Han Herreders Ungdomsskole ved Fjerritslev tager samtlige elever i 9.-10. klasse med på en uforglemmelig rejse i både 2015 og 2016
Han Herreders Ungdomsskole (HHU) i Skerping syd for Fjerritslev er kendt for at sætte sport og gymnastik i højsædet, og i foråret 2014 tog skolen et stort spring ud mod den store verden ved at sende en hel klasse af sted til USA.
I det nye skoleår, som blev indledt 10. august, bliver tilbuddet udvidet til at omfatte samtlige 120 elever, og det er allerede besluttet, at der også bliver sat en USA-rejse på skemaet i skoleåret 2015-16, oplyser forstander Jens Sørensen. Som optakt til turen præsenteres eleverne i løbet af året for forskellige USA-temaer, blandt andet et valgfag med amerikansk sport.
USA-turen i 2015 foregår i dagene 8.-19. april, og under flyrejsen fordeles eleverne af praktiske grunde i tre grupper med to ansvarlige lærere på hvert hold. Indkvartering foregår på Berea College i staten Kentucky, hvor der bliver masser af muligheder for at opleve den store natur og komme helt tæt på helt almindelige amerikaneres hverdag.
Kulturudveksling
Som første del af turen skal eleverne besøge den amerikanske regeringsby, Washington, hvor der bliver ophold ved kendte steder som Det Hvide Hus, Capitol-højen, mindesmærkerne for anden verdenskrig og Vietnamkrigen samt Martin Luther King og andre store personligheder, ligesom der bliver lejlighed til at se Kennedy-gravene på Arlington-kirkegården foruden en række spændende museer.
På Berea College, en skole, der er kendt for at give unge fra den amerikanske underklasse mulighed for at uddanne sig og gøre sig gældende i samfundet, bliver eleverne fra Han Herred udfordret af mange forskellige valgfag og fællesaktiviteter sammen med de amerikanske jævnaldrende. For de elever, der hjemme på HHU har linjefagene English First og Science First, munder det ud i et længerevarende samarbejde på tværs af Atlanten.
Ikke mindst får HHU-eleverne rig lejlighed til at introducere amerikanerne til den danske gymnastikkultur gennem forskellige opvisninger, og der bliver tilsvarende anledning til at dyste mod hinanden i forskellige boldspil.
English First-eleverne bliver privat indkvarteret for at udvikle de sproglige kompetencer, mens alle øvrige bor på hotel under opholdet i Berea.
Samarbejdet med Berea College er kommet i stand via lærer Kristine Ingemann Petersen, som før sin ansættelse på HHU underviste i tre år på skolen i Kentucky. Forstander Jens Sørensen fortæller, at man på den første tur i foråret 2014 blev mødt med en enestående gæstfrihed fra værternes side. Under opholdet blev Kristine i øvrigt hædret for sin mellemfolkelige indsats af Kentuckys guvernør.
Nyt skoleår med fuldt hus
Han Herreders Ungdomsskole har igen fuldt hus efter et par år med lidt lavere elevtal. Faktisk begyndte skoleåret med fire piger på venteliste, så det er en optimistisk lederstab, der allerede nu er i fuld gang med at modtage tilmeldinger til skoleåret 2015-16, hvor der altså igen er indlagt en USA-tur.
Det nuværende elevhold er ligeligt fordelt mellem drenge og piger. Som noget nyt er der etableret et linjefag med titlen Håndbold First som supplement til Fodbold First, Spring First, Science First og English First. De elever, som vælger håndbold og fodbold, har ud over den daglige undervisning mulighed for at deltage i turneringskampe gennem JHF og JBU.
– Men selv om vi efterhånden har en lang række First-linjer, som giver eleverne mulighed for at fordybe sig ekstra i de enkelte fag, er vi stadig er skole med stor bredde, og cirka en tredjedel af det nuværende elevhold har valgt sig ind på det, vi kalder Efterskole Classic med vægten jævnt fordelt på vores fagudbud, fortæller Jens Sørensen.
– De elever, som har valgt et First-fag, kan også have en række andre valgfag som eksempelvis musik, billedkunst og mountainbike, tilføjer han.
Nybyggeri
Gymnastik er med til at opbygge fællesskabet, påpeger Jens Sørensen, hvorfor der stadig lægges stor vægt på denne tradition, der siden starten i 1959 har været et særligt kendetegn for Han Herreders Ungdomsskole.
Sidste år indviede HHU en ny springgrav som en tilbygning til idrætshallen, og lige nu er der gang i endnu en tilbygning til brug for styrketræning. Ligeledes skal en gammel scene i gymnastiksalen ombygges til musikundervisning. Byggeriet skal stå færdig i midten af november.
Ved skoleårets start blev eleverne budt velkommen af helt nye opholdsfaciliteter, opbygget som et centralt torv, der giver et godt udgangspunkt for skolens øvrige liv.
Artikel fra Magasinet NORD september 2014, udgivet af NORDJYSKE Medier