
Velkommen til Kunsten I Han Herreds sommerudstilling 2026 på Bonderup Station - Han Herreds KulturStation – Bonderup Vestergade 29
25. juli til 2. august 2026
Alle dage kl. 10-17
Fri entré
Fernisering lørdag 25. juli kl. 14 v/ Anne Christine Helms
Arrangør: Kunsten i Han Herred · Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred
Mogens Helms
Mogens Helms var født 25. januar 1923 på Frederiksberg og voksede op i Nykøbing Falster. Som 18-årig blev han optaget på Kunstakademiet i København, hvor han modtog undervisning hos professor Christian Iversen. Under Anden Verdenskrig var han aktiv i modstandsbevægelsen og måtte som følge heraf gå under jorden.
Efter krigen satte han sig selv på aktier blandt gode venner for at kunne rejse til Frankrig. Først gik han på malerskole i Paris, og senere flyttede han til en lille by i Sydfrankrig, Cagnes sur Mer. Her fik han eget lille hus med atelier og mødte svenskfødte Inga-Lill, som han blev gift med 1951.
Efter fire år i det sydfranske, som blandt andet bød på et møde med den danske maler J.F. Willumsen, flyttede parret i 1954 til København. Tilbage i den danske hovedstad begyndte Mogens Helms igen på Kunstakademiet, men denne gang på freskolinjen. Her var han i nogle år og deltog i – og vandt – flere freskokonkurrencer. Ligeledes arbejdede han med grafik.
Mogens Helms udstillede blandt andet sine arbejder på Charlottenborg, Den Frie og ved en række private udstillinger, herunder hos kunsthandler Henning Larsen i Bredgade. Ligeledes var han et fast element i Lolland-Falsterske Kunstneres udstillinger i Maribo.
Men det er svært at leve som kunstmaler i Danmark, så Mogens Helms begyndte at undervise i tegning og maling – og i fag som antikviteter og kunstoplevelser – hos Folkeligt Oplysnings Forbund (FOF) i Gentofte.
I 1987 måtte han af helbredsmæssige årsager holde op med at undervise og trak sig tilbage til Trinderuphus i Svinkløv, hvor familien havde haft sommerbolig siden 1959. Forinden havde han lært Han Herred at kende via ophold i professor Ellingers sommerhus i Svinkløv Plantage og var dér blevet betaget af områdets smukke natur, som i høj grad inspirerede ham til at tegne og male i forskellige genrer, som det fremgår af en artikel i Fjerritslev Avis 11. januar 1964:
Svinkløvmaler med succes
Kunstmaleren Mogens Helms, der har slået sig fast ned her i Han Herred, nemlig i Svinkløv, har haft en succesfuld udstilling af sine arbejder i Henning Larsens kunsthandel i Bredgade i København. Det var en udstilling af oliebilleder og akvareller, alle med landskabelige motiver hovedsagelig fra Nordjylland og i særdeleshed fra Hjortdal og Svinkløv.
Kunstkritikerne har mange rosende ord til den unge maler, der er faldet godt til her på egnen. Han er glimrende inspireret af egn og befolkning, ligesom Helms selv er til inspiration for folk her.
I Berlingske Tidende skrev »K.F.« (alias Knud F. Petersen) om udstillingen:
Mogens Helms arbejder tit med farven i faste flader, lagt horisontalt over hinanden, så perspektivet dannes i en kolorit, der skifter fra vissengult til grønt, olivenmørkt og næsten sort-grønt, indtil et skovbryn danner silhuet mod den rene himmel. Der er en velgørende, roligt afvejet komposition i sådanne landskaber, hvor skovbrynets granspyd tegner sig mod en lysende horisont, som »Eftermiddagssol«, »Thordal«, hvor det hvide firkantede telt danner oplivende staffage, eller »Læbælte i sne«, hvor den store, hvide forgrund er udarbejdet i sine mange let bølgende nuancer af blånende skygger, mens brynet står næsten sort mod himlens arktisk grønlige og lyseblå skær.
Det enkleste eksempel er »Tranum Enge«. Men ved siden af hænger »Bakkerne ved Andrup«, hvor det er den rigt afskyggede, grønne farve, som i de bølgende markflader danner helhedens levende rytme.
Hvor indtrængende han kan arbejde med selve farvemassen, ser man af hans to billeder »Lysning i skoven« og »Skovmosaik«, hvor det naturalistiske i behandlingen af skovdybets skygger og den gyldne lysning åbenbart har fristet ham til at prøve den mere abstrakt betonede opfattelse i den mosaikagtigt brudte kolorit.
Flere af oliebilledernes motiver genfinder man i akvarellerne, hvor farven er lettere, lysere uden at være mindre præcis og stoflig, som for eksempel i akvarellen med teltet ved Hjortdal eller solnedgangen set fra malerens atelier.
Klarest og luftigst står de større akvareller som »Landskab, Norge« eller det store Svinkløvbillede. Men hvert lille blad forener indtrykkets umiddelbarhed med en velovervejet koloristisk holdning.
Mogens Helms døde 14. april 1989 og er sammen med hustruen begravet på Hjortdal Kirkegård.


