Genbrugsbutikken Watoto i Søndergade 6A, Fjerritslev, har brug for frivillige, der vil hjælpe til med at tage vagter og ordne de effekter, som kommer ind
Butikken åbnede omkring 1. juli i år på initiativ af det afrikanske ægtepar Clementine Bahati (39) og Masudi Herman (41). De kom til Danmark i 2007 og har slået dybe rødder i Fjerritslev sammen med datteren Grace, der er fem år og således født her i landet.
Formålet med butikken er at skaffe penge til foreningen Watoto Kwa Babu, som driver et skole- og børnehjemsarbejde i Uganda og Congo med støtte fra Danmark, USA og Australien. Watoto Kwa Babu er swahili og betyder »børn af bedstefars kærlighed«.
Både Clementine og Masudi er født og opvokset i Congo, men måtte flygte på grund af borgerkrig til nabolandet Uganda, hvor de mødte hinanden i Kampala. Masudi er præst og fik dannet en menighed for congolesiske flygtninge, mens Clementine, der er sygeplejerske, startede et kor.
Deres kristne tro blev hurtigt omsat i praksis. De kunne ikke bare se på, at mange børn, der er forældreløse på grund af krigen, ofte er henvist til at bo på gaden, så der blev etableret en hjælpeorganisation til at tage sig af udfordringen. Ud over at give børnene et sted at bo er der også oprettet en skole.
Parret blev imidlertid hjulpet til Danmark som FN-kvoteflygtninge på grund af trusler og overfald fra congolesiske oprørere, der trængte ind over grænsen.
I Fjerritslev har Masudi uddannet sig til social- og sundhedshjælper, og samtidig er han ulønnet præst i Løgstør Frikirke. Clementine har påtaget sig at passe genbrugsbutikken, ligeledes ganske ulønnet, og da der er åbent alle hverdage, betyder det, at hun ikke kan tage et arbejde for at hjælpe til med familiens økonomi.
– Men vi kan ikke lade være, selv om der er mange praktiske forhold, der skal afklares.
– Vi har stor brug for hjælp til at gennemføre vores vision med at sende penge til børnearbejdet i Uganda. Derfor er vi taknemlige for alle, der vil hjælpe os med frivillig arbejdskraft eller ting, som kan sælges i genbrugsbutikken.
De første par måneder, hvor der også kom rigtig mange turister i butikken, fik Clementine og Masudi masser af ting foræret i form af møbler, billeder, porcelæn, nips, tøj, sko, tasker, legetøj og musik. Også specielle afrikanske ting blev afleveret. Her op mod jul har de fået en del julepynt til salg.
Efteråret har været meget stille, så det initiativrige par håber, at butikken efterhånden bliver mere kendt i lokalområdet og dermed giver større og større overskud til det vigtige hjælpearbejde.
Clementine og Masudi er også ledere af koret »Missionary Band«, som ofte optræder rundt om i Nordjylland. Det er samtidig deres håb, at de kan etablere en international menighed i Fjerritslev.
– Fjerritslev er vores by, og det er her, vi gerne vil bruge vores kræfter, siger de samstemmigt.