Af Ejgil Bodilsen
ejgil@bodilsen.dk
Aggersund er porten til Han Herred, og i årene 1940-45 havde den driftige limfjordsby også en central betydning for den tyske besættelsesmagt, ikke mindst efter Aggersundbroens indvielse i 1942. Ikke færre end 600 mand var udstationeret i Aggersund, da bemandingen var på sit højeste, og hertil kom en omfattende befæstning af byen med bunkers, pansergrave og vejspærringer.
Byggeriet af Aggersundbroen blev besluttet af Hjørring, Aalborg og Thisted amter i november 1938 og igangsat i august 1939, så anlægsarbejdet havde stået på i mindre end et år, da de tyske tropper indfandt sig i byen 9. april 1940. Men den eneste overfartsmulighed for såvel besættelsesmagten som den civile trafik var stadig den gamle dampfærge »Aggersund«, som havde besejlet Limfjordens smalleste sted siden 1902. Færgen kunne medtage fem personbiler ad gangen, mens en lastbil eller rutebil fyldte hele færgen. Ved besættelsen må det tungeste materiel formodes at være bragt hertil via Aalborg eller Oddesund/Thisted.
Brobyggeriet var i øvrigt blevet forsinket på grund af vanskelige stålleverancer og strenge isvintre. Hertil kom uventede prisstigninger. Men fra tysk side blev der ikke lagt hindringer i vejen, da det var strategisk vigtigt at få broen gjort færdig, så det ville blive lettere at få bragt mandskab og især materiel hertil.
Aggersundbroen blev indviet med pomp og pragt – og i øvrigt i kraftig blæst – torsdag 18. juni 1942. Til anledningen havde egnens kendte kapelmester Sand Kjeldsen, der uventet døde få uger senere, komponeret en særlig »Bromarch«. Værnemagten var massivt til stede ved festlighederne og overtog straks derefter bevogtningen af broen. Selv om der var forbud mod fotografering af tysk militær, lykkedes det alligevel Fjerritslev-fotografen Svend Mikkelsen, der havde fulgt brobyggeriet på nærmeste hold, at indfange enkelte soldater blandt de mange honoratiores med sit kamera.
Færgen »Aggersund« skulle nu søge andre farvande og blev i første omgang solgt til en skibsreder i Aalborg, men på grund af tyske protester måtte Postvæsenet, som havde stået for færgedriften siden 1918, købe færgen tilbage og forpligte sig til at holde færgelejerne på begge sider ved lige. Hensigten var naturligvis, at færgen skulle kunne sættes ind igen, hvis broen skulle blive genstand for et engelsk bombardement, sabotage eller anden ødelæggelse.
Limfjordsbyen blev totalt forandret
Umiddelbart efter ankomsten i april 1940 begyndte besættelsesmagten at sætte sit præg på Aggersund og omegn. Aggersund Kro – også kaldet hotellet – i Brogade 17 blev inddraget som hovedkvarter, og tilsvarende blev forsamlingshuset på Ullerupvej 60 besat.
Der blev rekrutteret arbejdsløse danskere i stort tal – især fra København – som for en timeløn på 1,18 kroner blev sat i gang med at anlægge en flere meter bred og dyb pansergrav omkring byen for at forhindre fjendtlige styrker i at trænge frem med tanks og andet kørende materiel. Pansergraven udgik fra Aggersborggaard i vest og fortsatte nord om byen, indtil den igen endte ved fjorden ud for Manstrup i øst.
Langs pansergraven blev opsat et pigtrådshegn og lange rækker af »spanske ryttere« af jern. Desuden blev der udlagt et bredt minefelt og støbt »byporte« af beton, så der hurtigt kunne etableres vejspærringer ved indsnævringen af kørebanen.
For at beskytte Aggersundbroen blev der bygget 18 bunkere og skydestillinger, hvoraf en del stadig er synlige, især dem, der ligger tættest ved broen. Også på den nu ryddede hotelgrund ses en af bunkerne. Ved Aggersund Mejeri på »Bakken« nord for byen var der etableret en såkaldt maskingeværrede.
Aggersund var dermed på mange måder et lukket område, og byens befolkning oplevede det ikke overraskende som at bo i en fæstning.
Hvis der var undtagelsestilstand i landet – eksempelvis efter regeringens tilbagetræden 29. august 1943 og i forbindelse med strejken efter Hvidstengruppens henrettelse i juni 1944 – var begge broklapper hævet fra klokken 18 og hele natten for at forhindre passage. Ligeledes var der ekstra bevogtning af vejspærringerne ved indfaldsvejene.
Når pastor Johannes Svenningsen skulle færdes mellem Aggersborg Præstegård vest for byen og Aggersborg Kirke, måtte han udvise den største forsigtighed, men det lykkedes ham at finde en sikker vej gennem minefeltet.
