han Herred. Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde har i hvert fald ingen oplysninger herom, og ud over ovenstående klip (fundet af Lokalhistorisk Arkiv i Brovst) har der ikke været anden omtale af den lokale hjælpeindsats i Øster Han Herreds Folkeblad. Ej heller er lokalarkivet i besiddelse af andet materiale, der giver nærmere oplysninger herom.
Norgeshjælpen og Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde
Historien bag Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde hører uløseligt sammen med den såkaldte Norgeshjælp under anden verdenskrig. Under Norgeshjælpen blev der indsamlet penge i Danmark, for hvilke der blev sendt fødevarer til nordmændene, som man vidste manglede de mest basale ting og måske frem for alt kalorier.
Hjælpen nåede ud til et meget stort antal nordmænd. Opgørelser efter krigen viste, at der var brugt mere end 42 mio. kroner på Norgeshjælpen. I alt blev der sendt mere end 32.000 tons madvarer fra Danmark, og det svarer sammenlagt til, at hver nordmand i gennemsnit i løbet af krigen modtog mere end 10 kilogram madvarer gennem Danskehjelpen, som den blev kaldt i Norge.
I løbet af sommeren 1941 dannede tre norske kvinder i København »Den Norske Damekomité«, som videreførte hjælpearbejdet. Med i komitéen var Petra Sletten, forretningskvinde og indehaver af Norsk Fars-butikkerne, Asbjørg la Cour, der var gift med den danske historiker Vilhelm la Cour, og Borghild Hammerich, som blev hoveddrivkraften i arbejdet. I modsætning til Norge var der overskud af fødevarer i Danmark, og efterhånden fik Damekomitéen et så godt navn hos de myndigheder, der skulle bevilge fødevareudførslerne, at alt, hvad Damekomitéen havde råd til at købe, fik lov at udføres.
Pengene til Damekomitéens arbejde kom til at begynde med fra små og store private indsamlinger. Året efter, at Damekomitéen var blevet dannet, stiftedes Norgesfonden af blandt andre Borghild Hammerich mand, Carl Hammerich, for at styrke indsamlingerne. Foruden de private indsamlinger, der bredte sig til hele landet gennem de mere end 20 lokalafdelinger af Norgesfonden, begyndte en større skoleindsamling i 1943.
Med skoleindsamlingen var Norgeshjælpen for alvor nået ud til hele landet, til alle samfundsgrupper og ikke kun de højere sociale lag, som Damekomitéen var udsprunget af. Selv om de private indtægter fortsatte med at stige, udgjorde de private bidrag i det lange løb mindre. Fra 1944 gik den danske stat ind som hovedsponsor af Norgeshjælpen. Ud af Norgesfondens samlede indtægter kom statens bidrag i alt til at udgøre 70 pct. Hovedmanden bag det epokegørende træk, at den danske stat ydede socialhjælp til udlandet, hvilket ikke var sket før, var Socialministeriets departementschef Hans Henrik Koch. Koch havde politikernes accept og billigelse til at bevillige støtten.
Hovedpersonerne i uddelingerne blev de norske præster og læger. Fra sognene blev fødevarerne fordelt til blandt andre skolebørn. Særlig kendt blev den havresuppe, som mere end 50.000 norske børn daglig blev bespist med. De børnerige familier i byerne var i det hele taget nogle af de mest udsatte grupper i det norske samfund, og de var da også blandt dem, som man søgte at hjælpe gennem bespisningerne af børnene på skolerne og ved at give fødevarehjælp direkte til familierne. Lægernes andel i Norgeshjælpen var at uddele de danske varer til syge og svagelige fra konsultationer og hospitaler.
Den hjælp, som fordeltes gennem lægerne og menighederne, blev sendt til Norge med skib i store engrosforsendelser. Ofte var der tale om, at afvejningen af for eksempel mel og gryn i mindre portioner først foregik i Norge. Disse forsendelser udgjorde langt den største del af Norgeshjælpen målt i kilogram. En anden type forsendelser var såkaldte gavepakker, der blev sendt fra Damekomitéen direkte til en modtager i Norge. I København var der flere firmaer, som havde specialiseret sig i den slags gaveforsendelser. Et af de største hed O. Evensen. Ved at betale et beløb sørgede O. Evensen for at pakke en såkaldt standardpakke, der vejede 5 kilogram, og som kunne indeholde for eksempel smør, bacon, konserves, bolsjer og eventuelt bouillonterninger. Damekomitéen blev i løbet af 1942 en af Evensens største kunder. Samarbejdet blev udbygget til, at O. Evensen stod for at pakke hovedparten af de i alt over 400.000 gavepakker, som blev sendt fra København.
For at Damekomitéen kunne sætte sit særlige præg på forsendelserne – blandt andet søgte man at lægge vægt på, at gaven var ment som en opmuntring og givet af hele det danske folk – blev der omkring højtiderne trykt hilsener med styrkende ord fra København.
Der er en række spørgsmål, som melder sig i forbindelse med Norgeshjælpen. Blandt det mest påtrængende er, om tyskerne kendte til udførslerne til Norge, og hvis de gjorde, hvorfor tillod de dem så? Svaret er, at tyskerne i det store og hele kendte til Norgeshjælpens forsendelser. Hvad der måske er mere overraskende: de medvirkede aktivt til, at nogle af de største forsendelser i begyndelsen 1945 i det hele taget kom af sted. Dette skyldes blandt andet, at de ansvarlige tyske myndigheder i de områder, som var under tysk kontrol, herunder Danmark og Norge, af politiske og økonomiske grunde ønskede at opretholde en levestandard, der gjorde oprør og utilfredshed fra befolkningernes side så lille som praktisk taget mulig. I Danmark gjaldt det om at få danskerne til at se fordelen i den særlige ordning, som udgjordes af samarbejdspolitikken. I Norge var det mere et spørgsmål om at dels opretholde den norske produktion, som var vigtig for den tyske krigsindustri, dels at de norske myndigheder over for Berlin kunne vise, at de havde kontrol over begivenhederne. Et af redskaberne til dette var undgå direkte konfrontation på fødevarespørgsmålet.
Af Thomas Sehested
Uddrag af artikel på www.dansk-norsk.no
Gengivet med tilladelse fra
Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde