Besættelsestiden på Hannæs

Modstandsfolk fra Hannæs ved Bulbjerg i befrielsesdagene maj 1945. Forrest fra venstre: Jens Skovsted, Lars Smærup, Charles Sloth og Charles Møller. Bagerst Emil Poulsen og Børge Thomsen.

Modstandsfolk fra Hannæs ved Bulbjerg i befrielsesdagene maj 1945. Forrest fra venstre: Jens Skovsted, Lars Smærup, Charles Sloth og Charles Møller. Bagerst Emil Poulsen og Børge Thomsen.

Af Ingvard Jakobsen

Som det var tillfældet over det meste af landet, skete der ikke meget på Hannæs de første år af den tyske besættelse. Men der blev dog holdt møder med nationale og især nordiske emner, og det var ungdomsforeningerne i Arup, Vesløs og Øsløs samt Frøstrup Gymnastikforening, der arrangerede dem.

Da de tyske tropper besatte vort land i 1940, skrev Øsløs Ungdomsforenings formand, Peder Kr. Pedersen, i protokollen: »9. april om morgenen måtte man med sorg erfare, at tyske tropper var gået over den danske grænse, og at hele landet i løbet af ganske kort tid var besat. Det skete for, som det hed, at værne Danmarks neutralitet.«

Møderne blev holdt i forsamlingshusene i Arup, Frøstrup og Øsløs, på voldstedet Helledis i Vesløs og på kroerne i Vesløs og Frøstrup. Ud over møderne blev der arrangeret sangaftener, hvor den danske og nordiske sangskat blev genoplivet. Bortset fra varemangel og indførelsen af rationeringsmærker mærkede man ikke meget til krigen i hverdagen. Kun da et engelsk bombefly på flugt fra tyske jagere måtte smide et par bomber i Vesløs Vejler, følte beboerne i Vesløs lidt af krigens virkelighed, og byens glarmestre fik en travl, men indbringende dag, da mange af byens ruder blev smadret af trykket fra eksplosionen.

Men den tyske besættelsesmagt blev mere og mere besværlig. 29. august 1943 sagde den danske regering stop, og det betød afslutningen på samarbejdspolitikken. Landet blev herefter styret af ministeriernes embedsmænd. Tyskerne reagerede ved at indføre undtagelsestilstand med blandt andet et forbud mod møder til følge.

I den forbindelse skrev Øsløs Ungdomsforenings formand, nu Chr. Søndergaard, i protokollen: »Søndag 29. august 1943 blev et mørkt punkt i ungdomsforeningens historie. Samme dag blev undtagelsestilstand indført over hele landet af den tyske værnemagt med forbud mod enhver sammenkomst. Forhåbentlig er det kun af kort varighed, sådan at vi kan få begyndt vinterarbejdet.«

Mødeforbuddet blev omgået i form af såkaldt private sammenkomster, der blev holdt i Øsløs Præstegård med pastor Aksel Hansen og lærer J.C. Jacobsen, Øsløs Nordre Skole, som mødeledere.

Modstandskampen organiseres

På Sydhannæs begyndte modstandsbevægelsen at virke i september 1944, kort tid efter politiets arrestation 19. september, da Georg Agesen blev opfordret til at finde seks mand for at danne en modtagegruppe. Den kom til at bestå af Georg Agesen, Vesløs, Holger Bruun, Øsløs, Christen Kold, Amtoft, Henry Larsen (Kold), Øsløs, Chr. Søe Lynge, Vesløs, Thorvald Pedersen, Skårup, og Niels Thorning, Øsløs, der blev gruppens leder. Til gruppen var endvidere tilknyttet chaufførerne Kristoffer Kristensen, Øsløs, Niels Christensen (Olsen), Øsløs, samt Holger Sunesen, Højbjerg.

