Træskibsfestival for fulde sejl

Foto: Limfjordsmuseet
Foto: Limfjordsmuseet
Når de flotte træskibe lægger til kaj i Løgstør mandag 7. september, bliver det denne gang en festival i børnenes tegn

– Aldrig før har vi haft mulighed for at tilbyde så mange og så gode maritime oplevelser for de mindste, lyder det fra museumsinspektør Nanna Folke Olsen forud for årets Maritim Festival i Løgstør.

På Limfjordsfjordmuseet, som er omdrejningspunktet for planlægningen af den traditionsrige træskibsfestival, er det en begivenhed, som i forberedelser og forventning næsten overgår juleaften. Mange aftaler skal træffes, og ud over museets ansatte er et stort antal frivillige fra foreningslivet i Løgstør og opland i sving for at gøre festdagene til en maksimal oplevelse for såvel søfolk som landkrabber.

Og hvad angår de sidste – altså publikum – har man i år lagt sig ekstra i selen, for at begivenheden også skal være børnenes fest.

Maritimt festfyrværkeri

Som altid er starten på kapsejladsen Limfjorden Rundt en maritim festdag i Løgstør. Når de mange skibe ankommer, genlyder luften af kommandoråb, og der er en duft af tjære og tovværk overalt. Masteskoven er et betagende syn, og hos mangen en deltager eller gæst går tankerne uværgerligt tilbage i tiden og ud på de syv verdenshave.

Den maritime kultur handler om tradition og fornyelse, og der er plads til begge dele, når dagen byder på aktiviteter for store og små. Traditionen tro kan festivalens gæster nyde gratis entré på Limfjordsmuseet, gratis sejltur i Limfjordsmuseets Aalborg-jolle, skibsvandringer, sejlture på fjorden, demonstration af søredning, skibstræk i Frederik VII’s Kanal med hest som i gamle dage. Det hele er krydret med god musik, mad og sømandsstemning langs havnen.

Skibe i alle udformninger

Dagen byder ikke mindst på sjove og udfordrende aktiviteter for børn i alle aldre. I festivalteltet får byens børnehave- og 0. klasses børn mulighed for at bygge deres eget modelskib. Med træ, snor, tegnegrejer, maling og masser af fantasi guider unge skibskyndige elever fra Produktionshøjskolen Marienlyst børnene igennem byggeriet af deres helt eget modelskib.

– Det bliver med garanti flot udsmykket, inden dets sejlegenskaber kan afprøves ved strandkanten, forudser Nanna Folke Olsen.

Der bliver også rig lejlighed til at prøve ens maritime færdigheder af, når Legeskibet i skikkelse af skonnerten »Halmø« ankommer sammen med de andre store skibe. Legeskibet kombinerer traditionel maritim kultur med aktiv kultur for leg og bevægelse og serverer det hele i form af en unik oplevelse på havnekajen.

– Legeskibet er et femårigt samarbejde mellem Gerlev Idrætshøjskole og Lauritzen Fonden, som vi nu får glæden af i Løgstør, uddyber museumsinspektøren.

Helt konkret medbringer Legeskibet og den medfølgende legebil et væld af legeredskaber og ideer – »Leg på kaj« – og en flok legematroser, der forstår at aktivere både besætninger og publikum. Der er så forskellige rekvisitter som bordspil, judomåtter, stylter, og meget, meget mere. Legematroserne vil også instruere i fælles lege som »Hajen i Det Røde Hav«, »Jagten på den gyldne skat« og »Sild i en tønde«.

Som om skibsbygning og leg ikke var nok, så kan man også blive udfordret på smagssansen, når Limfjordsmuseets naturvejleder afholder kogeskoler kaldet »Mad med Minder«. Her får deltagerne mulighed for at komme under overfladen og smage nogle af de råvarer, som fjorden byder på, sammensat til retter inspireret af historiske opskrifter.

Små og hurtige

I weekenden op til Maritim Festival arrangerer Limfjordsmuseet kapsejladser for mindre sejlførende brugsfartøjer. Fjorden vil da vrimle med sjægte, Aalborg-joller, kragejoller og andre både, der dyster om at komme først over målstregen.

– Det er et betagende syn, når de mange røde sejl flokkes på fjorden ud for byen. Så der er ingen tvivl om, at Maritim Festival nok igen i år skal blive en festlig maritim dag, hvor der bliver noget for alle sanser, og hvor vi får lejlighed til at fejre den stolte danske sejlskibstradition, lyder det afslutningsvis fra Nanna Folke Olsen.

Fakta om Limfjordsmuseet

  • Administration og skiftende udstillinger i kanalfogedens og broopsynsmandens hus ved drejebroen over Frederik VII’s Kanal
  • Permanent udstilling og formidlingsbygning i et nybyggeri med gourmetrestaurant for enden af Fischersgade
  • Naturformidling ved ansatte biologer
  • Limfjordsmuseet råder over et antal historiske bådtyper, herunder kåge og sjægte, som bruges til sejlads i kanalområdet
  • Limfjordsmuseets Historiske Bådebyggeri bygger og restaurerer efter originale tegninger
  • Bedding ved Løgstør Bådebyggeri
  • Løgstørs gamle lodsbåd fra 1928 står efter fire års restaurering flot og grønmalet
  • Fiskerkvasen »Kirstine«, som er fra 1887 og hjemmehørende i Løgstør 1912-31, er under restaurering som et kulturhistorisk projekt
  • Passagerbåden »Grevinde Danner« sejler ture gennem Frederik VII’s Kanal i sommermånederne
  • Limfjordsmuseet har for nylig udviklet en gratis Limfjords App, som guider dig gennem kulturmiljøer i hele Limfjorden

Artikel fra Magasinet NORD september 2015, udgivet af NORDJYSKE Medier

Scroll to Top