Brovst under den tyske besættelse 1940-45

Brovst 5. maj 1945.
Brovst 5. maj 1945.

Af Børge Hylleberg Nielsen

Besættelsen

Som så mange andre byer i Danmark vågnede Brovst 9. april 1940 ved lyden af tyske fly. Det, alle havde frygtet, var sket: Tyskerne havde besat landet.

De første tyske soldater så vi allerede samme dags eftermiddag. Det var en let motoriseret kolonne, som fra Thisted var på vej mod Aalborg. De kørte lige igennem byen, og Brovst’erne stod tavse, beklemte, og kiggede på. Selv om der da også i Brovst var folk med nazisympatier, var der ingen, der »heilede«.

Nogle dage senere kom de næste. Et fodfolkskompagni. Sydtyskere og elitesoldater. De bivuakerede ved Bratskov og drog videre østpå. Men der kom flere, og de indkvarterede sig i byen i kortere eller længere tid. Efter tur blev skolerne, missionshusene, Zionkirken, Baptistkirken, dele af Bratskov, samt hotellets store sal anvendt til indkvartering. Selv om mange fandt sognerådet for eftergivende, lykkedes det dog at friholde så mange lokaler, at børnenes undervisning kunne opretholdes, og også på Teknisk Skole og Handelsskolen kunne der skaffes lokaler. Det var jo aftenundervisning.

I den sidste del af besættelsen opførte tyskerne en baraklejr syd for Bratskovs have. Der var hele tiden tyske soldater i byen. Ikke altid lige mange, men dog ofte op til tre kompagnier. Der var ikke tale om egentlige kampenheder, men nærmere bevogtningsstyrker, og kvaliteten faldt stærkt langs ad vejen.

Mørklægningen blev dekreteret straks fra 9. april, og der var forbavsende nok mørklagt med det samme. Værnemagten kontrollerede hele tiden, at påbuddet blev overholdt.

Rationering og varemangel

Allerede 1. september 1939 (ved verdenskrigens udbrud, red.) blev benzinen rationeret, mange biler blev »klodset op«, og det blev naturligvis værre og værre med både rationering og varemangel. De tyske soldater fik ganske vist deres forplejning fra centralt hold, men de handlende havde pligt til at sælge til den enkelte tyske soldat, og da der jo var forholdsvis mange tyske soldater i byen, kunne det ikke undgås, at det gik ud over danskerne, selv om mange handlende gemte de bedste varer under disken. Der var dog også nogle, som var mere end interesseret i at sælge til tyskerne.

Det frivillige luftværn for Brovst Stationsby
og Gammel Brovst samt Danske Kvinders Beredskab (DKB)

Brovsts beliggenhed ved Limfjorden, som var den naturlige ledelinje for engelske piloter, når de skulle angribe den store tyske luftbase ved Rødslet vest for Nørresundby, skabte naturligvis frygt for nedstyrtning og udkastning af bomber før nødlanding. I flere omgange opbyggede man derfor et beredskab, som dog først blev organiseret i sin endelige form i foråret 1943.

Selv om hensigten jo var, at så mange som muligt af byens borgere skulle evakueres i påkomne tilfælde, skulle der dog bruges mange, både mænd og kvinder, til varetagelse af de forskellige tjenestegrene: rydning, afspærring, sanitet, teknik, brandslukning, alarmering, forplejning, hjemmesygepleje, børnepleje m.m. Specielt var byens håndværkere meget nødvendige i dette store frivillige apparat, som heldigvis aldrig kom i funktion, dog bortset fra forplejningslotterne, men det var efter 4. maj 1945.

