Træf Han Herred 2018

Velkommen til Træf Han Herred 2018

Lørdag 16. juni i Brovst og Skovsgaard

Træf Han Herred-udvalget under Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred byder for 18. gang velkommen til en hyggelig dag for alle, der holder af Han Herred

Formålet med Træf Han Herred er som altid at være en hjemstavnsdag, hvor lokalbefolkningen kan mødes med de mange, »der Han Herreds land forlod«, og dem, der er flyttet hertil eller gæster egnen som turister. Træf Han Herred har siden starten i 2001 gået på skift mellem vest og øst.

Denne gang finder træffet sted i det østlige Han Herred, hvor vi først skal synge morgensang i Brovst Kirke, der er en af Han Herreds 22 smukke middelalderkirker. Kirken er fra slutningen af 1100-tallet med senere tilføjelse af tårn og våbenhus. Kirkens altertavle og prædikestol er skænket af herremand og kirkeejer Frantz Rantzau i 1729. Brovst Kirke skiller sig ud ved at have et rigt udsmykket rokoko-orgelpulpitur med billedserie og skriftsteder fra pietismens storhedstid i 1700-tallet. Jesper Boel Nielsen, der har været sognepræst i Brovst siden 2010, fortæller og viser rundt.

Næste stop er Brovst Blikvarefabrik, som blev grundlagt 1902 og siden 1950’erne har været toneangivende med produkter til affalds­sektoren, hus og have samt brændeovnsartikler og tilbehør m.m. Virksomheden er leverandør til stat, regioner, størstedelen af danske kommuner og samtlige danske bygge­markedskæder. Derudover Vejdirektoratet, Naturstyrelsen, danske rederier og kraftværker. Fabrikant Bjarne Nørskou Pedersen vil som tredje generation i virksomheden berette om fortid og nutid med »blik for fremtiden«.

Efter virksomhedsbesøget (inkl. formiddagskaffe) står frokosten klar på Skovsgaard Hotel, og i løbet af eftermiddagen vil borgmester Mogens Chr. Gade, der selv er Skovsgaard-dreng, sætte fokus på visioner for Jammerbugt Kommunes vestlige del, dvs. Brovst og Fjerritslev i Han Herred.

Træf-weekenden er i øvrigt anledning til at besøge en lokalhistorisk kunstudstilling i Fjerritslev Kirkecenter (åben torsdag-søndag kl. 13-17) og at deltage i Dansk Mølledag ved Lyngmøllen i Grønnestrand (søndag kl. 14-16). Benyt også muligheden for at kigge nærmere på seværdigheder som herregårdene Bratskov og Oxholm samt Kokkedal Slot. Tag evt. en overnatning eller to på et af vore skønne hoteller og pensionater i Han Herred.

Pris

  • Formiddagsprogram inkl. kaffe og boller kr. 50,00
  • Frokost og eftermiddagskaffe kr. 200,00
  • Samlet pris for hele dagen kr. 250,00

Forudbetaling sker til Sparekassen Vendsyssel reg.nr. (9070) kontonr. 1624925846

Skovsgaard Hotel sælger øl (à kr. 25), vand (à kr. 20) og vin (à kr. 175 pr. fl. / kr. 35 pr. glas)

Drikkevarer kan ikke forudbetales

Praktiske oplysninger

Vi opfordrer alle til at være med hele dagen – for at få størst muligt udbytte af at se, lytte, snakke og hygge – men man er naturligvis meget velkommen til kun at deltage i henholdsvis formiddags- og eftermiddagsarrangementet

Overnatning samt øvrige oplevelsesmuligheder og seværdigheder i området – se www.hanherred.dk/turist eller www.visitjammerbugten.dk og visitthy.dk

Tilmelding senest lørdag 9. juni 2018

Scroll to Top