Der var tvungen indkvartering af de københavnske arbejdere i private hjem, hvorimod der så vidt vides ikke fandt tvangsindkvartering af tyske soldater sted i Aggersund – heller ikke hos familien Olesen – hvilket ellers var tilfældet flere steder i Han Herred. Som regel skulle man give logi til to af de tilrejsende arbejdere, men på gårdene i omegnen – som i Folmer Møllers hjem på Blegebrøndevej 10 i Bejstrup – kunne der være tale om tre. Arbejderne skulle møde på et bestemt sted til ind- og udstempling, men lokalbefolkningen kunne ikke undgå at bemærke, at nogle af dem fordrev tiden med at sidde inde i arbejdsskurene langs pansergraven, hvor der også foregik en del sortbørshandel.
Mange af de tilrejsende arbejdere, som efter broindvielsen forsatte med bunkerbyggerierne, havde logi i »Tur-Olsen«s pensionat i Brogade, hvor Edvard Olesen og hans hårdtarbejdende kone var værtsfolk.
Nødlanding i krigens første uger
Den tyske besættelse af Danmark – og ikke mindst opbygningen af Nordeuropas største militære luftbase i Aalborg for at have hurtig adgang til det ligeledes besatte Norge – betød heftig aktivitet fra det engelske flyvevåben, Royal Air Force, hvis bombefly ofte strøg ind over Limfjorden og Han Herred for at ødelægge de tyske installationer i og omkring lufthavnen, som i tysk terminologi blev kaldt »Fliegerhorst Aalborg West«.
Allerede i krigens første uger fik den engelske flyaktivitet også konsekvenser i Aggersund.
Natten mellem 21. og 22. april 1940 blev Aalborg Lufthavn angrebet af seks britiske Wellington-bombemaskiner, som kastede såvel spræng- som brandbomber, dog uden at gøre synderlig skade på lufthavnen. Derimod faldt der bomber i Aalborg, Vadum, Hasseris og Lindholm, hvorved tre personer blev dræbt.
En af de engelske maskiner blev ramt af en tysk fuldtræffer. Wellington-besætningen forsøgte at undslippe ved at flyve lavt i trætophøjde, med det lykkedes ikke, så maskinen måtte nødlande på det lave vand ud for Aggersund. Det var det første allierede fly, der blev skudt ned over Danmark.
De seks besætningsmedlemmer slap uskadt fra nødlandingen, og de blev straks hjulpet i land af en række beboere fra Aggersund med landinspektør Axel Monrad i spidsen. Monrad boede tæt på fjorden, og de seks flyvere blev bragt hjem til ham og hans hustru, hvor de fik tørt tøj på og noget at spise. Flyets papirer blev brændt, og for en sikkerheds skyld blev sygehuslæge Eduard Pedersen fra Fjerritslev tilkaldt.
Der foregik nu en intens drøftelse om muligheden for flugt, men det blev opgivet. Derfor ringede man til landbetjent A.R. Laursen, Fjerritslev, som svarede, at han ville komme om en time! Han ville give englænderne tid til at komme væk. Den mulighed udnyttede de dog ikke, og i løbet af kort tid kom tyskerne til stede, hvorefter de seks besætningsmedlemmer – som de første allierede flyvere på dansk grund – blev taget til fange.
Efterfølgende blev den kæmpestore bombemaskine transporteret bort af tyskerne, der fik en kærkommen lejlighed til at undersøge Wellington-maskinens konstruktion.
Besætningen blev ført til Tyskland, hvor der ventede dem mere end fem års fangenskab. Lykkeligvis overlevede alle seks det lange fangenskab, hvor de blev flyttet fra fangelejr til fangelejr. Agterskytten James J. Eldridge, som i 1940 kun var 18 år, oplevede således 25 forskellige af tyskernes lejre indefra.
De seks besætningsmedlemmer nåede før tilfangetagelsen at skrive deres navne i familien Monrads gæstebog. De glemte aldrig nødlandingen i Aggersund og den hjælp, som de fik af beboerne, og i 1956 forærede de familien Monrad en mindeplade for dramaet 21. april 1940. I mange år efter krigen havde familien Monrad en tæt kontakt til James J. Eldridge med gensidige besøg.
I øvrigt måtte landinspektøren afgive en del af sin have til en af de tyske bunkere.
Midt i begivenhedernes centrum
Familien bag foderstoffirmaet Chr. Olesen, Brogade 1, befandt sig under hele besættelsen midt i begivenhedernes centrum. Tyskernes tilstedeværelse blev en del af hverdagen i de fem år, besættelsen varede, selv om der kunne være adskillige hændelser og forhold, der kunne skabe både frustrationer og nervøsitet.
