Af Arne Sloth Kristoffersen
Uddrag af bogen »Brovst som arbejderby«, udgivet af Foreningshuset i Brovst 2010
Bogen kan købes ved henvendelse til forfatteren
Danmark blev besat 9. april 1940, og de næste fem år var der tyske soldater i Brovst. Det drejede sig normalt om tre kompagnier, det vil sige 300-350 mand. I begyndelsen var det elitesoldater, som marcherede syngende gennem byen, men som krigen skred frem, forsvandt de og blev sat ind på fronterne.
Disse blev afløst af egentlige bevogtningssoldater: ældre, helt unge eller sårede, der ikke længere kunne gøre fronttjeneste. Min far fortalte, at den tyske kommandant på Bratskov rystet udbrød: »Mein Gott!« da han pr. telefon fik ordre på at gøre soldaterne i Brovst parat til at blive sat ind på Østfronten.*
Siden stod de opstillet på Damengen, hvor de fik udleveret vinterudrustning. De fleste overlevede ikke strabadserne mod Sovjetunionen. Ølbrygger Agnar Mortensen, der boede ved siden af hotellet, fortæller, at der ofte kom grupper af soldater fra Østfronten for at blive indkvarteret på hotellet, så de kunne blive restitueret i det fredelige Danmark. Disse soldater havde imidlertid nerverne uden på kroppen, og ved den mindste anledning trak de deres skydevåben.
Tyskerne satte sig tungt på byen. Stationsbyskolen og gymnastiksalen på Teknisk Skole blev beslaglagt, så alle eleverne blev presset sammen på Teknisk Skole. Men tyskerne tog også missionshuset, Zionkirken, Baptistkirken, dele af Bratskov og hotellets sal. Resten af krigen blev hagekorsflaget hver dag hejst i byen, ledsaget af orkestermusik. Senere blev der bygget en række barakker på Damengen, hvor nu Brovst Hallen ligger. I mange år derefter blev den altid kaldt for »Tyskerengen«.
Det daglige liv og arbejdsforholdene i Brovst blev stærkt præget af tyskernes tilstedeværelse. Fra første dag blev der dekreteret mørklægning, og det fungerede. Senere blev der indført rationeringskort på alle vigtige varer, ligesom alle blev udstyret med et legitimationskort – eller »Ausweis« – som skulle fremvises ved de kontrolposter, der blev opstillet ved byens indfaldsveje. Ingen, der oplevede 9. april 1940, har nogensinde glemt denne mørke dag, men der har sikkert været forskel på børnenes og de voksnes oplevelse af dagen og af besættelsestiden som sådan.
Besættelsestiden i børnehøjde
Børge Juul Andersen var kun en dreng dengang, men han husker tydeligt, hvad der skete tirsdag 9. april 1940, selv om det nu er 70 år siden. Derimod kan han ikke præcist huske, hvad han lavede i sidste uge.
»Jeg kan endnu høre og se de store flokke af mørke, tyske flyvemaskiner, der fløj hen over byen på vej mod Norge, da vi tidligt om morgenen var vågnet ved den frygtelige larm. Men det var især den enorme kortege af militære lastbiler, der senere kom, der gjorde et endnu større indtryk på mig. Mit barndomshjem lå på toppen af Vestergade, lige over for vandtårnet, og så langt jeg kunne skue vestpå, omtrent to kilometer, var der bare militærkøretøjer i alle afskygninger, der kom mod Brovst ad hovedvej 11 mod Aalborg. Jeg havde det ønske at komme over til vandtårnet på den anden side af vejen, hvor min far var, da han som mekaniker havde tilsyn med værket. Jeg ville så gerne vise ham hele sceneriet, men jeg fik ikke chancen for at komme over.
Det, jeg her har beskrevet, var optakten til det, der blev kaldt for ’De fem forbandede År’. Set i bakspejlet synes jeg, at Brovst slap forholdsvis heldigt igennem krigen. Der skete ikke mig bekendt det helt store og vilde. Der var mangel på næsten alt, men jeg synes ikke, der var nogen, der led de helt store afsavn.«
Børges forældre, Thorvald og Agnete Juul Andersen, blev som så mange andre mennesker nødt til at indstille sig på de ændrede livsvilkår under krigen. Thorvald Andersen var uddannet mekaniker og havde sit eget værksted med butik og benzinsalg samt en rutebil og lillebil med indlagt varme! Den private bilisme hørte imidlertid hurtigt op, så Thorvald måtte sadle om. Han gik derfor over til reparation af cykler og udvidede forretningen til en lille galanteributik, hvor han solgte alverdens ting. blandt andet slik, trælegetøj og frem for alt reservedele til cykler, hvor dæk og luftslanger hurtigt blev en mangelvare. I stedet måtte man køre på de tunge, faste dæk uden luft.
Forholdene i Brovst var rolige gennem hele krigen, og ofte opstod der næsten et venskabeligt forhold mellem mange af børnene og nogle af de tyske soldater. Det var ikke uden grund, at de tyske soldater gerne ville til Danmark, som blev kaldt for »Flødeskumsfronten«. Først de sidste år af krigen kom der gang i modstandsbevægelsen, men det ødelagde ikke roen i byen.
