Da Thisted-Fjerritslev-toget blev beskudt

TFJ-personvogn af typen C9 med læderbetrukne sæder og lukket perron i begge ender. Vognen er magen til den, murersvenden og mejerieleven befandt sig i, da toget blev angrebet mellem Hunstrup og Østerild.

TFJ-personvogn af typen C9 med læderbetrukne sæder og lukket perron i begge ender. Vognen er magen til den, murersvenden og mejerieleven befandt sig i, da toget blev angrebet mellem Hunstrup og Østerild.

Hen mod slutningen af anden verdenskrig var allierede fly ofte på strejftog over det besatte Danmark. Flyvepladser, radarstationer med mere – og i perioder også jernbanetog – blev angrebet, og herunder skete det, at et tog i fart mellem Thisted og Fjerritslev blev udset som mål og derved for en kort tid blev skueplads for voldsomme begivenheder på en ellers fredelig søndag eftermiddag. Det var 29. oktober 1944

Af Bent Rolighed

For en del år siden mødtes to mænd, som den dag var passagerer i toget – den ene som nyuddannet murersvend (senere murermester Madsen, Kollerup), den anden som mejerielev.* De genopfriskede hændelsesforløbet, og det viste sig, at deres indtryk i alt væsentligt stemte overens. Og her følger så deres beretning, støttet af uddrag fra de engelske flyveres rapport, tyskernes rapport samt korte meddelelser, som de censurerede dagblade fik lov at bringe.

På den skæbnesvangre dag havde murersvenden været meget tidligt på færde. Han havde brug for at orientere sig om et nyt centralvarmesystem, der skulle være brændselsbesparende, hvilket var af stor betydning dengang, og det kunne han komme til at se i Vestervig.

Togforbindelsen dertil var i den pågældende periode meget dårlig, så han valgte i stedet at cykle fra sin bopæl i Hjortdal den lange strækning til Vestervig. Han startede klokken fire om morgenen i buldrende mørke, hvor cykellygten, der var indrettet efter mørkelægningens strenge krav, kun var til ringe nytte. Hjemad var forbindelsen noget bedre, så da person- og godstoget omkring klokken 14.30 dampede ud af Thisted, var murersvenden blandt de rejsende.

Han var træt efter dagens anstrengelser og tog sig nu en middagslur. Der var ikke langt mellem stationerne. Flere rejsende kom med. Blandt andre nogle tyske soldater og et festklædt selskab, mændene i mørke jakkesæt og kvinderne i lange kjoler. Ved Hillerslev Station kom mejerieleven med.

Konduktøren Carl Emil Sørensen fra Thisted kontrollerede billetterne og snakkede lidt med de rejsende, som han plejede at gøre. Lokomotivførerens arbejdsplads var der ikke mange, der havde kendskab til, men man vidste jo nok, at krigssituationen for ham og hans kolleger førte mange vanskeligheder med sig i form af mørkelægning, manglende kulforsyninger og evindelige forsinkelser. Toget havde netop forladt Hunstrup Station. Farten blev sat op, og måske kunne en lille forsinkelse indhentes på den næste strækning.

Omkring klokken 14.50 fløj – ifølge »Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. Verdenskrig« – to engelske fly ind over kysten nord for Agger. Det var af typen Mosquito VI fra 141 Squadron, en type, der almindeligvis blev brugt til sådanne operationer. Farten kunne øges til ca. 650 kilometer i timen, og bevæbningen var fire maskinkanoner og fire maskingeværer. Ombord i det ene fly var Flight Lieutenant Drew og Pilot Officer Williams, og i det andet Flight Lieutenant Haviland og Flying Officer Booth, og de kom fra basen West Raynham i Østengland.

De fortsatte i 150 fods højde til Thisted-området for at kigge nærmere på vandflyverbasen, men hverken personel eller fly kunne observeres. De fløj derfor videre langs den nordlige side af Limfjorden og fik kort tid efter øje på toget. De identificerede det som et »godstog med 10 vogne«, og de bemærkede ikke, at der også var en personvogn med. De besluttede at angribe. På det tidspunkt var klokken efter flyvernes rapport 15.05. Maskinerne dykkede, sigtemidlerne blev indstillet.