Oven på bunkeren ved den nuværende rasteplads på broens nordside havde tyske placeret en antiluftskytsstilling. Når der var beskydning af engelske fly på bombetogter mod Aalborg Lufthavn, eller englænderne forsøgte at tilintetgøre de tyske anlæg fra luften, var familien Olesens soveværelse, som vendte mod syd, helt oplyst af ilden fra luftværnsstillingen.
Under luftalarm blev familien samlet i husets midtergang, hvor der ikke var vinduer, som eventuelle projektiler kunne gå igennem. Derimod beroligede Chr. Olesen sin familie med, at der efter hans mening ikke var fare for et egentligt bombardement af Aggersund.
På vejen tilbage fra bombetogterne mod Aalborg Lufthavn kunne man opleve, at de engelske fly, der blev beskudt fra stillingen ved broen, vendte om ude over fjorden og kom tilbage for at svare igen med de maskingeværer, der var påmonteret flyene.
Sønnen Ole Olesen, der senere videreførte virksomheden som tredje generation, var ved krigsudbruddet ni år og gik på Fjerritslev Realskole sammen med den tre år ældre nabodreng Svend Thorn Jakobsen fra Han Herreders Tømmerhandel. Turen foregik dels på cykel, dels med rutebilen, som blev kørt af »den unge Thinggaard«. Han var søn af Poul Thinggaard, Thisted, som i 1921 købte sin første rutebil og efterhånden etablerede ruten Aalborg-Fjerritslev-Thisted. Engang sad Aggersund-rutebilen fast, og eleverne måtte ud at skubbe på for at få køretøjet fremad. Men Ole husker, at Svend nu hellere ville være med til at skubbe bussen baglæns for at slippe for at komme i skole!
Især på cykel føltes de 10 kilometer til Fjerritslev som en lang vej, så i 1941 fik Ole mulighed for at skifte til Løgstør Skole, idet han sammen med en halv snes andre realskoleelever fra Aggersund – herunder den jævnaldrende Edith Gram – fik lov at trække med cyklen over den endnu ufærdige bro. Cykelturene til Løgstør foregik i al slags vejr, men hvis der var snestorm, syntes fru Olesen, at børnene skulle hentes i firmaets gasgeneratordrevne lastvogn. Oles far havde derimod den indstilling, at når de unge mennesker kunne stå på ski, kunne de også cykle de fem-seks kilometer hver vej! Skiturene var noget, de unge mennesker fornøjede sig med på bakkerne ved Aggersund Kalkværk.
Sænkekasserne til bropillerne blev fremstillet på sydsiden af fjorden, og Ole husker, at eleverne fra Aggersund altid fik fri fra skole, når disse enorme kasser skulle søsættes, så børnene kunne se til fra kajen på nordsiden. Søsætningen foregik via en rampe, og det gav et vældigt plask, når de ramte vandet, hvorefter de af sig selv vendte sig om til den rette position.
Derimod pinte det Ole, at han lå i seng med influenza, netop den dag hvor de to 90 meter lange buer ankom og skulle monteres oven på bropillerne. Hans mor forbød ham på det bestemteste at gå udenfor, så han måtte følge sceneriet fra soveværelsesvinduet i husets sydgavl. Jernbuerne var fremstillet på Aalborg Skibsværft og bugseret hertil på slæbebåde, hvorefter de blev indstøbt (»kasset ind«) i beton på stedet.
I øvrigt kunne familien Olesen se til, at hele havneområdet blev væsentligt forandret i sit udseende i forbindelse med brobyggeriet. Hidtil gik fjorden næsten helt op til Ottilia og Chr. Olesens havehus. Men nu blev der på begge sider af sundet anlagt vejdæmninger et godt stykke ud til strandkanten, hvorved selve broen kun blev 210 meter lang. For at aflaste Brogade blev der på Han Herred-siden etableret en omfartsvej ved at fylde op med jord helt ud til det nuværende cafeteria en kilometer nord for broen. Samtidig opstod det areal, hvor der i dag er anlagt en flittigt benyttet rasteplads med fin udsigt over fjorden til Løgstør.
Dette areal udnyttede besættelsesmagten dels til opførelse af mandskabsbarakker – i øvrigt på den grund, hvor Ole Olesen bor i dag (Fjerritslevvej 9) – dels til etablering af en træbro til udskibning af grus og ral, der blev transporteret hertil med smalsporsjernbane fra Jammerbugtens strande for at blive sejlet videre med pramme til de tyske betonbyggerier i øst og vest. Ikke mindst skulle der bruges store mængder sten til den fortsatte udbygning af Aalborg Lufthavn, mens andre forsyninger blev sendt mod vest til opbygningen af Atlantvolden langs Vestkysten.
