Boghandler Peter Lund Hyldager, der allerede har været selvstændig i 17 af sine 39 leveår, har fundet sin egen niche i salg af nye og brugte kontormøbler med hele landet som markedsområde
Det begyndte i det små i form af et samarbejde med kontormøbelfabrikken RBM, som de første år efter Peters overtagelse af Fjerritslev Boghandel i 1995 stadig havde hjemsted i byen. Ud over et bredt udvalg af individuelle kontorstole opkøbte Peter større partier af kantinemøbler i form af skalstole og borde, så han kunne lave nogle gode tilbud til både privat- og erhvervskunder.
Møbelhus i tidligere supermarked
I løbet af de seneste tre år har tingene for alvor taget fart. Peter har dels indrettet et stort kontormøbelhus i den tidligere Alta-bygning i Østergade 44 og dels udskilt aktiviteterne i et selvstændigt selskab under navnet BOP Kontormøbler ApS pr. 1. oktober 2011. Selv er han fuldtidsbeskæftiget i den nye virksomhed, mens hustruen, Lene, er chef for Fjerritslev Bøger & Papir i Østergade 6-8.
– Før købte de fleste nyt inventar, når virksomhederne skulle have monteret deres kontorlokaler. Dengang var det også kutyme, at en ny direktør fik lov at sætte sit personlige præg på møblementet. Men finanskrisen har fuldstændig ændret dette billede, og som tingene er lige nu, ligger op mod 80 pct. af vores omsætning på brugte møbler. Nogle vælger en mellemvej og køber for eksempel brugte hæve-sænke-stel, som de så får monteret nye bordplader på.
Alle former for kontorudstyr
– Vi tager gerne imod forespørgsler på alle former for kontorudstyr. Under alle omstændigheder yder vi den samme service, hvad enten der er tale om nyt eller brugt, fastslår Peter, der tilføjer, at der gives op til to års garanti på brugt udstyr.
Opkøb af brugte kontormøbler foregår over hele landet, og ofte er der tale om lange arbejdsdage for Peter og de medhjælpere, som han hyrer ind til opgaverne efter behov. Eksempelvis var der kun 48 timer til at nedtage skriveborde, skabe og reoler fra 120 arbejdspladser i forbindelse med sportsfabrikanten Hummels flytning til nyt domicil i Aarhus.
Lokal produktion af stole
Efter at RBM har flyttet produktionen til Sverige, har Peter indledt et nært samarbejde med stålvirksomheden Scaniro på Håndværkervej i Fjerritslev, der leverer understel til de skalstole, som i dag samles i kælderlokalerne hos BOP Kontormøbler. Herefter sælges skalstolene i stort antal til skoler, sportshaller og de mange multihuse, der skyder op i forbindelse med forsamlingshuse eller nedlagte skoler.
Men også når det gælder nye – og ofte avancerede – kontorstole, foretager BOP Kontormøbler store indkøb, som kommer kunderne til gode i form af priser, der ligger et pænt stykke under markedsniveauet.
– Der er tale om stole af mærket Dauphin, som er et tysk kvalitetsprodukt med fem års garanti, oplyser Peter, hvis omsætning for en meget stor del foregår via internettet, men også gennem det personlige netværk.
I Østergade 44 råder BOP Kontormøbler over 1.200 kvm. Men det er ikke altid nok til at klare de store indkøb, så der må fra tid til anden lejes ekstra lagerplads ude i byen.