Af Richardt Gandrup
Fjerritslev Avis | 17. juni 1965
»DE UNGE KARLE, DER MESTREDE DE POMPØSE HINGSTE, DE SKUMLE TYRE OG DE STÆDIGE VÆDDERE, HAVDE SAMME HELTESTATUS BLANDT DRENGENE DENGANG, SOM VORE DAGES FODBOLDSTJERNER«
NOGLE KURIØSE GLIMT FRA DYRSKUEDAGEN I FJERRITSLEV I FORRIGE AARHUNDREDE
Dyrskuedagen i Fjerritslev har alle dage været omgivet med festivitas. Det er årets begivenhed par exellence, og sådan er det heldigvis stadig, selv om der naturligvis ikke kan drages direkte sammenligninger tværs over de mange generationer, som der har været holdt dyrskue i Fjerritslev for. Det begyndte jo helt tilbage for snart 110 år siden.
Men pomp og pragt er der over dyrskuedagen i Fjerritslev, og i anledning af den nært forestående, lørdag 26. juni, citerer vi i det følgende en mesterlig artikel af den gamle hanherreddreng, forfatteren Richard Gandrup, Aarhus, som han har skrevet til et festligt ungskueblad, som foreningen af Jydske Landboforeninger, som Han Herreds Landboforening henhører under, har udsendt her forud for ungskuet i Aarhus, der starter 1. juli, få dage efter dyrskuet i Fjerritslev.
Vi giver ordet til Richardt Gandrup, som har kaldt sin artikel:
Dyrskuerne i Han Herred og Ungskue i Aarhus
Gandrup skriver:
Man besøger ikke et moderne ungskue uden at blive slået af forskellen mellem før og nu. Erindringen om »gamles dages« dyrskuer melder sig og tvinger sammenligningerne frem med konstatering af den umiskendelige udvikling, der har fundet sted, men også af de tab, der ikke lader sig benægte.
Landbrugserhvervets forbavsende rationalisering og mekanisering bliver nu om dage bogstaveligt fra år til år mere og mere iøjnefaldende, effektiviteten mere og mere overbevisende, resultaterne mere og mere beundringsværdige, selv uden sagkundskab i egentlig forstand øjner man den tekniske metodik, der ligger bag de store fremskridt.
Man forstår, at de traditioner, der havde så at sige urgammel hævd, da man var barn på landet, nu ikke længere råder, men fører et kryptisk liv i kulturhistorien, betegner stadier i en udvikling, vi for længst har overhalet, og giver stof til folkloristiske beskrivelser, omhyggeligt udført af forskere, der har vendt ryggen til nutiden og rettet blikket mod fortiden.
Det er således ikke svært at se, hvad der er vundet. Begrebet »slid og slæb« i den betydning, det havde forhen, er næsten elimineret fra landbruget nu i maskinalderen; den alvorlige afhængighed af tilfældighederne er væsentligt nedsat til fordel for beregningernes relative sikkerhed. Vi lever jo i prognosens tid, nogenlunde trygt forankret i statistikkens alvidende tabeller. Ikke således at moderne landbrugere er helt lettet for forhåndsbekymringer, men det er en kendsgerning, at der i dag er større muligheder end tidligere for at træffe forholdsregler i tide og altså i nogen grad besværge risikoen, som man i gamle dage opfattede som en tilskikkelse, hvis bestemmelser man fromt underkastede sig.
Men for den, der har oplevet de gamle dage omkring århundredskiftet, er det heller ikke svært at se, hvad der tabt selv om det nok er vanskeligt at gøre det klart for den unge generation, der uden forbehold giver sig modernismen i vold og kun kender de svundne tider løseligt fra de ældres vemodigt forherligende omtale, lidt kuriøs småsnak, der ikke betyder noget videre »her og nu«, som den nye tids motto lyder med en lidt anstrengt fanfareklang.
Nå, det er jo ikke meningen med disse linjer at foretage en opgørelse af gevinst og tab på udviklingsregnskabet; det er hverken anledningen eller undertegnedes kompetence egnet til. Derimod er begge dele motivering nok for et skitsebillede fra de dyrskuer, som Han Herredernes Landboforening afholdt i Fjerritslev i 1890’erne, altså i andelsbevægelsens ungdomstid, før industrialiseringen brød igennem for alvor.