Ralbanen til Aggersund, som var den midterste af i alt tre tyske smalsporsbaner, fungerede i perioden 1943-45. Denne »langdistancebane« var på 90 centimeters sporvidde i modsætning til de to øvrige 60 centimeters baner, der bragte ral til henholdsvis Klim Station og Fjerritslev Station med henblik på videretransport med den ordinære Fjerritslev-jernbane.
Der er beretninger om gentagne tilfælde af sabotage mod disse tipvognstransporter med deres små, dampdrevne lokomotiver foran. Blandt andet blev der gravet ud under svellerne i den bløde jordbund, og det lykkedes i flere tilfælde at få vognene til at vælte, mens lokomotivet blev på skinnerne. Der fortælles også om, hvordan jordbærplukkere på gartner Danielsens marker vest for »Bakken« fandt på at kaste rådne bær efter togets personale!
Efter befrielsen forestod et omfattende arbejde med at fjerne svellerne og det svære skinnemateriel ved hjælp af hestetrukne skinnevogne. Svellerne blev stablet i stakke, men der forsvandt i nattens mulm og mørke ofte nogle stykker, som blev brugt til tidens mangelvare: brændsel. Nogle steder – som ud mod Kollerup Strand – kom svellerne til at gøre fyldest som hegnspæle, der har holdt sig helt frem til i dag.
Den lokale sabotage omfattede også telefonledningen, som tyskerne etablerede mellem Nørresundby og Thisted. Ledningen blev flere gange klippet over, men det danske politi, som havde hovedkvarter sammen med værnemagten på Aggersund Hotel, virkede ikke synderligt interesseret i at opklare sagerne.
Christmas Møllers flugt via Aggersund
Et særligt kapitel i historien om Aggersund under besættelsen udspandt sig 30. april 1942, altså få måneder før broens indvielse.
Den konservative politiker og modstandsmand Christmas Møller, som i løbet af besættelsens første år var blevet en samlende figur for dansk sindelag, var minister i samlingsregeringen efter 9. april 1940. Men allerede i oktober 1940 krævede værnemagten hans afgang og i januar 1941 hans udtræden af Folketinget, fordi han offentligt talte imod den tyske besættelse. Efter henvendelse fra kommunisten Aksel Larsen var han med til at grundlægge det illegale blad »Frit Danmark«.
Efter mange overvejelser blev det besluttet, at Christmas Møller skulle til England, og på betingelse af, at han kunne få sin kone og søn med, indvilgede han i at tage af sted for derfra at kunne yde sit bidrag til kommunikationen mellem Danmark og de allierede. Især blev hans radiotaler til Danmark via BBC en stor succes, og de dansksprogede radioudsendelser fra England blev senere en vigtig brik i at underrette de mange modtagegrupper, også her på egnen, om tidspunktet for nedkastninger af våben til modstandsbevægelsen.
Flere forskellige muligheder for flugten til England blev undersøgt, og beslutningen blev, at familien Christmas Møller skulle tage så langt væk fra København som muligt og gå om bord på galeasen »Argo« ved kalkværkets lille havn i Aggersund Syd. En del af kalkværket var svenskejet, og besættelsesmagten havde givet lov til, at der kunne fragtes kalk til Sverige, hvilket gav mulighed for at smugle Christmas Møller ud af Danmark. Rejsen fra København foregik med tog til Middelfart og herfra med taxa til Aggersund.
»Argo« var ejet af skipper Schmidt, og med Egon V. Jensen ved roret og den lille familie skjult i et særligt konstrueret rum i kridtlasten lykkedes det at komme gennem Limfjorden, og trods inspektion af tyske vagter ved Hals gik turen nu planmæssigt over Kattegat med Göteborg som mål. Vel ankommet til Sverige kunne familien 5. maj sætte kursen mod London om bord i en engelsk flyver.
Men Christmas Møller var blevet genkendt, og da galeasen returnerede til Frederikshavn, blev den to mand store besætning arresteret af det danske politi og båden beslaglagt.
14. maj kunne Christmas Møller holde sin første radiotale til det danske folk, hvor han blandt andet sagde: »Jeg er kommet herover for at forklare og forsvare Danmarks holdning« – uden at han dermed lagde skjul på, at der i den danske regering var holdninger og beslutninger, som både han og mange ligesindede misbilligede.
Christmas Møller fik en svær tid i England, og ambitionen om at blive en lederskikkelse for de frie danske blev ikke indfriet. Hans ildfulde taler i BBC havde dog en motiverende virkning på den danske modstand.
Christmas Møller døde i april 1948.
Christmas Møllers eneste søn, kaldet »lille John«, som var løjtnant i den engelske hær, blev dræbt i kamp med tyske styrker nær Osnabrück i Tyskland 9. april 1945, altså kun en måned før krigen sluttede. Han blev kun 20 år.
