Vinhandler René Hjørnet Jensen er klar med en helt ny snaps, som efter planen skal være den første i en serie, der vil glæde alle med kærlighed til Han Herreds smukke natur og dens gode råvarer
Nyskabelsen hedder »Han Herred Snapsen – fra den skønneste plet i kongeriget!«, og førsteudgaven har undertitlen »Grønnestrand«, idet motivet på forsideetiketten er den lille, lyngklædte mølle, der står tæt ved havet og er Danmarks eneste af slagsen.
Snapsen falder dermed fint i tråd med Han Herred Turistforenings netop udkomne fotohæfte om »den skønneste plet i kongeriget« og ligeledes en ny serie på 20 postkort, som René selv har lanceret.
Der er tale om en klar luksusakvavit med en elegant smag – ikke så krydret, men blød og afrundet med behagelig mundfylde. Opskriften er hemmelig, men René kan dog afsløre, at der indgår krondild og koriander, og at snapsen er afrundet med lynghonning.
Mange har allerede haft lejlighed til at prøvesmage Han Herred Snapsen – og hør blot her et udpluk af kommentarerne:
– Rigtig god snaps, perfekt til mad.
– Rigtig god med dejlig eftersmag.
– Den smager faktisk godt!
– Dejlig eftersmag, herlig snaps – også til damer!
– Blød og lækker.
– Herlig snaps, perfekt til frokost!
– Smagfuld – dejlig, blid eftersmag.
– Smager kanon godt!
Han Herred Snapsen er fremstillet via Renés medlemskab af Skjold Burne-kæden, mens etiketten er udarbejdet af Bodilsen tekst & foto i Fjerritslev.