Ny udstilling af »Kunsten i Han Herred«

Anders Norre. Fiskerbåde på stranden i Løkken

Anders Norre. Fiskerbåde på stranden i Løkken

Værker af malerne og tegnerne Anders Norre og Poul Eje vises i Fjerritslev Kirkecenter 14.-17. juni

Efter sidste års publikumssucces med en alsidig kunstudstilling i anledning af Aggersundbroens 75-års jubilæum sidste år er styregruppen bag projekt »Kunsten i Han Herred« klar med et nyt tiltag.

Denne gang har gruppen valgt at sætte fokus på to malere, der begge voksede op i Fjerritslev og begyndte deres kunstneriske virksomhed her, nemlig Anders Norre Andersen (1899-1960) og Poul Eje Kristensen (1926-2011). Den nye kunstudstilling finder sted i Fjerritslev Kirkecenter fra torsdag 14. til søndag 17. juni, alle dage kl. 10-17 med gratis adgang.

Selv om der er en generation til forskel mellem de to kunstnere, er der visse fællestræk. Begge blev uddannet bygningsmaler, men lysten til at tegne og male var det, der trak, og begge blev en overgang benyttet som illustratorer i Fjerritslev Avis. Samtidig viste den yngre maler stor anerkendelse over for den ældre kollega.

Anders Norre, der var søn af byens baneformand, var kortvarigt på malerskole i Aalborg, men var ellers autodidakt. Han boede sammen med sin familie i den smukke villa »Skuld« på Østbakken i Fjerritslev og var særdeles produktiv. Således kunne han i 1934 fremvise hele 75 oliebilleder, pasteller og kultegninger ved en udstilling på Fjerritslev Kro og blev kendt viden om som »Hanherredmaleren«.

I 1947 flyttede familien til Løkken, hvor Anders Norre satte sig dybe spor med en række betydelige værker, herunder kraftfulde malerier med stor indlevelse i fiskerbefolkningens tilværelse. Flere af disse har hjemsted på plejehjemmet Havgaarden i Løkken.

Poul Eje. Bønder mod adelshær 1441

Poul Eje. Bønder mod adelshær 1441

Poul Eje var ud af skrædderfamilie og fik sin offentlige debut i 1947 med at lave illustrationer til bogen »Paa Strejf gennem Han Herrederne«, skrevet af byens navnkundige præst og realskolebestyrer, B. Thorlacius-Ussing. I 1951 blev Poul Eje optaget på Kunstakademiet i København og modtog undervisning her gennem seks år.

I godt 30 år virkede han som tegnelærer, herunder på Skolen for Brugskunst (senere Danmarks Designskole). Som bogillustrator kastede han sig blandt andet over Jeppe Aakjærs »Gammel Jehannes hans biwelskistaarri«, ligesom han aldrig glemte barndomsegnens dramatiske fortælling om bondeoprøret i 1441, hvilket resulterede i karakterfulde tegninger til bogen »Slaget ved Sankt Jørgens Bjerg« i 2005. Poul Eje var i øvrigt far til musikeren Niels Eje og entertaineren Thomas Eje.

Til udstillingen i Fjerritslev Kirkecenter har styregruppen fået tilsagn om at låne et repræsentativt udsnit af værker fra begge kunstnere. Ferniseringen finder sted med tale ved Inge Pedersen, Nørhalne, og musikalske indslag ved Johan Svaneborg og Niels Kraghede torsdag 14. juni kl. 15, hvortil alle er velkomne.