Modstandsmand og digter

Marius Borregaard 1916-66
Marius Borregaard 1916-66

Af Bent Rolighed

Et besøg i Frøslevlejrens Museum bragte tankerne tilbage til én, der her måtte døje fangelivets trange kår i vinteren 1944-45. Han var fra Vester Han Herred, og han var under besættelsen en meget aktiv og dygtig modstandsmand, der desuden skrev digte, som fortæller os om, hvordan han oplevede den tid. Marius Borregaard hed han.

Han var født og opvokset i Klim, hvor hans far var malermester og hans mor syerske. Fra drenge- og ungdomslivet huskes han som en ivrig sportsmand, især vedrørende skøjteløb og skisport. Efter realskoleeksamen i Fjerritslev fik han kontoruddannelse i Nørresundby og oplevede her krigens udbrud, som han skildrede i følgende digt:

En pansret maskine

En pansret maskine
til gavn for et øde
går frem over grøfter og skel.
Nedtromler, bortpløjer,
opsuger vor føde
og klemmer brutalt alle spirer ihjel.

Hvor før stod bølgende marker,
gaber nu krateres dyb.
Blomstrende, løvfulde parker
bortsprænges, udjævnes
af kryb.

Sådan føltes nazismens fremtrængen, og sådan kunne der skrives om besættelsen, lynkrigen og bombningen af Europas byer. Om puslingelandet, om 9. april og om spirende erkendelse handler de næste vers.

Grotid

Langsomt flyder Danmarks strømme.
Vi har nok af øl og mad.
Vi har tid til kælne drømme.
Vi er ganske ligeglad.
Lad dog kun de andre kæmpe.
Hvorfor blande os deri?
Lad os fare frem med lempe.
Hver må sørge for sit hi.

Fjernt fra Norge kommer røsten:
Broder vågn og kend dit kald.
Før du aner kommer høsten.
Og du ser dit eget fald.
lad dig dog ej mere binde.
Jag dem ud fra land og sund.
Frem hver voksen mand og kvinde.
Danmark vågn dog af dit blund.

Marius Borregaard nøjedes ikke med i sine digte at opfordre til modstand, han tog selv fat. Den illegale bladvirksomhed var begyndt ret tidligt, og han fandt sin plads ved det velrenommerede blad »Budstikken«, der havde tilknytning til Dansk Samling. Hans arbejde var fortrinsvis ved fremstilling af bladet, men han sørgede altid for at have nogle eksemplarer med, når han besøgte sit hjem i Klim.

Selv om man ikke regnede arbejdet med disse blade for særligt belastende eller farligt, så har dog en af Marius Borregaards kammerater fortalt om, hvordan det nær var gået galt for dem. Tyskerne havde opsnuset, hvor »Budstikken« blev fremstillet, og de var i færd med at trænge ind i bygningen, der lå et sted i Aalborgs indre bydel. Imidlertid lykkedes det for kammeraten og Marius at slippe ud gennem kælderen, og medbringende vigtigt materiale tog de flugten gennem den meget smalle passage, der hedder Latinergyden, og slap således fri fra tyskerne.

Fra 1943 kom der gang i levering af forsyninger til den modstandsbevægelse, der nu var under opbygning. Engelske fly fandt vej over havet til ensomt beliggende områder i Nordjylland, og på nedkastningspladserne var der brug for folk som Marius Borregaard. Han var med ved Guldbæk, Skørping og andre steder, og han skrev et lille digt herom:

Nattevagt

Hvilken nøgen storhed.
Hvilken tavs idyl.
Unge graners kroner
bøjer sig i fryd.

Visne nåle drysser.
Dækker jorden blidt.
Vinden stammer kysser.
Månen pudrer hvidt.

Alting ånder sagte.
Her er fred og ro.
Selve alnaturen får i sindet bo.

Men når godset kommer,
liver alting op.
Hårdt og ilsomt slider
da den tavse trop.

»Godset« var dengang et dæknavn for våbenforsyninger.

I 1944 dannede Marius Borregaard en gruppe sammen med den førnævnte kammerat og fire andre, som han efterhånden var kommet til at kende godt. Gruppen indgik i D-kompagniet, der betød Dronningens Kompagni ligesom K-kompagniet stod for Kongens Kompagni.

Marius Borregaards gruppe forestod flere jernbanesabotager, sprængninger af maskinværksteder, ødelæggelse af en støjsender samt sabotage på Aalborg Værft. Han var også med, da et håndplukket mandskab fra både D- og K-kompagnierne fjernede Aalborg Folkeregister, en aktion, der i høj grad blokerede for Gestapos bestræbelser på at optrævle modstandsbevægelsen i Aalborg-området. At Marius Borregaard var med her, er bekræftet i brev til undertegnede fra redaktør Niels A. Eigenbroth, en af de ledende frihedskæmpere i regionen.

