Vi sælger huse ved både hav og fjord

Ejendomsmægler Asger Larsen, Løgstør. Foto: Mattias Bodilsen

Ejendomsmægler Asger Larsen, Løgstør. Foto: Mattias Bodilsen

Aggersundbroen binder vores område sammen, fastslår ejendomsmægler Asger Larsen

Vesthimmerland og Han Herred er det naturlige markedsområde for ejendomsmægler Asger Larsen, som gennem de sidste 10 år har oparbejdet en solid virksomhed med en central placering på Løgstørs strøggade.

– Aggersundbroen binder området sammen, fastslår Asger Larsen, hvis medarbejdere bor på begge sider af broen.

Mæglerfirmaet tager sig af alle typer ejendomshandler, men har med Asger Larsens baggrund som landbrugsrådgiver hos Spar Nord Bank specialiseret sig i handel med landbrugsejendomme og -jord.

Kontor i Overlade og Løgstør

Det hele begyndte i 2004, da Asger Larsen kvittede et fastlønnet job og gav sig i kast med at sælge fast ejendom hjemme fra sit fritidslandbrug i Hyllebjerg ved Farsø.

Derefter gik det stærkt, og inden længe etablerede Asger Larsen et egentligt kontor ved at inddrage en del af et hus, som han i forvejen rådede over på Bjørnsholmvej 135 i Overlade.

– Overlade ligger centralt i Vesthimmerland og er ikke mindst et godt udgangspunkt for sommerhusområdet i Trend, forklarer Asger Larsen.

For tre år siden købte han ejendommen Østerbrogade 7 i Løgstør for at sikre sig et bredere kundeunderlag, og for halvandet år siden slog han dørene op til en moderne og velindrettet mæglerbutik i stueetagen, hvor væggene prydes af malerier fra hustruen Birgit Larsens hånd.

– Vi er rigtig glade for at være en del af handelslivet i Løgstør, lyder det fra Asger Larsen, som fortsat er at træffe i Overlade-afdelingen efter aftale.

Uafhængig af mæglerkæder

Asger Larsen har valgt at være uafhængig af de store mæglerkæder, men udveksler erfaringer med kolleger ud over landet via Danske Selvstændige Ejendomsmæglere (DSE).

– Det giver en frihed til at gøre tingene på vores egen måde. Vi er ikke bundet af bestemte koncepter og kan være yderst fleksible. Naturligvis har vi forskellige samarbejdspartnere, herunder BRF Kredit, ligesom vi har en rigtig god dialog med de lokale pengeinstitutter og øvrige realkreditinstitutter, understreger han.

Som mægler er man ikke blot formidler mellem sælger og køber, men også mellem køber og penge- eller realkreditinstitut.

– Vi hjælper kunderne på vej, og hvis ikke huskøbet kan finansieres fuldt ud på traditionel vis, kan belåningen eventuelt ske via pantebreve, som i nogle tilfælde kan matche bankrenten.

Stort netværk

Virksomheden baserer sig på et stort lokalkendskab og et bredt netværk. I den sammenhæng kan han glæde sig over fire kompetente og erfarne medarbejdere, hvoraf to er uddannet ejendomsmæglere.

Asger Larsen har omkring 250 emner i sin portefølje, og i 2013 blev der gennemført 80 handler, hvilket han finder ganske tilfredsstillende, markedssituationen taget i betragtning. Han ser optimistisk på 2014, idet der for tiden er mange fremvisninger af helårsboliger, ligesom sommerhusmarkedet ser ud til at komme ud af sit dødvande.

Der er mange attraktive sommerhuse til salg på begge sider af fjorden. Herunder forventer Asger Larsen at få gang i Lendrup-området, hvor der nu er sket en afklaring af kystsikringen. Mange huse i Lendrup ligger på lejet grund og kan erhverves til gunstige priser.

– Desuden har vi to velbeliggende og fuldt byggemodnede sommerhusudstykninger i Trend, og håndværkerpriserne er jo stadig fornuftige, minder Asger Larsen om.

Huse med historie

Med et bredt udbud af enfamiliehuse kan Asger Larsen tilfredsstille ethvert behov, hvad enten det er førstegangskøbere, der skal hjælpes i gang til en overkommelig ydelse, eller det er liebhavere, der er på jagt efter den helt unikke bolig med fjord- eller havudsigt.

For nybyggere, der gerne vil bo i et rekreativt område nær golfbane, Frederik VII’s Kanal og fritidscentret Lanternen, tilbyder Asger Larsen helårsgrunde med fjordudsigt i Løgstørs sydlige udkant.

Er man mere til naturen ved havet, er Slettestrandvej 54 i Hjortdal et hus med både sjæl og historie. Den stråtækte og yderst velholdte ejendom blev bygget omkring 1900 af fotograf Helga Munch og maleren Johanne Frimodt, som delte huset. Senere gik det i arv til Frimodts søster, oberstinde Falkenberg.

På salgslisten er også det tidligere Næsbydale Badehotel.

Landbrug som speciale

I Asger Larsens 32 år som bankmand – foruden egne erfaringer som fritidslandmand – oparbejdede han et indgående kendskab til de særlige udfordringer og problematikker, der gælder for handel med landbrugsjendomme.

Efter lang stilstand er der igen efterspørgsel på landbrugsjord og til bedre priser, noterer han sig.

– På erhvervssiden kan vi tilbyde velbeliggende industri-, kontor- og butiksejendomme, eventuelt kombineret med bolig, ligesom vi har spændende investeringsprojekter at vise frem.

Niche for norske købere

For et år siden tog Asger Larsen initiativ til en nichevirksomhed ved at avertere helårshuse til salg på norske internetsider, hvilket har betydet en god afsætning i både den dyre og billige ende af skalaen.

– Mange nordmænd er rigtig glade for Danmark, og hvis huset ligger inden for en times kørsel fra færgen, har vi hele tiden købere fra vores naboland mod nord. Herhjemme har vi dog en ret restriktiv politik for udenlandske købere, så der skal kunne dokumenteres en vis tilknytning til Danmark for at få lov at købe hus til fritidsbrug.

Artikel fra Magasinet NORD februar 2014, udgivet af NORDJYSKE Medier