Årets træf-sang
Ved Træf Han Herred 20. juni 2015
Melodi: Blæsten går frisk over Limfjordens vande · Povl Hamburger 1937
1 Jammerbugt er en seværdig kommune,
her er naturen helt unik.
Men der er lang vej fra Bulbjerg til Hune
– en blandet dialekt vi fik.
Det blå flag er hejst ved vor badestrand,
og det er garant for det rene vand.
2 Han Herreds Tinghus er nu restaureret,
her er kulturen flyttet hen.
Liflige toner bli’r her produceret,
cellerne er i brug igen.
Her øver man skala på violin,
og støttet af trommen er takten fin.
3 Vort slagteri har nu kapituleret,
og hele styrken blev sagt op.
Her bliver grisen ej mere parteret,
skønt kvaliteten var helt i top.
Måske er den iskolde krig på vej,
når russerne dropper vor flæskesteg …
4 Lovløse tider vi hanninger frygter,
vi har ej mere politi,
men der verserer dog immervæk rygter,
at de til jul vil se forbi.
Betjenten fra Pandrup er dog på vagt,
og han tegner hele vor ordensmagt.
5 Flere butikker har mærket til krisen,
derfor blev nøglen drejet om.
Kampen er tabt, når man nedsætter prisen,
og snart er pengekassen tom.
I genbrugsbutikken det sådan går,
at de scorer kassen på det, de får.
6 Frokosten nyder vi her i vort center,
og her er noget for enhver.
Køen bli’r mindre, når bare vi venter,
skikken er stadig populær.
Mens vi konsumerer, en snak vi får,
med håb om et gensyn til næste år!
Hans »Brøndborer« Kristensen (13.09.1925 – 06.04.2015), skrevet februar 2015
Tak for alle sangene! Æret være Hans’ minde