Vagtværnet

Da politiet 19. september 1944 dels blev taget af tyskerne, og dels måtte gå under jorden, eller i al fald vise sig så lidt som muligt, opstod der problemer med ro og orden, specielt i nattetimerne. Derfor dannedes der, som så mange andre steder, i Brovst et frivilligt vagtværn bestående af besindige borgere, som fra et kontor i Han Herreders Sparekasse to og to afpatruljerede byens gader og veje i nattetimerne. Vagtværnet havde ikke særlige beføjelser, men enhver borger har i nødsituationer en vis politimæssig myndighed, og det var den paragraf, man støttede sig til. Domstolene eksisterede jo også, og de var absolut lydhøre for indberetninger fra vagtværnene, som var udnævnt af sognerådene og havde sognerådsformanden som ansvarlig chef. Der blev ført en rapportbog, som var forsvundet i mange år, men som dukkede op i 1977 eller 78. Da politiet blev taget af tyskerne, lod man sognefogeden fungere videre. Hans sædvanlige kontakt til politimesteren var jo borte, men han havde i stedet direkte reference til dommeren.

Modstanden

Om det var indsamling af oplysninger til Forsvarets Efterretningstjeneste, eller det var uddeling af illegale blade, det startede med, er svært at huske, og af gode grunde blev der jo ikke ført dagbog. Men det var nu vist efterretningstjenesten, der kom først. Forsvaret var meget interesseret i, hvor store tyske enheder der var i Brovst, og af hvad art de var. Det kunne man jo let se, når tyskerne under afsyngning af »Wir fahren gegen Engelland« og »Auf der Heide blüht ein kleines Blühmelein« marcherede gennem byen. Desuden ville forsvaret gerne holde styr på rokeringerne. Dertil behøvede man enhedernes feltpostnumre. Det var let nok i begyndelsen, men senere bestod styrkerne af sammenstykkede enheder, som man flyttede rundt med, og så blev det noget af et puslespil. Efter 29. august 1943, da tyskerne overfaldt det danske forsvar, og derved mange unge reserveofficerer blev ledige, rejste disse rundt til meddelerne. Siden kom alt til at foregå skriftligt til Frihedsrådets kontaktmand.

De første illegale blade i Brovst var nogle maskinskrevne kopier, hvis oprindelse jeg ikke kender, men de var vist nok lavet i Aalborg. De gik fra hånd til hånd og blev kopieret lokalt. Senere kom bladene i større antal. De var bedre udstyret og redigeret.

Det, der kom regelmæssigt, var vist nok »Frit Danmark«, men også »Dansk Samling«, »Ringen« og »Kirkens Front« var yndet læsning fra 1943.  Enhver fordeler havde sine omhyggeligt udvalgte aftagere. Det var jo strafbart at besidde illegale blade, men ingen i Brovst blev »taget«. Foruden de allerede nævnte kom der senere et hav af forskellige »meddelelser«. Datoen for dannelsen af de første modstandsgrupper med fast organisation kender jeg ikke. Men det var nogenlunde samtidig med oprettelsen af Danmarks Frihedsråd i sommeren 1943. Grupperne bestod først af fire mand, men blev senere efter ordre fra Frihedsrådets M-udvalg øget til seks mand. Forsyningerne med våben og sprængstof var meget sparsom. For det første var der ikke så meget at fordele af, og for det andet ønskede Frihedsrådets kommandoudvalg, at der skulle være ro i området. For eksempel var det forbudt at sabotere Aalborg-Thisted-jernbanen. Den skulle holdes åben og kunne jo meget hurtigt sammen med hovedvej 11 lukkes ved Lund Fjord. Grupperne måtte derfor koncentrere sig om instruktion og øvelse i brug af de fra England »importerede« våben og sprængstoffer samt det at lære hinanden at kende psykisk. Der var tre grupper i Brovst. Gruppelederne kendte hver for sig bylederen, men ikke hinanden. Inden for gruppen kendte man selvfølgelig hinanden, men ellers ingen. Man havde måske nok sine anelser, men dem talte man ikke om. Det var forbudt. Der var ingen egentlige »stikkere« i byen, men både i Brovst og i omegnen var der en del nazister og værnemagere. De var alle ildeset, men fik lov til at være i fred.

En enkelt sabotage blev foretaget. I en lille underjordisk bunker i Tranum Brugsforenings gård havde tyskerne en samle- og forstærkercentral for de telefonlinjer, som forbandt de tyske kanonstillinger m.v. langs Vestkysten. Dette anlæg blev saboteret med en sprængladning, som blev sænket ned gennem en luftkanal. Hvor stor skade der anrettedes, vides ikke.