I 50-året for broindvielsen og Christmas Møllers flugt blev der i juni 1992 afsløret en mindesten for begivenheden hin forårsnat i 1942, som blev foreviget i denne prolog af gårdejer Hans Rolighed, Manstrup Mark:
På fjorden de sejler så flot, disse skibe.
No’en mod vest – no’en mod øst – mod Aalborg og Nibe.
Vi ser næsten aldrig den last, de har med,
men kører blot videre, når broklappen går ned.
En dansker med mod skulle sejles en nat.
Det var krig. Tyskland ha’d Danmark besat.
Hitler han mente, at dansken kun’ ordnes så let.
Til terror og mord han mente, han ha’de ret.
Christmas Møller han ville til England af sted.
Gennem radio skul’ alle nu ha’ rigtig besked.
For ham var det om at få sandhed fortalt.
Det onde skul’ fordrives, om så livet det gjaldt.
Han havde et krav, før han rejste af sted:
Min kone og søn skal selvfølgelig med!
De skjulte sig på Argo, ført af skipper Schmidt.
Lasten bestod i øvrigt af sække med kridt.
Uden at nazi fik standset den vigtige passage,
kom de til Sverige i den lille galease.
En brite i flyver holdt klar til start.
Nu gik det til England i voldsom fart.
Her sætter vi nu den kønneste sten
til minde om det, der en aften sen
var en bedrift til hjælp i elendighed,
til sammenhold, der endte med fred.
Et navn her er skrevet til evigt minde
om en mand med en sag, han ville vinde.
Stolte er vi på denne dag.
Herfra skulle der kæmpes for Danmarks sag.
Stor parade på Hitlers fødselsdag
Ved broindvielsen 18. juni 1942 blev der holdt fest i hjemmet hos familien Chr. Olesen. Ole husker, at der pludselig stod et kompagni soldater i gården, hvilket medførte en del opstandelse blandt gæsterne og ikke mindst en stor forskrækkelse for fru Ottilia Olesen.
Fru Olesen måtte også lide den tort, at der hvert år på hendes fødselsdag 20. april blev holdt stor parade lige uden for hendes vinduer med deltagelse af samtlige 600 tyske soldater, der tog opstilling op gennem byen helt ud til landinspektør Monrads hus i Brogade 70.
– Du skal se, at det er til ære for dig! drillede hendes mand. I virkeligheden vidste både han og hustruen ganske udmærket, at optoget var til ære for »Der Führer«, Adolf Hitler, som havde fødselsdag netop samme dag.
På foderstofvirksomhedens grund blev en af de tyske bunkere placeret. Ole og hans kammerater færdedes ofte i bunkeren, hvor deres besøg var en kærkommen afveksling for de tyske soldater, som derhjemme havde børn på samme alder. Derimod holdt forældrene sig væk fra bunkeren, som efter besættelsesårene kom til at tjene som sokkel for Chr. Olesen & Søns store kornsilo, som i dag er fjernet.
Undertiden kom der tyske soldater og stillede op foran køkkendøren hos Chr. Olesen, hvor fru Olesen og den unge pige, som man havde på grund af det store folkehold i virksomheden, var i gang med deres gøremål. De spurgte efter »gebratene Kartoffeln« (brasede kartofler), som de åbenbart savnede meget. Men fru Olesen lod, som om hun ikke forstod det tyske, og soldaterne fik aldrig noget ud af deres ærinde.
I krigens første del var det dygtige elitesoldater, der var udstationeret i Aggersund. Men med jævne mellemrum blev kompagnierne flyttet rundt til andre opgaver – til dels af frygt for, at de veldisciplinerede og ofte vellidte tyske soldater skulle blive for »lige« med lokalbefolkningen.
Disse troppebevægelser gav ofte anledning til uro i geledderne. Ole iagttog, hvordan hans far og købmand Langgaard talte sammen om disse situationer, som også kunne medføre arrestationer af menige soldater, der trodsede de øverstbefalendes ordrer. Det gjaldt især, da et kompagni skulle forflyttes til Norge, hvor soldaterne var nervøse for minesprængninger under sejladsen gennem Skagerrak og derfor nægtede at gå om bord på skibet i Aalborg.
Minimal kontakt med besættelsesmagten
Mens brobyggeriet stod på, havde ingeniørerne deres hovedkvarter og tegnestue i »brovillaen« (Brogade 2). Straks efter broens indvielse tog værnemagten huset i besiddelse som bolig for kommandanten for regimentet i Aggersund. Huset, der oprindeligt var med fladt tag, blev efter befrielsen i 1945 overtaget af brofogeden og hans familie og senere ombygget med en overetage.
