Træf Han Herred-udvalget under Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred byder for 18. gang velkommen til en hyggelig dag for alle, der holder af Han Herred
Formålet med Træf Han Herred er som altid at være en hjemstavnsdag, hvor lokalbefolkningen kan mødes med de mange, »der Han Herreds land forlod«, og dem, der er flyttet hertil eller gæster egnen som turister. Træf Han Herred har siden starten i 2001 gået på skift mellem vest og øst.
Denne gang finder træffet sted i det østlige Han Herred, hvor vi først skal synge morgensang i Brovst Kirke, der er en af Han Herreds 22 smukke middelalderkirker. Kirken er fra slutningen af 1100-tallet med senere tilføjelse af tårn og våbenhus. Kirkens altertavle og prædikestol er skænket af herremand og kirkeejer Frantz Rantzau i 1729. Brovst Kirke skiller sig ud ved at have et rigt udsmykket rokoko-orgelpulpitur med billedserie og skriftsteder fra pietismens storhedstid i 1700-tallet. Jesper Boel Nielsen, der har været sognepræst i Brovst siden 2010, fortæller og viser rundt.
Næste stop er Brovst Blikvarefabrik, som blev grundlagt 1902 og siden 1950’erne har været toneangivende med produkter til affaldssektoren, hus og have samt brændeovnsartikler og tilbehør m.m. Virksomheden er leverandør til stat, regioner, størstedelen af danske kommuner og samtlige danske byggemarkedskæder. Derudover Vejdirektoratet, Naturstyrelsen, danske rederier og kraftværker. Fabrikant Bjarne Nørskou Pedersen vil som tredje generation i virksomheden berette om fortid og nutid med »blik for fremtiden«.
Efter virksomhedsbesøget (inkl. formiddagskaffe) står frokosten klar på Skovsgaard Hotel, og i løbet af eftermiddagen vil borgmester Mogens Chr. Gade, der selv er Skovsgaard-dreng, sætte fokus på visioner for Jammerbugt Kommunes vestlige del, dvs. Brovst og Fjerritslev i Han Herred.
Træf-weekenden er i øvrigt anledning til at besøge en lokalhistorisk kunstudstilling i Fjerritslev Kirkecenter (åben torsdag-søndag kl. 13-17) og at deltage i Dansk Mølledag ved Lyngmøllen i Grønnestrand (søndag kl. 14-16). Benyt også muligheden for at kigge nærmere på seværdigheder som herregårdene Bratskov og Oxholm samt Kokkedal Slot. Tag evt. en overnatning eller to på et af vore skønne hoteller og pensionater i Han Herred.