Mogens Bay har i mere end 20 år været til at sende unge håndboldtalenter videre fra hjemklubben i Fjerritslev – blandt disse er Rikke Nielsen, som er aktuel med en bog om sit liv i og uden for idrætshallerne

– Selv en Lars Christiansen er startet i en lille klub. Så der er ingen grund til at have mindreværdskomplekser i FIF Håndbold eller i holdsamarbejdet Team Vest Han Herred.

Det mener Mogens Bay, der siden barndommen har været engageret i FIF Håndbold – nu som formand – og har været med til at plukke adskillige talenter ud til at spille på kredshold. Samtidig er han lidt af en legende i dansk håndbold, idet han for 10 år siden trænede et udvalgt jysk hold, som talte senere landsholdsprofiler som Lærke Møller, Karin Mortensen, Henriette Mikkelsen og Josephine Touray.

Og ikke mindst er Mogens’ stemme kendt af enhver, der i samme periode har fulgt landsholdspigerne og Aalborg DH. FIF-formanden har nemlig en glorværdig karriere bag sig som en del af speakerduoen Mogens Bay & Poul Erik Jensen, som gang på gang har sat stemningen nogle grader i vejret i landets idrætshaller. Højdepunkterne var naturligvis, da Mogens speakede til EM-slutrunderne i Aarhus 2002, hvor Danmark tog guldet hjem, og Aalborg/Herning i 2010, hvor vi dog måtte nøjes med en femteplads.

Træner som 16-årig

Selv begyndte Mogens, der nu er 41 år, med at spille håndbold i 10-12-års alderen. Det varede ved til slutningen af 20’erne, men med hans egne ord drev han det ikke til noget særligt som spiller.

Derimod var det bemærkelsesværdigt, at han som 16-årig kastede sig ud i trænergerningen og allerede fire år senere kunne sende det lokale dameynglingehold op som landets næstbedste i mesterrækken. På holdet var blandt andre Vibeke Sørensen og Rikke Nielsen, og at Rikke senere gik hele vejen og fik succes på landsholdet, skyldes ikke mindst en træner med et skarpt blik for talentudvikling.

Fra Fjerritslev til Aalborg DH

Mogens, der tog DHF’s elitetræneruddannelse, trænede også Thisteds herreynglinge i 1. division foruden et fælleshold for Thisted-Nykøbing. Ligeledes var der bud efter ham fra Løgstør til at træne førsteholdet på seniorniveau, og karrieren fortsatte i Aalborg DH, hvor Mogens udviklede damerne i bedste række.

– Men jeg havde også lyst til andre ting, for eksempel at speake, så jeg lagde trænerarbejdet på hylden i en halv snes år.

Nu er Mogens tilbage som træner i sin gamle klub og skaber gode resultater med Team Vest Han Herred, der er et holdsamarbejde mellem Fjerritslev og Trekroner. U18-pigerne i 2. division har indledt denne sæson med tre sejre i træk.

Nøglen er kredsarbejdet

Foruden formandsposten i FIF Håndbold har Mogens været eliteformand i JHF i 15 år, ligesom han er næstformand i JHF’s kreds 2. Netop kredsarbejdet er en nøgle i udviklingen af nye håndboldtalenter, og Mogens har for ganske nylig udtaget fire helt unge FIF-spillere til træning på kredshold.

– Kredsholdet er landstrænernes forlængede arm, og det er her, de mest lovende spillere udtages til talenttræning med henblik på en senere plads på landsholdet, forklarer Mogens, som er glad, hvis han på vegne af kreds 2 kan sende blot to af kredsholdets spillere videre, når landstræneren kommer og kigger på.

Talenterne skal videre

Det var også ad den vej, Rikke Nielsen i sin tid blev skubbet i gang med sin karriere, hvilket hun fortæller om i den netop udkomne selvbiografi med titlen »Til sidste fløjt«.

– Jeg var på det tidspunkt stadig en ganske ung træner i FIF, og internt måtte jeg høre meget for, at jeg var villig til at slippe de allerbedste af vore spillere. Men jeg var af den overbevisning – og er det stadig – at et par enkelte talenter ikke kan trække et helt hold op i eksempelvis Jyllandsserien. Der skal et bredere fundament til.

