Fjerritslev-forfatter afslutter romantrilogi

»Ved Vintertide« præsenteres ved en reception på Fjerritslev Bibliotek torsdag 24. september

Forfatteren cand.mag. Kirsten Kjær, som debuterede i 2021 og siden er flyttet fra Djursland til sine rødder i Fjerritslev, er nu klar med sin femte bog, som har fået titlen »Ved Vintertide«.

Dermed afslutter hun en trilogi, hvis to første udgivelser – »I Våren« og »Om Høsten« – har vundet stor anerkendelse, ikke mindst på Fjerritslev-egnen, hvor mange vil kunne identificere sig med det miljø, som hun beskriver.

Fuldendelsen af trilogien fejres med en reception på Fjerritslev Bibliotek torsdag 24. september kl. 16, hvor alle interesserede er velkomne og har mulighed for at købe signerede eksemplarer af alle tre bøger i serien.

Selv om der er tale om romaner med et fiktivt indhold, lægger historien sig tæt op ad Kirsten Kjærs egen slægt, skrædderparret Anna og Frederik Jensen, som drev forretning på Aggersundvej 20 i Fjerritslev og er forfatterens bedsteforældre på hendes fars side.

Kirsten Kjær fortæller:

»Jeg var i Fjerritslev at fortælle om ’I Våren’ og overnattede på vandrerhjemmet. Næste morgen gik jeg en tur rundt i Fjerritslevs gader, og da jeg gik forbi mine bedsteforældres tidligere skrædderi, vidste jeg, at jeg måtte bo i byen. To måneder senere flyttede jeg så ind i Mølleparken, hvor byens vartegn nærmest står i min baghave. Hanen blinkede solvarmt til mig, og således blev det klart for mig, at jeg måtte fortsætte her, hvor min familie måtte slippe, og virke for og i skønne Han Herred ved at skrive mine bøger om egnen og plukke mine bær i de gamle klitområder herude ved Mølleparken, som også min bedstemor gjorde.«

Hovedpersonen, som netop er inspireret af Kirsten Kjærs bedstemor, har i trilogien fået navnet Maria. Forfatteren løfter her sløret for lidt af handlingen i tredje og sidste bind:

I skrædderfamilien er børnene vokset til med de glæder og bekymringer, som dette medfører for Maria. Dog skygger hændelser fra fortiden til tider for solen. I en periode må hun helt ned i gadesnavset i et misbrug. Da træder hendes mand i karakter og får hende tilbage til solsiden.

Endelig kan hun til fulde nyde sit liv i en tæt symbiose med børn og børnebørn – og sin elskede mand. Den nordjyske natur ved skov og strand er et tavst vidne om hendes livsglæde, når hun plukker sine bær på heden.

Maria meddeler sig til læseren gennem sine breve, dagbogsoptegnelser, digte og til tider også gennem det, hun læser i avisen.

Anmelder og forfatter Michael Sørensen skrev om »Om Høsten«:

»Der er en sjælden ro i fortællingen, hvor man næsten kan høre stilheden i de nordjyske landskaber og mærke vinden over markerne. Det er ikke en historie, der råber – den hvisker sig ind under huden, og man opdager, at man bærer Maria med sig længe efter, sidste side er vendt.«

Trilogien er udgivet på forlaget Mellemgaard. I øvrigt holder Kirsten Kjær skriveværksted på KulturStationen i Bonderup hver tirsdag, hvor interesserede kan få inspiration til at skrive egne historier og erindringer.
.

Scroll to Top