Andreas Rasmussen har aldrig fortrudt, at han gjorde alvor af drømmen om at blive selvstændig med Fjerritslev Haveservice
Andreas Rasmussen er en ægte alt-mulig-mand i ordets bedste betydning. Efter flere års overvejelser og et iværksætterkursus realiserede han for godt fire år siden drømmen om selvstændighed, og det viste sig hurtigt, at der var brug for en nichevirksomhed som Fjerritslev Haveservice.
– Der har hele tiden været nok at lave, lyder det med en glød i stemmen, der viser, at det er en mand, der er yderst tilfreds med sit valg.
Andreas Rasmussen (53) er opvokset i Fjerritslev og gift med Bente, der er fra Østergaard i Øslev. Parret har sønnen Michael, som i dag er 27 år og bor i Aalborg med sin familie.
Lærte at se muligheder
Helt fra barnsben har Andreas Rasmussen haft interesse for skov og have, og han var tit med sin far i skoven for at save træ.
– Jeg arbejdede i mange år hos vognmand Leo Nielsen, som altid havde gang i nye projekter og lærte mig at tænke i muligheder. Desuden lærte meget om faget hos anlægsgartner Ejvind Røge, hvor jeg var ansat i fire år. Senest havde jeg job hos renovatør Tommy Skødt.
Mere end haveservice
I virkeligheden er »haveservice« slet ikke dækkende for alle de opgaver, som Andreas Rasmussen får i ordrebogen mellem år og dag. Ud over alt det, der relaterer sig til anlæg og vedligeholdelse af haver, påtager han sig diverse praktiske job som tilsyn med sommerhuse og privatboliger, flytning, håndværkeropgaver, budtjeneste, bortskaffelse af affald samt vintertjeneste i form af saltning og snerydning af fortove og indkørsler. En del foregår efter faste aftaler med butikker, firmaer og grundejerforeninger.
– Men primært tilbyder jeg mig med alt havearbejde, græsslåning, hækklipning, beskæring, træfældning, flishugning og beplantning. Hertil kommer afretning af vej, anlæg af indkørsler, terrasser og trapper samt græsplæner, køkkenhaver og bede.
Det hele skal tænkes med
– Når jeg får en forespørgsel, giver jeg et overslag over prisen for arbejdet. Hvis der eksempelvis skal laves en ny indkørsel, kan der ofte være faktorer, som kunden ikke lige har haft med i sine overvejelser på forhånd. Der kan være kloak-, vand- og fjernvarmeledninger og diverse andre installationer at tage med i betragtning, og det vil altid være en fordel at få lavet alt gravearbejdet samtidig, hvis noget skal skiftes ud.
– Jeg påtager mig gerne anlægsopgaver i totalentreprise, lige fra udgravning og planering med maskine til levering og lægning af fliser samt færdiggørelse med græsrabatter og planter. Men i mange tilfælde laver jeg også det grove arbejde for gør-det-selv-folk, som så selv står for resten.
– Hvis der er specielle ønsker og behov, har jeg fast kontakt til en havearkitekt, tilføjer han.
Erfarne fagfolk
Geografisk strækker kundekredsen sig fra Aalborg i øst til Klitmøller i vest – og fra Løkken i nord til Aalestrup i syd.
Som medarbejdere benytter Andreas Rasmussen sig af erfarne og ofte faguddannede folk, som hyres ind alt efter opgavernes antal og omfang. Desuden samarbejder han med forskellige virksomheder som underleverandører.