Her kommer årets lokalhistoriske bog!

Han Herred Bogen 2025 er udkommet

Den lokalhistoriske årbog for Øster og Vester Han Herred, som hermed udsendes i sin 30. udgave, er traditionen tro en vifte af spændende historier fra såvel den nære som den fjernere fortid. I alt 16 vidt forskellige bidrag, som repræsenterer alle hjørner af det langstrakte herred med dets 24 kirkesogne fra Vesløs i vest til Øland i øst − midt imellem Thy og Vendsyssel.

Hertil kommer de faste indslag i form af billedkavalkaderne Det Gamle Album og Årets gang i Han Herred, årsberetninger fra Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred og de tilknyttede foreninger, arkiver og museer samt en adresseliste over samvirkets styrelse og udvalg. Forordet er Otto Kjær Larsens formandsberetning ved årsmødet i Lokalhistorisk Samvirke 25. september 2024.

Han Herred Bogen 2025 er på 256 sider og som altid udført i smukt grafisk udstyr hos Fjerritslev Tryk. Til omslaget har redaktionen valgt Mattias Bodilsens foto af Han Vejle Skjulet ved den gamle jernbanedæmning over Lund Fjord mellem Vust og Kærup Holme. Stedet er et yndet udflugtsmål for naturelskere, herunder børnefamilier.

Omslaget til 30. udgave af Han Herred Bogen med motiv fra Han Vejle Skjulet mellem Vust og Kærup Holme

Årets Kunstner i Han Herred Bogen 2025 er møbelarkitekt Jørgen Aakjær Jørgensen, der blev født i Fjerritslev 1920 og blev udlært møbelsnedker hos sin far på værkstedet i Søndergade 9. Her fattede han en særlig interesse for den specielle håndværksteknik intarsia, der består i at skabe smukke mønstre og billeder ved at indlægge små stykker træ og andre materialer ind i overfladen på møblerne. Som 26-årig forlod han Fjerritslev og etablerede i 1948 sin egen virksomhed i Bramming. I dag videreføres de klassiske designtraditioner fra Jørgen Aakjær Jørgensen af barnebarnet Nanna Aakjær Svendsen på Gjøl.

Årets Kirke er Øster Svenstrup Kirke, som ligger højt i landskabet nær hovedvej A11 og er en lidt atypisk middelalderbygning af munkesten i stedet for granitkvadre. I sin artikel beretter menighedsrådsformand Gurli Mose Pedersen om spor af to tidligere kirkebygninger på samme sted og beskriver såvel kirkens ydre som de enkelte dele af inventaret. Desuden tegner hun et billede af det nuværende kirkeliv, som foregår i et nært fællesskab med de fire øvrige kirker i Midt-Hanherred Pastorat.

Otto Kjær Larsen, tidligere gårdejer samt kommunal- og regionspolitiker, er modtager af hædersprisen Årets Hane for sin indsats gennem 11 år som formand for Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred. Ikke mindst har Otto Kjær Larsen lagt kræfter i sommerarrangementet Sange ved havet i Slettestrand og desuden været en varm fortaler for etableringen af et museum for Kunsten i Han Herred. Otto Kjær Larsen blev ved årsmødet i september 2024 afløst på formandsposten af Ulla Flintholm, Fjerritslev, som præsenteres i forbindelse med forordet til årbogen.

Læs introduktion til alle bogens artikler her
-

Han Herred Bogen 2025 kan købes online på Forlag1.dk – og ved en række lokale forhandlere

Scroll to Top