Disse årlige fester hørte til højdepunkterne i det folkelige liv og var imødeset med store og aldrig skuffede forventninger − et rigt samtalestof både før og efter begivenheden – man var ikke forvænt med fester af så imponerende dimensioner, som end ikke de livlige sommermarkeder kunne hamle op med.
Der er ingen tvivl om, at oplevelsen var adskilligt større og af længere varighed for deltagerne, end den er det i dag for dem, der møder op ved ungskuet. Motiverne for dyrskuet var naturligvis de samme som nu for ungskuet, og præmieringen af de fremviste dyr og produkter betød jo lige så meget – om ikke mere – for udstillerne dengang. Da forædlingen mere end nu var overladt det rent personlige initiativ uden nævneværdig offentlig støtte, og konsulenter var en næsten ukendt faktor.
Det var i hestenes guldalder, og prægtig over al måde var opmarcheringen af de flotte dyr, hvis førere vi drenge betragtede med en sand ærefrygt, når de myndigt og − som vi syntes − indtil det forvovne turede med de vældige gangere, der let blev nervøse og rent ud genstridige i de uvante omgivelser og ikke yndede den skrappe hornmusik, som Kjeldgaards Orkester fra Løgstør ufravigeligt leverede. De unge karle, der mestrede de pompøse hingste, de skumle tyre og de stædige væddere, havde samme heltestatus blandt drengene som vore dages fodboldstjerner.
Men også afdelingen med de for en nutids-betragtning såre primitive landbrugsmaskiner vakte sensation. Her var mirakler som en såmaskine, en radrenser med to spejlvendte plovjern, en skinnende grøftespade med ekstra håndgreb nede ved bladet, en rensemaskine med anordning til vindmotor – alt arrangeret omkring hovednummeret: en eventyrlig amerikansk høstmaskine med vinger, indrettet til afkastning af de enkelte neg, så en binderske kunne slippe for riven; jeg mener, den bar navnet MacCormick, men tør ikke garantere.
Om disse herligheder flokkedes store skarer, både unge og gamle, de første begejstrede, de sidste mistroiske.
Endelig var der alt »gøglet«, der spændte fra karrusellerne og de stærkt besøgte kraftprøver til telte med negre, der spiste råt kød for øjnene af gæsterne, og mystiske opstillinger med vandkolber, hvor en kartesiansk djævel for 25 øre færdedes op og ned for blandt fotografier af yndige damer og elegante herrer at hente »kærester« til henholdsvis de giftelystne karle og de knap så talrige ligesindede piger.
Det var naive forlystelser, men deltagerne var også naive; sådan set var alt rigtigt nok, og her er et forhold, der for så vidt går igen nu om dage, hvor forlystelser ved skuer og folkefester ingenlunde rækker højere op, skønt de nu omgives af en mere raffineret skær.
Festens kulmination var selvfølgelig aftendansen på den åbne estrade til hen på de såkaldte små timer, der gerne straktes til at blive halvstore ved en betænksom og velvillig seen-igennem-fingre fra den stedlige politibetjents side.
Som enhver anden fest havde naturligvis også denne sine tømmermændsstemninger, men dem taltes der kun lidt om; som i en stiltiende overenskomst lod man »som ingenting« under erkendelsen af, at hvor, der handles, spildes der, og hvor der festes, syndes der. Det daglige liv førtes stort set efter stabilt fastlagte grundsætninger, hvis overholdelse man ud fra en sund livs- og menneskeforståelse mente bedst sikret gennem visse friløbsepisoder nu og da – og desuden: hvem havde ikke selv en ungdomstid bag sig til påmindelse om overbærenhed?