Om denne betydningsfulde bedrift, der nok var en af de sidste, han deltog i, kan kort berettes, at en gestapochef i Aalborg en af de første dage i november 1944 krævede adgang til folkeregisteret. Aalborg byråd blev indkaldt til hastemøde 6. november om formiddagen for at tage stilling til kravet, men ledende folk fra modstandsbevægelsen havde holdt møde endnu tidligere, og her var det besluttet at komme tyskerne i forkøbet.

Folkeregisteret var i kommunens bygning på C.W. Obels Plads. 6. november kl. 10 trængte 15 mænd ad hoved- og bagdøre ind i huset. Personale og kunder, i alt ca. 40 mennesker, blev opfordret til ro og til forståelse af, at det, som nu skete, var til hjælp for mange medmennesker. Imens gik mandskabet i gang med at få kartotekskortene fyldt i medbragte sække og få dem båret ned til en ventende lastbil og kørt bort, alt sammen i løbet af et kvarter, som det stod at læse i Aalborg Stiftstidende dagen efter. Sækkene med indhold blev brændt samme eftermiddag, men endnu et forhold skulle ordnes. Der fandtes endvidere en mikrofilm med hele folkeregisteret. Filmen var i en aflåset boks i Landmandsbanken – også det havde modstandsbevægelsen rede på – og samme eftermiddag havde tre mænd ved list og diskret henvisning til pistoler fået udleveret nøgle til boksen og dermed det vigtige indhold. Med fiskerbåd blev filmen sendt til Gøteborg og kunne efter krigen igen afleveres til Aalborg Kommune – med tak for lån.

Det var en i alle måder heldigt gennemført aktion. Opgaven var løst, og ikke et skud var løsnet. Men det havde været farligt at arbejde i fuldt dagslys og blandt mange mennesker, hvoraf nogle måske ikke havde de bedste hensigter, i betragtning af, at tyskerne på den tid betalte adskillige tusinde kroner til den, der angav en modstandsmand.

Kampen blev skærpet. Tyskerne ødelagde ved voldsomme sprængninger – den såkaldte schalburgtage – dele af forretningskvarteret, endog Jens Bangs Stenhus måtte undgælde, men endnu var der håb og trods til at skrive:

Undergrunds trofaste hær

Aldrig de malmtunge skyer
håbet nedtrykker mod jord.
Jævner de end vore byer.
Nye af skærverne gror.
Myrder de end vore brødre,
træder end alt under fod.
Jages i døden end mødre,
hedere rinder vort blod.

Snart skal vi kæmpe i solen
undergrunds trofaste hær.
Manden som knøsen i skolen
værge for den han har kær.
Snart er de kun et forjaget
krybende folk uden vid.
Medens vi andre for flaget
skaber den kommende tid.

Men for Marius Borregaard blev der ikke flere kampe i solen. Han blev taget af Gestapo ganske kort tid efter. Dermed begyndte et nyt og krævende afsnit hans liv, og det var opholdet i Kong Hans Gades Arrest. Også her skrev han digte – på toiletpapir, men af et indhold, der giver eftertiden en forståelse af, hvad der krævedes af den, der dengang valgte side og gik ind i kampen.

Kong Hans Gades Arrest havde på det tidspunkt allerede huset mange betydningsfulde modstandsfolk fra Nordjylland. Det var for eksempel her, Churchill-klubbens medlemmer i 1942 var blevet indsat. Det var dem, der om natten krøb ud gennem fængselsvinduet og saboterede videre, mens der tilbage i cellen lå en seddel til arrestforvareren, så han ved eventuel opdagelse kunne telefonere efter dem ude i byen.

Men nu i 1944 var der helt andre forhold, som det forstås af en meddelelse fra den kendte modstandsmand Christian Ulrik Hansen, Farsø. Fra enecellen i Kong Hans Gades Arrest fik han smuglet et brev ud for at advare vennerne, og heri stod blandt andet: »Gestapos arbejdsmetoder: Når man har fanget en mand, piner man ham straks for ved den lynkrigsmetode at få så meget som muligt ud af ham. Derpå almindeligt forhør. Man går ikke, som det ofte tros, hurtigt frem. Tværtimod, har man intet fået ud af fangen ved første forhør (med tilhørende piskning), tager man sig god tid. Dette kun som praktisk oplysning. Hav det godt. Christian.«

Hvordan Marius Borregaard kom gennem denne periode, kan man skønne lidt af gennem digte som »Modstand«, »Tågeslør« og »I dødens venteværelse«. Alene overskrifterne siger, at det er trange tider, og indholdet er meget følelsesladet og alvorligt. Et af digtene er en henvendelse til hans på dette tidspunkt afdøde far, og her følger et trøstebrev til hans mor.

