Flot og velfortjent hæder for VM-sølv i Rusland

Jonas Brøndum Andersen. Foto: Ejgil Bodilsen

Jonas Brøndum Andersen. Foto: Ejgil Bodilsen

Speedway-eventyret er for alvor begyndt for 18-årige Jonas Brøndum Andersen fra Nørthorup ved Hjortdal

– Helt fantastisk. En kæmpeoplevelse. Aldrig oplevet noget lignende. Det var helt sindssygt. Glemmer det aldrig!

Ord og oplevelser tumler stadig rundt for Jonas Brøndum Andersen og forældrene, Bettina og Henrik, mens vi sidder rundt om køkkenbordet på Tremshøjgaard i Nørthorup og prøver at få styr på den begivenhed, der om nogen vil stå som skelsættende i den talentfulde speedwaykørers tilværelse.

Vi taler om VM for U21-landsholdet i Rusland sidst i august 2011, hvor Jonas var med til at vinde sølv efter et højst usædvanligt og dramatisk forløb. Den historie vender vi tilbage til!

Familie med fart i blodet

Jonas har altid haft fart og dieselolie i blodet, og allerede som fireårig tiggede han sine forældre om at få sin første speedwaycykel. Den fik han dog først som femårig, hvor han fik lov at køre 50 cc på speedwaybanen i Mou Kær ved Brovst.

Interessen kunne meget vel stamme fra far Henrik, der som landmand har masser af forstand på mekanik, men virkeligheden er nok nærmere den, at det var mor Bettina, der satte gang i knægtens lyst til at sætte sig op i sadlen og gi’ den gas.

– Det ligger i familien. Helt fra barnsben har jeg været med mine forældre til løb i Brovst Speedway Club, fortæller Bettina.

Da Jonas var 10 år, skiftede han motorstørrelse til 80 cc, og det hele gik stadig stille og roligt, som han siger.

Jysk mester som 14-årig

Men efter konfirmationen i 2008 begyndte der for alvor at ske noget. Jonas kørte stadig 80 cc og blev nr. 5 ved EM i Polen og nr. 4 ved VM på Skærbækbanen i Sønderjylland. Samme år erobrede han pladsen som jysk mester i Holsted.

Siden gik det stærkt. Som 15-årig rykkede han i 2009 op i klassen 500 cc og kørte det første år superliga i Brovst. Den lokale klub kunne imidlertid ikke fortsætte med superliga, så i 2010 skiftede han til Holstebro og kørte samtidig 1. division i Vojens.

2011 blev på alle måder skelsættende for Jonas.

– Jeg lagde året rigtig godt ud med at køre fra de bedste af de bedste. Det blev til sølv i superligaen i Holstebro, og jeg kom på både U19- og U21-landsholdet, hvor vi kvalificerede os til henholdsvis EM og VM. Som den eneste ungdomskører kvalificerede jeg mig til DM-semifinalen for senior i Randers, hvor jeg blev nr. 3.

Ved VM-semifinalen I Tyskland opnåede det danske U21-landshold en flot andenplads, og så gjaldt det ellers finalen i Rusland!

Jonas Brøndum Andersen. Foto: motorsportsfoto.dk

Jonas Brøndum Andersen. Foto: motorsportsfoto.dk

Højst dramatisk VM

Helt fra starten var der drama i luften, beretter Jonas:

– Min cykel fik ikke lov at komme med transporten over den russiske grænse, fordi den manglede stelnummer efter et uheld, jeg havde haft med maskinen i måneden før. Hvad nu? Mine forældre og jeg stod i Kastrup Lufthavn og overvejede at tage hjem, men besluttede os alligevel for at flyve til Rusland.

– Vi kom derover, og jeg fik en lånecykel af en russisk kører, selv om det selvfølgelig ikke var optimalt. Men under træningen sprang motoren på den lånte cykel, og jeg måtte i hast have en ny motor.

Hermed var trængslerne langt fra slut. En af de fem drenge på holdet startede løbet med at vælte og måtte udgå. En andens cykel sprang i luften under løbet.

Vi ville bare det her!

– Så vi var rimelig handikappede, konstaterer Jonas. – Nu var vi fire mand om tre cykler, hvoraf én var en lånecykel. Men vi satte os for, at vi ville bare det her!

Bettina indskyder, at det hele på dette tidspunkt var ét kaos i ryttergården. Men de unge kørere og deres fædre, der var med som mekanikere, stod sammen og hjalp hinanden med at skifte dæk og så videre.

Ude på banen var Jonas og kammeraterne bogstavelig talt helt oppe at køre og kæmpede sig op til en andenplads foran 18.000 tilskuere.

– Alle var helt vilde, lige fra kørerne til forældrene og landsholdstræner Anders Secher, fortæller Bettina, der var eneste mor på turen.

