
KulturStationen i Bonderup inviterer torsdag 8. oktober kl. 19-21 til en aften med tre erfarne personer udi kunsten at fortælle livshistorier
Det er Lise Tølbøll, Connie Anette Nordholt og Ejvind Winther, som alle tre har været medlem af Limfjordsteatrets Fortællekreds. Her arbejdede de i et halvt års tid med et projekt, hvor de udviklede egne livshistorier.
– Det var en berigende periode, og vi har meget lyst til at give vores historier videre og inspirere andre, beretter trekløveret og uddyber:
– I vores nutidige verden bliver vi bombarderet af indtryk, og det enkelte menneske kan have brug for fordybelse og fokus for at begribe og forstå tilværelsen. I århundreder har mennesker fortalt hinanden historier, når de samledes i en hvilende stund. Det kunne være omkring et bål, på en kro eller over arbejdet eller strikketøjet.
– Historierne blev fortalt direkte til andre mennesker i det samme fysiske rum. Vi har i vores lille fortællegruppe sat os det mål at skabe et sådant rum, fordi vi mener, at det er en vigtig del af vores forståelse af det at være menneske, en vigtig del af vores identitet.
– Vi har derfor udviklet en del historier fra vores egne liv fra forskellige aldre: barndom, ungdom, voksenliv og alderdom. Vi vil gerne underholde vores publikum, men vi håber også, at publikum vil kunne spejle sig i vores historier, og at de kan vække minder hos dem.
Lise Tølbøll har fået inspiration og erfaring fra mange års arbejde som friskoleleder i Thy. Hun har ofte oplevet magien i den mundtlige fortælling og den sammenhørighed, der opstår mellem fortæller og publikum.
Connie Anette Nordholt tidligere gymnasielærer og medlem af Fortællere i Danmark, FIDA, hvor hun blev Månedens Fortæller i maj 2021. Hun har i tidens løb været medlem af forskellige fortællergrupper.
Ejvind Winther er pensioneret lærer. Også han er medlem af FIDA og blev Månedens Fortæller i maj 2019. Han har spillet på Aalborg Teater og er medlem af teatergruppen Dunkelfolket.
Connie og Ejvind har i en årrække bevist deres kunnen på Fortællecaféen Lytteposten på Frøstrup Kro.
Med i entréen på 40 kr. bliver der serveret kaffe og kage.