Børge Juul Andersen fortæller videre:
»Tyskerne havde en lyttepost på Vestre Allé i et hus, der lignede et lysthus. Den var bemandet døgnet rundt, men soldaterne havde ikke noget at lave, så de havde tid til at lege med os. De lærte os også at snitte i træ. En dag, hvor vi spillede med dem ved indkørslen til Boelsgaarden, dukkede der en lille tysk flyvemaskine op. Den landede på marken ved siden af os, og piloterne spurgte os om vej til Øland. De ville have mig med for at vise vej, men jeg sagde nej, selv om jeg havde lyst til at tage med. Men jeg husker tydeligt, at der var noget i mig, der sagde, at hvis jeg hjalp dem, var jeg en landsforræder.«
Der var to bestemte soldater på posten gennem meget lang tid. Den ene var kæmpestor og den anden meget lille, så derfor blev de kaldt for »Skipper Skræk« og »Grønært«.
Ewald Klitgaard Kristensen husker stadig, at han blev meget forskrækket 9. april 1940. For da de tyske flyvemaskiner fyldte himlen, sagde lærerinde frøken Frida Kristensen grædende til børnene: »I må hellere gå hjem, ellers kommer tyskerne og tager jer.« Børnene skyndte sig derfor rædselsslagne hjem.
Ewald var mælkedreng hos Emil Røge fra klokken 6.00 om morgenen, til han skulle i skole. En morgen fandt han flere ark sammenrullede rationeringsmærker på fortovet uden for apoteket. Han forhørte sig derefter i opgangen og fandt ejermanden, der selvfølgelig blev meget glad. Mærkerne var faldet ud gennem et åbentstående vindue.
Hardy Pedersen fortæller:
»Jeg var lige stået op, og da kom der flere store flyvemaskiner flyvende lavt ind over vort hus. De kom fra nord og hen over gaden på vej mod Aalborg Lufthavn. Jeg husker, at Mor var meget forbavset over, at sådan en stor, sort flyvemaskine kom flyvende så lavt. Det var jo sjældent, at vi så en flyvemaskine hen over Brovst.«
Tyskerne havde som nævnt beslaglagt missionshuset i Østergade, og Hardy fortæller videre:
»Vi var nogle drenge, der gerne måtte komme der, og derfor erfarede vi ved selvsyn, hvordan soldaterne boede og levede. Der var installeret køjesenge i den store sal, så der boede en del tyskere der. Det var interessant for os at få lov til at se og røre ved deres geværer og pistoler. Jeg husker også, at vi nogle gange fik noget at spise dernede. Tyskerne fik større portioner røgede sild, som de kom med, pakket ind i brunt papir. Disse sild fik vi lov at spise så mange af, som vi ville. Dertil fik vi store humpler rugbrød.«
Kjeld Simonsen har også mange minder fra besættelsestiden:
»I krigens sidste tid var det som bekendt ældre mænd og store drenge, der udgjorde størstedelen af besættelsestropperne i Brovst. De var vist også trætte af krigen og længtes efter fred; men de havde nogle heste, og de skulle passes, og det var vi drenge behjælpelige med. Uheldigvis blev vi observeret på toppen af et hølæs af lærer Keld Nielsen, og han elskede ikke tyskerne – tværtimod! – så den handling gav fem svedere efter skoletid. Det foregik ved, at vi blev låst inde i et lokale på første sal på Teknisk Skole.
Uheldigvis glemte han os den sidste dag, og vi blev først lukket ud, da lærerinde Frida Kristensen, som havde lejlighed ved siden af, kom hjem hen under aften. Næste dag gik lærer Nielsen rundt til samtlige forældre og gav en undskyldning for forglemmelsen. Vi sad og spiste, da læreren kom med undskyldningen, men min far svarede læreren, at det skulle han ikke tænke på, for så længe drengen havde siddet dér, havde han da ingen ulykker lavet!
Vi børn fra arbejderkvarteret i Vestbyen havde nogle fantastiske legemuligheder. Om vinteren kørte vi på skøjter og ski samt på kælk ned ad Solbakkevej og over Jernbanegade forbi mejeriet! Om sommeren legede vi i den gamle lergrav syd for vandtårnet og byggede dæmninger tværs over den og gravede huler i skrænterne. Eller også legede vi ’indianere og soldater’ i kridtgraven eller i Bøge Bakker, naturligvis med hjemmelavede våben. Ja, vi levede et herligt friluftsliv både sommer og vinter, og det er en tid, der aldrig kommer tilbage – men minderne har man heldigvis …
Men en dag blev vores leg omkring vandtårnet afbrudt, for pludselig kom der to engelske »Spitefires« strygende i lav højde hen over hustagene og beskød de tyske barakker på Damengen. Der blev vist ingen soldater ramt, men næste dag lå der mursten over skudhullerne. Der var stadig væk krig!«
Willy Pedersen gik blandt andre i klasse med Kjeld Simonsen, Børge Juul Andersen, Børge Hyldig, Lillian Andersen og Signe Jensen, og eleverne måtte dele Teknisk Skole med tyskerne, der som nævnt havde beslaglagt gymnastiksalen og nogle rum i kælderetagen. Tyskerne havde desuden opstillet deres store feltkøkken i skolegården, hvorfra der blev sendt mad ud til de forskellige steder i byen, hvor de boede. Willy fortæller, at når han og hans kammerater holdt frikvarter, skulle de gennem kælderen for at komme ud i skolegården, som de delte med feltkøkkenet. Om formiddagen sad der altid nogle ældre soldater og skrællede kartofler, og de ville meget gerne tale med skolebørnene, selv om der selvfølgelig var sproglige problemer.
*Østfronten: Krigszonen mellem Tyskland og Sovjetunionen
(Fortsættes i artiklen »Brovst under besættelsen · Ændrede arbejdsforhold«)