Fortælleaften om et sandt industrieventyr

Makkerparret Jørn Rødbro og Richardt Haastrup, som i 1970 opfandt den første Migatronic-svejsemaskine
Makkerparret Jørn Rødbro og Richardt Haastrup, som i 1970 opfandt den første Migatronic-svejsemaskine
»Legekammeraterne« Richardt Haastrup og Jørn Rødbro stod bag den første Migatronic-svejsemaskine i en garage i Bonderup

Torsdag 12. februar kl. 19 inviterer foreningen »Bonderup Station – en KulturStation i hjertet af Han Herred« til en ny lokalhistorisk fortælleaften. Arrangementet foregår af pladshensyn i Bonderup Forsamlingshus, idet erfaringen fra de to foregående fortælleaftener viser, at der er meget stor interesse for Han Herreds spændende historie. Ikke mindst når det gælder lokale iværksættere og opfindere.

Denne gang gælder det svejseeventyret Migatronic, som tog sin spæde begyndelse i en kældergarage hjemme hos automekaniker Richardt Haastrup på Møllehusvej 12 i Bonderup. Han var blevet godt træt af at svejse på bilerne med gammeldags ilt og flaskegas og havde et stort ønske om at gå over til den moderne MIG-svejsning, der var langt lettere at arbejde med. Men at ofre 7.000 kroner på et sådant CO2-apparat var den sparsommelige Haastrup ikke uden videre parat til!

Derfor gik han i kompagniskab med den 20 år yngre svagstrømsingeniør Jørn Rødbro, der var bror til svigersønnen Helge, opvokset i Manstrup, men nu bosat i Aarhus med sin familie. Hen over sommeren 1970 gik de to iværksættere – som blev »legekammerater« for livet – i gang med at udvikle deres egen MIG-svejser, uden at have spor forstand på CO2-svejsning! Richardt havde behovet, og Jørn havde ekspertisen på det elektriske, men andre eksperter blev ikke inddraget.

Og pr. 1. september 1970 var firmaet Rødbro & Haastrup I/S en realitet. Efter mange timers hovedbrud og forsøg stod prototypen på det, der skulle vise sig at blive et sandt industrieventyr, klar til at blive testet af hos en håndfuld lokale automekanikere. Apparatet, der blev malet i en stærk grøn farve (det var den billigste maling!), fik med Jørns udprægede sans for ordspil navnet MIGATRONIC – altså elektronisk MIG-svejsning – og modelbetegnelsen 970. For maskinen blev jo lanceret i september 1970 …

Derfra gik det strygende. Begge ægtefæller blev involveret, den første mand var ansat, og snart var der 25-30 beskæftiget i virksomheden, som flyttede over i naboen Frede Larsens ledige kyllingehuse. Her voksede produktionen år for år, indtil man i 1976 fik nyt hovedsæde i Hartmann Electrolux’ tidligere lokaler på Aggersundvej 33 i Fjerritslev. Firmaet skiftede navn til Migatronic A/S – men var allerede verdenskendt. Navnet og den grønne farve fra 1970 er stadig intakt!

Hele historien om Migatronics første år fortælles af forskellige medvirkende, heriblandt Jørn Rødbros søn, Søren Rødbro, som i dag driver elektronikvirksomheden Inelco på Industrivej og i øvrigt er medlem af KulturStationens bestyrelse. Også Richardt Haastrups datter Joan, nevøen Bruno Haastrup og andre, der har været involveret i svejseeventyret, får mulighed for at bidrage med deres egne historier.

Der bliver også lejlighed til fællessang til Bruno Haastrups harmonikaakkompagnement.

Entréen på 50 kroner indbefatter også kaffe med brød. Alle er velkomne.

Scroll to Top