Danmarks Frihedsråd ønskede, at der rundt i landet oprettedes lokalkomitéer. En sådan blev også dannet i Brovst-området. Den skulle, ligesom Frihedsrådet, bestå af repræsentanter for de forskellige modstandsorganisationer: Kommunisterne, Ringen, Frit Danmark, Dansk Samling og senere de væbnede styrker og Politiet. En sådan lokalkomité skulle dels være koordinerende i modstandskampen og dels beskæftige sig med tiden efter krigens afslutning, hvordan denne nu end måtte forme sig. Det medførte hyppige og langvarige diskussioner, som ofte måtte foregå under udgangsforbud, så vejen til og fra møderne var ret nervepirrende. Modstandsbevægelsen i Brovst ønskede meget at få en nedkastningsplads, og adskillige forslag blev sendt til Special Forces, men dels var der jo temmelig mange tyskere i Brovst, og dels havde tyskerne en lyttepost i Aarup, så først så sent som i marts 1945 blev en plads i Tingskoven godkendt. Alle forberedelser – og det er ret mange – blev gjort, og i begyndelsen af april kom den ventede særmelding. Såvel nedkastningen som borttransporten af godset forløb uden nævneværdige komplikationer, og efter at den godkendte mængde våben m.v. til eget brug var lagt fra, blev resten sendt med jernbane vestpå.

Kort tid efter gik en nedkastning til Klithuse forkert og blev droppet over Tranum Klit. Folk fra Tranum-gruppen bjærgede noget, men resterne løb tyskerne med. Det blev ført til Skovsgaard Station, og Brovst-grupperne havde planlagt en »afhentning« en bestemt nat, men om eftermiddagen kørte tyskerne godset bort.

Modstandsbevægelsen havde et depot på elværkets loft, og noget må være blevet glemt ved befrielsen, for da elværket flere år senere brændte, blev der en vældig knalden af eksploderende håndvåbenammunition.

På grund af den ro, der skulle være i området, så vi ikke noget til Gestapo før i slutningen af april 1945, hvor de forsøgte at hente overlægen (N.C. Lunding, red.), som dog i tide var sluppet ud gennem et vindue og var flygtet over markerne til Torslev. Nogle dage senere havde Gestapo heldet med sig og fik fat i overlægen, som måtte tilbringe dagene op til befrielsen i en arrest i Aalborg, dog uden at blive mishandlet.

Befrielsen

Da budskabet om kapitulationen kom i den engelske radio om aftenen 4. maj, var der jubel og fest med levende lys i de nu gennem fem år mørklagte vinduer. De, der mærkede mindst til festrusen – når bortses fra værnemagerne og lignende – var nok folkene i modstandsbevægelsen. Meget skulle være klar til 5. maj kl. 8 morgen. Nu kendte man jo situationen, og alle planer m.v. skulle rettes ind efter den. Biler skulle gøres køreklar. Interneringslister skulle revideres. Vagtskifter og evt. kamp skulle forberedes, der var jo masser af bevæbnede tyskere i byen, og ingen vidste, hvad de kunne finde på osv. Der var vist ikke nogen, der fik ret megen søvn den nat. Alt forløb imidlertid efter planerne, og snart begyndte tyskerne at forlade byen, og dermed var et bevæget kapitel af Brovst Sogns historie slut.

At der så siden fra visse sider rejstes en voldsom kritik mod især Frihedsrådets Lokalkomité på grund af de interneringer, som blev foretaget, skal kun nævnes for fuldstændighedens skyld.

Efterskrift

Børge Hylleberg Nielsen (1913-82) var bankbestyrer i Andelsbankens Brovst-afdeling, gruppefører i modstandsbevægelsen i Brovst og medlem af Frihedsrådets Lokalkomité i Brovst (L.K.).  Da artiklen blev skrevet, var Børge Nielsen bosat i Aabenraa.

Artiklen er et uddrag af bogen »Brovst« af Jens Møller Gregersen, udgivet af Brovst Kommune 1973.

Scroll to Top