Agesen VVS i Fjerritslev har pr. 1. august overtaget Jørn Hedegaards forretning på Dalvej, hvor Thomas Rugholm bliver ny afdelingsleder
Efter 44 år i Brovst VVS Service har vvs-installatør Jørn Hedegaard valgt at gå på efterløn med udgangen af 2012, og han har derfor solgt sin virksomhed til kollegaen Agesen VVS i Fjerritslev pr. 1. august.
Tre erfarne og mangeårige medarbejdere følger med ved overtagelsen, nemlig Dennis Søndergaard Christensen, Thomas Rugholm og Søren Larsen, hvoraf de to sidstnævnte er udlært hos Jørn Hedegaard. Thomas Rugholm får det daglige ansvar for afdelingen, som fortsætter på den kendte adresse, Dalvej 1 i Brovst. Selv vil Jørn Hedegaard, der runder de 60 år 7. december, fortsat være tilknyttet virksomheden året ud.
Overtagelsen markeres med reception for kunder og forretningsforbindelser fredag 17. august om eftermiddagen på Himmerlandsfondens Kursuscenter TranumStrand.
Jørn Hedegaard kom i 1968 i lære i vvs-forretningen, som dengang blev drevet af Egon Mikkelsen under navnet Brovst Maskinværksted. Ud over vand, varme og sanitet beskæftigede virksomheden sig også med smede- og blikarbejde.
I 1976 indgik Jørn Hedegaard i kompagniskab med Egon Mikkelsen med henblik på overtagelse, hvilket blev gennemført i 1980. Som ny eneejer havde Jørn Hedegaard en lærling og en svend, og samtidig var han så privilegeret, at hans hustru, Alice, var kontoruddannet og kunne påtage sig alt det administrative arbejde. I øvrigt tog Alice Hedegaard for netop 20 år siden initiativ til stordagplejen Børnehuset i Halvrimmen, som hun fortsat står i spidsen for.
– Det har været en rigtig spændende tid med mange forskellige opgaver, store som små, fastslår Jørn Hedegaard i et tilbageblik over sit liv som vvs-mand. Ud over privatboliger har også de store sommerhusområder fyldt godt i ordrebogen gennem årene. Blandt de større opgaver nævner Jørn Hedegaard nybyggerier ved Brovst Sygehus, ligesom en nordjysk boligforening har været kunde hos Brovst VVS Service i samtlige 44 år. En periode arbejdede firmaet i København med at renovere MF Kirsten Jacobsens lejlighed, da hun forlod Folketingets præsidium.
Jørn Hedegaard har altid haft et stort netværk i lokalområdet. Således har han været foregangsmand for etableringen af Jægerum Søpark og i mange år taget sin tørn som bestyrelsesmedlem i Halvrimmen Borgerforening. Blandt meget andet har han også haft sæde i forskellige kommunale udvalg. Endelig nærer han en særlig forkærlighed for 60’er musik og var for år tilbage basguitarist i bandet Cardinals, som spillede til de populære 60’er baller i både Brovst og Fjerritslev.
Overtagelsen af Brovst VVS Service begyndte egentlig for et par år siden som en tilfældig bemærkning mellem Jørn Hedegaard og Hans Koldsgaard, der driver Agesen VVS sammen med Henning Agesen. Men det var først i forsommeren 2012, der for alvor kom gang i forhandlingerne, så der kunne indgås en aftale til glæde for alle parter, såvel indehavere som medarbejdere i Brovst og Fjerritslev.
– For os er overtagelsen af Brovst VVS Service et naturligt led i at styrke vores position langs Jammerbugten og skabe et bedre udgangspunkt for at tage opgaver ind fra Vendsyssel og Østhimmerland, hvor Jørn Hedegaard også har skabt en kundekreds, siger Henning Agesen og Hans Koldsgaard.
– Det er vigtigt for os at være synligt til stede og have en base i Brovst-området, hvorfor vi har indgået en flerårig aftale om leje af Jørn Hedegaards værkstedsbygninger på Dalvej 1.
– Med Thomas Rugholm som afdelingsleder og yderligere to lokalkendte medarbejdere i Brovst er vi klar til at betjene Brovst VVS’ kunder med samme gode service som hidtil. Samtidig kan vi hurtigt sætte yderligere mandskab ind, hvad enten det gælder traditionelle vvs-opgaver eller vores speciale inden for solvarme, solceller, jordvarme og bioenergi. Desuden har vi egen smedeafdeling med fremstilling af galvaniserede terrasser, trapper, haveportaler, carporte med videre.
Henning Agesen overtog pr. 1. januar 2002 vvs-virksomheden Poul B. Jensen, og Hans Koldsgaard, der har arbejdet i firmaet siden 2000, blev optaget som kompagnon pr. 1. januar 2010. I de forløbne 10 år har Agesen VVS været igennem en kraftig ekspansion, blandt andet gennem to tidligere virksomhedsopkøb og nybyggeri på Industrivej 39 i Fjerritslev, og beskæftiger herefter 25 ansatte.