Træf Han Herred‐udvalget under Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred byder for 12. gang velkommen til en hyggelig dag for alle, der holder af Han Herred. Det sker lørdag 16. juni
Formålet med Træf Han Herred er som altid at være en hjemstavnsdag, hvor lokalbefolkningen kan mødes med de mange, »der Han Herreds land forlod«, og dem, der er tilflyttet eller gæster egnen som turister.
Træf Han Herred har siden 2001 gået på skift mellem Fjerritslev‐ og Brovst‐området. Denne gang besøges Skovsgaard, som er hovedby for de gamle kirkesogne Torslev og Øster Svenstrup. Området har et meget aktivt foreningsliv inden for idræt, sang, musik, foredrag, lokalhistorie med videre. Midt i den tidligere stationsby ligger Skovsgaard Hotel, der er hædret med FDB’s Socialøkonomiske Årspris 2011 på 100.000 kroner for sit landskendte engagement med at skabe meningsfyldte arbejdspladser for mennesker med særlige behov.
I løbet af træfdagen 16. juni bevæger deltagerne sig trinvis fra nord til syd i det afvekslende kulturlandskab i hjertet af Han Herred. Dagen begynder med morgensang i den smukt beliggende Øster Svenstrup Kirke nord for hovedvej A11, og stedets sognepræst, Folmer Toftdahl-Olesen, vil blandt andet fortælle om den store restaurering i 2005-06, hvor kirken en overgang stod uden tag! Der er sangindslag ved gruppen »Café Latte« under ledelse af Ida Larsen, som også akkompagnerer fællessangen.
Herefter er der træfpunkt, frokost og foredrag i Skovsgaard Multihus, byens kombinerede kulturhus og idrætshal, der ligger som nærmeste nabo til Skovsgaardskolen og lægger lokaler til mange – og meget forskellige – aktiviteter 365 dage om året. Foran multihuset ses skulpturen »Bevinget«, der er udført af kunstneren Marit Benthe Norheim.
Borgmester Mogens Gade er til stede for at byde gæsterne velkommen til såvel Skovsgaard som Jammerbugt Kommune, og han vil ligeledes underholde med fortælling om en opvækst, der bød på masser af fodbold og spejderi. Traditionen tro har Hans Brøndborer Kristensen, Fjerritslev, skrevet en sang til lejligheden.
Eftermiddagskaffen nydes på Kokkedal Slot, som i årene 1917-22 var ejet af Prins Erik, der var barnebarn af Christian IX og fætter til Christian X. I årene 1949-88 var slottet skolehjem for drenge, hvorefter det blev overtaget af Ann Vibeke og Gorm Lokdam, som fortsat driver slottet med restaurant, vinkælder og hotel. Deltagerne får ligeledes en rundvisning i de velholdte bygninger, hvis historie går tilbage til 1550, mens det omgivende voldsted er fra 1200-tallet.
Træf Han Herred slutter med middag i Attrup Havnecafé, hvor den lyse sommeraften kan nydes med en flot udsigt til lystbådehavnen, Limfjorden og Himmerland.
Program med tilmeldingsmulighed kan ses på www.hanherred.nordjyskeklubber.dk
Udvalget bag Træf Han Herred i Skovsgaard lørdag 16. juni 2012 består af Hanne Davidsen, Kollerup Klit (formand), Ragnhild Poulsen, Torslev, Kurt Brandi, Fjerritslev, Jens Damsgaard, Fjerritslev, Jørn Kjær, Skovsgaard, Arne Sloth Kristoffersen, Aalborg, Folmer Møller, Fjerritslev, Kristian Pedersen, Fjerritslev.