Kommandanten havde – ligesom Chr. Olesen – en schæferhund, som han havde med, når han passerede foderstofvirksomheden på vej hen til sin stab på hotellet. De to schæfere fik lov at markere sig over for hinanden, men ellers talte Chr. Olesen aldrig med kommandanten. Det ville jo hurtigt rygtes i hele omegnen, hvis foderstofhandleren havde kontakt med tyskerne. Tilsvarende lykkedes det for naboen Han Herreders Tømmerhandel, hvis direktør, Viggo Jakobsen, i øvrigt var formand for brokonsortiet, at holde sig fri for handel med tyskerne, selv om det kunne være nok så fristende med lettjente penge.
Det var til stor irritation for Viggo Jakobsen, at amterne havde eksproprieret det vestligste stykke af tømmerhandlens lagerplads til anlægget af omfartsvejen. Tømmerhandlen led økonomisk under vareknapheden i krigsårene, og i 1943 var stilstanden så mærkbar, at virksomheden så sig nødsaget til at afskedige sin bogholderske.
I krigsårene modtog firmaet Chr. Olesen store leverancer af kunstgødning såsom kaligødning fra Tyskland og kalksalpeter fra Norge til videresalg blandt egnens landmænd. Det skyldtes, at tyskerne brugte Danmark som »spisekammer« og var stærkt interesserede i, at landbrugsproduktionen var i top. Mejeriprodukter og mange andre varer var rationeret over for danskerne, for at overskuddet kunne sendes til Tyskland. Lokalt havde værnemagten mere eller mindre frivillige aftaler med mejerier, slagterier med flere herom.
Men det forhindrede ikke, at der parallelt hermed blev drevet en omfattende sortbørshandel, hvor en del af de landbrugsprodukter, der ellers skulle sendes til Tyskland, blev afhændet til folk på egnen med god fortjeneste til »mellemhandlerne«. Det var en offentlig hemmelighed, at købmand Sørensen i Husby og mejeribestyrer Larsen i Korsholm var centrale personer i denne »undergrundsvirksomhed«.
Ole Olesen fortæller, at hans far var perfekt til at udnytte sortbørshandlen, og han opbevarede sine hamstringsvarer i »rubrikker« i foderstofvirksomhedens pakhus, som i øvrigt var ulåst! Den almindelige moral var, at alt, hvad man dermed fratog tyskerne af fødevarer, var helt i orden.
Forhindringer for samfærdsel og foreningsliv
Selv om Aggersund var svært befæstet, var det selvfølgelig muligt med civil trafik ind og ud ad byen, om end der altid var kontrol ved vejspærringerne.
Ole Olesens far ville en sommerdag cykle til Fjerritslev for at spille mousel på kroen. Da han på vej hjem om aftenen passerede betonmuren nord for byen, observerede han, at vagten sov på sin post, men fortsatte ufortrødent hjemad. Pludselig vågnede vagten og sprang op. Han råbte Chr. Olesen an, men foderstofhandleren var heldigvis kommet for langt væk til, at det var muligt at skyde efter ham.
Kamma Nielsen, som er fra Skræm-området, husker engang, hvor hun skulle til et arrangement i Aggersund. Desværre for hende havde hun glemt alt om spærretid, så da hun på hjemvejen nåede frem til den nordlige »byport« på sin cykel, blev hun på det bestemteste holdt tilbage af vagten og måtte slukøret vende tilbage til byen, hvor hun overnattede hos nogle bekendte.
Under besættelsen var Chr. Olesens nyindkøbte Opel Kapitän (Kaptajn) klodset op i firmaets pakhus i Fjerritslev, hvorfra man i øvrigt fik stjålet bilens dæk. I stedet brugte foderstofhandleren og hans familie ofte lastvognen til privat kørsel. Ole mener, at det var et under, at hans far ikke kom galt af sted på disse ture, da han ikke havde forstand på gasgeneratorer. Det var derfor Oles opgave at fyre op i generatoren.
Engang skulle familien på besøg hos fru Olesens bror, der drev en gård i Ræhr, og Ole husker, at hans mor var meget nervøs for, at den hostende lastbil ikke kunne kravle op ad Bjerget Bakke, da hans far ikke var en mester i at foretage en dobbelt udkobling!
Søndagsturene gik ofte op til foderstofhandlerens fætter Nidolf Nielsen på Klim Fjordholme. Den rolige og stoute Nidolf var i øvrigt medlem af modstandsgruppen »Jarl«, som blev ledet af forretningsfører Børge Sørensen fra Han Herreders Tømmerhandels afdeling i Fjerritslev og i sene nattetimer modtog våben på en nærliggende mark på Thorup Fjordholme i efteråret og vinteren 1944-45. Men alt dette vidste ingen i familien Olesen noget om.