I en yderst beskeden træbygning, der dog prydedes af en altan på fritstående stolper, hvorfra præmierne udråbtes og uddeltes, havde festkomitéen og de mange tilforordnede – alle med rød-hvide rosetter i knaphullet – deres bureau, få kvadratmeter, hvor alt flød hulter til bulter, mens der herskede pæn orden i de øvrige lokaler, der rummede pynteligt opstillede udstillinger af mindre genstande fra de dengang ivrigt besøgte husflidsskoler i herredet og righoldige produkter fra de mange bigårde, hvis indehavere var sammensluttet i Han Herredernes Biavler-Samlag; husflidsfolkene, mest unge mennesker, viste præstationer i »formning«, længe før det nu så fine begreb var kommet på mode, og biavlerne viste honning, voks og mjød i forståelse med Københavns Honninghus ved P.A.E. Müller, der benyttede lejligheden til en reklame, som blev stærkt påskønnet, fordi varerne var prima, og fordi
»standen« støttede økonomien, der aldrig blev til at prale af; det var mest småkårsfolk, husmænd og gartnere, der havde passion for de flittige bier og drev det vidt i den smukke fritidssyssel med dem.
Min far, der var lærer i Fjerritslev, var i mange år formand for »samlaget«, og min mor var en af lederne i hudflidsbevægelsen, desuden sammen med distriktslæge Schierups frue smagsdommer ved biavlsudstillingen, så det var kun naturligt, at min bror og jeg var blandt de få ikke-voksne, der havde adgang bag kulisserne både under forberedelserne til og aftaklingen af disse to udstillinger og blev hjerteligt misundte af mange jævnaldrende. Vore gode forbindelser inden for de kommitteredes kreds førte forresten til, at vi fik overdraget arbejdet med »rulningen« af sedlerne til tombolaen; sedlerne rulledes over en grov strikkepind og lukkedes med en ring af dem, skomageren brugte til knaphuller. Det højt betroede hverv konstateredes højtideligt ved rulningen af numrene, hvor vi var under tilsyn af to ansvarsbevidste, på egnen navnkundige landmænd, der nøje overvågede, at alt gik rigtigt; de samme, som var til stede, når Mainz – politibetjenten − i lovens navn forseglede tombolatromlerne sent om aftenen før festen.
Kun sjældent har jeg følt mig mere betaget i følelsen af at være impliceret i et virkeligt stort foretagende. Som erkendtlighed modtog min bror og jeg hver en tokrone, som vi hvert år anvendte til en fællesgave til mormor, der holdt fødselsdag i højsommertiden; der skabtes her en tradition, vi var stolte af, fordi vi gennem en arbejdsindsats havde tjent et så stort beløb og ofret det på et smukt alter.
Man vil forstå, at jeg med erindringen om de fjerne dyrskuedage i Han Herred føres ind på tankerne om, hvorledes mangt og meget nu er anderledes end dengang, da livet var mere lokalt bestemt, og horisonterne mere begrænsede, sindene derfor også mindre overfyldte af indtryk, så den enkelte oplevelse bundfældede sig dybere.
Hvordan virker et ungskue i dag på børn og unge mennesker, der er med i festen?
Svaret kan kun blive usikkert, sammenligninger af den art er altid problematiske. Oplevelser er ubestrideligt individuelle processer i sindene og kan derfor ikke måles fra sind til sind eller fra tid til tid.
Den faglige betydning af et ungskue som det, der har givet anledning til denne skildring og disse betragtninger, er sikkert langt større end af dyrskuet i Fjerritslev; landbrugsfaget er langt højere udviklet nu end dengang. Men biologien er den samme til alle tider, vækstbetingelserne er uforandrede. Sæden skal i en beredt jord, væde og varme skal bringe den til at spire og gro, dyrene skal røgtes og plejes for at trives og yde, avlen i stald og på mark skal varetages og beskyttes for at holdes brugbar; inderst inde er alt som før, det er kun metoderne, der skifter.
Måske en lignende konstans gælder for sindene, måske er psykologien lige så uforanderlig som biologien – meget tyder derpå, og så er oplevelsernes proces vel inderst også den samme som før; foranledningerne skifter karakter, i øvrigt er det jo først bagefter, oplevelsernes bundfældelse skal vise sig − i modtagelsens øjeblik véd man ikke, hvad der vil huskes, og hvad der skal glemmes.