Ufrivillig sabotør

Kartoffelkogeren, som kunne være blevet skyld i, at Jens Anton blev taget for sabotage mod den tyske telefonledning langs hovedvej A11.

Kartoffelkogeren, som kunne være blevet skyld i, at Jens Anton blev taget for sabotage mod den tyske telefonledning langs hovedvej A11.

Af Jens Anton Andersen, Fjerritslev, som her beretter om en af sine oplevelser, da han var karl på Gravensgaard under besættelsen

Jeg er født under den første krig i 1916 og var 26 år gammel, da jeg kom til Gravensgaard i 1942.

Forkarl var ikke noget særligt, men vi var da fem voksne karle og to piger. Jeg tror, at Johanne Madsen i Hjortdal vil nikke genkendende til beretningen. Hun var bryggerspige på gården og tog sin tørn.

Den rejsende kartoffelkoger stod bag gården i et hjørne af møddingen. Jeg havde hentet den dagen før hos Magnus Mogensen i Vester Svenstrup. Jeg var ridende derud med to heste, der skulle trække den hjem. Det var en oplevelse for mig, da jeg for første gang – nord for Kollerup Skole – så ud over det frådende Vesterhav. Jeg var kun vant til fjorden og det stille Kattegat.

En fyrbøder mødte op dagen efter. Der blev fyldt vand på, og ved hjælp af gamle hegnspæle og andet brændbart var vandet snart varmet op, og så var det med at holde den fyldt med kartofler til kogning, som siden blev tippet i en jordkule til ensilering.

Vi var færdige til aften og sad i folkestuen ved aftensmaden, da forvalteren fra Gundestrup kom ridende i fuld galop hen gennem Aagaard Skov og ned ad det sandede hjulspor til Gravensgaard.

Jeg skal love for, at Gundestrups velfodrede treårs heste fik lov at røre sig, og de skummede af sved, da de nåede Gravensgaards oplyste vinduer foran folkestuen.

Forvalteren Martin Pedersen – jo, det var ham – fik hestene stoppet, og de fnyste og prustede ind mod folkestuevinduerne og sparkede i gruset.

Nå, Martin fik spændt for kartoffelkogeren og sagde »Hyp!«, men de samme velpolstrede, unge heste kunne ikke rokke kogeren af stedet.  »Hent de to brune,« hviskede Jens til mig, og det var jeg hurtig til at lystre. De brune var ældre og vel også magre, men de kunne trække på samme hammel, som man sagde, og et kvarter efter var kogeren leveret oppe ved landevejen, og Martin havde igen fået spændt for.

»Hyp!« sagde han igen og rullede rask østpå og svingede ind mod Aalegaard og Skræm og var trods måneskin snart ude af syne – det var også i udgangsforbuddets og spærretidens tid, så det var ikke godt at køre på de store veje.

Men tyskernes telefonkabel fra Aalborg til Hanstholm hang neden under de danske telefontråde, og det havde kartoffelkogeren grebet fat i. Vi havde glemt at sænke skorstenen på kartoffelkogeren, og ved Gravensgaardens opkørsel greb den fat i kablet. Da Martin kørte, sprang det ned med et svup og ramte både mig og hestene.

Nu var det med at komme væk!  Jeg sprang på hestene, og mens jeg galopperede mod Gravensgaard, startede de første tyske militærbiler vist allerede i Fjerritslev. Og mens Martin sikkert allerede var på vej ned ad Skræm Bakke, rev jeg seletøjet af hestene, satte dem på stald i mørke og luskede i seng helt ned under dynen, imens det tyske militær rasende kørte frem og tilbage oppe på landevejen hele natten.

Det var i oktober 1943, og så vidt jeg husker, var der udgangsforbud om natten. Men selvfølgelig var nogle af de andre karle ude at se til kærester eller hvad og kom hjem langs banelinjen eller over marken og fortalte om, hvilket postyr det havde skabt i Fjerritslev. Hver gang krøb jeg længere ned under dynen.

Nå, Martin og jeg blev ikke skudt denne gang – jeg slap med skrækken, og mens Martin, det heldige asen, intet anede og ikke engang nåede at blive bange, så blev jeg altså under dynen hele natten.

 

Bragt i Fjerritslev Avis 3. maj 1993
Afskrevet af Erling Jensen, Lokalhistorisk Arkiv, Fjerritslev