Modtagegruppen, der holdt til hos Georg Agesen, havde desuden hjælp fra en gruppe politifolk, der holdt sig skjult hos Agesen, heriblandt Lars Alsted, der var født i Vesløs. Officielt arbejdede betjentene som karle, men det var ikke nemt at holde det hemmeligt, og hannæsboerne snakkede en del om betjentene, som de jo kendte fra Fjerritslev og Thisted. Men hverken betjentene eller modstandsgruppens medlemmer blev taget af tyskerne. Hvis det blev for hedt for betjentene, gik de under jorden i en periode. De skjulte sig ofte i Kraphuset på Bygholm Vejler, der ofte blev benyttet til hemmelige møder af modstandsbevægelsen.

Chr. Søe Lynge oplevede at blive tilbageholdt i nogle timer, fordi tyskerne havde fundet patroner i hans lillebil. Han slap med skrækken, da man løslod ham, efter at det blev opklaret, at patronerne stammede fra nogle tyske soldater, han havde kørt med dagen før. Alligevel gik Søe Lynge under jorden, for han mente bestemt, at tyskerne havde hans hus under observation. Han fik Thorvald Pedersen, der var kommunekasserer, til at fremstille falske legitimationspapirer.

Holger Bruun var med sine 23 år den yngste, og Agesen blev bebrejdet, at han tog en så ung mand med i gruppen; men han viste sig senere at være den, der var bedst til at holde mund. Selv på befrielsesaftenen 4. maj 1945 fik hans forældre ikke noget at vide.

Gruppen fra Sydhannæs deltog i flere nedkastningsoperationer ved Vesløs Huse, i Østerild Plantage og på Snekkebjerg ved Øsløs. Engang gruppen mødte op ved Østerild Plantage, som man havde fået besked på via BBC, var overraskelsen stor, da de opdagede, at der også deltog grupper fra Østerild og Sennels. Under en af nedkastningerne kom maskinen med stor fart og slap sin last. Årsagen var, at den havde en tysk jager i hælene, men heldigvis skete der ikke yderligere.

I krigens sidste fase dukkede der flere og flere desertører op. De fleste af dem var russere, ukrainere, georgier og andre østeuropæere, der var tvunget ind i tysk krigstjeneste. På Thorvald Pedersens loft i Skårup (Højstrupvej 78) skjultes der i en lang periode en russisk desertør, Alex Romow, der overlevede krigen. Romow boede efter krigen i Australien, men besøgte flere gange Pedersens efterkommere frem til sin død efter 1995.

I skoven ved sin gård opdagede Georg Agesen i krigens sidste dage en gruppe soldater på ca. 10 i antal. De havde henvendt sig til ham for at købe cigaretter og mælk. Snart gik det op for ham, at det var georgier, der var deserteret fra tysk krigstjeneste. Mange af dem frygtede nu for de følger, deres påtvungne landsforræderi kunne få, når de vendte hjem. De ville gerne overnatte på Agesens høloft, men det var han nu ikke meget for, for dér var nemlig anbragt en ladning illegale geværer, som gruppen havde fået af modstandslederen i Nordthy, Jens Kirk fra Brund.

Det kneb for Agesen at snakke med dem, så han fik fat i sognepræst Aksel Hansen, der lovede at fungere som tolk. Georgierne fortalte, at de havde dræbt deres tyske officer, stjålet 50.000 kroner i 5-kronesedler, der skulle være brugt til lønninger, og at de i virkeligheden var på de allieredes side, fordi de havde kontakt til engelske faldskærmsfolk. Men den historie hoppede hannæsfolkene naturligvis ikke på. Georgierne var i øvrigt meget skeptiske over for pastor Hansen, idet de under hele samtalen truede ham med et gevær.

Så oprandt endelig befrielsen, men det betød blot øgede aktiviteter for modstandsgruppen. Fredag 4. maj om aftenen blev gruppen beordret til Rødbro lidt nord for Østerild Plantage for at stoppe en bil med hipofolk, der var på vej fra Aalborg til Hanstholm. Godt nervøse fik man etableret en vejspærring, men heldigvis dukkede forræderne aldrig op. I månederne efter befrielsen fik gruppen vagttjeneste ved Vust, og med i vagtholdet var blandt andre uddeler Johannes Pedersen, Øsløs.

