Af Arne Sloth Kristoffersen
Uddrag af bogen »Brovst som arbejderby«, udgivet af Foreningshuset i Brovst 2010
Bogen kan købes ved henvendelse til forfatteren
(Fortsat fra artiklen »Brovst under besættelsen · Ændrede arbejdsforhold«)
Med det tyske nederlag ved Stalingrad i 1943 vendte krigslykken sig, og der kom gang i den danske modstandsbevægelse, blandt andet med sabotage mod virksomheder, der arbejdede for tyskerne.
Der blev også dannet en modstandsbevægelse i Brovst. Det var et bredt udsnit af byens borgere fra alle erhverv, blandt andre Andreas Simonsen, Chr. E. Larsen, Peter Esbech, brødrene Aage og Jacob Jensen, Jørgen Olsen, Niels Larsen og Johs. Thomsen.
Læge Chr. Lunding var byleder, og Kajus Andersen var gruppeleder. Lunding var kommunist, og ifølge Kajus Andersens datter, Lillian, smittede det af på de øvrige yngre medlemmer – men kun for en tid, for ifølge Lillian blev hendes far senere konservativ.
Kajus var meget aktiv i modstandsbevægelsen og holdt gruppemøder på elværket, hvor der blev givet instruktion i brugen af våben og sprængstof. Han deltog ofte i modtagelsen af nedkastede containere med våben og ammunition, blandt andet ved pladsen »Helmer« med kodenavnet »Poulsen« i Tingskoven, hvorefter han kom hjem med flerfarvede faldskærme – røde, khakifarvede, hvide og blå. Lillian fik en kjole, der var lavet af rødt faldskærmsstof af kraftigt silke. Der blev også lavet broderier på faldskærmsstoffet.
Der skete altid noget hos Meta og Kajus. Da den kendte direktør for Aalborg Museum, Peter Riismøller, måtte gå under jorden, fik han nøgle til forskellige hjem. Han boede derefter flere gange hos Meta og Kajus, men børnene opdagede det ikke, for han kom altid efter sengetid og gik, inden de stod op. På et tidspunkt følte Lunding jorden brænde under sig, så lægefamilien gik under jorden. Fru Lunding og børnene, Inge og Mogens, flyttede over på den anden side af vejen til Meta og Kajus, hvor de boede i en måned, selv om pladsen var trang, mens Chr. Lunding hele tiden skiftede skjulested.
Modstandsgruppen i Brovst skulle koncentrere sig om modtagelse af våben og holde sig fra jernbanesabotage, der ellers ville påkalde sig tyskernes opmærksomhed. Våbnene blev opbevaret i en plomberet togvogn på stationen, lige for næsen af tyskerne på Damengen.
På et tidspunkt blev gruppen i Brovst bedt om at sende nogle våben til Thisted, og Kajus var selvskreven til at udføre opgaven – og måske også den eneste, der turde. Han lånte en gengas-lastbil,* der blev fyldt op i bunden med de dyrebare våben. Oven på dem blev der lagt et tykt lag grene, træ og rafter, som hang ud over ladets sider i et fuldstændigt virvar. Herefter kørte generatorkøretøjet for fuld kraft op ad bakken på vejen mod Thisted. Dengang var toppen af Vestergade væsentlig højere end i dag.**
Det var en lang tur, Kajus havde foran sig, når man tager vejenes dårlige tilstand og lastbilens elendige dæk i betragtning. Men da han uden problemer var kommet til Fjerritslev, der var spækket med tyske soldater, lød der pludseligt et ordentligt brag fra bilen, og Kajus måtte i hast standse sit køretøj midt i byen. Et af hjulene var punkteret!
Kajus kørte ind til fortovet og gav sig til at undersøge skaden. I virkeligheden var det flugtmuligheder, han først så efter. Bilen blev hurtigt omringet af tyskere, der ville forhøre sig nærmere om transporten og undersøge bilens last.
Det var en uhyre spændt situation. Kajus var klar over, at der måtte handles omgående, og han satte derfor sin frække og mest provokerende mine op. Han lod, som om han følte sig meget forurettet, og sagde, at han omgående måtte lappe sit hjul og bad tyskerne om at gå til side, så han kunne skrue hjulet af. Interessen hos de ventende tyskere aftog efterhånden, og det endte med, at de gik fra stedet. Inden mange minutter var bilen atter klar til at fortsætte mod Thisted, hvor Kajus fik afleveret sin last i god behold.
Da tyskerne i 1944 arresterede hovedparten af det danske politikorps, var landet uden politi.*** Der blev derfor oprettet frivillige vagtværn rundt omkring i landet og også i Brovst. Der findes næsten intet skriftligt om vagtværnene, for selv om tyskerne tolererede dem, ville man ikke risikere noget.