Dødsdømt

Stille moder.
Jeg er ikke død.
Vær forvisset om
jeg ligger kun og sover.

Over mig
står morgensolen rød
mens andre sønner
livet vover.

Fjed for fjed
de vinder frem.

Led for led
de bringer hjem

til vor
gamle
Danmarks ager.

En anden dag kunne han midt i elendigheden med kulde, snavs og utøj skrive et digt,
der hedder »Loppen«, og som viser hans galgenhumor. Her følger slutningen:

I halmens dyb i sækken
på cellens rå cement
du fandt lidt ly for trækken,
da du var lidt forvendt. –
Vi to har mange timer
tilbragt i ensom ro,
før angsten kom i stimer,
og had tog til at gro.
Vi talte ofte sammen
om kærlighed og had.
En dag dog sprængtes rammen,
du sprang op i min mad!

På skålens bund makrellen
lå rådden, kold og stiv.
På den med megen sprællen
du kæmped’ for dit liv.
Da tog det onde magten
i min forpinte sjæl.
Jeg glemte ganske pagten
og klemte dig ihjel.
I fiskens rådne indre
du mellem stænger gled,
der mig desværre hindre
i at forsvinde med.

Han kunne fryde sig over et smukt snelandskab.

En dag med nyfalden sne steg han op på bordet, for kun herfra var det muligt at kigge ud gennem det tilgitrede vindue. Da han ikke kunne se nok, entrede han skabet og glædede sig derfra over de sneklædte tage og træer. Han mindedes barndomstiden med skiture til klit og hav, og i tankerne mødte han kammeraterne ved Klim Bjerg. – Men brat blev han revet ud af sin drømmeverden, da den tyske fangevogter brølede:

»Hvad laver du på skabet du danske svinehund!«

Jeg kan ham ikke svare, men lukker tavs min mund.

Imidlertid indtraf nu en bedring i hans forhold, idet han slap ud af enecellen og blev sendt til Frøslevlejren. Han var stadig fange, men nu var han sammen med andre, der var håb forude, som det ses af disse vers fra digtet.

Overblik

De grønne drenge skuler tit,
de kan ej forstå,
at man tør tro og tænke frit
bag pigtråd og slå.
Se frem – se frem.
I danskernes land
du vandrer snart igen.

De truer os med Tysklandstur
og skriger i kor.
Vort sammenhold er som en mur,
og modstanden gror.
Hold ud – hold ud.
I danskernes land.
Du vandrer snart igen.

Marius Borregaard undgik de frygtede transporter til tyske koncentrationslejre, og kort tid efter befrielsen 5. maj 1945 kom han med toget til sin fødeby, hvor over hundrede mennesker var samlet for at byde ham velkommen. En mand fra Klim, der som 10-årig var med, har fortalt, at der var mange, som bar små flag, og der var også tilvejebragt en foreningsfane. Da toget standsede, steg Marius ud, mens hurraråbene bølgede imod ham. Lidt efter lidt satte skaren sig i bevægelse mod hans barndomshjem, og med fanen i spidsen fortsatte man gennem byen frem til målet. Her kom Marius Borregaards mor ud. Hun og sønnen omfavnede hinanden, og da blev der stille blandt de mange mennesker.

Endvidere huskes det, at en mand i følget nu tog ordet og sagde blandt andet: »De sidste måneder har været en streng tid for Marius og hans mor. Nu kan de trænge til at komme ind og snakke lidt i fred og ro.« Og henvendt til følget sagde han: »Nu skal I have tak, fordi I kom og fulgte Marius hjem, og lad os så gå tilbage til vores arbejde.«

Efter krigen flyttede Borregaard til Skjern, hvor han senere fik en ledende stilling. Han bosatte sig og stiftede familie sammen med Edith, som han havde lært at kende under de voldsomme begivenheder i Aalborg.

Han samlede ca. 50 af sine digte i hæftet »Afbrudte Ranker« 1940-45. De blev duplikeret til venner og bekendte, og her fik min far et eksemplar, som jeg har arvet. Da jeg som nævnte besøgte Frøslevlejrens Museum, huskede jeg digtene og manden, som skrev dem. Jeg fik lyst til at fortælle personalet herom, og en kopi af digtene er nu indgået i museets samlinger.

Marius Borregaard og hans kammerater tog kampen op mod uretten. Derved gjorde de efterkrigstiden lettere for nye generationer og gav Danmark et bedre omdømme i den frie verden.

Scroll to Top