Øsløs Ungdomsforenings formand, nu Karl Bruun, skrev i protokollen i anledning af befrielsen følgende linjer, der udtrykte de flestes følelser på denne dag: »Endelig oprandt den dag, vi har ventet på i fem lange år, Danmark er igen et frit land. Lørdag 5. maj om morgenen kapitulerede de tyske styrker i Danmark, og alle Danmarks kirkeklokker ringede freden ind. Nu har vi igen lov til at samles, hvor vi vil, og tale om, hvad vi vil, uden at være bange for stikkere og gestapomænd. Vi skal ikke mere mørklægge, og vi har lov til at holde vore friluftsmøder uden at skulle opgive emne og spørge om lov. Det var den bedste dag i vort liv. Karl Bruun.«

Lidt om modtagegruppens medlemmer

Georg Agesen
var født i Øsløs 1915 som søn af gårdejer Peder Agesen og hustru, Johanne. I 1938 overtog og byggede han den ejendom på Højbjerg ved Vesløs, som de fleste af gruppens aktiviteter foregik på. Han var gift med Kirstine, kaldet Søster. Agesen havde til opgave at køre de nedkastede containere væk i hestevogn. Desuden var han kontaktperson til ledelsen af modstandsbevægelsen i Jylland. Et par gange måtte han true et par af områdets beboere til at holde kæft med, hvad de vidste, for at undgå, at det kom tyskerne for øre. Efter krigen oparbejdede han en stor entreprenørvirksomhed med skærver og grusgravning, hvilket gjorde ham til amtets største skatteyder. Han døde 1996 og ligger begravet på Øsløs Kirkegård.

Niels Thorning
var født i Øsløs 1909 som søn af Peder Thorning. Gift med Elise Thorning. De overtog hendes fødehjem Brændingsgaard i Øsløs 1940. Han var leder af modtagegruppen, idet han opnåede rang af korporal under sin værnepligt. Hans lade blev ofte brugt til opbevaring af de nedkastede våben. Niels Thorning døde 1986 og ligger begravet på Øsløs kirkegård.

Christian Søe Lynge
var født 1915 som søn af Anton Lynge. Gift med Karen Lynge. Under krigen drev han en lillebilforretning i Vesløs. Efter krigen drev han rutebilruten Feggesund-Vesløs-Thisted i en menneskealder. Desuden var han kørelærer. Han døde i Amtoft 1983 og ligger begravet på Vesløs Kirkegård.

Thorvald Pedersen
var født i Himmerland 1898. Gift med Dorthea Pedersen. En tid var han brugsuddeler i Gøttrup, men overtog i 1920’erne Skaarup købmandshandel, som han drev til 1934, hvor han købte en landejendom i Skaarup. I 1937 blev han indvalgt i sognerådet og blev endvidere kommunekasserer. Under besættelsen udarbejdede han en del falske papirer til folk, der var i tyskernes søgelys. Han husede i 1944-45 en russisk desertør på sit loft. Var det blevet opdaget, havde det medført en streng straf. I 1946 blev han kæmner i Thisted Landsogn. Han døde 1956 og ligger begravet på Øsløs Kirkegård.

Henry Larsen Kold
var født i Øsløs 1917 som søn af murermester Jens Kold og hustru, Marie. Han drev i mange år eget murerfirma i Øsløs og senere i Vesløs. Han døde 1980 og ligger sammen med sin hustru begravet på Øsløs Kirkegård.

Holger Bruun
var født i Øsløs 1921 som søn af tømrermester Aksel Bruun og hustru, Dagmar. Han var uddannet tømrer, da han som yngste mand blev medlem af modtagegruppen. I 1953 overtog han faderens firma og drev det i en menneskealder. Gift med Herdis, født Sørensen. Han døde 2010 og ligger begravet på Øsløs Kirkegård.

Christen Kold
var født i Amtoft 1907 og ejede en gård i Amtoft. Han døde 1987 og ligger begravet på Arup Kirkegård.

Kristoffer Kristensen
var født i Øsløs 1915 som søn af gårdejer Bo Kristensen. Han var tilknyttet modtagegruppen som lastbilchauffør, hvor han blandt andet havde til opgave at køre nogle af de nedkastede våben til Thisted. Efter krigen flyttede han til Fjaltring og senere Lemvig, hvor han arbejdede som chauffør. Han døde 1964 og ligger begravet på Øsløs Kirkegård.