– Det er da altid er dilemma. Men talenter som Rikke havde aldrig fået chancen for den karriere, hun fik, hvis hun skulle have båret et FIF-hold i Jyllandsserien.

Hvis talenterne skal frem, må man være parat til at se ud over klubbens snævre ambitioner, mener Mogens. De, der har potentiale til at komme helt til tops, skal videre til større klubber med et højere niveau og bedre træningsforhold som i Aalborg, Thisted eller Aars.

Vigtigt med lokalt samarbejde

Det samme gælder på det helt lokale plan, hvor man i et tyndtbefolket område som Han Herred må have øje for mulighederne i at arbejde sammen, mener Mogens. Et resultat heraf er Team Vest Han Herred, hvor det for Mogens ikke er noget problem, at pigerne den ene gang spiller i de blå FIF-trøjer og næste gang i de røde TIF98-trøjer.

– For nogle aldersgrupper har Trekroner et bedre træningsmiljø end i Fjerritslev, og skal vi da udnytte for at blive stærkere sammen!

Kræver stor opbakning

– Det er en stor udfordring for de unge talenter at få håndboldkarrieren til at hænge sammen med en almindelig skolehverdag, medgiver Mogens. Der er lang transporttid til de større klubber, og det kræver også stor opbakning fra forældrene, påpeger han.

– Det véd alle, der har et barn med talent her i Han Herred, uanset om det er håndbold, fodbold, golf, ridning eller speedway, og derfor har vi helt sikkert også haft talenter, som aldrig er blevet udviklet, selv om potentialet var til stede.

– Men der er store oplevelser i vente for dem, der er parat til at gå hele vejen. Man skal bare huske, at skolen kommer først, og man skal sørge for at få sig en uddannelse.

Rikke Nielsen om Mogens Bay

Når jeg nu sidder og reflekterer over mit håndboldliv – og dermed også alle de trænere, jeg har mødt på min vej – kommer Mogens selvfølgelig på nethinden med det samme. Tænker, at jo ældre man bliver som håndboldspiller, er det vigtige egentlig, om træneren er et godt menneske. Er efterhånden blevet »selvkørende« hvad angår disciplinen at træne, har udviklet evnen til at ville blive bedre og kan til en vis grad motivere sig selv. Gør træneren det, han siger, og siger han det, han gør? Ja, det gør Mogens, da hans menneskelige egenskaber er ærlighed, troværdighed og ikke mindst loyalitet. Han er en af de trænere, der har betydet mest, da han overbeviste mig om, jeg kunne komme langt!

Rikke Nielsen

———————————————————

I forbindelse med en topkamp i Dameynglinge mesterrækken mod vores evindelige rivaler fra Aars, som blandt andre har supertalentet Helle Simonsen på holdet, skriver min træner, Mogens Bay, et brev til hver af os spillere. Her definerer han vores roller og beskriver, hvad han forventer af hver enkelt.

I mit brev står der, at han er meget tilfreds med min indsats igennem hele sæsonen, at jeg er meget betydningsfuld på holdet, og at meget afhænger af mig.

Mogens har forstået, at det er godt at rose og anerkende. Det styrker som bekendt selvtilliden, og den er vigtig at have med sig, når man skal præstere.

Jeg ved godt, at jeg er god, at jeg kan løbe stærkt og lave mange mål. Men at få at vide, at jeg er så betydningsfuld, bliver meget afgørende for mig i forhold til at vedkende mig mit talent. Det får mig til at tro på, at alt er muligt, og at jeg kan nå langt, hvis jeg vil.

Jeg har brevet liggende den dag i dag.

Mogens Bay kommer stolt og fortæller mig, at jeg er udtaget til Kreds 2-træning, hvor alle talenter en gang om måneden træner sammen. Jeg er 16 år gammel og den eneste, der skal af sted fra Fjerritslev. Det er egentlig ikke, fordi jeg er meget ambitiøs, men simpelthen fordi det er så fedt. Jeg elsker det.