Mejerieleven syntes, han havde været heldig. Han havde fået en vinduesplads, tilmed i privatbanernes nyerhvervelse, den flotte vogn C9, der havde læderbetrukne sæder og lukket perron i begge ender. Selv om det var søndag, havde han haft sit normale formiddagsarbejde på mejeriet, og nu nød han frieftermiddagen og de behagelige sæder. Han så sig om efter læsestof, men der var kun de sædvanlige ophæng på væggen. For eksempel kunne han læse: »Forholdsregler ved Flyvervarsling.« Og nedenunder med mindre typer: »De Rejsende vil blive alarmeret af Personalet. Udvis Ro og Besindelse. Søg saa vidt muligt Dækning under Vindueshøjde.«

Han så igen ud ad vinduet. Og pludselig så han noget, han aldrig havde set. Det var, som om der lynhurtigt blev trukket en mægtig, punkteret linje langs med toget, det røg eller støvede fra alle punkterne, og næsten samtidig blev den almindelige støj fra toget overdøvet af skudsalver og motorlarm fra flyene. I næste øjeblik blev toget bremset så kraftigt, at mange gled af sæderne og fandt sig liggende på gulvet i én stor forvirring.

Det næste var, at døren gik op. Dér stod konduktøren. Han var selvfølgelig også meget overrasket, men han bevarede roen. »Toget bliver beskudt!« råbte han og fortsatte omtrent sådan: »Men når toget er helt standset, springer vi bare ud og væk, for det kan ske, at de kommer igen!«

Alle skyndte sig ud. Men der var forhindringer undervejs. Toget holdt jo på åben mark, og der var langt fra nederste trin og ned til fast grund. Men her stod konduktøren og hjalp.

Fra banelinjen skrånede terrænet ned mod en bred, vandfyldt grøft; unge mennesker sprang over grøften og videre frem, hvor der var dækning bag en solid jordvold. Dér lå de og så, da flyverne anden gang susede ned og toget og lod projektilerne knitre ned mod det, der for dem var målet.

Men det, som længst vil huskes, er dog konduktøren, der midt i larmen blev stående og hjalp folk ned fra toget. Han var en tjenestemand, der kendte sit ansvar og hjalp, hvor han kunne!

Nogle havde ikke kræfter til at springe over grøften. De vadede over, for væk ville de. En kvinde snublede og faldt om i vandet. Hun blev hjulpet op af konduktøren og murersvenden, som var den sidste, der forlod toget. Da flyverne angreb tredje og sidste gang, havde han og en del andre søgt dækning under toget.

»15.08« noterede flyverne i deres rapport. Tre minutter havde angrebet altså varet, skønt passagererne havde følt det som tre kvarter. Flyverne noterede sig også, at lokomotivet var ramt, så damp og vand sprøjtede ud, og at vognene var ramt adskillige gange, samt at en halv snes personer sprintede ud og søgte dækning bag en vold på togets styrbordsside. Efter en strejftur langs kysten observerede og beskrev de forskellige tyske militære anlæg, som de også forsøgte at angribe. De landede siden i god behold i West Raynham, så der var ikke hold i en tysk melding om, at det lette flak i Hansted (Hanstholm) havde uskadeliggjort den ene maskine.

Da flyvemaskinerne ikke længere var at se eller høre, dukkede folk igen frem fra deres skjul. De nærmede sig forsigtigt, spørgende. Hvor galt var det gået? Hvordan med sårede eller det, der var værre? Og så viste det sig, det utrolige, at ingen mennesker var blevet ramt!

Men mange af vognene var truffet, også personvognen, hvis ruder var splintret; og især en bestemt vogn, overdækket med granris, havde fået mange skrammer, så der blev snakket en del om, at det nok især var den, englænderne var ude efter.

Heldigvis var lokomotivet ikke mere beskadiget, end at turen snart kunne fortsættes – i første etape til den nærmeste station, som var Østerild. Hertil var en ambulance rekvireret, men efter personalets grundige gennemgang og undersøgelse af alle vognene kunne det endeligt fastslås, at ingen personer havde lidt skade.

Toget kunne herefter fortsætte uden flere afbrydelser.

For de engelske flyvere havde eftermiddagen budt på en formodentlig let og rutinemæssig opgave; de tyske soldater i Hansted havde noteret sig en gevinst, idet de mente, at de havde nedskudt den ene af maskinerne. Men for de mennesker, der den dag rejste med Thisted-Fjerritslev-banen, blev det en uforglemmelig oplevelse, der tydeligt huskes mere end 65 år efter. Den var chokerende for nogle, højst ubelejlig for andre, men for alle overvældende glædelig, da det viste sig, at ingen var dræbt eller såret.

Konduktøren er heller ikke glemt. »Han var en helt,« sagde murermesteren, da han og den daværende mejerielev talte om den dramatiske eftermiddag.

 *Mejerieleven er forfatteren selv, idet Bent Rolighed under krigen var elev på Hillerslev Andelsmejeri. I samme periode deltog han i det lokale modstandsarbejde, herunder ved natlige våbenmodtagelser i Vesløs Huse, som det fremgår af artiklen »To heldige og en svipser« i Historisk Årbog for Thy og Vester Han Herred 2002.