Men undtagelsesvis førte man i Brovst en protokol, som derfor er af stor historisk værdi, fordi den er så sjælden. En stor del af byens mandlige befolkning deltog. Der var fem i hver gruppe, som patruljerede rundt i byen to og to, mens den femte var telefonvagt. Medlemmerne var udstyret med et armbind og en knippel. Hver morgen, når vagten var forbi, blev nattens hændelser skrevet ind, og alle fem fra vagten skulle underskrive protokollen. Den første rapport var skrevet med en håndskrift, som jeg genkendte, da det var min fars.
»Natten mellem 21. og 22. Oktober 1944
Vagten har haft en god Nat, Byen er blevet meget grundigt patruljeret. Anton Nielsen, Møllevang, maatte se Guldsmed Jensen som sin Overmand i et Parti Skak. Vejret var fint og stjerneklart.«
K.M. Kristoffersen, Bernhard Christensen (Mølleren), Anton Nielsen, Svend Djernes, C. Jensen.«
Befrielsesbudskabet kom, mens modstandsgruppen opholdt sig i Kokkedal Skov for at afprøve pistoler. Edel Isager fra Kokkedal Slot overbragte dem nyheden. Da de kom tilbage til Brovst, lå der en ordre fra Chr. Lunding om, at alle skulle møde hos ham næste morgen klokken 6.00. Der skulle oprettes en interneringslejr på Skovsgaard Hotel, ligesom man skulle forsøge at forhindre selvtægt mod de tyskervenlige piger****.
Lørdag 5. maj 1945 klokken 8.00 var den tyske besættelse af Danmark forbi.
Ifølge flere kilder mødte Peter Mortensen, der boede i Kanalhuset, som sædvanligt op på stationen 5. maj om morgenen for at tage toget til Vadum til sit arbejde på flyvepladsen. Da han ikke havde nogen radio, havde han ikke hørt befrielsesbudskabet. Hans første reaktion var imidlertid sorg over at have mistet så god en arbejdsplads …
Da englænderne kort tid efter kom gennem byen, blev de mødt med flag, stor jubel og et stort arrangement på stadion, hvor klubhuset var pyntet med både »Union Jack« og Dannebrog. Til stede var også »Europas bedste nedkastningschef«, Jens Toldstrup,***** der havde arbejdet på at opbygge en slagkraftig undergrundshær. Det blev en gevaldig folkefest, hvor der også blev spillet en fodboldkamp mellem BIF og englænderne. Senere kom to medlemmer af Frihedsrådet, Mogens Fog og Frode Jacobsen, også til Brovst, hvor de holdt taler og blev beværtet hos lægefamilien Lunding.
I dagene efter kapitulationen blev en del af byens borgere anholdt af modstandsbevægelsen og interneret på Skovsgaard Hotel. De blev dog hurtigt løsladt igen. Et fåtal blev senere idømt bøder af domstolene for værnemageri.****** Alligevel forløb retsopgøret fredeligt i Brovst, og så vidt vides fik »kun« én pige i byen klippet håret af som straf for omgang med tyskerne.
Freden var vundet, nu kunne den svære genopbygningstid begynde. Medlemmerne af modstandsgruppen fik et meget nært venskab, som holdt sig resten af deres levetid, og hvert år efter besættelsen samledes de 4. maj hos Meta og Kajus for at mindes de fælles oplevelser.
Samfundslivet kom hurtigt ind i den sædvanlige gænge, bortset fra at de første efterkrigsår var meget vanskelige med stor arbejdsløshed, fortsat varemangel og rationering, ligesom den frygt, »den kolde krig« skabte op gennem 1950’erne, også prægede livet i Brovst.
Verden er lille
Kjeld Simonsen fortæller, at BIF nogle år efter besættelsen arrangerede en tur til Tyskland gennem Eurosport, og på et tidspunkt kom de ind i en forretning i Heidelberg i Sydtyskland. Indehaveren kunne åbenbart forstå, at de kom fra Danmark, og han spurgte på udmærket dansk om, hvor de kom fra. For at undgå en længere forklaring, svarede de bare, at de kom fra Brovst. »Kender I så slagter Jensen?« spurgte tyskeren straks. De blev selvfølgelig forbavsede. Det viste sig, at manden under krigen havde været stationeret i Halvrimmen Forsamlingshus, og han skulle hver dag cykle op til slagter Jensen i Brovst efter proviant.
Verden er i sandhed lille!
*Gengas: Lastbil med gasgenerator.
**I begyndelsen af 1950’erne blev der taget flere meter af bakken til dens nuværende niveau.
***19. september 1944: Det danske politi arresteres og sendes i tyske kz-lejre.
1.-2. oktober 1943: Aktionen mod de danske jøder.
****Tyskertøser eller feltmadrasser: Øgenavn til piger, der kom sammen med tyske soldater.
*****»Jens Toldstrup«, døbt Anton Ingersøn Jensen, 1915-91. Uddannet ved toldvæsenet (deraf dæknavnet). Nedkastningschef for Jylland og leder af modstandsbevægelsen i hele Nordjylland.
******Værnemagere: Personer, der aktivt solgte til eller arbejdede for tyskerne.