De første gange, jeg møder op, føler jeg mig umådelig lille og alene, for jeg fornemmer hurtigt, at de andre kender hinanden. Her er ikke tid til at pjatte og slå vejrmøller, og i starten glæder jeg mig ikke udpræget til de træningsaftener. Men stoltheden over at møde op til træning hjemme i Fjerritslev med en trøje, hvorpå der står »Udtaget til Kreds 2-hold«, er det hele værd. Min mor ved, at det er meget vigtigt, at netop den trøje bliver vasket efter træning og er klar til næste gang.

Det bliver starten på det seriøse håndboldliv.

Som tiden går, og jeg kommer mere og mere ind på de andre til kredstræning, nyder jeg at spille med Thisted-pigerne. Jeg er meget fascineret af deres spillestil, de spiller sammen og gør hinanden gode. Hjemme i Fjerritslev er vi også mange gode spillere, men jeg er vant til bare at kunne bryde igennem forsvaret på egen hånd. Nu snuser jeg til glæden ved at blive udfordret og at få min sidemand til at yde sit bedste.

»Du skal videre,« siger Mogens Bay, da jeg som den eneste af pigerne på holdet stadig er ynglingespiller, mens de andre piger nu er blevet seniorer.

I 1994, 17 år gammel, bliver jeg på ny udtaget til »Jydsk Hold«, hvor Heine Eriksen er træner, og pludselig spiller jeg sammen med Katrine Fruelund, Line Daugaard, Karin Mortensen og Karen Brødsgaard.

Karin Mortensen og jeg er udtaget lidt sent i sammenligning med de andre, og vi er dødimponeret og nyder hvert eneste sekund. Det er skønt at få indblik i, hvad de kan præstere til kampene og ikke mindst under træning – og så er det jo bare om at komme hjem at træne.

Jeg beslutter mig for at følge Heine Eriksens opfordring til at tage med til Thisted i sæsonen 1995-96, hvor han skal være træner for ynglingeholdet og 3. divisions damer.

Her er en klub, hvor den dårligste spiller sidder på bænken og ikke, som i min gamle klub, får lov til at spille på fløjen. Men jeg kommer ind i varmen og bliver hurtigt accepteret. Måske fordi jeg slår til.

Heine Eriksen bruger nogle af os på 3. divisionsholdet. Her er fysikken hårdere, og vi møder mere erfarne spillere, så vi bliver udfordret, men jeg kan sagtens være med.

Jeg tænker ikke over, at jeg går glip af noget, fordi jeg spiller håndbold hele tiden. Jeg føler, at jeg er en del af noget unikt. Jeg kan uden problemer stå og drikke cola til en gymnasiefest, fordi jeg skal spille dagen efter.

Sætningerne som: »Åh, skal du nu spille igen? Er det virkelig så vigtigt for dig? Hvorfor er du aldrig med?« preller af på mig. Jeg ved jo godt, at jeg er dårlig på banen næste dag, hvis jeg drikker alkohol, spiser forkert og ikke får sovet. Så kan vi risikere at tabe uden at have ydet vores bedste, og dertil føler jeg for stort et ansvar over for pigerne. Det kan jeg ikke byde dem.

Håndbolden får lov til at styre min hverdag, men jeg lærer at være disciplineret og struktureret i forhold til lektierne. Jeg stiller mig tilfreds med en middelkarakter, og så er det ellers videre til næste opgave og ikke mindst næste kamp.

Da jeg i 1996 er færdig med gymnasiet, beslutter jeg mig for at tage en etårig hh-eksamen i Aalborg og må sige farvel til de fantastiske piger i Thisted.

Der er ikke de store overvejelser forbundet med studievalget, men det passer med, at jeg takker ja til Brønderslevs damer, der spiller i 2. division. Her er efter sigende også en rigtig god foreningskultur.

Det viser sig imidlertid, at Brønderslev ikke længere er den storklub, den selv tror, den er. De gode spillere, der engang var i klubben, er ikke blevet erstattet af andre, så allerede i de første kampe får vi én på hatten af modstanderne. Jeg formår heller ikke selv at gøre en forskel.

Vi rykker ned med et brag.

Efter et dårligt år i Brønderslev overvejer jeg, om jeg overhovedet vil spille håndbold mere. Vi taber hele tiden, og lidenskaben er som forsvundet i mig. Der er hverken noget at komme efter rent sportsligt eller sandt.

Artikel fra Magasinet NORD november 2012, udgivet af NORDJYSKE Medier