Vinklub hvor alle kan være med

Når SuperBrugsens Vinklub inviterer til medlemmerne til klubaftener, er der altid mulighed for blindsmagning af vin med forskellige temaer, ligesom slagterafdelingen byder på hjemmelavet mundgodt. Her drøfter uddeler Brian Thisted (tv) vintyper med udvalgsmedlemmerne Erik Mørkholdt og Ernst Randbøll samt slagtersvend Jesper Christensen. Foto: Mattias Bodilsen

Når SuperBrugsens Vinklub inviterer til medlemmerne til klubaftener, er der altid mulighed for blindsmagning af vin med forskellige temaer, ligesom slagterafdelingen byder på hjemmelavet mundgodt. Her drøfter uddeler Brian Thisted (tv) vintyper med udvalgsmedlemmerne Erik Mørkholdt og Ernst Randbøll samt slagtersvend Jesper Christensen. Foto: Mattias Bodilsen

SuperBrugsens Vinklub i Fjerritslev har succes med fire årlige medlemsarrangementer og en vin- og kulturrejse hvert andet år

SuperBrugsen i Fjerritslev har fået så stor succes med sin vinklub, at tilslutningen til medlemsarrangementerne er ved at sprænge alle rammer.

Vinklubben så dagens lys i 2008 på initiativ af uddeler Brian Thisted, som havde fået idéen fra en kollega og kammerat hos SuperBrugsen i Vodskov.

– Til vores infomøde mødte der 60-70 interesserede op, og i løbet af de første år var vi oppe på 90 medlemmer. Det er siden vokset til de nuværende knap 200, så en gang imellem kan det næsten knibe med pladsen, fortæller Brian Thisted.

Ikke uventet er flertallet af medlemmerne midaldrende og ældre mennesker. Eneste betingelse for medlemskab er, at man samtidig er medlem af Fjerritslev og Omegns Brugsforening, der også omfatter LokalBrugsen i Vester Thorup. Kontingentet er sat til 100 kroner årligt, så enhver kan være med.

En del af medlemmerne er folk, der bor i sommerhus i Fjerritslev-området en del af året og nyder naturen, samtidig med at de kommer i nærkontakt med lokalbefolkningen gennem vinklubben og andre kulturtilbud.

Vinarrangementer i butikken

Vinklubben ledes af en styringsgruppe på fem personer, hvor uddeler Brian Thisted og afdelingschefen i Vester Thorup, Louise Pedersen, er fødte medlemmer. De øvrige i styringsgruppen er Erik Mørkholdt, Ernst Randbøll og Jens Holger Ladegaard, og i øjeblikket er souschef Torben Bech barselsvikar for Louise Pedersen.

Erik Mørkholdt og Ernst Randbøll mødes hver tirsdag formiddag for at ordne alt det praktiske såsom medlemskartotek og løbende kontakt til medlemmerne pr. e-mail. Derved aflaster de Brian Thisted, som selv står for tilrettelæggelsen af arrangementerne, når de foregår hjemme i SuperBrugsen.

– Vi fandt hurtigt frem til, at fire årlige vinarrangementer var et passende antal.  To-tre gange om året inviterer vi medlemmerne til en aften, hvor der gerne er opstillet fire smagssteder rundt om i butikken. Der er blindsmagning af vin med forskellige temaer, og slagteren disker op med hjemmelavet spegepølse, mørbrad eller lignende.

– Det hele foregår i en yderst afslappet stemning, og det er i høj grad en anledning til, at medlemmerne selv udveksler erfaringer. Vi stiller os ikke op som eksperter.

Brian Thisted tilføjer, at medlemmerne har mulighed for at købe stort ind med klubrabat disse aftener.

Udflugter med grill og vinsmagning

Hvert år holder vinklubben et grillarrangement et velegnet sted i omegnen. Indtil videre har disse udflugter gået til Aggersund, Attrup Havn, Bratbjergsøerne og Lild Strand. Hvis der er en kok eller fiskeleverandør på stedet, benytter man vedkommendes ekspertise til det kulinariske, og ellers er SuperBrugsens egen slagter med som grillmester.

Blandt udflugterne har der også været besøg hos AMKA Vin i Randers, hvor der blev budt på vinsmagning og en tapasanretning, og ligeledes hos vinbonden Mogens Damsgaard i Hjallerup, hvor man ud over vinsmagning også hørte om dyrkning af vin på gården Alderslyst.

Veltilrettelagte vinrejser

Hvert andet år byder vinklubben på en vin- og kulturrejse til Sydeuropa. Første tur i 2010 gik til Normandiet og Loiredalen, og i 2012 var Toscana målet for busturen. Næste år planlægges en rejse til Bordeaux.

– Over halvdelen af deltagerne i første tur var med igen i 2012, bemærker Erik Mørkholdt.

– Det lykkes os at holde et rimeligt prisniveau på disse rejser, og det betyder meget, at det er et lokalt firma, Fjerritslev Busserne, der kører for os. Ligeledes er det vigtigt med kyndige guider, der kan det lokale sprog. Her har vi været heldige at kunne engagere Dion Konnerup og Flemming Troelsen, som begge har været lærere på Fjerritslev Skole.

– Guiderne er meget grundige, og vi har hver gang udarbejdet et materiale til deltagerne, så man kan følge med undervejs. Sådan som man har meldt tilbage til os, har turene til fulde levet op til alles forventninger.

Artikel fra Magasinet NORD februar 2013, udgivet af NORDJYSKE Medier