Niels Christensen (Olsen)
var født i Hjardemål 1897. Gift med Helga Christensen. Fra 1924 og en menneskealder frem drev han en vognmandsforretning i Øsløs. Under besættelsen virkede han som chauffør for modtagegruppen. Han døde 1982 og ligger sammen med sin hustru begravet på Øsløs Kirkegård.

Holger Sunesen
var født i Øsløs 1909 som søn af Peder Sunesen. Som nabo til Georg Agesen hjalp han ofte gruppen med små opgaver. Da han lavede sin årlige jagtrapport 1945, skrev han blandt andet fem hipofolk på som jagtbytte – selvfølgelig med et glimt i øjet! Efter krigen arbejdede han i mange år som tromlefører for Jens Villadsen. Han døde 1998 og ligger begravet på Øsløs Kirkegård.

Andre vigtige navne

Lars Alsted
var født i Vesløs 1914 som søn af Josef Alsted. I 1941 blev han ansat som betjent ved politiet i Thisted. I 1943 udnævnt til kriminalbetjent. Gik sammen med andre betjente under jorden 19. september 1944, hvor han tilsluttede sig modstandskampen. Efter krigen medlem af Thisted Byråd, valgt for Venstre. Svoger til Georg Agesen. Forfatter til romanen »Det lykkelige bryllup«, der handler om Ane Søe. Han døde 1949.

Aksel Hansen
var født 1902 på Vardeegnen. Sognepræst i Øsløs-Vesløs-Arup Pastorat 1941-67. Efter mødeforbuddet af 29. august 1943 holdt han i samarbejde med Øsløs Ungdomsforening mange private møder i præstegårdens have, hvor der ofte deltog 200, der hørte lærerne Jacobsen og Vestergaard, begge Øsløs, foruden Aksel Hansen selv holde foredrag om aktuelle, åndelige og især nordiske emner. Han virkede flere gange som tolk for modtagegruppen. I 1967 blev han kaldskapellan i Nørresundby. Han døde efter 1970 og ligger begravet på Dronninglund Kirkegård.

Johannes Pedersen
var født i Vegger, Himmerland, 1909 og kom til Hannæs i 1937, hvor han blev ansat som uddeler i Øsløs Brugsforening. Gift med Signe, datter af gårdejer Otte Ottesen, Lund. Efter befrielsen blev han tilknyttet den tidligere modtagegruppe som blandt andet vagtmand. Han forpagtede i 1953 Øsløs Købmandshandel. Samme år blev han enkemand med tre børn. I 1959 flyttede han til Sjælland, hvor han drev en jernbanekiosk. I en årrække var han formand for Øsløs Friskole. Han døde 1982.

Krigen set med barneøjne

Men også børnene oplevede krigen. Ragnhild Hansen, Øsløs, tidligere lærer ved Øsløs-Vesløs Skole og i barndommen elev på Øsløs Nordre Skole, fortæller:

»Jeg var lige fyldt ni år, da tyskerne besatte Danmark. Da vi boede ret afsides, var det begrænset, hvad vi mærkede til selve besættelsen, men 9. april skulle vi, så vidt jeg husker, til eksamen i ’bette klas’.

Det var temmelig tåget, da vi gik til skole. Vi hørte brummen fra flyverne, men kunne ikke se noget. Vi var ikke særlig bange, for krigen var jo langt borte. Vi havde godt nok radio derhjemme, men ingen havde tid til at høre nyheder så tidligt om morgenen.

Da vi kom i skole, stod lærer Jacobsen ved katederet i sit pæne, mørke tøj. Han havde tårer i øjnene, da han fortalte os, at tyskerne havde besat Danmark. Jeg kan ikke huske, om der blev afholdt eksamen, men vi fik besked om at følges ad på hjemvejen, så ingen kom til at gå alene.

