Velkommen til Han Herred – den skønneste plet i kongeriget!

Solnedgang ved Thorup Strand. Foto: Mattias Bodilsen

Solnedgang ved Thorup Strand. Foto: Mattias Bodilsen

Han Herred har det hele. En utroligt afvekslende natur – fra de storslåede klitter mod Jammerbugten til Vejlerne og det blide bakkelandskab mod Limfjorden. Mellem hav og fjord findes skove, klitplantager og heder med en stor rigdom af dyr og planter. Landskabet er perfekt til cykel- og vandreture.

I Han Herred er der fred og ro til fordybelse og afslapning fra en travl hverdag. Samtidig emmer området af spændende historie – bl.a. om vikingetid, middelalderens bondeoprør og sporene efter den tyske besættelse 1940-45. Fjerritslev Bryggeri- og Egnsmuseum byder indenfor til at se det originale udstyr fra gamle dages brygning af hvidtøl, og på herregården Bratskov i Brovst levendegøres gamle traditioner hver torsdag sommeren igennem.

Ved Thorup Strand kan du overvære, hvordan fiskerbådene trækkes på land efter dagens fangst af kvalitetsfisk, og i Slettestrand kan du opleve bådebyggeren i arbejde efter solide håndværkstraditioner, der går helt tilbage til vikingetiden.

Han Herred har et frodigt kulturliv med masser af musik og billedkunst. Der er kirkekoncerter med et meget alsidigt program hver uge sommeren igennem, overalt langs de små veje møder du gallerier og arbejdende værksteder, og i Fjerritslev kan du se film i en moderne kvalitetsbiograf. Et besøg på Kirsten Kjærs Museum ved Frøstrup er en oplevelse i særklasse.

Strandene ved fjorden og havet indbyder til solbadning og en frisk dukkert, og du har masser af muligheder for sportslig udfoldelse inden for bl.a. mountainbike, ridning, bowling, golf, tennis og svømning. For lystsejlere er der attraktive havnemiljøer i Amtoft, Haverslev og Attrup.

Hvordan vil du helst bo under dit ophold i Han Herred – på hotel, kro, pensionat, campingplads eller i sommerhus? Udvalget af overnatningsmuligheder er mange.

Ikke mindst byder Han Herred på fine indkøbsmuligheder i handelsbyerne Fjerritslev og Brovst. Ud over alt i dagligvarer er der et stort udvalg af specialforretninger, hvor du bliver mødt med et smil og en service, der er i top.

Vi håber, du vil nyde dit ophold i Han Herred, så du ligesom os – og i sin tid Frederik VI – vil opleve, at Han Herred er den skønneste plet i kongeriget!

Læs mere om Frederik VI’s besøg i 1824 her