Den navnkundige »Røde Willy« (Willy Pedersen), som i 1943 efterfulgte A.R. Laursen som landbetjent i Fjerritslev, blev også en del af den lokale modstandsbevægelse og måtte efter tyskernes razzia på det danske politi 19. september 1944 gå under jorden og holde sig skjult forskellige steder på egnen frem til befrielsen 5. maj 1945.
Chr. Olesen var på god talefod med Røde Willy, som ofte kiggede indenfor i foderstofforretningen og fik en kop kaffe på kontoret. Men heller ikke han indviede Chr. Olesen i, hvad der foregik i det skjulte. – Min far var nok ikke typen på en aktiv modstandsmand, vurderer Ole.
Foreningslivet led under den tyske tilstedeværelse, da der ingen offentlige steder var at samles på grund den værnemagtens besættelse af hotellet og forsamlingshuset. Derfor måtte Aggersundborgerne ved deres foreningsarrangementer ty til private huse og gårde, hvor der eksempelvis blev holdt ladeballer, eller også måtte man benytte sig af de ikke-besatte forsamlingshuse i Gøttrup, Bejstrup og andre nærliggende landsbyer.
Nervøsitet i krigens sidste måneder
I løbet af 1944 blev de herværende tyske soldater sendt til østfronten og erstattet af tyske desertører og russiske krigsfanger. Disse var meget demoraliserede og drak sprut og sprit i store mængder. Ofte brød de ind i folks huse eller stjal drikkelige varer i butikkerne. Dog husker Ole Olesen ikke ubehagelige episoder i forhold til disse soldater på skolevejen mellem Aggersund og Løgstør.
I nabobyen Manstrup blev der oprettet et privat vagtværn – med deltagelse af blandt andre gartner Erik Danielsen, »Bakken« – for at dæmme op for de mange indbrud.
Mod slutningen af krigen, hvor ingen vidste, hvor i Atlantvolden den allierede landgang ville finde sted, var der en vis nervøsitet hos lokalbefolkningen. Familien Olesen valgte at gemme deres værdigenstande hos vennerne familien Lyebalk på Nørrebjerregaard og havde måske også aftalt, at de kunne få husly dér, hvis Aggersund skulle evakueres som følge af en landgang.
Tilsvarende havde vognmand Søren Chr. Sørensen, der tvangsmæssigt var pålagt at køre for tyskerne, en aftale om evakuering af sin familie ud til broderen Jens Sørensen, der havde en større gård på Aalegaards Mark, hvor det var muligt at holde sig skjult i tilfælde af problemer med værnemagten.
Som bekendt fandt de allieredes landgang sted i Normandiet, Frankrig, 6. juni 1944, så området heroppe mod nord blev skånet for at blive skueplads for sammenstødet med tyskerne.
Aggersund var i en meget sørgelig forfatning, da besættelsesmagten forlod byen efter befrielsen i maj 1945. Der var en farligt rod overalt, og soldaterhjelme og andre efterladenskaber flød mellem de tyske barakker på vestsiden af Fjerritslevvej, husker Ole Olesen. Sammen med kammeraterne fik han strengt forbud mod at færdes rundt om barakkerne, da forældrene ikke ville risikere, at drengene fik håndgranater og andet farligt grej mellem hænderne.
Straks fra 5. maj fik modtagegruppen »Jarl«s hold fra Klim til opgave at bevogte Aggersundbroen, blandt andet for at hindre tyskvenlige danskere i at flygte. Ordren var fra første færd at stoppe nogle biler med flygtende gestapofolk, men efter en times ventetid forlød det fra Fjerritslev, at bilerne var passeret ad andre veje. Styrken blev nu delt med henholdsvis lærer Olsen og landmand Jørgen Jensen som ledere.
Jørgen Jensen, hvis bror Niels også deltog i bevogtningen, fortæller:
»I Aggersund fandtes en mængde tyske flygtninge, og også dem måtte vi tage os af. Olsen og jeg var til forhandling med sognerådet, der i første omgang måtte lægge penge ud til fødevarer til flygtningene. Kort sagt, vi havde meget at gøre i de cirka tre uger, vi var i byen.
Da vi jo ikke i længden kunne blive borte fra vore forskellige hjem og pladser, skiftedes vi til at have vagt et døgn ad gangen. Vi havde det meget fornøjeligt, og Niels og jeg var glade for, at vi havde arbejdet så hårdt med forårsarbejdet, at vi nu kunne tage det med ro. Staten betalte os i øvrigt en dagløn, mens vi var på broen.