Alvoren i hans stemme fik os til at holde sammen, for nu var vi blevet bange. Hver gang der kom en flyver, søgte vi ly ved husene på vejen, og da vi nåede Snekkebjerg, søgte vi ind i skoven. Tågen var lettet lidt, og nu kunne vi se mørke skygger, der gled ganske lavt gennem tågen. Ud på eftermiddagen kom Jacob Kær (manufaktur- og cykelhandler i Øsløs), der dengang var snefoged, med besked om mørklægning. Der blev fundet sække til stalden og tæpper til stuevinduerne.

De tyske soldater så vi ikke meget til; først sidst på krigen, da der blev sat vagtposter på Bygholmdæmningen. Et par gange så vi en seks-otte stykker og nogle gange to-tre stykker komme traskende, sikkert vagtafløsere, og jeg tænker, de skulle helt til Bulbjerg.

Derimod holdt tyske flyvere tit øvelse ud over Torsbjerg og Vejlerne. Pludselig kunne de dukke op over Lyngbjerg og dykke ned over os, så køerne stod helt op i krybberne af forskrækkelse, og nåede vi ikke indendørs, kunne lufttrykket satte os i knæ. Disse oplevelser gav mig mareridt år fremover. Somme tider kom en spærreballon sejlende med lange liner hængende ned.

Da englænderne begyndte at overflyve Danmark, kunne vi se tyskernes lyskastere søge rundt på himlen. Nogle gange så vi dem fange en flyver i strålen, og så kunne vi høre antiluftskytset hamre.

Den mest uhyggelige oplevelse var en luftkamp over Vust, hvor en engelsk flyver blev skudt ned af tyske jagere. Hjemme hos os kunne vi høre kuglerne fløjte i luften.

I april 1944 mærkede vi følgerne af sabotagen mod jernbanen. Vi havde besøgt familien på Thorup Holme og blev kørt til Vust Station til toget klokken halv 10 om aftenen. Men her kom vi til at vente. Til sidst sad og lå vi inde i stationsforstanderens private stue. Endelig ved totiden kom toget. Banelegemet var blevet sprængt ved Birkelse. Men ikke nok med det, da vi kom til Tømmerby Station, var der sket et uheld. Her ventede karlen med jumben, men da toget kom, var både han og hesten faldet i søvn. Hesten var blevet så forskrækket, at den var vendt rundt og derved havde knækket en jumbestang, så vi måtte gå hjem. Det var så småt ved at dages, da vi kom i seng.

D-dagen 6. juni 1944 husker jeg også. Tilfældigvis gik radioen, selv om det var midt på formiddagen. Pludselig blev udsendelsen afbrudt, og det blev meddelt, at de allierede var gået i land i Frankrig. Da BBC begyndte at sende fra London, prøvede jo især de voksne at følge med trods de tyske støjsendere.

Knud Madsen, der boede i den nordre ende af Torsbjerg, kom tit for at høre med. 4. maj 1945 om aftenen kom han også. Pludselig rettede han sig op, og vi andre med, og så lød budskabet om befrielsen. Først var vi helt stumme, men så kom der liv i os. På bare fødder styrtede jeg op i marken, hvor min far var ved at harve. Han gav sig ikke tid til at spænde rigtigt fra, løsnede blot hamlerne, og så gik det i trav hjemover. Dagen sluttede nok med en kop ’god’ kaffe, halvt Richs og halvt ’kunstkaffe’.«

I slutningen af maj 1945 drev der en engelsk flyver i land ved Holm Tange. Han og hans kammerat var styrtet ned med deres fly. Begge de uheldige flyvere blev begravet i Fjerritslev. Beboerne på Hannæs rejste sammen med andre en mindesten for de to på kirkegården i Fjerritslev. Harold Owen Sharman, der blev fundet ved Bygholm af Holger Sunesen og Karl Pedersen, begge Øsløs, blev begravet af pastor Hansen, Øsløs, mens Mikael Andrew Brogan, der blev fundet ved Gøttrup, blev begravet af pastor Thorlacius Ussing, Fjerritslev. På stenen står der foruden de to flyveres navne: For Danmarks frihed. Rejst af danske i Han Herrederne og Hannæs.