Bent Gammelgaard
Stammer fra Vendsyssel, hvor han var født i 1943. Han blev uddannet lærer fra Aalborg Seminarium og blev ansat på Ørebroskolen i 1967.
Her huskes han for altid at have en blyant i hånden og et stykke papir foran sig, og især til møder fik han papiret fyldt med mange finurlige småtegninger.
Bent Gammelgaard brugte sine kunstneriske talenter til tegninger med tusch, oliekridt og akvarel, og senere kastede han sig over oliemaling.
Han mestrede også brugen af drejeskive og frembragte mange smukke skåle og vaser m.v., blandt andet til Kettrup og Gøttrup kirker. Hans farvevalg af glasurer var afdæmpede i grå, brune, grønne og blå farver. På sine oliemalerier holdt han sig ofte til et lille udsnit af farveskalaen, og han brugte megen tid på arbejderne, inden han var så afklaret med resultatet, at det blev signeret.
Bent Gammelgaard lavede på et tidspunkt tuschtegninger af alle Han Herreds kirker, og han udformede en del logoer til institutioner, foreninger og firmaer, blandt andet Fjerritslev Gymnasium, golfklubben, svømmeklubben og Ørebroskolen.
Desuden tegnede han hvert år til svømmeklubbens juleafslutning en farvestrålende plakat.
Bent Gammelgaard blev ofte opfordret til at vise nogle af sine værker på udstillinger, men det havde ikke hans store interesse. Han var glad for sin lærergerning på Ørebroskolen og var vist ganske tilfreds med at udøve sine kunstneriske talenter på »hobbybasis«.
Bent Gammelgaard døde i 2021, 78 år gammel.


Niels Peter Larsen
– At tegne og male er og har altid været min lyst! siger Niels Peter Larsen, der er født i Gammel Brovst og opvokset på Vilsbæk.
– Som barn havde jeg altid lyst til at tegne og farve med kridt. I skolen fandt tegnelæreren også ud af mine evner. Så nogle af mine bedste tegninger blev klippet i 26 stykker. Derefter skulle hver elev på et A4-ark overføre tegningen, der var på deres stykke, og på den måde blev mit lille billede forstørret 26 gange og hængt op bagerst i klasselokalet.
Niels Peter Larsen er udlært møbelsnedker hos Hans Fisker i Halvrimmen. Blev i 1974 uddannet byggetekniker og arbejdede i en årrække som arkitekt hos Arkitekt Allan Nilsson, Brovst. I nogle år var han kontorleder og tegner hos Inform i Gøttrup, der producerer inventar til tandlæger og apoteker. Etablerede eget arkitektfirma med opgaver for blandt andet Folkekirken, herunder en del graverbygninger og istandsættelse af kirker. Han var i ca. 20 år synsmand for provstesynet i Han Herred og kirkerne i Brovst, Fjerritslev og Hanstholm kommuner.
Som billedkunstner har han tegnet en check til Øland Sparekasse med motiv af Oxholm Mølle og har haft maleriudstillinger mange forskellige steder. I 1982 var han initiativtager til den årlige påskeudstilling på Bratskov og har siden været blandt udstillerne.
Desuden er Niels Peter Larsen kendt som en alsidig musiker, ikke mindst ved den årlige levendegørelse af Bratskov.
Siden 1964 har han været gift med Gunhild. Parret er bosat i Brovst.

Andreas Strandridder
Født 23. januar 1916 på et husmandssted ved Frøstrup (nuværende Langvadvej 40). Gik i Tømmerby Friskole, som ses i miniature i Frøstrup Minilandsby, og som senere blev hans og hustruen Elnas hjem sammen med sønnen Knud Erik.
Fik som barn sin første violin og lærte at spille efter noder, hvilket også kom ham til gode som harmonikaspiller livet igennem, hvor han glædede mange med sin musik og sang.
Blev udlært snedker hos Winther Rasmussen på Klim Møbelfabrik og etablerede i 1943 sit eget værksted i den gamle friskole, Søndergade 67. Drev ved siden af også bedemandsforretning.
På sine ældre dage gav han sig i kast med at fremstille fugle af træ – heriblandt Frøstrups vartegn, storken – ligesom han fremstillede legetøjsgeværer i træ med pinde som skyts og elastik som krudt til stor fornøjelse for mange børn.
Andreas Strandridder døde 18. februar 2014, 98 år.
Læs Ellen Amtoft Gregersen og Gudrun Kaspersens artikel »Andreas Strandridder − naturtalent og multikunstner. Historien om en hædersmand« i Han Herred Bogen 2008.

Harry Nielsen
Harry Nielsen (født 1960) er oprindeligt smed og har blandt andet lavet hegn til landbrug. Det blev imidlertid for firkantet for ham, så i de seneste årtier har han arbejdet med italiensk smedekunst. Et utal af smedejernslåger, balkongitre og andet, som kan ses rundt omkring i lokalområdet, er resultaterne af dette arbejde.
Nu arbejder han mest med træ, som han har let adgang til på sin store grund i nærheden af Tranum. Det er et eventyrligt univers, han skaber med sine skulpturer. Der er æbleskrog, svampe, kæmpestore tøjklemmer, ansigter, kærestepar og meget mere.
Han har udstillet på Bratskov og været med ved Havens Dag.