Glemmer det aldrig

– Ved overrækkelsen af pokalerne sagde dommeren, at det var den flotteste præstation, han nogen sinde havde set, og at han aldrig før havde oplevet, at et hold var kommet så stærkt tilbage efter alle tænkelige uheld. Den russiske træner var også til stede og sagde, at det faktisk var os, der havde vundet dette løb, lyder det ikke uden stolthed fra Jonas.

– Jeg glemmer det aldrig! supplerer Henrik.

Begivenheden resulterede i, at Jonas og holdet i februar blev hædret med Dansk Motorsport Award ved et stort show i København.

Hvad med fremtiden?

Oven på disse medrivende beretninger er det på sin plads at spørge: Hvad så med fremtiden?
Status er, at Jonas er eneste nordjyske kører på dette niveau, og han er en ud af blot tre jyske kørere i U21. Han er tilbage i Brovst, hvor han kører 1. division, mens superligaen køres for Holstebro.

For nylig var Jonas med senior-elitetruppen fra hele Danmark på et ophold i England, hvor han trænede sammen med speedway-ikonerne Nicki Pedersen og Hans Andersen.

Bakkes op af speedway-legende

Men Jonas fremhæver især en anden legende, nemlig Erik Gundersen, som på trods af handikap har ydet det unge speedway-håb fra Han Herred rigtig megen talenttræning.

– Erik Gundersen er en af de vigtigste grunde til, at jeg er kommet så langt. En rigtig sej jyde! fastslår Jonas.

Ellers får Jonas masser af træning og praktisk hjælp af U21-verdensmesteren Brian Andersen fra Horsens. Han er i dag en af verdens bedste speedwaytunere og har blandt andet tunet Jonas’ motor, så den passer perfekt til ham. Desuden er Jonas blevet trænet nogle gange af verdensmesteren Hans Nielsen, der også begyndte i Brovst.

Tæt træningsprogram

Lige nu står den på træning to gange om ugen, og sommeren over deltager Jonas i løb tre-fire gange hver uge. Sæsonen varer i otte måneder frem til slutningen af oktober.

Hertil kommer en stram kostplan plus løbetræning og styrketræning, hvor Jonas har haft stor glæde af Bokseklubben Orions træningslokale i Fjerritslev. Sammen med landstræner Anders Secher bliver han regelmæssigt kondi- og muskeltestet. Landsholdstræneren gør i øvrigt en kæmpeindsats for de unge U21-speedway talenter. Der er samlinger hen over vinteren og træningsophold i både Kroatien og England.

Mod nye mål i 2012

– Mit mål for 2012 er at opnå bedst mulige placeringer ved U21-finalen og senior DM. Desuden skal jeg gerne deltage i et U21-grandprix med i alt ni løb, der køres i blandt andet Letland og Rusland. Endelig har jeg en målsætning om at få wildcard til VM senior-grandprix.

Det siger sig selv, at en så lovende karriere kræver meget af både Jonas selv og af hans familie. Derfor har familien hyret Kenneth Pilgaard fra Haverslev i Himmerland som medhjælper, da far Henrik jo også har et landbrug at se til.

Jonas bliver bakket stærkt op af Peugeot Bejstrup, hvor han er i mekanikerlære. Da han fik kørekort, stillede virksomheden en Peugeot Boxer varevogn til hans rådighed, ligesom han oplever stor fleksibilitet med at få fri til de store løb. Øvrige sponsorer er Klim Sparekasse, Løgstør Autolakereri, Pava Farsø, Rob’s Accessories, Gjøl Auto, Jammerbugt Kommune og Dansk Motorsport Union (DMU).

– Speedway er en dyr sport, så det er en stor udfordring at skaffe tiltrækkeligt med sponsorstøtte, samstemmer far og søn.

Professionel efter læretid

Når læretiden i Bejstrup er udstået i sommeren 2013, er det Jonas’ drøm at blive professionel speedwaykører.

– En af de stærkeste engelske klubber vil gerne have fat i mig, og jeg har også fået mange andre bud og kontraktudkast. Men vi er enige om, at jeg skal gøre min uddannelse færdig først.


FAKTA

Resultater for speedwaykører Jonas Brøndum Andersen i 2011

Nr. 3 til kval for DM senior – individuelt
Nr. 3 til semifinale for DM senior – individuelt
Nr. 3 til kval for U21 VM og EM i Vojens – individuelt
Nr. 3 til U19 EM-semifinale i Finland – individuelt
Nr. 2 til U21 VM-semifinale i Tyskland – landshold
Nr. 8 til U19 EM-finale i Slovenien – individuelt
Nr. 8 til U21 VM-semifinale i Sverige – individuelt

U21 landshold:
Sølv VM-finale i Rusland
Sølv EM-finale i Slovenien
Sølv superligaen i Holstebro

Tildelt Motorsports Award 1. februar 2012 i Cirkusbygningen, København, for indsats ved VM-finale i Rusland