Pejlestation i Tømmerby Kirke

Når de organiserede modstandsstyrker ud over våbenmodtagelse og enkelte sabotager holdt en forholdsvis lav profil her på egnen, skyldes det ikke manglende kampvilje hos mandskabet. Snarere det, at man fra ledelses side ikke ønskede at gøre tyskerne for meget opmærksom på den vestlige del af Han Herred, idet man efter ordre fra England havde placeret en af modstandskampens fire faste, illegale pejlestationer (Eurekaer) i området, nærmere betegnet i Tømmerby kirketårn.

Denne station var særdeles vigtig for de allieredes indflyvning over Danmark til nedkastningspladserne og til bombemålene i Tyskland. Selve apparaturet var pr. faldskærm dalet ned over Pandrup og derfra videresendt i to-tre store kufferter mærket »bøger« til Tømmerby, hvor »bøgerne« i nattens mulm og mørke og i håb om folks fortsatte tro på kirkegårdsspøgeri installeredes i kirketårnet. Kun et lille hul mellem tårnets tagsten samt en fem meter lang antenne skudt op gennem hullet kunne udefra fortælle, at kirken havde forbindelsen opad i orden.

Gennem koder i BBC’s særmeldinger til Danmark blev operatøren og hans medhjælper, en ung lærer og en ung gårdejer, med kort varsel kaldt til bemanding af pejlestationen. I perioder op til 14 dage i træk kunne stationen være i funktion hver nat fra klokken 23 til 04.30. Det var en hård tørn, og det var klatøjede og om vinteren stivfrosne folk, der mødte på arbejde efter en sådan nat.

Stationen kunne pejles af de allieredes bombefly inden for et område af en radius på 150-200 kilometer. Når et fly havde kontakt med stationen, lød der en høj summetone i apparatet, og operatørerne skulle så morse en bogstavkode til flyet. På den måde kunne piloterne ganske nøjagtigt pejle sig ind til stationen for derefter at lægge kursen direkte mod nedkastningspladsen eller bombemålet i Tyskland. Hvad bogstavkoden indeholdt, interesserede ikke mandskabet i kirketårnet.

I øvrigt ønskede modstandsfolk at vide så lidt som muligt om arbejdet og kolleger. Man var bekendt med, at Gestapo havde meget effektive midler til at få folk til at snakke, hvis man faldt i deres kløer. Som eksempel på forsigtighed kan nævnes to frihedskæmpere, der arbejdede endda meget tæt sammen i en sabotagegruppe i et til to år, men først efter befrielsen betroede de hinanden, hvad de hed, hvor de var hjemmehørende, og hvad de ellers lavede i det civile liv.

Af flere grunde måtte man senere flytte pejlestationen fra kirken og over i en nærliggende, nedlagt skole. Man havde nemlig observeret, at apparaterne havde et betydeligt strømforbrug. Kirkens elmåler viste efterhånden så store tal, at operatørerne overvejede at skrifte for sognepræsten, inden det blev kendt fra anden side. Efter nye overvejelser fandt man det om end ikke rigtigst, så dog klogest at tie.

En anden grund, der talte for flytning, var vanskelighederne med at komme uset ind på kirkegården og op i tårnet om aftenen eller natten. Hvilke øjenvidner ville tro på, at to unge mennesker gik på besøg ved familiegravstedet på denne tid af døgnet? Og endelig for det tredje: Skulle det lykkes for Gestapo at pejle sig frem til stationen i tårnet, sad de to unge mennesker, der betjente den, i en aldeles håbløs situation uden ringeste chancer for flugt.

Tyskerne måtte for enhver pris ikke få fat i pejleudstyret, idet en detaljeret undersøgelse af apparaterne ville give dem oplysninger, så de med lethed kunne pejle sig frem til øvrige livsvigtige stationer af lignende art herhjemme og i andre besatte lande. Derfor havde operatøren givet sit ord på, at anlægget ville blive tilintetgjort, inden tyskerne fik fat på det. Først derefter måtte man tænke på sig selv. Til brug i en sådan situation var der i selve hjertet af anlægget indlagt en kraftig sprængladning, som kunne aktiveres af operatøren. Efterhånden som det i modstandskredse rygtedes, hvilke bestialske metoder og midler Gestapo benyttede sig af under forhør, blev det ret almindeligt, at modstandsfolk, der vidste lidt mere end andre om frihedskampens organisering, om grupper og adresser med videre, altid bar en giftpille på sig.