Da de tre uger var gået, fik vi lov at rejse hjem og overlade vagten til modstandsbevægelsen i Løgstør. Inden vi rejste, holdt Aggersund Sogneråd fest for os, hvor vi foruden mad og drikke også fik mange pæne ord og tak med på vejen.«
Det varede mange år, før Aggersund fik et nogenlunde hæderligt udseende efter den tyske tilstedeværelse. Som et meget trist efterspil kan nævnes, at brofogedens søn druknede under leg i den bunker, som ligger nærmest rastepladsen på broens nordside. Den forladte bunker var efterhånden blevet fyldt med vand, som drengen ikke kunne bunde i. Som følge heraf har døren til bunkeren indtil i dag været tilmuret, men nu arbejder lokale kræfter med at få bunkeren genåbnet som turistinformation.
Kilder
Artiklen baserer sig primært på samtaler med Ole Olesen, Aggersund, Verner Bruhn, Aggersund (født i Gøttrup), og Folmer Møller, Fjerritslev (født i Bejstrup).
Desuden har Arne Sloth Kristoffersen, Aalborg (født i Brovst), bidraget med detaljer omkring nedskydningen af et engelsk Wellington-fly over Aggersund 21. april 1940.
Lokalhistorisk Arkiv Fjerritslev har bidraget med billeder.
I øvrigt henvises til fotograf Svend Mikkelsens Fjerritslev-film fra 1939-46, som dokumenterer byggeriet og indvielsen af Aggersundbroen. Filmen fås uredigeret med indtaling af Hans Brøndborer Kristensen og i redigeret form med titlen »Stationsbyfotografen« hos Lokalhistorisk Arkiv Fjerritslev.
Begreberne »besættelsesmagten« og »værnemagten« er i artiklen brugt i flæng. Selv anså tyskerne sig ikke for at være en besættelsesmagt, men en værnemagt.
Anvendt litteratur og film
Jens Røge, Per Nielsen, Marie Karlsen, Jane Gertsen Christensen, Ole Olesen, Ejnar Laustsen og Verner Bruhn (red.): I ly af vikingeborgen. Aggersund Borgerforening 1905-2005.
Ole Fogh Odgaard, Svend Aage Pedersen, Ole Olesen og Ejgil Bodilsen (red.): Han Herreders Tømmerhandel 100 år, 1903-2003.
Hans Rolighed (red.): Fra det nordjyske under besættelsen. Forlaget Krejl, Løgstør, 1993.
Bent Rolighed: Hilsen til Jarl. Artikel i Han Herred Bogen 2006.
Personer
A.R. Laursen, landbetjent i Fjerritslev, afløst 1943 af »Røde Willy«.
Anders Chr. Larsen, født 1882 i Vorgod Sogn, bestyrer af Korsholm Mejeri 1913-47.
Arne Sloth Kristoffersen, født 1942 i Brovst, skoleinspektør i Støvring, bosat Magnoliavej 41, Aalborg.
Axel Christian Holm Monrad, født 23. februar 1895 i Aggersund, landinspektør, Brogade 70, Aggersund, død 30. oktober 1978.
Børge Sørensen, født 1908 i Vraa, afdelingsbestyrer og direktør i Han Herreders Tømmerhandel, Fjerritslev, død 1981.
Eduard Pedersen, født 1892, sygehuslæge og privatpraktiserende læge, Østergade 28, Fjerritslev, død 1968.
Edvard Olesen, pensionatsvært, Brogade, Aggersund.
Folmer Møller, født 1937 i Bejstrup, forretningsfører på Autocentralen, bosat Spurvevej 1, Fjerritslev.
Godik Christian Olesen, født 1898 i Aggersund, købmand/foderstofhandler, Brogade 1, Aggersund.
Hans Rolighed, gårdejer, Aggersundvej 437, Manstrup Mark.
Johannes Svenningsen, sognepræst Aggersborg-Bejstrup 1938-49.
John Christmas Møller, født 3. april 1894, konservativ politiker og minister, død 13. april 1948.
Jørgen Jensen, født 1920 i Klim Østergaard, landmand, død 1991.
Kamma Nielsen, 22. februar 1921, bosat Gartnervænget 32, Fjerritslev.
Ole Christian Frost Olesen, født 1930, direktør for Chr. Olesen & Co., bosat Fjerritslevvej 9, Aggersund.
Ottilia Olesen, gift med foderstofhandler Chr. Olesen, Aggersund.
Svend Thorn Jakobsen, født 1927 i Aggersund, bestyrelsesformand i Han Herreders Tømmerhandel, død 1998 i Vedbæk.
Søren Chr. Sørensen, født 1900 i Andrup Bjerge, vognmand i Aggersund 1924-90.
Verner Bruhn, født 1928, handelsuddannet, kommis hos bl.a. købmand K.V. Kristesen, regnskabsfører på Aggersund Kalkværk, bosat Ullerupvej 60E, Aggersund.
Viggo Jakobsen, direktør for Han Herreders Tømmerhandel, Brogade 3, Aggersund.
Willy Pedersen (»Røde Willy«), landbetjent i Fjerritslev 1943-69.