Lokalhistorisk Forening for Øster Han Herred 2014

Generalforsamling blev afholdt i marts 2014 med uændret sammensætning af bestyrelsen.

De væsentligste aktiviteter har været vore torsdagscaféer, som er foredrag hen over vinteren på Brovst Bibliotek og i samarbejde med Jammerbugt Bibliotekerne og Brovst Lokalhistoriske Sognegruppe. Foredragsholdere var Henning Kristensen om »Fotos fra et F16-fly«, Inger Tronborg med »Historien om Philipine«, Karsten Højen om »Mit møde med John Lennon«, Ketty Johansson med »Brovst – fra havneby til stationsby« og Bjarne Svendsen om »Nordjyske rutebiler i alle farver«. Der var god tilslutning til alle foredrag.

I februar holdt vi det årlige fællesmøde for sognegrupperne i Øster Han Herred, og medlemmer af styregruppen for besættelsesprojektet var inviteret med.

I marts måned tilbød vi samvirket at stå for den praktiske del af et koordinerende stormøde i projekt Besættelsestidens Han Herred med henblik på den kommende herredsudstilling i Tinghuset. Det foregik på Bratskov, hvor en række arbejdsgrupper blev sammensat.

Brovst Skole har bedt os hjælpe med at lave en lille udstilling af effekter og plancher til at markere 200-året for vedtagelsen af skolereformen 1814. Dette samarbejde er vi fuld gang med.

Lokalhistorisk Arkiv kan fortsat godt bruge nogle frivillige hænder til registrering m.m., hvis nogen har tid og lyst. Der kommer mange besøgende samt henvendelser pr. mail. Nogle af vore medlemmer styrer Facebook-grupper, som er populære lokalhistoriske medier.

Jeg synes i øvrigt, vi er heldige med at have professionel dækning af lokalhistoriske aktiviteter og nyheder fra hele Han Herred via diverse gode hjemmesider og det nye kulturblad.

Bente Kristensen, formand

Scroll to Top