Det var et mandfolkejob at deltage i våbenmodtagelse og transport, og det var tillige med sabotørens job med videre et dødsensfarligt arbejde. I tilfælde af pågribelse kendte det tyske retsvæsen kun én straf, henrettelse, efter dog først at havde pint så mange oplysninger som muligt ud af fangen. Det var vilkårene, og det vidste modstandsmanden.

Der har i mange år været tradition for, at man kritiserer og skyder på ungdommen. Det gjorde man også under anden verdenskrig. Modstandskampen viste imidlertid klart, at det især var ungdommen, der var i besiddelse af den ånd og offervilje og det mod, der skulle til for at genvinde Danmarks frihed!

Efter befrielsen fra tyskernes åg hørte man ofte påstanden om, at det var romantikken og eventyrlysten, der var drivkraften hos modstandsfolkene; intet er mere usandt.

Den ene operatør i kirketårnet var lærer Charles Sloth, Tømmerby. Han var født 1917 i Dover, Sydthy. I 1940 tog han lærereksamen fra seminariet i Nørre Nissum og kom til Tømmerby Skole året efter. Her blev han til 1946. Gift med Ebba Gundersen samme år. Senere var han viceskoleinspektør i Fjerritslev, skoleinspektør på Ørebroskolen og samtidig ledende skoleinspektør i Fjerritslev Kommune. Endvidere var han medlem af kommunalbestyrelsen. Charles Sloth døde i 2005.

Jens Skovsted, der var den anden operatør, drev sin fødegård i Lund. Han var født den 7. juni 1909 og blev i 1946 gift med Martha Holm fra Hjortholm i Øsløs. Han sad i 12 år i sognerådet for Tømmerby-Lild Kommune, i 1962-66 som formand. Desuden var han en ivrig gymnast og sad i flere lokale bestyrelser. Jens Skovsted døde 7. december 1987.

Det er Charles Sloth, der i bogen »Hannæs – Folk og egn« har fortalt ovenstående om pejlestationen og samarbejdet med Jens Skovsted, og han giver sin arbejdsfælle følgende skudsmål:

»Jens var en brav og god kammerat, man altid kunne stole på. Han vil længe blive husket for sin indsats i de mørke år. En meget stor tak til Jens (…) Æret være hans minde.«

Sloth slutter sin beretning: »Prisen blev høj. Mindelunden i Ryvangen taler her sit tavse sprog. Jeg vil gerne slutte dette lille tilbageblik over de fem onde år i 1940-45 med at citere en af den danske modstandskamps kendteste skikkelser, Toldstrup, når han siger: ’Krig er det næstfrygteligste, der findes. Det frygteligste er at miste friheden.’«

Bulbjerg

Ved Bulbjerg opførte tyskerne flere kanonstillinger og bunkers, der indgik i den såkaldte Atlantvold. I den anledning blev badehotellet fra 1907 bortsprængt i 1944, men det er en anden historie.

 

Litteratur og kilder

Ellen Amtoft Gregersen og Ingvard Jakobsen: Hannæs – Folk og egn, Fjerritslev 1995.
Ingvard Jakobsen: Samtaler med Georg Agesen, Holger Bruun og Holger Sunesen, kassettebånd 1994, upubliceret.
Orla Poulsen: Samtale med modtagegruppen på Sydhannæs 1984, kassettebånd overført til dvd, Lokalhistorisk Arkiv for Thisted Kommune.
Bruunsgaard: Krigsdagbog, forlaget Knakken, Thisted.
Diverse numre af Thisted Amtstidende, Thisted Dagblad og Fjerritslev Avis.
Billedmateriale fra de lokalhistoriske arkiver i Vesløs, Frøstrup og Thisted.