Bulbjerg – Jyllands eneste fuglefjeld

Bulbjerg. Foto: Mattias Bodilsen

Bulbjerg. Foto: Mattias Bodilsen

Bulbjerg ligger på det nordlige Hannæs og er Han Herreds forpost mod nordvest. Nordsøstien passerer Bulbjerg, som derfor besøges af vandrere i stort tal.

Fra toppen har du en fantastisk udsigt, og i klart vejr har du frit udsyn fra Hanstholm i vest til Rubjerg Knude i nordøst. Nærmeste bebyggelse er fiskelejet Lild Strand, hvor et tidligere redningshus blev omdannet til kirke i 1950.

Den 47 meter høje kalkstensklint er hjemsted for en stor koloni af mågearten rider, der bygger rede på de små klippefremspring og gør Bulbjerg til Jyllands eneste fuglefjeld.

Folkesagn

Der knytter sig mange folkesagn til Bulbjerg. Det siges, at Holger Danske sidder inde i bjerget og er parat til at træde til, hvis landet skulle komme i stor nød og fare. Øverst på klippen Skarreklit – som stod for sig selv ude i havet lidt vest for Bulbjerg, men væltede under en storm natten til 19. september 1978 – skulle Holger Danske have placeret en guldskål til at opbevare sine guldpenge i. I dag er der kun en lille stump tilbage af klippen, som enten har navn af fuglearten skarv eller af naturfænomenet kløfter (»skår« og »kløv«).

Lige i nærheden ligger Troldsting, hvor trolde fra nær og fjern samledes for at holde rådslagning og få lagt låg på deres uoverensstemmelser. En dejlig vandrerute går gennem det bakkede klitterræn til troldenes tingsted.

Forfattere og kunstnere

Digteren St. St. Blicher besøgte Bulbjerg i 1839 og blev betaget af »Jyllands eneste klippe, eneste faste bolværk mod havet«. Allerede året efter blev der iværksat en stor folkefest på stedet med Blichers Himmelbjerg-møder som forbillede for at vække åndslivet og styrke kærligheden til fædrelandet. Senere blev folkemøderne til afholds- og skyttefester med deltagelse af bl.a. forfatteren Johan Skjoldborg, som her var på hjemmebane, idet hans barndomshjem ligger i Øsløs på det sydlige Hannæs.

Forfatteren Thit Jensen og kunstmaleren Gustav Fenger, som hun blev gift med 1912-18, var hyppige gæster på Bulbjerg, hvor der i 1907 var opført et stort badehotel på toppen. Fenger udsmykkede hotellets store sal. Efter skilsmissen vendte Thit Jensen tilbage til Bulbjerg-egnen og opholdt sig bl.a. i Forfatterhuset, som Dansk Forfatterforening købte og indrettede til feriebolig i 1935.

Bulbjerg har altid været et yndet motiv for billedkunstnere, og blandt de betydelige værker ses væveren Berit Hjelholts store tæppe »Spænd over os dit himmelsejl«, som hænger på Plejecenter Solgaarden i Fjerritslev.

Besættelsestiden

Straks efter den tyske besættelse 9. april 1940 overtog værnemagten kontrollen over hele Bulbjerg-området, hvor der efterhånden blev bygget pejlestation, kanonstilling, bunkere, barakker og tankspærringer. Desuden blev der udlagt miner for at hindre de allierede i at gøre landgang via Vejlerne. Lokalbefolkningen var forment adgang til Bulbjerg i samtlige fem år, medmindre man havde særligt ærinde. Mod slutningen af krigen blev badehotellet bortsprængt af tyskerne.

Den store bunker yderst på Bulbjerg blev i 1996 åbnet for offentligheden, og her kan du dels nyde udsigten og dels se en plancheudstilling om natur og historie.

Vejen mod øst til Troldsting og Ellidsbøl er rester af en betonvej fra tyskernes militære anlæg på Bulbjerg.